Raurel Adams: Politikerne svigter den fjerde statsmagt

Raurel Adams: Politikerne svigter den fjerde statsmagt

03.05.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Så længe Folketinget lader Facebooks algoritmer diktere danskernes adgang til viden og holdningsdannelse, er det ligegyldigt, hvor meget der spares eller investeres i danske nyhedsmedier.

Kommentar af Raurel Adams

REGERINGENS MEDIEUDSPIL er som taget ud af den borgerlige drejebog: Man sparer på de offentlige udgifter til DR, TV2 og Radio24syv, privatiserer dele af public service-indsatsen og kalder hele spareøvelsen en ”fokusering”. Oppositionens indsigelser har været præcis ligeså forudsigelige. Den savner mere danskproduceret indhold, som man kan stole på, for at bekæmpe ’fake news’ på det private mediemarked. Begge fløje er dog enige om en erkendelse: De store udenlandske techgiganter som Facebook og Google udgør en trussel mod danskernes medieforbrug.

I Debatten på DR2 anerkendte kulturminister Mette Bock for nylig, at Facebook og Google har større indflydelse på rammerne for danskernes medieforbrug end regeringen. Som svar til spørgsmålet om regeringens politik på området sagde hun: ”Vi er realister, og vi kan ikke løse de problemer i en dansk medieaftale.” Hun identificerede med andre ord to udenlandske selskaber som den største udfordring for de danske medier og sagde samtidig, at hun hverken kan eller vil gøre noget ved det.

Hvad siger det om demokratiets tilstand i Danmark, at bestyreren af det embede, der ifølge lovgivningen skal have kontrol over rammerne for de danske medier, de facto lægger sit ansvar over på milliardærer i Silicon Valley? Lad os fokusere på Facebooks indflydelse i besvarelsen af det spørgsmål.

 

Hvad siger det om demokratiets tilstand i Danmark, at bestyreren af det embede, der ifølge lovgivningen skal have kontrol over rammerne for de danske medier, de facto lægger sit ansvar over på milliardærer i Silicon Valley?
_______

 

Facebooks forretningsmodel
Facebook er en tech-virksomhed, der udbyder en social medieplatform, som har over to milliarder månedlige brugere verden over. Facebook er blevet en multimilliard-dollar-forretning, fordi de sælger to ting til private firmaer: Brugernes individuelle præferencer og annoncepladser, der matcher disse præferencer. De ved, hvad deres brugere kan lide, hvad de ikke kan lide, hvor de har været og hvor de gerne vil hen.

Facebooks brug af private oplysninger har med god grund vakt skepsis blandt cybersikkerhedseksperter, som i årevis har udtrykt bekymring over, hvem der har adgang til vores private data, hvor denne data fysisk opbevares, og alle de rettigheder Facebook har fået os til frivilligt at give afkald på. Den ubehagelige sandhed om vores privatliv på internettet er, at det slet ikke findes. Længe før Edward Snowdens lækager var det kendt i efterretningskredse, at stater overvåger hinanden, hvor end de kan komme til det. Facebook er i den forstand blot endnu et overvågningsredskab. Selv om tanken om, at Putin, Xi Jinping, Trump og Theresa May kigger os over skulderen, ikke er betryggende, så var den politiske og offentlige forbløffelse over afsløringen af overvågningsprogrammer som Prism, Xkeyscore, Tempora, QUANTUMHAND – bagdøre til bogstaveligt talt al internetaktivitet overhovedet – og utallige andre, meget kortfattet, og vores fælles krav om ændringer udeblev. Resultatet er, at de politiske rammer, som gav frit spil til efterretningstjenester såsom NSA, GCHQ og PET, er så godt som uændrede. Det dominerende synspunkt i den offentlige debat herhjemme er, at ”hvis man ikke har noget at skjule, har man ikke noget at frygte”.

Diskussionen om at bytte private oplysninger for sikkerhed mod mulige terrorangreb er demokratisk vigtig. Heldigvis er den blusset op igen i kølvandet på Cambridge Analytica-sagen. Firmaet har i strid med Facebooks retningslinjer misbrugt data fra millioner af Facebook-profiler til at målrette annoncer mod brugere af det sociale medie. Det har gjort det til en politisk vindersag at tage kampen op mod Facebooks sikkerhedsgarantier. Det er dog svært at vide, om politikerne rent faktisk vil indføre lovgivning på området, når TV-kameraerne slukker, eller om det hele ender med at løbe ud i sandet som retorisk forargelse.

Facebooks indflydelse på danskernes medieforbrug
Det største problem med Facebook er imidlertid ikke spørgsmålet om datasikkerhed eller overvågning. Det består i det, som Mette Bock formentlig ikke var klar over, at hun indrømmede i Debatten: Facebook har større indflydelse på danskernes medieforbrug end danske medier og politikere tilsammen. Facebook har ikke indflydelse på os, fordi de overvåger vores tanker og adfærd, men fordi deres forretning lever af at styre dem. Det lyder som noget taget direkte ud af George Orwells dystopi 1984, men det er ikke tilfældigt, at brugerne af Facebook generelt tilbringer mere og mere tid på platformen.

