Lars Køhler: Hvorfor dansk politik dog ikke bryster sig af tallene i Medborgerskabsrapporten i stedet for at begrave dem, er uden for min fatteevne

Lars Køhler: Hvorfor dansk politik dog ikke bryster sig af tallene i Medborgerskabsrapporten i stedet for at begrave dem, er uden for min fatteevne

26.03.2018


Medborgerskabsrapporten tegnede et markant andet billede af grundlaget for integrationen, end det vi i et nærmest konstant nyhedsloop bliver fortalt fra dansk politik og danske medier; et andet langt mere positivt billede, der åbenlyst strider mod regeringens politiske agenda.

Kommentar af Lars Køhler

FOR ET PAR UGER SIDEN fremlagde regeringen deres ”Ghettoplan”. Syv skarpklædte ministre talte fra et ydmygt beboerhus i Mjølnerparken dundertaler mod ghettoer og påståede ”parallelsamfund”. De ville slå hårdt og handlekraftigt ned på de udlændinge, der ikke ønsker integration. Dem, der isolerer sig. Ikke ønsker sameksistens og truer sammenhængskraften. Dem, vi hører, ikke respekterer lige rettigheder for mænd og kvinder. Som vi igen og igen hører, ikke vil de danske værdier.

Jeg endte med at måtte slukke for forestillingen i Mjølnerparken. Jeg havde helt enkelt ikke maven til at overvære endnu et iscenesat politisk show om danskernes yndlingsemne – dem og os.

Hele denne affære og den efterfølgende ugelange mediestorm af historier om ”parallelsamfund” og ”truslen mod velfærdssamfundet” sad nok stadig i kroppen på mig, da jeg i sidste uge faldt over en rapport på Twitter fra Støjbergs ministerium – en såkaldt ”medborgerskabsundersøgelse” om ligheder og forskelle mellem indvandrere og danskere fra juli 2017. Jeg havde derfor på forhånd nok et indtryk af, hvad rapporten ville fortælle mig. Fordomme har vi jo alle – en ganske naturlig forsvarsmekanisme. Problemet opstår, når dette ”forsvar” forskruer vores opfattelse af virkeligheden.

Jeg undrede mig over, at jeg aldrig havde hørt om denne rapport før. Den var syv måneder gammel, udfærdiget af Danmarks Statistik i samarbejde med flere respekterede professorer og publiceret af Støjbergs ministerium. Den kom end ikke fra en underliggende styrelse, men fra Støjbergs egne gemakker. Jeg googlede den og fandt – til min store forundring – ikke rigtigt noget om den. Et par negative udpluk nogle steder, men den var tilsyneladende hverken citeret eller omtalt i de store medier. Og Støjberg brugte den åbenlyst ikke i sin politiske dagsorden.

Som jeg tyggede mig igennem den, gik det op for mig hvorfor. Rapporten tegnede et markant andet billede af grundlaget for integrationen, end det vi i et nærmest konstant nyhedsloop bliver fortalt fra dansk politik og danske medier; et andet langt mere positivt billede, der åbenlyst strider mod regeringens politiske agenda.

 

Rapporten tegnede et markant andet billede af grundlaget for integrationen, end det vi i et nærmest konstant nyhedsloop bliver fortalt fra dansk politik og danske medier
_______

 

DER ER RIGELIGT af øjenåbnende eksempler i rapporten at plukke af, og jeg vil opfordre alle til selv at læse den. Men lad mig give blot et par eksempler her:

– Viljen hos indvandrere til at lade deres børn omgås etniske danske børn, dvs. vilje til dagligt samvær, er fx større end etniske danskeres vilje til at lade deres børn omgås børn med indvandrerbaggrund. Over 90 pct. og 95 pct. (hhv. indvandrere og efterkommere) var positive over for interaktion. Hos danskere var tallet 85 pct.

– Støtten til lige rettigheder på trods af seksuel orientering og politisk tilhørsforhold har samme opbakning hos indvandrere som hos danskere.

– Støtten til ligestilling mellem kønnene har faktisk større opbakning hos indvandrere end hos etniske danskere. Ja, du læste rigtigt. Større opbakning til ligestilling mellem kønnene. Tallene viste også, at der var en overvægt, som stadig mente, at en patriarkalsk familieform var at foretrække, men støtten til lige rettigheder mellem mænd og kvinder lå alligevel på 93 pct. og 95 pct. hos indvandrere sammenlignet med 91 pct. hos danskere.


