Markus Giessing: NATO er en ekspanderende kombattant, der i talrige tilfælde har begået terrorhandlinger, mens dens aggressive intentioner gemmes bag propaganda

Markus Giessing: NATO er en ekspanderende kombattant, der i talrige tilfælde har begået terrorhandlinger, mens dens aggressive intentioner gemmes bag propaganda

02.03.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Med det seneste forsvarsforlig, der indebærer en udvidelse af det danske militær på 12 mia. kroner, mødes VKLA-regeringen halvvejs med Trumps krav om en oprustning til to pct. af BNP. Selvom omfanget af oprustningen ikke i sig selv just sprænger pengekassen, bør det militæroffensive udspil mødes af panderynken og en vis mængde dansk selvransagelse. Højrefløjens genopfriskning af den propagandistiske ‘røde skræk’ sikrer nemlig penge i kassen hos våbenproducenter, hvis daglige brød består af menneskeliv.

Kommentar af Markus Giessing

DA DEN amerikanske udenrigsminister, James Baker, den 9. februar 1990 mødtes med Sovjetunionens sidste præsident, Mikhail Gorbachev, blev linjerne til den fremtidige verdensorden tegnet op, og med en mundtlig aftale blev fundamentet for det fremtidige Europa skabt. Mødet har siden 1996 været kendt igennem Gorbachevs personlige arkiver, der i december 2017 blev bekræftet af offentliggjorte dokumenter fra den amerikanske modpart. Alle de offentliggjorte kilder beskriver tydeligt, at der mellem de to statsmænd blev indgået en klar aftale om genforeningen af Tyskland – omtalt som “to-fire mekanismen” – samt om NATOs fremtidige begrænsede omfang i Europa. Baker gav Gorbachev et løfte om, at NATO ikke ville udvide dets militære manøvrerum “en centimeter mod øst”. Aftalen blev aldrig nedskrevet, og dermed afhang Europas skæbne af en gentlemanaftale mellem to af verdens supermagter. Få år senere viste det sig dog, at amerikanernes egentlige intention var at udvide NATO – først til Østtyskland, dernæst til Baltikum og Østeuropa.

 

Aftalen blev aldrig nedskrevet, og dermed afhang Europas skæbne af en gentlemanaftale mellem to af verdens supermagter. Få år senere viste det sig dog, at amerikanernes egentlige intention var at udvide NATO – først til Østtyskland, dernæst til Baltikum og Østeuropa
_______

 

Allerede i 1986 foreslog Gorbachev et nedrustningsprogram, der skulle forløbe over 15 år og ende med det, Gorbachev kaldte en “universel aftale om at sådanne våben [atomvåben, red.] aldrig igen må tilblive”. Det var på den præmis, at amerikanerne gjorde en ende på deres planer om at installere våben i verdensrummet – i form af det såkaldte “Star Wars-program” – og at USA ratificerede aftalen om nedrustning. USA endte dog ikke med at fuldføre nedrustningen. Da Warszawa-pagten blev opløst den 1. juni 1990, overholdte Gorbachev sin del af aftalen med amerikanerne, men han erfarede, at Bushs fjendtlige alliance rykkede en anelse tættere på. Den amerikanske regering og efterretningstjenesten NSA støttede og bidrog til den senere russiske præsident Boris Jeltsin under det fejlslåede statskup mod Gorbachev i august 1991, og denne hændelses destabiliserende effekt anerkendes af mange som udslagsgivende for Sovjetunionens opløsning.

Kort inden NATO indledte sit bombardement af Jugoslavien i 1999, havde alliancen optaget yderligere tre tidligere Warszawapagt-lande – nemlig Tjekkiet, Ungarn og Polen. Bombardementerne fik navnet Operation Allied Forces og foregik hovedsageligt i Kosovo og Sarajevo, hvor de efterlod en terroriseret befolkning. Mindst 489 civile blev dræbt som følge af NATO’s luftangreb i løbet af grusomhedernes 78 dage. I bogen Collision Course beskriver John Norris, kommunikationschef i Det Hvide Hus under Bill Clinton, at “det var Jugoslaviens modstand til de bredere tendenser af politiske og økonomiske reformer – ikke forpligtelse over for Kosovo-albanere – som bedst beskriver NATO’s krig”. Planerne, som Norris omtaler, indikerer, at krigen, som blev retfærdiggjort med fordringen om at stoppe den etniske udrensning af Kosovo-albanere, samtidig var et forsøg på at omskole Serbien til et statskapitalistisk land med tilknytning til det såkaldte ‘frie marked’.

Hvis det er tilfældet, er det ikke uden fortilfælde, eftersom USA i 80’erne og 90’erne bl.a. støttede militærdiktaturer i Syd- og Mellemamerika, der systematisk udraderede hundredtusindvis af individer pga. stigende social kapital og organisering i kirkefællesskaber, fagforeninger og demokratiske forsamlinger. Dette blev naturligvis fremstillet som en krig mod socialismens udbredelse. Med henvisning til Nicaragua – en befolkning på 3,8 mio, som USA førte paramilitær krig imod i 1980’erne – udtalte præsident Reagan i 1986, at det var “en trussel mod USA”. I kølvandet på bombardementerne af Serbien brugte den amerikanske regering millioner af dollar på at finansiere den konservative politiker Vojislav Kostunicas kampagne til Jugoslaviens premierminister valg i 2000, og ifølge politolog Dov Levin havde Kostunica ikke vundet valget, hvis ikke amerikanerne “havde interveneret åbenlyst” i valgkampen.

