Birgitte Arent Eiriksson (Justitia):  Med digitaliseringen øges myndighedernes overvågning af danskerne væsentligt. Hvem tager sig af retssikkerheden?

Birgitte Arent Eiriksson (Justitia): Med digitaliseringen øges myndighedernes overvågning af danskerne væsentligt. Hvem tager sig af retssikkerheden?

01.07.2018


Digitaliseringen udfordrer borgernes retssikkerhed i myndighedernes sagsbehandlingsproces. Samtidig vil myndighedernes overvågning af borgerne blive væsentligt øget, fordi digitaliseringen kræver indsamling og viderebehandling af langt flere oplysninger. Spørgsmålet er ikke, om vi skal digitalisere, men om det er teknologien eller mennesker, som skal fastlægge rammerne for borgernes retssikkerhed og privatliv i et digitalt Danmark.

Af Birgitte Arent Eiriksson, vicedirektør i den uafhængige juridiske tænketank Justitia

DANMARK STÅR ligesom resten af verden over for en række grundlæggende samfundsmæssige forandringer. Teknologien er allerede i fuld gang med at ændre den måde, vi lever på, måden vi driver forretning på og måden den offentlige sektor yder service og velfærd på. Der hersker en udbredt digitaliseringsoptimisme, hvor ny teknologi forventes at skabe effektivitet og løse mange andre problemer, og hvor hensynet til borgernes retssikkerhed og menneskerettigheder ikke får den samme opmærksomhed eller prioritet.

Det er et problem, fordi digitaliseringen samtidig udfordrer borgernes retssikkerhed i myndighedernes sagsbehandlingsproces, og fordi myndighedernes overvågning af borgerne gennem indsamling og viderebehandling af personoplysninger vil blive væsentligt øget. Spørgsmålet er ikke, om vi skal digitalisere, men om det er teknologien eller mennesker, som skal fastlægge rammerne for borgernes retssikkerhed og privatliv i et digitalt Danmark.

Digitaliseringen af den offentlige sektor – fordele og udfordringer
Der findes allerede en række forskellige digitale selvbetjeningsløsninger i den offentlige sektor, som borgerne i udgangspunktet er forpligtet til at anvende. Det store skridt mod en egentlig digitaliseret offentlig forvaltning kom dog først, da samtlige partier i Folketinget i januar 2018 indgik en aftale om digitaliseringsklar lovgivning. Aftalen indebærer, at ny lovgivning fra den 1. juli 2018 så̊ vidt muligt skal kunne administreres helt eller delvist digitalt. Samtidig skal den eksisterende lovgivning løbende gennemgås og revideres for at blive digitaliseringsklar.

Umiddelbart er der mange fordele ved at øge digitaliseringen. Det indebærer bl.a. en mere enkel og klar lovgivning med en éntydig begrebsanvendelse. En sådan lovgivning vil være nemmere at forstå̊ og navigere efter for både borgere og sagsbehandlere. Myndighedernes afgørelser vil også blive mere forudsigelige, og borgerne vil i højere grad opleve at blive behandlet ens på tværs af kommuner og sagsbehandlere. Samtidig vil digitaliseringen og den efterfølgende automatisering af sagsbehandlingen kunne medføre væsentlige effektiviseringer i den offentlige forvaltning, kortere sagsbehandlingstider og en øget tilgængelighed for borgerne, der ikke længere skal være afhængige af myndighedernes åbningstider.

Digitaliseringen skaber dog også̊ en lang række udfordringer af bl.a. retssikkerhedsmæssig karakter. Mange forvaltningsafgørelser træffes i dag på baggrund af et fagprofessionelt skøn, men digitaliseringen kræver, at skønnet erstattes med objektive kriterier, hvis opfyldelse kan konstateres af et softwareprogram. Der er imidlertid en række områder, hvor det vil være retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at fjerne skønnet. Det gælder særligt på social- og beskæftigelsesområdet, hvor der er behov for, at myndighederne kan foretage skønsbaserede afgørelser i sager om fx udsatte borgere, om helbredsbetingede ydelser og tilbud eller om barnets tarv. Skønudøvelse kan dog også være påkrævet i mange andre sagstyper både indenfor social- og beskæftigelsesområdet og andre områder.

