Lars Arne Christensen: Når Marcus Knuth vil indføre særlige straffe i ghettoområder, så lyder det mere som en taktisk militær indsats, der hører til på en slagmark

Lars Arne Christensen: Når Marcus Knuth vil indføre særlige straffe i ghettoområder, så lyder det mere som en taktisk militær indsats, der hører til på en slagmark

17.02.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

Vi kan kaste vores ressourcer massivt og blindt efter ghettoer og deres ikke-vestlige beboere. Vi kan gøre det, fordi folkedybet ønsker det, men hvis det reelt hverken er nyttigt, effektivt, påkrævet eller klogt, så spilder vi samfundsmæssige ressourcer, som kunne være blevet brugt bedre på os alle.

Kommentar af Lars Arne Christensen, folketingskandidat for Konservative

DET ER værdipolitisk vanetænkning, når Venstres integrationsordfører Marcus Knuth fortæller TV 2, at man i det kommende ghettoudspil er klar til at tage “håndfaste løsninger” i brug over for kriminalitet i ghettoområderne. Statistikken viser, at andelen af dømte kriminelle i ghettoer er faldet så kraftigt, at det i dag kun er to ud af de 22 ghettoer, der lever op til kriminalitetskriteriet på den såkaldte ghettoliste, mens det for syv år siden var 25 ud af 29.

Listen ville i øvrigt have været på kun 11 ghettoer, hvis Transport-, Bygnings- og Boligministeriet havde brugt de seneste tal om indvandreres uddannelsesniveau. Har mere end halvdelen af beboerne i et boligområde kun afsluttet grundskolen, er et af fem kriterier for at være på ghettolisten nemlig opfyldt. Men ifølge Politiken viser tal fra Danmarks Statistik og Rockwool Fonden, at uddannelsesniveauet i mange af boligområderne er højere.

Når såvel kriminaliteten i, som antallet af ghettoer er faldende, så virker det besynderligt, at Marcus Knuth udtaler til TV2, at regeringen vil bruge ekstra ressourcer på at indføre “særlige regler og hårdere straffe, som gælder i disse områder”. Når samtidigt syv ud af otte borgmestre med ghettoer udtaler, at de netop ikke har behov for ghettolovgivning men i stedet for ro omkring den igangværende, positive udvikling, så er spørgsmålet, om værdipolitikerne mere har brugt, at der er problemer i ghettoerne for egen vindings skyld, fremfor at arbejde for, at de stadigt færre ghettoer kommer på ret køl.

 

Når såvel kriminaliteten i, som antallet af ghettoer er faldende, så virker det besynderligt, at Marcus Knuth udtaler til TV2, at regeringen vil bruge ekstra ressourcer på at indføre “særlige regler og hårdere straffe, som gælder i disse områder”
_______

 

Det virker simpelthen som om, at danske værdipolitikere har frakoblet sig samfundsmæssige fakta og alene lader deres værdipolitik styre af folkedybets holdning til enkeltstående tilfælde i formiddagsaviserne. Ret skal være ret: Hårdere straffe kan vi i Det Konservative Folkeparti almindeligvis støtte op om. Men vi skal sondre mellem hårdkogte bandekriminelle og indbyggere i ghettoer. Når Marcus Knuth vil indføre særlige straffe i ghettoområder, så lyder det mere som en taktisk militær indsats, der hører til på en slagmark end som et dansk udgangspunkt for almindelig lovgivning, der skal sikre fredelige boligkvarterer.

Nu er det jo hverken første eller sidste gang, at danske værdipolitikere interesserer sig mere for deres egen værdipolitik end for de faktiske forhold. Mit yndlingseksempel er det tyrkiske forfatningsvalg i 2017, hvor særligt Lars Aslan Rasmussen (S) var ude med riven efter herboende danske tyrkere. Ekstrabladet rapporterede, at 60,4 pct. af tyrkere bosat i Danmark stemte ja til en ændring af Tyrkiets forfatning, mens 39,6 pct. stemte nej. Lars Aslan udtalte på den baggrund, at “det er pinagtigt at se, at folk, der er født og opvokset i et dansk demokrati, åbenlyst stemmer for at indføre diktatur i Tyrkiet”.

Imidlertid gad ingen i de danske medier interessere sig for, at der i Danmark bor ca. 50.000 tyrkere, hvoraf ca. 33.000 var stemmeberettigede. Af disse stemte kun 41 pct. ved parlamentsvalget i 2015 og kun 36 pct. ved forfatningsvalget i 2017. En retvisende overskrift havde derfor været, at antallet af stemmeberettigede tyrkere, der var fløjtende ligeglade med Erdogan, var steget fra 59 pct. i 2015 til 64 pct. i 2017. Pludselig er det tyrkiske valg en god integrationshistorie, som værdipolitikerne kunne have brugt som afsæt for en positivt orienteret integrationspolitik, hvis de da søgte efter en sådan.

