27.04.2018

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Det afgørende spørgsmål i klimadebatten er ikke, hvorvidt vi gør noget for at bremse CO2-udledningerne. De gør de fleste. Det afgørende spørgsmål er, om vi gør nok, og om der er sammenhæng mellem de politiske målsætninger og de faktiske handlinger.

Kommentar af Peter Bjerregaard

VI DANSKERE fortæller hele tiden os selv og hinanden, at Danmark er et grønt foregangsland. Nogle mener endda, at vi er så meget foran, at vi er tossegrønne, og at vi skal passe på med ikke at komme så langt foran de andre lande, at de mister os af syne.

Vi ligger ganske rigtigt foran mange lande på klimadagsordenen, men holder påstanden om Danmark som foregangsland til et virkelighedstjek, hvis vi kigger på de lande, vi normalt sammenligner os med? Ser vi på udviklingen i CO2-udslip per indbygger, som må være den mest relevante målestok, ligger vi lige over EU-gennemsnittet. Klimarådet, som rådgiver regeringen i klimaspørgsmål, har konstateret, at ”ser man på udviklingen siden 1990, peger tallene dog ikke på, at Danmark har ydet en større indsats på dette punkt end andre sammenlignelige europæiske lande – snarere tværtimod”. Det kan derfor være svært at genkende billedet af Danmark som et ubestridt foregangsland.

På ét punkt har vi dog en klar førerposition: vindmølleområdet. Her har vi været på forkant med udviklingen, hvilket har resulteret i, at vindmøller i dag står for 43 pct. af den danske elproduktion og udgør cirka 7 pct. af vores samlede energiforbrug. Selvom der er flere andre EU-lande, som har en større andel af grøn energi i deres energiforbrug end os, så skal den danske vindmølle-andel på 43 pct. i energimixet sammenlignes med EU-gennemsnittet på 12 pct.

Man kan diskutere, om dette berettiger os til at omtale os selv som et grønt foregangsland. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan vi reducerer vores udledning af drivhusgasser, da det er dem, som er årsag til problemerne. Uheldigvis har det politiske fokus de seneste år næsten udelukkende været på andelen af vedvarende energi. Der er selvsagt en vis sammenhæng mellem de to, men andelen af vedvarende energi er hverken det mest relevante eller omkostningseffektive fokus, hvilket både de økonomiske vismænd og Klimarådet har påpeget.

Det er således svært at finde gode argumenter for det nuværende politiske fokus, udover at det jævnligt giver anledning til at vise offentligheden, at udviklingen går i den rigtige retning. Offentliggørelsen af den seneste energistatistik er et godt eksempel. For nylig blev tallene for den danske vindmølleproduktion i 2017 præsenteret. Et særligt blæsende 2017 fik vindmøllerne til at snurre mere rundt end normalt, hvilket gav regeringen anledning til at fremhæve, at den grønne omstilling buldrer derudad, og at den førte politik virker. Året inden var logikken en anden. 2016 var et vindstille år, hvilket havde fået andelen af grøn strøm fra vindmøllerne til at falde. For første gang i mange år steg Danmarks CO2-udledninger. Regeringen forklarede dengang, at den ikke havde ansvar for det vindstille vejr og stigningen i CO2-udledninger.

Umiddelbart virker det urimeligt at stille politikerne til ansvar for vejret, men hvis de tager æren for vejret, når det blæser, må de også tage skylden, når der er vindstille. Det klogeste ville nok være at undgå at tale om vejret.

Det fortæller selvfølgelig noget om den grønne omstilling, at udsving i vejret kan afgøre, om det går den ene eller den anden vej med CO2-udledningerne. Men det fortæller også noget om det politiske miljø i Danmark, at tilfældige vejrudsving bruges til at understøtte politik – uden at nogen hæfter sig ved det i den offentlige debat.

 

Det fortæller noget om det politiske miljø i Danmark, at tilfældige vejrudsving bruges til at understøtte politik – uden at nogen hæfter sig ved det i den offentlige debat
_______

 

Den borgerlige forpligtelse
Politik må aldrig blive en øvelse i, hvordan man nemmest får god presseomtale eller bedst sælger et budskab. Politik er først og fremmest en karakterdannende proces, hvor vi finpudser vores argumenter ved offentlig brug af vores fornuft og håndhæver spillereglerne for en oplyst og demokratisk samtale. Det er grundlæggende det løfte, hver dansk borger – bevidst eller ubevidst – har afgivet, siden Grundloven trådte i kraft i 1849.