 

Digitaliseringen skaber dog også̊ en lang række udfordringer af bl.a. retssikkerhedsmæssig karakter
_______

 

Digitaliseringen skaber samtidig en ny sagsbehandlingsproces, hvor borgerne inddrages mindre i deres egen sag. Dette skyldes, at digitaliserede systemer først og fremmest anvender allerede registrerede oplysninger om borgerne på tværs af myndighedernes registre, og at borgernes muligheder for selv at bidrage med oplysninger typisk vil være begrænset til de på forhånd definerede oplysningsfelter. Det betyder, at borgerne ikke får samme mulighed for at bidrage med øvrige relevante oplysninger, der kan have betydning for afgørelsen, ligesom det bliver sværere for myndighederne at identificere de atypiske sager, hvor der er behov for særlige hensyn. Muligheden for at modtage individuel vejledning begrænses også, hvilket gør det sværere for særligt de udsatte borgere at varetage deres interesser.

Med den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2016-2020 blev der nedsat et stående udvalg i regi af Digitaliseringsstyrelsen under Finansministeriet, som beskæftiger sig med tværgående juridiske udfordringer ved digital forvaltning. Udvalget skal bl.a. undersøge, hvordan reglerne i forvaltningsloven om myndighedernes sagsbehandling kan tilgodeses på en hensigtsmæssig måde i en digital verden. I forbindelse med udvalgets arbejde er der allerede peget på, at partshøringsreglerne – der skal sikre borgerne mulighed for at udtale sig om oplysninger, som myndigheder har indhentet andre steder – er vanskelige at understøtte i en digitaliseret sagsbehandlingsproces. Udvalget undersøger derfor, om reglerne kan ændres. Ifølge Finansministeriets pjece ”Enkle regler, mindre bureaukrati – lovgivning i en digital virkelighed” kan en løsning fx være, at partshøring på udvalgte områder tilpasses og erstattes af en særlig hurtig klagemulighed.

Forvaltningsloven er affattet på et tidspunkt, hvor myndighedernes sagsbehandlingsprocesser var helt eller delvist manuelle. Det er derfor også forståeligt, at der ønskes ændringer, som i højere grad understøtter en digital sagsbehandling. Det skal dog tages i betragtning, at der er tale om nogle af borgernes mest grundlæggende rettigheder i sagsbehandlingsprocessen, og at det ikke er alle borgere, som har de fornødne ressourcer til efterfølgende at vurdere sagsbehandlingens kvalitet eller afgørelsens rigtighed. At erstatte partshøring med en særlig hurtig klageadgang vil derfor hurtigt kunne føre til en forringelse af disse borgeres retssikkerhed.

Digitaliseringen har også andre udfordringer, som indirekte påvirker borgernes retssikkerhed. Fx vil selv små fejl i it-systemerne kunne få stor betydning, fordi de bliver systematiske og rammer mange borgere. Afgørelsernes rigtighed vil også i høj grad afhænge af kvaliteten af de data, som er til rådighed. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at de mange oplysninger, som de offentlige myndigheder allerede har indsamlet om borgerne, ikke nødvendigvis er korrekte. De kan være indsamlet til helt andre formål, hvor nøjagtigheden ikke havde lige så stor betydning, ligesom alle oplysninger næppe er ajourført. Samtidig vil fejlbehæftede oplysninger i ét register hurtigt kunne sprede sig og indgå i afgørelser hos andre myndigheder.

Datasikkerheden giver også anledning til problemer. Der har tidligere været mange eksempler på, at myndigheder uforvarende er kommet til at lække borgernes oplysninger på den ene eller anden måde. Fx er politiets registre tidligere blevet hacket hos politiets databehandler CSC, og Kalundborg Kommune kom til at lægge 50.000 filer med tusindvis af personfølsomme oplysninger om deres borgere på en server, der ikke var tilstrækkeligt sikret, og som en journalist derfor fik adgang til. Endvidere fik flere hunderede ansatte i de danske fængsler for nylig lækket deres personlige oplysninger på en testside, som en it-leverandør arbejdede med. Ud over den krænkelse og sikkerhedsrisiko, som det måtte medføre for de berørte personer, kan sådanne datalæk føre til misbrug af oplysningerne – også i kriminelt henseende.

Efterprøvelse af automatiserede afgørelser rejser også relevante spørgsmål. Efterprøvelsen kan næppe ske ved en ny automatiseret behandling med samme algoritme, hvor udfaldet jo vil blive det samme. En efterprøvelse foretaget af fysiske personer vil imidlertid kræve gennemsigtighed i den automatiserede afgørelse og indsigt i systemets programmering. Samtidig er gennemsigtighed også afgørende for borgernes mulighed for at vurdere deres klagemuligheder.

