Jonas Stengaard Jensen: Romancen mellem Nord- og Sydkorea er smuk, men dødsdømt

Jonas Stengaard Jensen: Romancen mellem Nord- og Sydkorea er smuk, men dødsdømt

19.05.2018


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge m.m.)

De nye venskabelige toner, der omkranser Korea-halvøen, er smukke, men de vil ikke vare ved. Nordkorea vil ikke opgive sit trumfkort – atomvåbenprogrammet – og landet er brik i et spil mellem stormagter, som vil forhindre en holdbar løsning.

Af Jonas Stengaard Jensen

Konflikten mellem øst og vest faldt i slutningen af 1980’erne ud i Vestens favør, og fra Cuba til Kina underkastede man sig modvilligt (stats)kapitalismen efter Den Kolde Krigs afslutning. I Korea fortsatte man ikke desto mindre den meningsløse dyst mellem demokrati, vækst og velstand i syd og despoti, forfald og jammerlighed i nord. Mens hjulene har snurret, og industrien har boomet i syden, har norden tørstet efter frihed og sultet efter brød.

Derfor tabte verdenssamfundet kollektivt underkæben, da Nordkoreas leder Kim Jong-un spankulerede ud under de kanoner, han indtil for nylig svor, ville forvandle Seoul til et hav af flammer, og gav Sydkoreas præsident Moon Jae-in hånden. Smilende gik de to ledere hånd i hånd frem og tilbage over grænsen. De plantede et fredstræ og deklarerede, at Nordkorea ville afvikle sit atomvåbenprogram, og at de sammen ville arbejde for fred. De normalt manisk produktive sydkoreanere gik for en gangs skyld fuldstændig i stå, stod af toget og gav børnene fri fra skole i et par timer for at se mødet på tv.

Kim Jong-uns es i ærmet
Kim Jong-un har vist sig at være en yderst kompetent leder af Nordkorea, siden han som purung overtog posten i 2011. Han har været sin far, Kim Jong-il, overlegen, og han har med stor snilde jongleret den tredobbelte trussel fra sine generaler, den brede befolkning og udlandet. Først satte han sig i respekt over for militæret ved at rense ud i toppen og forhindrede hermed dannelsen af fjendtlige fraktioner. Hans vilje til magt blev kommunikeret klart og tydeligt, da han tidligt i sin regeringsperiode henrettede sin egen onkel Jang Song Thaek.

På den civile front har Kim Jong-un demonstreret en overraskende pragmatisk villighed til at liberalisere økonomien og indføre en begrænset form for kapitalisme, hvilket skaber potentiale for vækst. Regeringen har tilladt et meget større omfang af små private virksomheder såsom cykelreparatører og fiskerifirmaer. Man har gjort statsejede virksomheder mere uafhængige af staten eller decideret privatiseret dem, således at de nu kan fyre og hyre arbejdere efter forgodtbefindende og selv afgøre lønniveauet. Inden for landbrugssektoren har man givet de underkuede livegne mulighed for at organisere sig i familieenheder med stigende mulighed for at beholde et større del af deres produktionsoverskud, hvilket motiverer en mere omhyggelig dyrkning af jorden. Således holder han holder hjerterne fulde af frygt men tillader så tilpas meget håb om forandring og forbedring, at den underkuede befolkning ikke så let lader sig forføre af rygterne om, hvor velstående verden udenfor virkelig er.

Sidst men ikke mindst har Kim Jong-un cementeret sin udenrigs- og indenrigspolitiske position gennem sit atomvåbenprogram. Han frygter med god grund sit eget folk og sine egne generaler mindst lige så meget som USA, og han vil derfor ikke risikere at spille sit nukleare es af hånden. Oprustningen har dog haft sin pris. Aldrig har sanktionerne mod det nordkoreanske regime været strammere, og selv Kina, der gennem tykt og tyndt har holdt hånden over Kim-familien, har modvilligt sluttet sig til den forgæves internationale indsats for at forhindre Nordkoreas udvikling af atomvåben. Det kan virke kontraintuitivt, at Kina, der dag for dag vokser sig stærkere og modigere, nu pludselig vakler med hensyn til Nordkorea. Men hvis man ser det i kontekst af den udenrigspolitiske offensiv, kineserne ruller ud økonomisk, politisk og kulturelt, giver det glimrende mening. Kina forsøger gennem sin relative samarbejdsvillighed at smide sine udenrigspolitiske hæmsko og skabe sig et image som værende en del af løsningen på de store internationale spørgsmål og ikke en isolationistisk og kontrær problemskaber.

 

[Kim Jong-un] frygter med god grund sit eget folk og sine egne generaler mindst lige så meget som USA, og han vil derfor ikke risikere at spille sit nukleare es af hånden
_______

 

Spil for galleriet
Efter at have tilegnet sig atomvåben er Kim Jong-uns næste træk at se, om Vesten falder for den samme sang, som man gjorde i 2007. Dengang var det Sydkoreas præsident Roh Moo-hyun, der fulgte op på sin forgænger, Kim Dae-jungs, nobelprisvindende ”solskinspolitik” over for Nordkorea, der havde resulteret i de tårevædede familiegensyn og et fælles nord-syd fabriksanlæg i Kaesong, der sidenhen er lukket. Moo-huyn kom umiddelbart til enighed med Kim Jong-il om at tilendebringe de militære fjendtligheder gennem dialog, erstatte den permanente våbenhvile med en decideret fredserklæring og udvide forretningssamarbejdet mellem Nord- og Sydkorea. Dengang opblødede Kim Jong-il med lignende formuleringer spændingerne omkring et nordkoreansk atomprogram, formentlig med håbet om at opbløde sanktioner imod landet. I sidste ende valgte han dog at prioritere bomberne og løb ufortrødent fra alle sine fine ord og genstartede atomprogrammet.