Af samme årsag understreger Grundloven, at man ikke kan unddrage sig borgerpligten. Demokratiets opretholdelse forudsætter en aktiv deltagelse i og opbakning til demokratiets principper. Smuldrer opbakningen til de demokratiske idealer, visner demokratiet. Derfor hænger de borgerlige rettigheder uløseligt sammen med borgerpligten, da det er og bliver en forpligtelse at garantere borgerrettighederne for sig selv og andre. Fra princippet om lige ret og politisk ligeværdighed (og forpligtelsen til at sikre den) kan vi udlede demokratiets etik: Med frihed kommer ansvar, og vi er ansvarlige for det, vi gør, og det vi ikke gør.

En etisk fordring
Børns rettighed til at trække vejret uden luftforurening vejer tungere end andres ret til at køre særligt forurenende biler. Sådan begrundede den svenske regering tidligere på måneden beslutningen om at give svenske byer mulighed for at indføre dieselforbud.

Baggrunden for beslutningen er, at størstedelen af de europæiske byboere indånder luft, der overskrider EU’s luftkvalitetsregler, og især dieselbiler har vist sig at forurene betydeligt mere end tidligere antaget. Derfor gav en tysk domstol tidligere på året også grønt lys for at forbyde dieselbiler i tyske byer. Domsafgørelsen affødte en vigtig debat i Tyskland om, hvorvidt den hæmmer eller styrker samfundsfriheden. På den ene side påpeges det, at et dieselforbud forhindrer borgerne i frit at køre rundt i deres biler, og på den anden side fremhæves individets ret til ikke at blive påført skade fra andre – heller ikke i form af luftforurening.

Umiddelbart burde det jo ikke være svært at vurdere, hvilket argument, der er det konsistente og logiske, og hvilket argument, der er obskurt. Et forsvar for retten til at forurene og begrænse andres frihed er selvsagt udtryk for en forfejlet forståelse af frihedsbegrebet.

 

Et forsvar for retten til at forurene og begrænse andres frihed er selvsagt udtryk for en forfejlet forståelse af frihedsbegrebet
_______

 

Et borgerligt forsvar for statens ret til at begrænse individets udfoldelsesmuligheder finder vi bl.a. i den liberale filosof John Stuart Mills klassiske værk On Liberty. Her påpeger han, at den eneste måde, hvorpå staten rimeligvis kan begrænse individets frihed, er for at forhindre individet i at skade eller begrænse andres frihed. Ideen er, at alle borgere er ligeværdige i et liberalt demokrati, og hver borger bør have størst muligt rum til at gøre brug af deres frihed på en sådan måde, at andre medborgeres ret til samme frihed ikke indskrænkes.

Al realistisk klimapolitik er reformpolitik
I 2015 blev verdens regeringer, inklusive den danske, enige om at arbejde for at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader ved slutningen af dette århundrede gennem Paris-aftalen. Hvis vi i Danmark skal løfte vores del af ansvaret, skal vi reducere vores CO2-udledninger med ca. 70 pct. i 2030 sammenlignet med 1990-niveau. Lige nu befinder vi os på en kurs med en CO2-reduktion på cirka 40 pct. i 2030.

Argumentet for at øge vores klimaambitioner bør ikke være, at den grønne omstilling gavner dansk erhvervsliv; selvom den gør det. Alene i 2016 eksporterede danske virksomheder for mere end 80 milliarder kroner grøn energiteknologi. Argumentet for at øge klimaambitionerne bør heller ikke være, at den samfundsøkonomiske regning bliver mindre; selvom den gør det. Argumentet for at øge vores klimaambitioner bør i stedet være, at det er det moralsk rigtige at gøre.

Vi må insistere på, at den danske stat handler på en sådan måde, som vi ønsker, at andre stater også bør handle. Medmindre man mener, at vi danskere har en særlig ret til at forurene, så må vi tage konsekvensen af det løfte, vi afgav i Paris i 2015. Selvom vi næppe bliver et foregangsland målt på CO2-udledninger lige med det samme, bør vi som minimum holde vores ord og sigte efter en CO2-reduktion på 70 pct. i 2030, sammenlignet med 1990-niveau. ■

 

Medmindre man mener, at vi danskere har en særlig ret til at forurene, så må vi tage konsekvensen af det løfte, vi afgav i Paris i 2015
_______

Apropos denne artikel:

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde

Mød Historien: Stormagternes tid? Lørdag 7. september 10.00-17.30 med bl.a. Bo Lidegaard, Niels Bjerre-Poulsen, Katrine Stevnhøj, Camilla Tenna Nørup Sørensen, Lars Bangert Struwe og Mikkel Vedby Rasmussen

Rasmus Sinding Søndergaard i RÆSON SØNDAG: Ny støttepakke eller ej, USA's Ukraine-politik bliver mere forbeholden fremover