Niels Jespersen: Den danske model var altid lidt af en illusion, når det kom til de offentligt ansatte

Niels Jespersen: Den danske model var altid lidt af en illusion, når det kom til de offentligt ansatte

04.03.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Kommentar af Niels Jespersen

MENS Danmark fryser til is, er luften endnu koldere mellem parterne på det offentlige arbejdsmarked. Her er overenskomstforhandlingerne mellem fagforeningerne og repræsentanterne for arbejdsgiverne i kommune, region og stat brudt sammen. Alt peger på en storkonflikt, der vil omfatte mere end 750.000 offentligt ansatte og lamme alle dele af det offentlige arbejdsmarked og væsentlige dele af de fleste danskeres tilværelser.

Der vil i så fald blive tale om den tredje overenskomstkonflikt på et årti efter sundhedsarbejderne strejkede i 2008 og lærerne blev lockoutet i 2013. Til sammenligning har der ikke været en større konflikt på det private arbejdsmarked siden 1998. Her og nu tyder alt på en genopførelse af 2013-lockouten, hvor SRSF-regeringen greb ind med “Lov om forlængelse og fornyelse af kollektive overenskomster og aftaler for visse grupper af ansatte på det offentlige område”, og på den måde mere eller mindre gennemtvang de kommunale arbejdsgiveres krav.

 

Her og nu tyder alt på en genopførelse af 2013-lockouten, hvor SRSF-regeringen greb ind [og] mere eller mindre gennemtvang de kommunale arbejdsgiveres krav
_______

 

Dengang hentede SRSF-regeringen besparelser på skoleområdet via ændringer af lærernes arbejdstid. Den succes vil den borgerlige regering gentage ved at fjerne de offentligt ansattes betalte frokostpause. Derefter er ideen, at der kan fyres overflødige ansatte, hvorefter den effektive arbejdstid øges for de tilbageværende.

Afskaffelsen af frokostpausen er en af de der fidusbesparelser, som man kan stoppe ind i denne ene ende af en af Finansministeriets regnemaskiner, hvorefter den kommer ud af den anden ende i form af milliardbesparelser og øget arbejdsudbud. Det er sådan noget, konsulenter tjener mange millioner på at lave rapporter om, og det bliver af medier og økonomer behandlet som den skinbarlige sandhed. Ude blandt medarbejderne på gulvet ryster man på hovedet af den form for skrivebordsmanøvrer.

Sagen er nemlig den, at de fleste offentlige ansatte ikke bare kan tjekke ud og slukke for produktionen, mens de sidder og gumler rugbrød. Der er stadig børn, der giver hinanden buksevand, og syge mennesker, der skal tisse mellem 11.30 og 12.00. Da jeg var soldat, oplevede vi en lignende manøvre fra Forsvarsministeriet. Dengang afskaffede man idræt i arbejdstiden på baggrund af anbefalinger fra en McKinsey-rapport (hvorfor skal soldater også være i god form?). Mit bud er, at går man om nogle år tilbage og regner efter, så vil det forventede provenu ikke komme i nærheden af, hvad der er budgetteret med.

Den danske model var altid lidt af en illusion på det offentlige arbejdsmarked
Skal vi være helt ærlige, så var den “den danske model” altid lidt af en illusion, når det kom til de offentlige ansatte. Arbejdsgiverne er jo i princippet os alle sammen, men i praksis politikere, der bare kan gribe ind med et lovindgreb, når det passer dem. Samtidig er de mest kritiske samfundsfunktioner som akut sundhed og politi alligevel undtaget strejker og strejkerne koster ikke engang arbejdsgiverne penge. Normalt er det jo sådan, at en strejke lammer produktionen af varer og tjenester, og derved påfører modparten et tab. I det offentlige er det lige omvendt. Her bugner kasserne med penge hver gang de ansatte går hjem og suger af strejkekassen. Fx. sparede kommunerne over en milliard kroner på lockout af lærerne i 2013.

 

Arbejdsgiverne er jo i princippet os alle sammen, men i praksis politikere, der bare kan gribe ind med et lovindgreb, når det passer dem. Samtidig er de mest kritiske samfundsfunktioner som akut sundhed og politi alligevel undtaget strejker og strejkerne koster ikke engang arbejdsgiverne penge
_______

 

Alligevel har den danske model på det offentlige arbejdsmarked fungeret, hvilket er sket på meget dansk vis: Nemlig ved at begge parter lod som om, det fungerede, og i et eller andet omfang anerkendte hinanden. Vigtigst af alt undlod den stærke part, arbejdsgiverne, at udnytte deres fulde magt, og man var tilbageholdende fra det politiske niveau med at bruge overenskomstforhandlingerne til at gennemføre offentlige besparelser. Det var den klassiske historie om hummelbien der ikke burde kunne flyve, men ikke desto mindre gør det.

