Jonas Stengaard Jensen: Kinas leder er ved at skabe Xi-dynastiet

Jonas Stengaard Jensen: Kinas leder er ved at skabe Xi-dynastiet

13.05.2018


Da den mægtige Kublai Khan centraliserede magten omkring sin person, svækkede han samtidig de strukturer, der sikrede andre dynastier langt udover deres grundlæggeres afgang. Yuan-dynastiets magt var derfor storslået, men kortvarig. Således lægger Xi Jinping muligvis kimen til Kinas næste kollaps.

Af Jonas Stengaard Jensen

”I århundreder herskede kaos, indtil Himmelens Søn genoprettede balance og forenede Kina under sit herredømme.” Sådan kan man beskrive Kinas første kejser, Qin Shi Huang, der i 221 f.Kr. grundlagde Qin-dynastiet og tilendebragte de stridende staters epoke, en æra præget af intens krigsførelse imellem mindre kinesiske kongeriger, men den leder samtidig tankerne i retning af kommunistpartiets generalsekretær Xi Jinping, Kinas ubestridte leder: Xi Jinping gengiver med sin magtudøvelse et klassisk mønster i den kinesiske historie, men netop denne fortid indikerer, at en stærkere persondyrkelse og koncentration af magten vil føre til en opløsning af selv samme magt.

Kinas politiske historie kan bedst beskrives som en cyklus, der svinger mellem forening og opløsning. Kina har gennem årtusinderne været samlet under de kejserlige dynastier, som jævnligt splittes ad i borgerkrig, indtil himlens mandat tilfalder et nyt dynasti, der genforener nationen. I dag ser vi igen et ekspansivt Kina, der selvsikkert projekterer sin magt verden rundt. Denne ekspansion følger efter en kinesisk nedsmeltning, der startede med Qing-dynastiets ydmygelse under Opiumskrigene i midten af 1800-tallet, hvor europæiske magter tvangsåbnede landet for eksport. Herefter fulgte ydmygelsens århundrede, hvor den kinesiske stat langsomt gik i opløsning under internt og eksternt pres.

Konflikterne i det 20. århundrede mellem kommunisterne og det nationalistiske parti Guomindang, der i 1949 blev drevet i eksil på Taiwan, skabte den splittelse, der fortsat eksisterer i dag. Efter sin efter sin sejr grundlagde kommunisten Mao Zedong, hvad der fra et historisk perspektiv bærer en slående lighed med et nyt dynasti. Hans brutale politiske projekter Det store spring fremad og Kulturrevolutionen (katastrofale økonomiske og sociale kampagner, der søgte at transformere Kina fra et agrart til et industrielt-socialistisk samfund) kostede mange millioner menneskeliv og henkastede landet i en tilstand af terror. Selvom skalaen for Maos kommunistiske projekt var uhørt, er dets intellektuelle rod lige så gammel som Kina selv.

Qin-dynastiet, som var Kinas første dynasti, vedkendte sig statsfilosofien legalisme, der foreskrev, at samfundet var i konstant forandring, og at man for enhver pris måtte løsrive sig fra det kulturelle og historiske arvegods – med det resultat, at De Røde Brigader beskadigede tusindvis af kulturelle skatte såsom Himmelens Tempel, Ming-gravene og Konfutzes tempel og grav. Denne filosofi blev med tragisk effektivitet realiseret af Maos militante ungdomskorps, der med fanatisk iver trampede deres rige kulturarv i støvet. Ligeledes foragtede Qin-dynastiet både intellektuelle og handelsmænd, der i styrets perspektiv skummede fløden på de velstandsskabende bønders bekostning; en betragtning, som beskriver Maos kommunister med bemærkelsesværdig nøjagtighed. Mao var en ideel legalistisk leder, der satte sig udover menneskelig moral, eftersom samfundet kun lod sig styre gennem en nådesløs håndhævning af love og administrative systemer, der fungerede uafhængigt af menneskelig indflydelse eller empati.