 

Facebook har ikke indflydelse på os, fordi de overvåger vores tanker og adfærd, men fordi deres forretning lever af at styre dem. Det lyder som noget taget direkte ud af George Orwells dystopi 1984, men det er ikke tilfældigt, at brugerne af Facebook generelt tilbringer mere og mere tid på platformen
_______

 

Facebook har ansat hundredvis af softwareingeniører med baggrund i HCI (Human Computer Interaction, red.), hvis eneste opgave er at undersøge, hvilke funktioner der får brugerne til at bruge mere tid og give platformen mere opmærksomhed. Facebooks oprindelige formål var at få Harvard-studerende til at rangordne kvinder på baggrund af deres udseende. I dag er dets kommercielle formål at forvalte et rum, som brugerne bliver afhængige af at benytte. Hele Facebooks måde at se ud på med notifikationer, tekstbeskeder og automatisk afspilning af videoer er et adfærdspsykologisk mesterhåndværk. Mark Zuckerberg har sågar ovenpå den skærpede offentlige bevågenhed forsøgt at købe offentlighedens sympati på, at han ændrer Facebooks algoritmer til at vise traditionelle nyheder i mindre grad. Det sælges som et tåleligt tab, at der i sidste kvartal af 2017 var 5 pct. færre aktive brugere som resultat heraf. Den virkelige årsag er, at hans hold af softwareingeniører har fundet frem til, at der er større chance for, at brugeren ser reklamer til ende, hvis de vises på personligt frem for ikke-personligt Facebook indhold – hvilket kan maksimere omsætningen. Desuden er et tab på 5 pct. af brugere slet ikke unormalt for Facebooks historie; antallet af aktive brugere har til alle tider været volatilt, men generelt set opadgående. Det viser til gengæld også, at algoritmen er så responsiv, at den formentlig allerede har bemærket, at Facebooks brugere tenderer til at fravælge nyhedsmateriale og viralt indhold, i hvert fald for øjeblikket. Det betyder samtidig ikke meget for de overordnede tendenser:

Ifølge Kulturministeriets egne tal tilgår et stigende antal danskere Facebook dagligt, hvor de eksponeres for nyheder om politik, kultur sport, osv. Her finder vi essensen af problemet. Facebook er ikke længere – og har formentlig aldrig været – et neutralt udtryk for individers rå præferencer. Platformens algoritme sørger for, at vi kun eksponeres for indhold vi enten elsker eller hader, fordi begge følelser får os til at blive på platformen. Facebook leverer med andre ord historier, som de ved, at vi med meget stor sandsynlighed klikker på.

Det er i sig selv ikke nyt, at journalistik konkurrerer med underholdningsindustrien om borgernes opmærksomhed. Det nye består i, at konkurrencen finder sted på samme platform, på samme tid, hele tiden. Sidstnævnte forskel er klart den vigtigste, for det er ganske få, som tror, at de er sociale, når de ser ”Keeping up with the Kardashians” på TV’et alene derhjemme. Til gengæld har Facebook tilsyneladende solgt sine brugere ideen om, at platformen ’forbinder mennesker’, som deres slogan lyder, heraf begrebet ’sociale medier’. Det er ikke ualmindeligt for især Facebooks yngre brugere gennemsnitligt at tjekke deres telefon 150 gange dagligt. Brugerne konsumerer forskellige former for indhold med forskellig faglig dybde, fra forskellige kilder, på samme tid via samme platform. Den enkelte bruger har ikke på noget tidspunkt i denne ligning taget stilling til, hvorvidt vedkommende ser nyheder, underholdning eller er socialt aktiv, da alle af disse handlinger foregår i en og samme ’news feed’. Hvis udviklingen fortsætter, hvilket alt tyder på, er konsekvenserne ikke kun genreforvirring, men en tilværelse i et digitalt økosystem som kun forvaltes af én aktør, nemlig Facebook. Hvem bestemmer, hvilke af dine venner du tænker på eller hvilke nyheder du ser? Er det politik, kultur, eller underholdning? Valgmulighederne på vores alles sociale og politiske menukort vil med tiden udbydes af Facebook i det omfang, at det ikke allerede er tilfældet, fordi Facebook giver os dét, som vi allerede implicit har fortalt dem, vi kan lide.

Det er problematisk, fordi det ophæver forskellen mellem journalistik og underholdning. Når danske nyhedsmedier, debattører og journalister overvejer, hvilke historier de vil dække, kæmper de om borgernes opmærksomhed. Før Facebook var til, blev historierne enten publiceret i trykte medier eller på avisernes egne hjemmesider. Artiklerne blev udvalgt efter journalistiske kriterier om relevans og objektivitet. Traditionelt har nyhedsmedierne segmenteret deres indhold, således at læserne, seerne eller lytterne var gjort opmærksomme på, at der er forskel på holdning og fakta. Værdien i nyhederne bestod i, at de tillod os alle at danne sidstnævnte ud fra det førstnævnte. Eftersom medieforbrugerne i stigende grad befinder sig på Facebook og i mindre grad køber aviser, vil nyhedsmedierne skulle tilpasse sig denne nye udvikling. Det betyder, at medierne befinder sig i samme branche som virale katte-videoer og billeder af Kim Kardashians bagdel.