 

Der har tidligere været mange eksempler på, at myndigheder uforvarende er kommet til at lække borgernes oplysninger på den ene eller anden måde
_______

 

Nye danske databeskyttelsesregler understøtter digitaliseringen på bekostning af hensynet til de registrerede
Den 25. maj 2018 blev den tidligere gældende databeskyttelseslovgivning erstattet af nye regler i EU´s databeskyttelsesforordning (GDPR). Et af hovedformålene med forordningen var at sikre en stærk og mere sammenhængende beskyttelsesramme, som kunne stå mål med den hastige teknologiske udvikling og globalisering. Dette skulle bl.a. ske gennem krav om mere gennemsigtighed i databehandlingen og flere rettigheder til de registrerede, som kunne bidrage til en højere grad af kontrol med egne oplysninger. Ca. 7 måneder inden forordningens ikrafttræden fremsatte regeringen et lovforslag til en supplerende dansk databeskyttelseslov, hvor man udnyttede det nationale råderum i forordningen til at foreslå afvigende danske regler, der på visse punkter udhulede beskyttelsen af de registrerede. Det gav anledning til en voldsom debat, som ikke mindst havde fokus på den foreslåede adgang for myndigheder til – uden borgernes kendskab – at viderebehandle oplysninger til helt nye formål.

Ifølge forordningen kan myndighederne kun behandle personoplysninger, når de almindelige behandlingsregler giver mulighed for det, og behandlingen samtidig overholder en række grundlæggende principper for databehandling. Et af disse principper er, at oplysningerne skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål, og at de ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål. Forordningen sætter således grænser for, hvilke andre formål indsamlede oplysninger senere kan anvendes til. Efter forslaget til den supplerende databeskyttelseslov skulle de enkelte ministre imidlertid (efter forhandling med Datatilsynet) have mulighed for at fastsætte regler om, at offentlige myndigheder, uden borgernes samtykke, kunne viderebehandle borgernes oplysninger til helt andre formål, end de oprindeligt var indsamlet til, og uanset om dette ville være uforeneligt med det oprindelige formål. Det ville betyde, at oplysninger, som en borger havde afgivet til ét formål i en bestemt sammenhæng, i meget vidt omfang ville kunne anvendes til helt nye formål i andre sammenhænge, som borgeren ikke havde mulighed for at forestille sig, da oplysningerne blev afgivet. Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse skulle underlægges enkelte begrænsninger, men gav i øvrigt de offentlige myndigheder en meget bred adgang til selv at fastsætte regler om eksempelvis deling af personoplysninger på tværs af myndigheder samt samkøring og sammenstilling af personoplysninger i kontroløjemed, hvor der kan dannes ganske tætte profiler af de enkelte borgere. En sådan retstilstand ville stå i stærk kontrast til den hidtidige, hvor samkøring af personoplysninger i kontroløjemed altid krævede lovhjemmel og således var undergivet parlamentarisk kontrol, og hvor der var fastsat særlige begrænsninger for myndighedernes deling af følsomme personoplysninger på det sociale område.

Lovforslaget indeholdt også et andet kontroversielt forslag om den dataansvarliges oplysningspligt. Ifølge forordningen skal borgeren informeres, hvis en myndighed vil viderebehandle vedkommendes oplysninger til et andet formål, end de er indsamlet til. Men i forslaget til den supplerende databeskyttelseslov var det foreslået, at denne del af myndighedernes oplysningspligt ikke skulle gælde i tilfælde, hvor viderebehandlingen skete i henhold til de regler, som myndighederne selv fastsatte. Den manglende orientering af borgerne ville bl.a. betyde, at myndighedernes genanvendelse af oplysninger blev ugennemsigtig for borgerne, og at de ikke fik mulighed for at berigtige eller supplere oplysningerne, inden de skulle anvendes til nye formål og kunne indgå i andre myndigheders afgørelser.