Denne beslutning afspejler tydeligt den livsfarlige balance, den nordkoreanske leder må holde. Han må hverken fremstå så svag, at hans underordnede fristes til at erstatte ham, men han skal samtidig holde en stadig mere avanceret og truende omverden i ave for sin magt uden at fremstå så farlig, at det internationale samfund ikke ser anden udvej end at vælte ham. Dette gjaldt lige så vel for Jong-il i 2007, som det gør for hans søn i dag. Så vidt minder situationen dengang om i dag. Men hvem ved? Måske ønsker diktatoren, der orkestrerede mordet på sin egen bror, og som fortsat torturerer uskyldige i sine fangelejre, virkelig at bringe fred og forening til Korea.

I sidste ende spiller det ingen rolle grundet samarbejdet mellem Nordkorea og Kina. I 1950 frelste Kina Nordkorea fra et knusende nederlag, og kineserne har siden da har holdt hånden over Kim-dynastiet. Kina foretrækker nemlig en ustabil atommagt fremfor Kim-regimets fald. Hvis Nordkorea kollapser, vil det for det første være et stort prestigetab for Kina og dets leder, Xi Jinping. Derudover ville det udløse voldsomme flygtningestrømme fra Nordkorea mod Kina, og værst af alt ville det åbne muligheden for en genforening med det pro-amerikanske Sydkorea. Med formand Xi i førersædet er sandsynligheden for, at Kina vil tolerere en sådan ydmygelse, mindre end nogensinde. Xi Jinping har samlet al den kinesiske stats autoritet omkring sin person og forsøger at kultivere en personkult som den, der eksisterede om Mao Zedong, så Kinas store succeser såsom den fortsatte økonomiske vækst og Kinas voksende udenrigspolitiske indflydelse fremstår som Xis fortjeneste. Denne klinge skærer dog begge veje, for hvis Kim-regimet falder, vil det også være hændt på Xis vagt, og han har udvist skræmmende lav tolerance for selv godhjertede angreb på sin autoritet.

 

Med formand Xi i førersædet er sandsynligheden for, at Kina vil tolerere en sådan ydmygelse, mindre end nogensinde
_______

 

Da amerikanerne i 2017 opsatte et nyt missilforsvarssystem i Sydkorea, der skulle beskytte mod nordkoreanske atommissiler, indførte Xi Jinping omfattende sanktioner og boykottede sydkoreanske virksomheder. Kina har således i stigende grad vist sig parat til at eskalere spændingerne i, hvad det anser som sin retmæssige indflydelsessfære. Selvom Kina således har tilsluttet sig den internationale pression imod Nordkorea, er det ingenlunde sikkert, at de vil fortsætte denne imødekommende kurs. Særligt hvis USA gør alvor af sine trusler om en handelskrig og kaster det sino-amerikanske forhold i kummefryseren, vil Kina ikke længere have nogen grund til at gå på kompromis med hensyn til hverken Korea eller andre af regionens ømme punkter såsom Taiwan.

På den anden side af Stillehavet indebærer udnævnelsen af det krigeriske makkerpar John Bolton og Mike Pompeo til henholdsvis national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister, at der efterhånden er få fornuftige stemmer tilbage til at holde den polemiske præsident Trump i skak. Hvis forhandlingerne med Nordkorea ikke prompte og uproblematisk udvikler sig til den prestigefyldte ego-booster, Trump stolt har reklameret for, risikerer man, at konflikten med Nordkorea eskalerer. Trumps vilje til at kaste forsigtighed såvel som sund fornuft overbord bliver kun tydeligere i lyset af hans yderst kontroversielle udtrædelse af atomaftalen med Iran.

Trump håber muligvis på omsider at få en politisk bedrift under sin administrations sørgeligt tomme bælte, da han indtil videre kun har formået at spolere sin forgængers politik på alt fra klima til handel, sundhed og international orden. Det er dog ikke realistisk, at Nordkorea vil bøje sig så langt, at nogen udover Trump og hans ivrigste tilhængere vil kunne kalde det en betydningsfuld sejr. Kim Jong-un hverken kan eller vil opgive de atomvåben, der i hans optik er det eneste, der skiller ham fra afgrunden.

Trump har skadet USA’s troværdighed voldsomt ved at svigte Iran-aftalen, og hans forkærlighed for maksimalt pres med minimal omtanke gør kun chancen for succes for Moon Jae-ins forsoningspolitik mindre. Sydkoreanernes kapacitet for tilgivelse er utrolig beundringsværdig, og det er en af vor tids store tragedier, at en løsning på Koreas splittelse ikke falder i koreanernes egne hænder, men at de trods deres broderkærlighed forbliver brikker i de uforsonlige stormagters spil. ■

 

Sydkoreanernes kapacitet for tilgivelse er utrolig beundringsværdig, og det er en af vor tids store tragedier, at en løsning på Koreas splittelse ikke falder i koreanernes egne hænder, men at de trods deres broderkærlighed forbliver brikker i de uforsonlige stormagters spil
_______

 

Jonas Stengaard Jensen (f. 1995) er historiestuderende ved Aarhus universitet og freelance-journalist med særligt fokus på international politik. ILLUSTRATION: Nordkoreas leder, Kim Jong-un, og Kinas præsident, Xi Jinping, i samtale [foto: KCNA VIA KNS / Scanpix]