Alt det er slut nu. Finansminister Kristian Jensen (V) skrev det selv, da han talte over sig på Twitter i mandags: Det er regeringen, som de offentlige ansatte forhandler med. Derfor kan vi ret præcist allerede nu forudse, hvordan det kommer til at gå: De offentligt ansatte får lov at bruge af deres strejkekasse, og når vælgerne er trætte af strejken, så griber regeringen ind og får det, som de hele tiden har villet havde det. Drejebogen er skrevet.

 

De offentligt ansatte får lov at bruge af deres strejkekasse, og når vælgerne er trætte af strejken, så griber regeringen ind og får det, som de hele tiden har villet havde det. Drejebogen er skrevet
_______

 

Kunne vi ikke bare tage konsekvensen og droppe forestillingen? Regeringen kan lave sit indgreb med det samme. De offentlige ansatte kan droppe at have en strejkekasse og rejse et varmt sted hen for alle pengene, og vi andre kan slippe for bøvlet. Regeringen kan bare sige, hvad den vil betale, og så bliver det sådan.

Problemet er bare, at den model heller ikke er gratis.

Hvis politikerne vil bestemme det hele, må de også tage ansvar for det hele
Der sidder givetvis nogle kloge hoveder i Finansministeriet og regeringen, der er kommet frem til, at det er billigere og mere effektivt, hvis arbejdsgiverne bare dikterer, hvad de vil have. Det er de ikke de første arbejdsgivere eller politikere, der er kommet frem til. Sagen er bare den, at vi i Danmark har vist, at det faktisk er en rigtig god forretning at tage arbejdersiden med på råd, når der skal laves aftaler. Det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved et lavt konfliktniveau og et tillidsmandssystem, hvor de fleste uenigheder kan løses lokalt uden at koste penge og timer i retssale og på barrikader.

 

Sagen er bare den, at vi i Danmark har vist, at det faktisk er en rigtig god forretning at tage arbejdersiden med på råd, når der skal laves aftaler
_______

 

Hvis det system kun gavner den ene part, hvorfor skal de offentlige ansatte så fortsat agere ansvarlig modpart og tage medansvar for beslutningerne, hvis de alligevel ikke har nogen indflydelse?

Og hvad med løndannelsen og arbejdsvilkårene for de offentlige ansatte? Hvis det ikke længere er noget, der skal forhandles om, så bliver det et politisk spørgsmål. Altså noget, de politiske partier skal have en mening om. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig den overbudspolitik, det vil medføre i en valgkamp, hvor få tusind stemmer kan afgøre, om det bliver en blå eller en rød statsminister.

Man kan sige, at regeringen blot følger den forrige SRSF-regerings eksempel, og lige nu sidder der måske også en masse socialdemokrater og glæder sig over, at de borgerlige tager tæskene og sparer en bunke penge, som sosserne håber at kunne råde over efter næste valg. Men de kommende socialdemokratiske magthavere bør spørge sig selv, om de i fremtiden har lyst til at gå ud og konkurrere med Enhedslisten og resten af venstrefløjen om de offentligt ansattes gunst, hvis det bliver en konkurrence om, hvem der vil give mest i løn? Og hvad siger DF, der skal lægge stemmer til regeringsindgreb?

 

De kommende socialdemokratiske magthavere bør spørge sig selv, om de i fremtiden har lyst til at gå ud og konkurrere med Enhedslisten og resten af venstrefløjen om de offentligt ansattes gunst, hvis det bliver en konkurrence om, hvem der vil give mest i løn? Og hvad siger DF, der skal lægge stemmer til regeringsindgreb?
_______

 

Det er muligt, at den danske arbejdsmarkedsmodel har udspillet sin rolle på det offentlige arbejdsmarked og vi bare skal se at komme videre. Imidlertid bør det ikke ske uden en grundig overvejelse af, hvad konsekvenserne i så fald bliver. Lige nu lader vi begivenhederne styre af en 34-årig minister, der aldrig har været på en rigtig arbejdsplads, samt hendes historieløse bureaukrater, der ikke kan se længere end til næste decimal i regnearket. De har med sikkerhed ikke skænket konsekvenserne en tanke. ■

Niels Jespersen (f. 1980) er tidligere tillidsmand i SiD (nu 3F), Afghanistan-veteran, og uddannet cand.mag. i historie. Han udkommer senere på året, sammen med journalist Mikkel Andersson, med bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 40 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Forligsinstitutionen [foto: Martin Sylvest/Scanpix]