 

Bestemmelser om databehandlinger er ofte beskrevet så uklart, at det ikke er muligt at gennemskue, hvilke oplysninger og behandlinger der er omfattet, eller hvad de mange oplysninger efterfølgende skal anvendes til
_______

 

Modstanden mod de foreslåede bestemmelser i lovforslaget førte til en massiv kritik fra både juridiske eksperter og pressen, et utal af folketingsspørgsmål og to åbne samråd med justitsministeren. Til sidst indførte S, V, LA og K en ændring, der skulle sikre, at samkøring og sammenstilling af personoplysninger i kontroløjemed fortsat blev undergivet en vis parlamentarisk kontrol. Dette skete ved at give Retsudvalget og det relevante fagudvalg i Folketinget mulighed for at stemme om de bekendtgørelser, som ministrene ønskede at udstede om samkøring og sammenstilling af personoplysninger i kontroløjemed. Ordningen er ikke nærmere beskrevet i lovens forarbejder, og på nuværende tidspunkt er det derfor noget uklart, hvordan udvalgsmedlemmerne skal blive klædt på til at foretage disse vurderinger. Bestemmelser om databehandlinger er ofte beskrevet så uklart, at det ikke er muligt at gennemskue, hvilke oplysninger og behandlinger der er omfattet, eller hvad de mange oplysninger efterfølgende skal anvendes til. Samtidig er bekendtgørelsesudkastet ikke ledsaget af uddybende bemærkninger og konsekvensanalyser på samme måde som lovforslag, ligesom høringssvar fra Datatilsynet og andre organisationer mv. endnu ikke vil foreligge på det tidspunkt, hvor udvalgene skal drøfte et bekendtgørelsesudkast. Udvalgsmedlemmerne kan således nemt stå i en situation, hvor der skal stemmes om nye bestemmelser om samkøring og sammenstilling af personoplysninger i kontroløjemed, hvis indhold og konsekvenser ikke er nærmere belyst.

Regeringen fremsatte også selv et ændringsforslag om begrænsning af undtagelsen til oplysningspligten, således at de registrerede alligevel skal underrettes, når deres oplysninger senere skal anvendes til samkøring og sammenstilling i kontroløjemed. Skal oplysningerne viderebehandles til andre nye formål, vil der dog fortsat ikke gælde en oplysningspligt for de danske myndigheder.

Det er således noget uklart, hvordan man i praksis vil sikre en fortsat parlamentarisk kontrol med myndighedernes samkøring og sammenstilling af personoplysninger i kontroløjemed. Samtidig har myndighederne fortsat mulighed for selv at fastsætte regler om anden form for viderebehandling af borgernes oplysninger, og borgerne vil ikke en gang skulle orienteres, når sådanne viderebehandlinger iværksættes. Denne manglende gennemsigtighed i myndighedernes anvendelse af borgernes oplysninger kan betyde, at borgerne mister tilliden til, at deres oplysninger vil blive behandlet på ansvarlig og betryggende vis. Hvis dette sker, vil borgerne formentlig begynde at tilbageholde oplysninger eller ligefrem afgive urigtige oplysninger til myndighederne.

Den supplerende databeskyttelseslov trådte i kraft den 25. maj 2018 med de nævnte ændringer. Selv med disse ændringer er der tale om en markant udvidelse af myndighedernes adgang til at dele og viderebehandle borgernes oplysninger. Samtidig er der sket en alvorlig forringelse af gennemsigtigheden i myndighedernes behandling af personoplysninger og borgernes muligheder for at bevare kontrollen med egne oplysninger. Ændringerne understøtter digitaliseringsprocessen på bekostning af hensynet til de registrerede, men det bliver tilsyneladende anset for at være en del af prisen for at bevæge sig mod en mere digitaliseret offentlig forvaltning i Danmark. I Estland har man derimod fundet en mere borgervenlig løsning, hvor staten kun har ret til at bruge data i det omfang, borgerne giver dem adgang til det. Det er måske det, der skal til, hvis man vil sikre en fortsat høj grad af tillid til den offentlige forvaltning og en datakvalitet, som ikke giver anledning til at sætte alvorlige spørgsmålstegn ved de afgørelser, der beror på allerede registrerede oplysninger.

 

Ændringerne understøtter digitaliseringsprocessen på bekostning af hensynet til de registrerede, men det bliver tilsyneladende anset for at være en del af prisen for at bevæge sig mod en mere digitaliseret offentlig forvaltning i Danmark
_______

 

Digitalisering øger overvågningen
De øgede muligheder for offentlige myndigheder til at behandle oplysninger om borgerne skal ses i lyset af, at myndighederne i forvejen har en meget vid adgang til at indsamle, opbevare og viderebehandle personoplysninger. Det gælder ikke mindst på det sociale område, hvor Udbetaling Danmark har en vidtgående adgang til, uden borgernes samtykke, at indhente oplysninger om både ydelsesmodtagere og deres nærmeste hos andre myndigheder og private virksomheder, ligesom oplysningerne kan sammenstilles og samkøres i kontroløjemed, uden at borgerne er bekendt hermed. Kontrollen indebærer samtidig et tæt samarbejde mellem Udbetaling Danmark og kommunerne, som i vidt omfang kan dele oplysninger uden borgernes samtykke.