Den kinesiske stat er unik, når det kommer til at kombinere statskapitalisme, progressivt engagement på den internationale scene og drakonisk undertrykkelse af befolkningen på hjemmefronten. Kina hævder selv at være på vej ind i en ny æra, men falder stadig tilbage i sin klassiske rolle. Kejserrigets nye klæder afdækkes gennem den historiske linse. Deng Xiaoping gav mange i Vesten håb om, at Kina var på vej i en mere demokratisk og økonomisk liberal retning, men disse drømme blev knust under larvefødderne på den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor studerende, der demonstrerede for demokratisk medbestemmelse, blev brutalt nedkæmpet af det kinesiske militær. Udviklingen i retning af en mere autokratisk styreform er kun blevet tydeligere under Xi Jinping, der i stigende grad ligner en kejser i alt andet end navn.

 

Den kinesiske stat er unik, når det kommer til at kombinere statskapitalisme, progressivt engagement på den internationale scene og drakonisk undertrykkelse af befolkningen på hjemmefronten
_______

 

Riget i midten
Hvis man betragter Kinas udenrigs- og geopolitiske adfærd med historiske briller, bliver det tydeligt, at Xis politiske beslutninger i allerhøjeste grad bærer præg af en klassisk kinesisk opfattelse af Kina som riget i midten af både Fjernøsten og resten af verden. Det har en række implikationer. Grunden til Kinas tolerance af Nordkoreas destabiliserende virksomhed i regionen ligger delvist i frygten for at bryde med forestillingen om Kinas politiske og ideologiske hegemoni over Korea. I kinesisk optik er Korea en historisk vasalstat, og en ustabil atommagt ved Kinas grænse er klart at foretrække fremfor Kim-regimets kollaps og de flygtningestrømme, det ville medføre. For slet ikke at tale om en potentiel genforening med det pro-amerikanske Sydkorea. Selvom mange optimister gør sig forhåbninger om, at der efter Kim Jong-uns charmeoffensiv nu kan fremelskes en kultur, der på sigt gør en koreansk genforening mulig, bør den nuværende nordkoreanske samarbejdsvillighed tages med et gran salt. Så længe USA og Kinas samfundsidealer forbliver så diametralt modsatrettede, vil muligheden for deres respektive allieredes tilnærmelse være stærkt begrænset.

Kinas ømtålelighed blev sidste år demonstreret ved de omfattende sanktioner, der ramte Sydkorea, da de etablerede det amerikanske missilforsvarssystem Thaad (Terminal High Altitude Area Defence). Dette førte til voldsomme kinesiske protester og en boykot af sydkoreanske virksomheder, sæbeoperaer og K-POP stjerner. Selvom Thaad kun har begrænset militær betydning for magtforholdet mellem Sydkorea og Kina, hvis konventionelle militære kapacitet overflødiggør brugen af atommissiler, er det demokratiske Sydkorea med nære bånd til USA en torn i øjet på Kejser Xi.

Kina ser nemlig sin autoritet i nærområdet som historisk betinget. Det kommer især til udtryk, når man lader blikket drage syd for Korea imod Det Sydkinesiske Hav, som Kina gør krav på indenfor den såkaldte “Ni-stregs-linje”. Interessen for Det Sydkinesiske Hav stammer primært fra et kinesisk ønske om at bygge militære installationer på de hundredvis af småøer og rev i farvandet, der skridt for skridt vil forvandle det, der hidtil har været internationalt farvand, til kinesisk territorium. Kineserne begrunder deres krav på området med deres historiske herredømme, men denne begrundelse klinger hult udenfor Kina. Den faste voldgiftsret i Haag underkendte 12. juli 2016 Ni-stregs-linjen, efter Filippinerne udfordrede denne grundet uenighed om rettighederne til Scarborough-revet. Kina afviste dog prompte afgørelsen og har fortsat ekspansionen i området. Eksemplet illustrerer Kinas manglende respekt for den internationale orden, når det kommer til, hvad de ser som deres naturlige indflydelsessfære.

Kina har dog for længst lært, at guldet kan være stærkere end stålet, og de fleste dynastier gennem tiden foretrak at bruge handel med silke fremfor fægten med sværd til at realisere deres politiske ambitioner. Xi Jinping har på trods af Scarborough-konflikten formået at skabe et godt forhold til den kontroversielle præsident Duterte, der i forvejen har udfordret sit lands traditionelle amerikanske allierede gennem sin brutale og blodige kampagne mod narkohandlere. I november 2017 besøgte Kinas premierminister, Li Keqiang, Filippinerne og sikrede en fælles udtalelse om fremtidigt maritimt samarbejde mellem de to lande. Det maritime samarbejde akkompagneredes af en serie nye handelsaftaler, der styrker det økonomiske forhold mellem Kina og Filippinerne. Derudover har Kina forført Filippinerne gennem økonomisk udviklingsbistand, som eksempelvis godt 300 millioner dollars til konstruktionen af et nyt dæmnings- og kunstvandingsprojekt.

I forhold til Vesten står Kina i en fordelagtig position, når det kommer til denne form for politisk motiveret bistand. For det første har det diktatoriske Kina et langt mindre behov for at tage hensyn til en vælgerbase, der måske ville foretrække, at investeringerne blev koncentreret indenfor landets grænser. Derudover har Kina i kraft af sin rolle som hele verdens manufakturværksted enorme kapitalreserver til rådighed. Endelig bekymrer Kina sig ikke om humanitære hensyn og stiller ingen ubelejlige krav til demokratisering eller respekt for menneskerettighederne hos sine handelspartnere.

Det store nye Silkevejsprojekt eksemplificerer bedre end noget andet Kinas ambitioner om – med økonomiske ressourcer som det centrale redskab – at sætte sig i respekt som riget i midten. Gennem milliardinvesteringer i infrastruktur gennem Centralasien, Europa og endda henover det smeltende Arktis håber kineserne at genetablere deres gamle silkevej fra ca. 100 f.Kr. som verdens førende handelsnerve. Der er imidlertid tale om investeringer som lån med omfattende renter. Det er derfor mest rammende at beskrive Kina som en international mafioso, der lokker sit klientel i dybere og dybere gæld, så de bliver afhængige af kinesernes påtagede generøsitet.

Xi Jinping har nu definitivt lagt Deng Xiaopings isolationistiske filosofi bag sig og fyrer på alle cylindere fra “hard power” – fx demonstreret ved åbningen af Kinas første oversøiske militærbase i Djibouti i 2016 – til “soft power”-projekter som de 500 Konfutze-institutter, der på Vestens universiteter skal sprede viden om kinesisk sprog og kultur.

Hvad der gør Kinas tilgang til den internationale arena unik, er dets anvendelse af såkaldt “sharp power”, der fokuserer på pression og manipulation, hvis mål er at fremme Kinas image på den internationale scene. Konkret finansierer Kina tænketanke, universiteter og radiostationer for at påvirke diskursen om Kina i udlandet. Det begrænser kritikken af Kinas politik og nedtoner følsomme emner som Dalai Lama og demonstrationerne på den Himmelske Freds Plads. Metoden er ny, men målet det samme som konventionel soft/hard power-politik. Frygten for dragens vrede forebygger enhver kritik af Kinas metoder og medfører selvcensur: en moderne udgave af det gamle kinesiske underkastelsesritual ritual kowtow.

 

Hvad der gør Kinas tilgang til den internationale arena unik, er dets anvendelse af såkaldt “sharp power”, der fokuserer på pression og manipulation, hvis mål er at fremme Kinas image på den internationale scene
_______

 

Kejseren på sit høje røde slot
Bag ekspansionen står som sædvanlig kejseren. Da mongolerne i 1200-tallet stod på nippet til at erobre hele Kina, valgte det store mongolske råd, Kuriltai, i 1260 Kublai Khan som deres leder, og da han i 1271 grundlagde Yuan-dynastiet, stod han uden sammenligning som verdens mægtigste hersker. Ved kommunistpartiets 19. kongres i oktober 2017 udråbtes endnu en Storkhan. Gennem en omfattende anti-korruptionskampagne har Xi Jinping elimineret enhver politisk modstander og renset grundigt ud i det kinesiske civile og militære bureaukrati. Siden 2012 er 1,4 millioner partimedlemmer blevet antastet af Den Centrale Komite for Disciplinær Inspektion (CCDI), og den vaklende ideologiske disciplin er blevet eftertrykkeligt cementeret. Især har det relativt autonome Hong Kong mærket til den svindende tolerance over for ideologiske afvigere og uromagere.

Xi Jinping brugte også partikongressen til at grundfæste sin ideologiske væsentlighed ved at lade sine skrifter om kommunisme indgå i landets forfatning under titlen Xi Jinpings tanker. Dette sidestiller ham med den legendariske grundlægger Mao Zedong, som er den eneste anden leder, hvis skrifter modtog denne anerkendelse, mens han endnu levede.

Traditionelt benytter generalsekretæren partikongressen til at udpege en efterfølger, men det undlod Xi Jinping. I stedet fyldte han det ledende politbureau med mænd, der alle er i alderen 60-67 og dermed for gamle til at overtage tøjlerne i 2022, hvor Xi ellers forventedes at gå af.

Kina står stærkere, end det har gjort i århundreder, og med et vaklende og rådvildt USA er der tilsyneladende intet, der står i vejen for yderligere ekspansion på alle fronter. Dette er godt nyt for flere centralasiatiske nationer som Pakistan, Mongoliet og Kasakhstan, der længe har savnet en håndsrækning, da Kina udviser stor interessere i at fremme økonomisk vækst og udvikling både nationalt og internationalt. Udviklingen kan også tolkes positivt for fremtidens klimapolitik, hvor Kina ligeledes er en ledende forkæmper og i modsætning til Trump i USA advokerer for bæredygtig udvikling og investering i grønne alternativer. Ikke desto mindre er Kinas succes en alvorlig udfordring for det vestlige narrativ om værdien af demokrati og frihed, og flere af verdens ledere fra Venezuela til Rusland vil muligvis foretrække en samfundsmodel, der formår at forene velstand med en autoritær magtstruktur.

Xi Jinping er samtidig bevidst om de skræmmende konsekvenser af et potentielt kollaps i tiltroen til Kinas autokratiske et-parti-system. Kinas ledere ser på USSR’s fald i 1991 som konsekvensen af en brist i den sovjetiske selvtillid, da russerne ikke formåede at stå fast på deres styreform. De frygter mere end noget andet, at liberalisering vil medføre en lignede brist i Kina. Derfor blev Xi Jinping udpeget til at stabilisere den vaklende tiltro til kommunistpartiet og genindføre en strengere socialistisk og totalitær ideologi som modvægt til den spirende liberale tendens, opfostret under Deng Xiaoping.

Xi trækker således sin lærdom fra en nær historisk parallel, når han forsøger at navigere Kina udenom de politiske skær i den nye æra. Hvis han vendte blikket tilbage mod sit eget lands fjernere fortid, ville han måske lære en anden lektie. Da den mægtige Kublai Khan centraliserede magten omkring sin person, svækkede han samtidig de strukturer, der sikrede andre dynastier langt udover deres grundlæggeres afgang. Yuan-dynastiets magt var derfor storslået, men kortfattet. Således lægger Xi Jinping muligvis kimen til Kinas næste kollaps.

Selvom oprøret fra den voksende middelklasse lader vente på sig, er der en ny trussel fra den forbitrede efterkommer-generation af de immigranter, der i løbet af de sidste 40 år har forladt landdistrikterne for at finde arbejde i storbyerne. Især denne gruppes unge mænd er frustrerede af det voldsomme underskud på kvinder, som et-barns-politikken har affødt, de lave lønninger og regeringens arbitrære diskrimination. Denne diskrimination blev tydelig i november sidste år, da regeringen besluttede at udvise Beijings ”lav-ende-befolkning”, et udtrykt anvendt i nogle bydistrikters officielle planlægningsdokumenter, fra deres boliger i et forsøg på at begrænse storbyens befolkningstal. Denne bitre generation af unge mænd kombineret med medier, der har et stigende potentiale for at finde smuthuller i regimets ”Store Firewall” øger sandsynligheden for, at kineserne ikke længere tavst vil tolerere Kinas diktatoriske styreform. Især fordi den eksplosive økonomiske vækst vil blive sværere og sværere at vedligeholde, særligt i tilfælde af en handelskrig med USA. Historiens hjul standsede hverken for Qin eller for Juan – tror Xi mon, at de vil standse for ham? ■

 

Denne bitre generation af unge mænd kombineret med medier, der har et stigende potentiale for at finde smuthuller i regimets ”Store Firewall” øger sandsynligheden for, at kineserne ikke længere tavst vil tolerere Kinas diktatoriske styreform
_______

 


Jonas Stengaard Jensen (f. 1995) er historiestuderende ved Aarhus universitet og aspirerende journalist med særligt fokus på international politik. ILLUSTRATION: Xi Jinping holder tale i Beijing [foto: Xinhua/Scanpix]