 

Traditionelt har nyhedsmedierne segmenteret deres indhold, således at læserne, seerne eller lytterne var gjort opmærksomme på, at der er forskel på holdning og fakta. Værdien i nyhederne bestod i, at de tillod os alle at danne sidstnævnte ud fra det førstnævnte. Eftersom medieforbrugerne i stigende grad befinder sig på Facebook og i mindre grad køber aviser, vil nyhedsmedierne skulle tilpasse sig denne nye udvikling
_______

 

Det udfordrer hele ideen om, hvordan medierne bør efterleve de journalistiske idealer. Tag dansk lovgivning om mediestøtte som eksempel. Mediestøtten beror på, at det digitale og/eller trykte nyhedsmedie er ”selvstændigt med ansvarshavende redaktør” og ”leveres eller stilles til rådighed på ens vilkår”. Det bliver som nyhedsmedie sværere at argumentere for ens selvstændighed, hvis det indhold, man publicerer, de facto tilgås via Facebook. For er det i så fald nyhedsmediet eller Facebook, der bestemmer, hvad der publiceres, og hvem det står til rådighed for? Det indebærer, at det ikke længere kun er den kulørte presse, som opsøger skandaler eller skandaløse udtalelser, fordi den slags indhold får flest delinger.

Polariseringen af den offentlige debat og den politiske tillidskrise
Der er flere årsager til den politiske tillidskrise, som Vesten befinder sig i for øjeblikket. Valgdeltagelsen ved flere europæiske valg har været rekordlav, og politiske bevægelser på begge fløje eksperimenterer med antiintellektualisme anført af demagogiske reality-stjerner, komikere og skuespillere. Ganske ironisk er polariseringen af den offentlige debat netop det, som forhindrer en tillidsmæssig konsolidering. Hvis der er noget, Facebook med sikkerhed har formået, så er det at bekræfte de politiske fløje i alt det negative, som de i forvejen har troet om deres ideologiske modpart: Studier i kognitiv psykologi har påvist, at vi foretrækker at blive bekræftet i vores holdninger, også selvom de er baseret på halve sandheder. Der er få der kan lide at blive korrigeret eller modbevist, men de fleste vil forhåbentlig påstå, at de ønsker at blive det, hvis det er sandheden. Facebook ved godt, at vi fravælger indhold som har en chance for at overbevise os om, at vi tager fejl. Derfor får vi det ikke. Vi får til gengæld det indhold, der fortæller os, at vi har ret, eller at vores intellektuelle opponenter er gale på den, for det deler vi med glæde.

Det er måske tarveligt at anklage politikerne for at have accepteret ovenstående tendenser, eftersom de groft sagt har været under opsejling de sidste 20 år. Men hvem bærer ellers ansvaret? Den danske teolog og kirkehistoriker Hal Koch sagde, at ”det er samtalen og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen”. Hvis det viser sig, at denne samtale – den offentlige samtale – smuldrer bort mellem fingrene på os, er det så ikke netop politikernes opgave at spørge sig selv, hvordan de kan rette op på dette? Den tyske politolog Jürgen Habermas fremhævede, at den ”herredømmefri samtale” er en forudsætning for ethvert demokrati. Den ”herredømmefri samtale” indebærer en deliberativ proces, hvor det bedste argument vinder. Enhver, som kunne være uenig med Koch eller Habermas, kan givetvis spørge sig selv, hvorvidt deres evne og ret til at være uenig ikke netop bygger på forfatternes eget dogme: At deliberation er den eneste korrektionsmekanisme, demokratiet besidder. Det bedste argument i et samfund, der slet ikke tillader deliberation, vil givetvis aldrig blive hørt. Tilsvarende, hvis mit argument er forkert, kan det vel kun demonstreres ved, at klogere personer end jeg tager til genmæle mod mine påstande. Hvis Habermas og Koch har ret, og eftersom det imidlertid viser sig, at den offentlige samtale har en herre, og denne herre er Facebook, er det nærliggende at påstå, at det er her, politikernes demokratiske forpligtigelse over for medierne og befolkningen ligger.

 

Hvis Habermas og Koch har ret, og eftersom det imidlertid viser sig, at den offentlige samtale har en herre, og denne herre er Facebook, er det nærliggende at påstå, at det er her, politikernes demokratiske forpligtigelse over for medierne og befolkningen ligger
_______

 


Raurel Adams (f. 1996) er stud.scient.pol. ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Kulturminister Mette Bock [foto: Jens Dresling/Scanpix]