Ca. 3 mio. borgere i Danmark modtager en eller anden form for offentlig ydelse fra Udbetaling Danmark eller deres kommune og er derfor en del af denne kontrol. Det vil sige, at der uden deres viden og samtykke jævnligt bliver indhentet, samkørt og videregivet oplysninger om dem og deres nærmeste, herunder oplysninger om bopæl, familieforhold, økonomi, samlivsforhold og helbred.

Det må anses for at være et indgreb i borgernes ret til privatliv og beskyttelse af personoplysninger, som er beskyttet i bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter om grundlæggende rettigheder. Det betyder ikke, at indgrebene ikke kan foretages, men det er en betingelse, at indgrebene har klar et klart lovgrundlag, at de forfølger et legitimt formål, og at de ikke er mere indgribende end nødvendigt. Formålet om at forebygge fejl og snyd med offentlige ydelser er naturligvis legitimt, men lovgivningens kriterier for, hvornår Udbetaling Danmark kan indsamle og efterfølgende behandle oplysninger er ikke særlig klare. Desuden er der tale om en omfattende og systematisk behandling af oplysninger om en meget stor del af befolkningen uden deres viden og samtykke eller nogen særlig anledning som eksempelvis mistanke om snyd eller lignende. Hertil kommer, at kontrollen kun har et meget beskedent resultat. Fx giver den omfattende samkøring af oplysninger om Udbetaling Danmarks egne ca. 2,7 millioner ydelsesmodtagere alene anledning til cirka 670 sager årligt om ændring af ydelser. Udbetaling Danmarks behandling af oplysninger om ydelsesmodtagere og deres nærmeste kan derfor allerede nu meget vel være uforenelig med borgernes ret til privatliv og beskyttelse af personoplysninger.

En velfungerende digitalisering med automatiseret sagsbehandling forudsætter imidlertid en øget indsamling og genanvendelse af borgernes oplysninger på tværs af myndigheder og til forskellige formål. Vores ret til privatliv vil derfor kun blive yderligere presset i fremtiden.

Da regeringen fremlagde sin ghettoplan den 1. marts 2018 fik vi en smagsprøve på, hvordan de nye teknologier kan blive anvendt i en digitaliseret offentlig forvaltning. Her blev der nemlig fremhævet et eksempel, hvor Gladsaxe Kommune – med henblik på at identificere børn i risiko for mistrivsel – havde ansøgt om tilladelse til at samkøre en lang række forskellige historiske og gældende oplysninger om børnefamilier uden deres vidende, herunder oplysninger om bopæl, nationalitet, arbejdsløshed, psykisk sygdom, misbrug og udeblivelse fra besøg hos tandlæge og sundhedsplejerske. Det er et eksempel på, at teknologien bliver anset som den bedste løsning på et væsentligt samfundsmæssigt problem, som hidtil er blevet varetaget af fagpersoner (pædagoger, skolelærere og sagsbehandlere). Men virker det, eller ville det i virkeligheden være bedre at sikre en reaktion på de mange underretninger, som de nævnte fagpersoner i forvejen foretager? Og kan vi leve med, at de offentlige myndigheder begynder at profilere os til forskellige formål i stedet for at sikre vores ret til privatliv?

 

Da regeringen fremlagde sin ghettoplan den 1. marts 2018 fik vi en smagsprøve. Gladsaxe Kommune – med henblik på at identificere børn i risiko for mistrivsel – havde ansøgt om tilladelse til at samkøre en lang række forskellige historiske og gældende oplysninger om børnefamilier uden deres vidende. Det er et eksempel på, at teknologien bliver anset som den bedste løsning på et væsentligt samfundsmæssigt problem, som hidtil er blevet varetaget af fagpersoner (pædagoger, skolelærere og sagsbehandlere). Men virker det, eller ville det i virkeligheden være bedre at sikre en reaktion på de mange underretninger, som de nævnte fagpersoner i forvejen foretager?