Hvis man er særligt interesseret, kan man faktisk fremregne, at det var de samme ca. 6800 forhærdede, der stemte på Erdogan i 2015, som stemte for forfatningen i 2017. Så når Marcus Knuth klager over, at “der er huller i Danmarkskortet, hvor parabolerne i ghettoerne peger mod Mellemøsten”, så tror jeg såmænd, at han har ganske ret. Men når vi ser på de faktuelle positive forhold omkring kriminalitetsudviklingen, uddannelsesniveauet – og den misforståede dansk-tyrkiske præference for diktatur – så mener jeg bestemt, at vi bør moderere den hårde værdipolitiske retorik og de hårdtslående politiske udspil.

 

Vi bør moderere den hårde værdipolitiske retorik og de hårdtslående politiske udspil
_______

 

MEN HAR Marcus Knuth så en pointe, når han siger, at vi skal få kvinderne i ghettoerne på arbejdsmarkedet og se på de sociale ydelser i ghettoerne?

Når vi ser på de 100 pct. offentligt-forsørgede borgere i aldersgruppen 16 til 64, fraregnet SU-modtagere og pensionister, så har vi ifølge Danmarks Statistik 725.000 borgere. Heraf er ca. 104.000 ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere, som værdipolitikerne kan beskylde for almindelig uduelighed, som de plejer. Det betyder omvendt også, at vi har over 600.000 kernedanskere, der er opvokset med demokrati, Grundtvig, leverpostej og morgensang, som heller ikke kan finde ud af at få fingeren ud og skabe sig arbejde på egen hånd.

Beskæftigelsesministeren har oplyst Peter Skaarup (DF) om, at omkostningen for de offentligt forsørgede ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere er 16 mia. kr.om året. Omkostningen for alle 725.000 offentligt forsørgede er ca. 110 mia. kr. om året. En ligelig nedbringelse til 600.000 offentligt forsørgede, som efterspurgt af Dansk Industri, vil kun spare 3 mia. kr. blandt ikke vestlige indvandrere og deres efterkommere men hele 16 mia. kr. blandt kernedanskerne, fordi der er flest af dem. Marcus Knuth har mindre ret i at sige, at kvinderne i ghettoerne eller generelt ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere skal ud på arbejdsmarkedet, end jeg har ret i at sige, at alle offentligt forsørgede skal ud på arbejdsmarkedet.

Vi kan kaste vores ressourcer massivt og blindt efter ghettoer og deres ikke-vestlige beboere, hvad enten de er indvandrere efterkommere, kriminelle, uuddannede, arbejdssky eller for så vidt misforståede diktaturelskende tyrkere. Vi kan gøre det, men hvis det reelt hverken er nyttigt, effektivt, påkrævet eller klogt, så spilder vi samfundsmæssige ressourcer, som kunne være blevet brugt bedre på os alle.

 

Vi kan kaste vores ressourcer massivt og blindt efter ghettoer og deres ikke-vestlige beboere […] Men hvis det reelt hverken er nyttigt, effektivt, påkrævet eller klogt, så spilder vi samfundsmæssige ressourcer, som kunne være blevet brugt bedre på os alle
_______

 

Hvad skal ghetto-indsatsen så være? Vi ved jo, at kriminaliteten i ghettoerne er stærkt faldende og at uddannelsesniveauet er højere, end vi har vidst. To andre af de fem ghetto-kriterier drejer sig om lav arbejdsmarkedstilknytning og lav indkomst. For at løfte disse skal fokus selvsagt være rettet mod at få de gode mænd og kvinder i ghettoerne i arbejde. Men det vil være et mærkværdigt fokus alene at ville have alle 104.000 offentligt forsørgede ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i arbejde, når vi samtidigt har 621.000 kernedanskere på offentlig forsørgelse.

Vi kan få et langt mere virksomt land ved at motivere alle – ikke bare “de andre” – til at blive mere selvforsørgende, vi bør skabe incitamenter for alle med en lavere skat i bund og gerne i top, og så skal vi naturligvis behandle men ikke stirre os blinde på og overbehandle noget, fordi det er let at se, når vi i øvrigt mangler samfundsmæssige ressourcer til vigtige indsatser omkring klima og miljø, et militær, der ligger langt fra 2 pct. i BNP og en ulandsbistand, der bør komme tilbage over 1 pct. af BNP.

Lad os ikke spilde væsentlige samfundsmæssige ressourcer på værdipolitik, der er præget af vanetænkning, fejlopfattelser og manglende vilje til at erkende fakta. ■

Lars Arne Christensen (f. 1965) er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Nordsjælland, cand.scient. i datalogi og matematik, HD i finansiering og Executive MBA. Desuden bestyrelsesformand i Infiniance og Science Job samt bestyrelsesmedlem i Copenhagen FinTech. ILLUSTRATION: Lars Arne Christensen [foto: Officielt pressefoto]