NATO og USA har igennem deres operationer i Afghanistan begået talrige civile drab. Det er bl.a. beskrevet af Amnesty International i en rapport fra 2014, hvor Amnesty opfordrede den afghanske regering til at indlede efterforskninger og stille USA og NATO til ansvar for deres forbrydelser. Det er indtil videre kun sket i enkelte tilfælde. Den Internationale Straffedomstol er begyndt med forberedelsen til en undersøgelse af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som angiveligt skulle have fundet sted i Afghanistan, men USA, der i 2001 invaderede Afghanistan, vil ikke kunne gøres ansvarlig for dets tusinder af civile drab, da amerikanerne ikke har ratificeret Rom-aftalen fra 2003, der etablerede ICC.

 

Den Internationale Straffedomstol er begyndt med forberedelsen til en undersøgelse af krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som angiveligt skulle have fundet sted i Afghanistan, men USA, der i 2001 invaderede Afghanistan, vil ikke kunne gøres ansvarlig for dets tusinder af civile drab, da amerikanerne ikke har ratificeret Rom-aftalen fra 2003, der etablerede ICC
_______

 

Antallet af dræbte civile ved hænderne af internationale eller afghanske styrker udgør ifølge førnævnte Amnesty-rapport 44 pct. af det samlede antal rapporterede civile tab. Ydermere ødelagde NATO systematisk infrastruktur for drikkevand i Libyen i 2011 i forbindelse med operationen, der skulle fratage Muammar Gaddafi magten. En rapport fra 2012 beskriver adskillige krigsforbrydelser begået af NATO’s styrker i Libyen som “systematisk mord, tortur og udvisninger” af Gaddafi-sympatisører eksekveret af NATO-støttede libyske oprørsstyrker.

Og da Rusland i 2014 annekterede den overvejende russiske befolkede Krim-halvø i det sydøstlige Ukraine, var det delvist en reaktion på NATOs beslutning om at optage Ukraine i alliancen. Det blev foreslået under et topmøde i Bukarest i 2008, hvor NATO bød “Ukraine og Georgiens euro-atlantiske aspirationer for medlemskab” velkommen. Før Ruslands invasion af Krim, viste meningsmålinger, at blot 28 pct. af den ukrainske befolkning ønskede medlemskab. Det ændrede sig drastisk efter annekteringen. I 2017 ønskede overvældende 69 pct. medlemskab.

Det samme mønster viste sig i Georgien, der ligeledes er ved at indfri NATO-kriterier for medlemskab. Landet, der også deler grænse med Rusland mod nord, blev invaderet af sine russiske naboer få måneder efter NATO-topmødet i 2008 og har siden oplevet, at ønsket om NATO-medlemskab er vokset i befolkningen.

Dermed er USA ved at have fuld plade på det europæiske kontinent. Ikke desto mindre argumenterede Lars Løkke Rasmussen for, at “et stadigt mere aggressivt Rusland” var årsagen til, at det var “nødvendigt” at lave en militær oprustning. Rasmus Jarlov påpegede samme dag, den 28. januar, i et interview i Deadline, at oprustningen var et udtryk for regeringens ønske om at sikre, “at NATO fortsat har det militære overherredømme”.

 

[USA er] ved at have fuld plade på det europæiske kontinent. Ikke desto mindre argumenterede Lars Løkke Rasmussen for, at “et stadigt mere aggressivt Rusland” var årsagen til, at det var “nødvendigt” at lave en militær oprustning
_______

 

En opsang fra præsident Trump har fået flere europæiske lande til at hæve deres militære bidrag til NATO. Mens Ruslands militærudgifter (ift. statsbudgettet) har været noget nær stagnant siden 1992, forbereder USA sig nu på at udvide militærbudgettet til 700 mia. dollar, hvilket overskrider en lov fra 2011, der har sat en grænse for budgettet på 549 mia. Den ekspansive retningslinje, som Trump først annoncerede i sommeren 2016, var et signal til de resterende medlemslande fra den nye sherif i byen om, at han forlanger flere beskyttelsespenge.

Spændingerne mellem NATO og Rusland bliver i øjeblikket sammenlignet med ‘koldkrigstider’ – stridigheder, der muligvis kunne være forhindret eller reduceret, hvis George Bush i sin tid havde trykt Gorbachevs udstrakte hånd, der i stedet blev afhugget. Våbenkapløb har aldrig vist sig at være fredsmæglende, og den nuværende situation bør derfor løses ved et initiativ til nedrustning. Såfremt de nytilførte danske midler til NATO bruges i overensstemmelse med alliancens militære historie, kan disse “midler” ikke legitimt beskrives med ordvalget “forsvar”. Frem for alt er NATO en ekspanderende kombattant, der i talrige tilfælde har begået terrorhandlinger, mens dens aggressive intentioner gemmes bag propaganda. ■

Markus Giessing (f. 1996) er freelance skribent med særligt fokus på amerikanske og internationale politiske emner. ILLUSTRATION: Tidl. NATO generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, nuværende NATO generalsekretær Jens Stoltenberg og daværende amerikansk præsident Barack Obama, 20. maj 2012 [foto: Jim Watson/Scanpix]