_______

 

Hvilket samfund ønsker vi?
Den digitale udvikling går meget hurtigt, og den kommer til at udfordre og ændre vores samfund på måder, vi ikke kan forestille os nu. Kun fantasien sætter grænser for, hvad fremtiden vil bringe af nye løsninger og muligheder. En mere omfattende anvendelse af big data samt brug af machine learning og kunstig intelligens er allerede ved at vinde indpas. Der kan næppe herske tvivl om, at den nye teknologi vil kunne skabe en mere effektiv offentlig forvaltning og samfundsmæssig vækst, men det er vigtigt, at vi vælger de fremtidige løsninger med omhu, og at vi sikrer, at borgerne kan bevare tilliden til vores system. Det vil bl.a. kræve, at digitaliseringen af den offentlige forvaltning sikrer mere gennemsigtighed i myndighedernes indsamling og anvendelse af borgernes oplysninger, at fremtidige sagsbehandlingsprocesser tilrettelægges med respekt for borgernes retssikkerhed og deres ret til privatliv, samt at der tages de nødvendige hensyn til udsatte grupper i samfundet.

Udmøntningen af den politiske aftale om digitaliseringsklar lovgivning vil for alvor bane vejen for en mere digital offentlig forvaltning. Derfor er det også tankevækkende, at den praktiske udmøntning af aftalen alene foregår i Digitaliseringsstyrelsen. Her har man udsendt en vejledning til fagministerierne, som skal anvendes ved udarbejdelse af ny lovgivning. Ifølge vejledningen skal den fremtidige lovgivningsproces tilrettelægges på en måde, som sikrer, at digitalisering tænkes ind tidligt i processen, og at lovgivningen muliggør så meget digitalisering som muligt. Derimod ses der ikke den samme tidlige sikring af borgernes retssikkerhed og ret til privatliv.

Man kan spørge sig selv, om det bør være teknologien, som fastlægger rammerne, eller om vi selv først bør tage stilling til, hvilke værdier og normer der skal kendetegne vores samfund i fremtiden. Dette vil i givet fald kræve en bred offentlig debat med inddragelse af forskellige relevante fagligheder i den offentlige og private sektor samt interesseorganisationer og repræsentanter for forskellige befolkningsgrupper, herunder ikke mindst de udsatte grupper.

Daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen har den 12. marts 2018 nedsat en ekspertgruppe om dataetik, som har fokus på erhvervslivets anvendelse af data. Der er således fortsat behov for en mere generel debat om samfundsudviklingen på særligt det offentlige område. Debatten bør bl.a. omfatte spørgsmål om, hvilke områder der bør friholdes digitalisering, hvordan vi sikrer en god proces for de borgere, som har svært ved at varetage deres interesser i en digitaliseret proces, i hvilket omfang det indenfor lovgivningens rammer skal være muligt at anvende personoplysninger til samkøring i kontroløjemed og til profilering af borgerne, og hvordan vi kan sikre vores ret til privatliv og beskyttelse af personoplysninger.

Der er også behov for en debat om vores retssikkerhedsbegreb, som er under udvikling. I hvilket omfang skal skønsbaserede afgørelser, der tager hensyn til borgerens samlede konkrete situation, erstattes af afgørelser baseret på objektive kriterier, der skaber forudsigelighed og lighed? Og hvilke konsekvenser har det for retssikkerheden, at borgerne inddrages mindre i behandlingen af deres sag? Findes der løsninger, som kan tilgodese borgernes retssikkerhed på anden vis, og som samtidig har tilstrækkelig fokus på de udsatte borgere?

Da nye bioteknologier blev mulige, som eksempelvis det første danske reagensglasfødte barn i 1984, oprettede man Det Etiske Råd. Det var et tegn på, at den teknologiske udvikling flyttede grænser for, hvad der var muligt, og der var derfor brug for et råd, som kunne skabe debat og behandle etiske spørgsmål. På tilsvarende vis kan det overvejes, om vores nuværende samfundsudvikling skaber behov for et dataetisk råd eller lignende, som kan skabe debat og behandle de etiske spørgsmål, som måtte opstå i et digitalt Danmark. ■

 

Det [kan] overvejes, om vores nuværende samfundsudvikling skaber behov for et dataetisk råd, som kan skabe debat og behandle de etiske spørgsmål, som måtte opstå i et digitalt Danmark
_______

 

Birgitte Arent Eiriksson (f. 1970) er vicedirektør i den uafhængige juridiske tænketank Justitia, hvor hun har været ansat siden januar 2017. Birgitte Arent Eiriksson er samtidig projektleder på Justitias projekter om effektiv domstolsprøvelse og socialt udsattes retssikkerhed. Tidligere har Birgitte Arent Eiriksson arbejdet i ca. 20 år på Justitsministeriets område, herunder hos Datatilsynet, Rigspolitiet og Rigsadvokaten. ILLUSTRATION: Datacenter [foto: CommScope]