Der bliver dagligt tegnet et billede i dansk politik og i danske medier af, at vi er enormt forskellige, nærmest uforenelige med vores nye medborgere, og at det er dem, der ikke ønsker integrationen. De er problemet. Lyt blot til regeringens dundertaler om parallelsamfund fra Mjølnerparken. De ønsker ikke Danmark, må vi forstå. De ønsker ikke de danske værdier. Og samtidig blotlægger en rapport fra Støjbergs eget kontor en uhørt diskrepans mellem virkeligheden og dette ensidige negativt generaliserende budskab, vi konstant får serveret fra både regeringen og en ubehagelig aggressiv opposition på udlændingeområdet.

Jeg skal være ærlig. Der er ikke meget, som kan få mig op i det røde felt som uretfærdighed. Og den her rapport – eller rettere tavsheden omkring den – føles som ufortyndet uretfærdighed.

 

Den her rapport – eller rettere tavsheden omkring den – føles som ufortyndet uretfærdighed
_______

 

JEG SKAL IKKE konkludere af rapporten, at vi gammeldanskere er dem, der står i vejen for integrationen, selvom tallene kunne tyde på det. Men jeg tør godt konkludere, at vi ikke er mere forskellige, og at grundlaget for integrationen er markant mere afbalanceret, end vi bliver fortalt.

Selvfølgelig er der udfordringer. Man skal vist være mere end stæreblind for at påstå andet. Også med selve grundlaget for en rapport, der beder udsatte samfundsgrupper om at åbne sig op. Men der er her en hel del, som tyder på, at det, vi kalder de ”danske værdier”, ikke er noget, vi behøver at tvinge ned i halsen på vores nye medborgere, men noget, de med glæde sluger råt og værdsætter. Og tallene fortæller, at de gør det i et omfang, vi danskere i den grad kunne lære noget af.

Hvorfor dansk politik dog ikke bryster sig af disse tal i stedet for at begrave dem, er simpelthen uden for min fatteevne. Det lugter af en kynisk kalkuleret, machiavellisk tilgang til politik med fremmaning af fjendebilleder og løsninger, som kun gavner magthaverne selv.

Støjberg reagerede fx efter forestillingen i Mjølnerparken med et opslag på Facebook, som blev indledt med ordene: ”Jeg har simpelthen aldrig kendt mage!!”. I opslaget harcelerede hun over en gruppe borgere fra Mjølnerparken, der under ministerbesøget var mødt op med plakater og havde forsøgt at råbe ministrene op med ordene ”lighed for loven”. Støjberg kædede her ufortrødent disse borgere – der blot udøvede deres demokratiske ret til forsamlings- og ytringsfrihed – sammen med støtte til Sharialov og foragt for den danske grundlov og underforstået behovet for en ”ghettoplan” – altså netop fjendebilleder og sin egen politik som løsning derpå. Hvem er det egentligt, der respekterer og værdsætter de danske værdier?

Mon ikke vi andre burde bruge den rapport, Støjberg tydeligvis ikke ønsker at anvende, og som de kritiske danske journalister af en eller anden grund har forlagt, til at konkludere, at alle møder mellem mennesker er udfordrende, og at der selvfølgelig er op- og nedture i den proces, men at vi såmænd er rigtigt godt på vej og faktisk vil de samme værdier?

Og kan vi så ikke begynde at fokusere på noget af det, der virkelig betyder noget? Fx klimaet og den altomfattende handling der skal til for at det lille land med de brede bøge, vi elsker så højt, ikke bliver truet på netop sammenhængskraften. ■

 

Alle møder mellem mennesker er udfordrende, og der er selvfølgelig op- og nedture i den proces, men vi er såmænd rigtig godt på vej og vil faktisk de samme værdier
_______

 

Lars Køhler (f. 1975) er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og passivhusdesigner fra Passivhus instituttet i Darmstadt. Han har arbejdet med lavenergi og bæredygtighed i byggeriet og samfundet i 15 år. Var i 2008 med til at opstarte et tværfagligt netværk til fremme for bæredygtighedsideologien Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. ILLUSTRATION: Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen ankommer til præsentationen af regeringens nye ghetto-udspil i Mjølnerparken, København, marts 2018 [foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix]