Harun Demirtas: Hvis ikke man skal anerkende de offentligt ansattes kæmpe indsats nu, hvornår skal man så?

Harun Demirtas: Hvis ikke man skal anerkende de offentligt ansattes kæmpe indsats nu, hvornår skal man så?

02.04.2018


Hvorfor Sophie Løhde har truet med at smide 800.000 offentligt ansatte ud af deres arbejdspladser, er stadig en gåde. Hvordan mener Løhde, at hun anerkender de offentligt ansattes store arbejde, når hun med lockoutvarslet indirekte signalerer, at Danmark sagtens kan klare sig uden dem?

Kommentar af Harun Demirtas

I DE SENESTE UGER har Danmark været vidne til noget historisk. Mennesker, som ellers ikke har nogen forståelse for eller interesse i overenskomster, har pludselig fået lyst til at høre mere og ikke mindst til at forholde sig til det. For overenskomstsituationen berører alle i Danmark.

Når en enkelt faggruppe eller dele af de offentligt ansatte går i konflikt, fordi de ikke kan lande en overenskomstaftale – som fx sygeplejerskernes i 2008 og lærernes lockout i 2013 – er det, som om samfundets højre arm lammes, mens resten af dets vitale organer stadig fungerer og holder samfundet i live – dog med et handicap. Men når nærmest alle offentligt ansatte er i konflikt på tværs af sektorer, er det som at klemme samfundets hovedpulsåre, fordi det ikke længere handler om en bestemt gruppe som uddannelsessektoren eller sundhedsvæsnet, men om hele legemets eksistens og celler, der er afhængige af at samarbejde for at fungere og overleve.

Ingen har interesse i konflikt. Men arbejdstagerne har en grund til at strejke: Det er på tide at ændre spor og sætte lidt mere pris på alle dem, som især efter finanskrisens start i 2008 har måttet løbe stærkere og stærkere og pludselig lave to personers arbejde, fordi man har fyret deres kollegaer pga. effektiviseringer og de evige besparelser.

 

Mange arbejdspladser måtte simpelten helt undtages, fordi de i forvejen fungerede med en normering, der svarer til nødberedskab og derfor ikke kunne undvære en eneste sygeplejerske
_______

 

BUDSKABET ER TYDELIGT: Hvis ikke man skal anerkende de offentligt ansattes kæmpe indsats nu, hvor der er opsving i økonomien, og lade dem mærke det på de løn- og arbejdsvilkår, der er blevet svækket de sidste 10 år, hvornår skal man så?

Vigtigheden af at give ordenlige løn- og arbejdsvilkår til ansatte i et meget presset sundhedsvæsen blev især tydelig under nødberedskabsforhandlingerne, hvor man skulle aftale hvilket niveau, der skulle fungere som et minimum for at kunne håndtere nødsituationer. Mange arbejdspladser måtte simpelten helt undtages, fordi de i forvejen fungerede med en normering, der svarer til nødberedskab, og derfor ikke kunne undvære en eneste sygeplejerske. Det siger noget om, hvor presset det offentlige sundhedsvæsen og dets ansatte er til hverdag.

INNOVATIONSMINISTER SOPHIE LØHDE har fra forhandlingernes start haft en uheldig retorik, hvor hun ikke har kunnet forklare, hvad det er, hun vil. Hvorfor hun fx har truet med at smide 800.000 offentligt ansatte ud af deres arbejdspladser, er stadig en gåde. For når sygeplejersken mener, at hun er mere værd end den løn, hun får i dag, som er 23.500 kroner i grundløn, selvom hun står med liv og død mellem hænderne, og hun derfor hellere vil strejke, hvis ikke det anerkendes, hvad signalerer Løhde så ved at lockoute sygeplejersken og hendes kollegaer?

Når Sophie Løhde senest i en kronik i Politiken har fortalt, hvor meget hun anerkender de offentligt ansattes indsats – hvordan mener hun mon så, at det stemmer overens med, at hun med lockoutvarslet indirekte signalerer, at Danmark sagtens kan klare sig uden dem? Er det ikke at underkende dem? Man kan ikke fortænke de offentligt ansatte i at føle sig underkendt af Løhdes handlinger, der ikke stemmer overens med hendes signaler.

Løhde begå amatøragtige kommunikationsfejl, som hun bagefter prøver at rette op på ved at kalde det for ”misforståelser” eller ”fake news”. Hun får fx sendt signaler om, at der er et stort løngab mellem offentligt og privat ansatte, hvor de offentligt ansatte har tjent mere end de private. Men benægter så hårdnakket at have talt om lønfest. Det kommer oveni eksemplerne fra hendes tid som sundhedsminister, hvor hun bl.a. fik sagt, at de ældre på plejehjemmene skulle droppe morgenkåben og komme i arbejdstøjet, fordi de jo ikke boede på hotel – samtidig med, at hun hævdede, at hun respekterede de ældre.

 

Man kan ikke fortænke de offentligt ansatte i at føle sig underkendt af Løhdes handlinger, der ikke stemmer overens med hendes signaler
_______

 

UANSET HVILKE ORD hun nægter at have brugt, og hvor mange gange hun skriver i sine kronikker, at hun virkelig anerkender alle offentligt ansatte, må hun altså forstå, at hun ved sine handlinger signalerer noget andet. En lockouttrussel er ikke anerkendelse. Det er heller ikke nogen misforståelse eller fake news. Og at alle offentligt ansatte føler sig svigtet og underkendt, tør jeg godt sige over en bred kam.

Tidligere var det svært for mig at se, hvad jeg som sygeplejerske havde til fælles med en akademiker. Men i dag sidder jeg med en akademiker, der er højere uddannet end mig, på min højre side og på min venstre side en person, der er lavere uddannet. Og vi taler alle om bedre vilkår for os offentligt ansatte. Alle på tværs af fag og arbejde siger det samme: “Vi er mere værd”. Det er smukt, men også lidt trist.

Smukt, fordi man i dag står skulder ved skulder med dem, man tidligere har opfattet som nogle, man ikke var i samme båd med – og smukt, fordi man bakker hinanden op. Men trist er det også, fordi det viser, at ingen længere føler sig set og hørt, når man kommer alene til forhandlingsbordet over for arbejdsgiverne. Derfor prøver man at sætte sig sammen med de andre, så man kan stå stærkere. For arbejdsgiverne er blevet kolde og kyniske.

Uanset hvordan OK18 ender, har vi i hvert fald lært, at det kan give mening at forhandle i et stort fællesskab. Hvis man ikke med den gamle metode, hvor faggrupperne forhandler hver for sig med respekt og anerkendelse til modparten og den danske model, kan få forhandlet retten til en ordentlig løn og ordentlige arbejdsforhold i hus, kan det være en løsning at stå sammen i et stærkt fælleskab på tværs af faggrupper.

Det betyder derfor også, at danskerne fremover må forholde sig til overenskomstforhandlinger, netop fordi det ikke længere handler om en arm eller et ben, der måske lammes. Det handler om hovedpulsåren, og hvis den klemmes, kan det sende hele Danmark i koma. For det er hovedpulsåren, der har den vigtigste funktion. Hvis hele legemet skal fungere, er det nødvendigt at forebygge enhver skade, klem og blodprop, så der kan komme nok ilt hele legemet. ■

 

Det handler ikke længere om en arm eller et ben, der måske lammes. Det handler om hovedpulsåren, og hvis den klemmes, kan det sende hele Danmark i koma
_______

 

Harun Demirtas (f. 1989) er tidligere flygtning, SOSU-medarbejder, sygeplejerske og næstformand i DSR for Kreds Hovedstaden for 22.000 sygeplejersker. Blogger på JP og er fast klummeskribent på Altinget. ILLUSTRATION: Sophie Løhde [foto: Martin Sylvest/Scanpix]