Andreas Bøje Forsby: Er verden stadig unipolær? Ja, USA er stadig verdens eneste supermagt til trods for Kinas opstigning

Andreas Bøje Forsby: Er verden stadig unipolær? Ja, USA er stadig verdens eneste supermagt til trods for Kinas opstigning

16.05.2018


Analyse af Andreas Bøje Forsby

HVOR DET 20. århundrede tilhørte amerikanerne, vil Kina dominere det 21. århundrede. Denne vidt udbredte antagelse har fået yderligere næring i takt med, at Donald Trump systematisk saboterer fundamentet for den liberale verdensorden, som USA ellers har været bannerfører for siden 2. verdenskrig. Og alt imens ’Pax Americana’ hastigt eroderes indefra, har kineserne smidt årtiers tilbageholdenhed over bord. Med præsident Xi Jinping i spidsen har Kina tilsyneladende taget teten på den internationale scene ved at oprette nye institutioner såsom investeringsbanken AIIB og ved at lancere ’Det Nye Silkevejsprojekt’, som i kraft af massive infrastrukturelle investeringer skal binde omverdenen tættere sammen med Riget i Midten.

Inden vi stirrer os blinde på USA’s deroute under Trump og Kinas opstigning under Xi, bør vi imidlertid kaste et kritisk blik på de bebudede magtforskydninger i det internationale system. For nok er ”de tektoniske plader i bevægelse”, som den danske regering påpeger i sin første udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra sidste år, men den globale magtbalance favoriserer stadig USA ud fra langt de vigtigste parametre: Militær, økonomisk og teknologisk kapacitet. Med andre ord er verden stadig unipolær, og det vil den være mange år endnu.

Et centralt spørgsmål fra dansk perspektiv
Inden vi ser nærmere på, hvorfor den unipolære æra vil fortsætte, er det oplagt først at spørge, om det overhovedet er vigtigt. Er det af andet end akademisk interesse, eksempelvis for Danmark, hvorvidt magtstrukturen i det internationale system er unipolær, bipolær eller multipolær?

Ja, spørgsmålet er centralt, fordi vi risikerer at træffe forkerte strategiske valg i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, hvis vi overfortolker de magtforskydninger fra især vest mod øst, som har fundet sted de senere år. Kinas hastige fremmarch på verdensscenen er uden sidestykke i verdenshistorien, og Danmark har formået at opbygge et omfattende strategisk partnerskab med kineserne, som på mange måder er særdeles lukrativt for dansk erhvervsliv. Alligevel er det – her i jubilæumstiåret for partnerskabets indgåelse – værd at holde sig for øje, at Kina stadig halser langt efter USA på de væsentligste magtparametre. Den erkendelse er særlig vigtig i lyset af den tiltagende strategiske rivalisering mellem USA og Kina. Rivaliseringen, som kan aflæses direkte af USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi (NSS), kan nemlig tvinge Danmark til i stigende grad at bekende storpolitisk kulør.

Herudover tydeliggør polaritetsdebatten en vigtig sondring mellem magtkapacitet og magtudøvelse, som ofte sammenblandes i spørgsmålet om internationalt lederskab. Siden Donald Trump indtog Det Hvide Hus, har USA’s internationale lederskab været under hastig afvikling i takt med, at Trump-administrationen går enegang eller på anden vis frasiger sig sine forpligtelser på en lang række områder. Det gælder inden for områder som international frihandel, global klimapolitik, liberale menneskerettigheder, medlemskabet af UNESCO, atomaftalen med Iran og spørgsmålet om placeringen af Israels hovedstad. Pointen er, at selv om implikationerne heraf kan være vidtrækkende i forhold til USA’s lederskabsrolle, vil Trumps præsidentskab ikke for alvor kunne rokke ved USA’s overvældende magtkapacitet.

 

Selv om implikationerne heraf kan være vidtrækkende i forhold til USA’s lederskabsrolle, vil Trumps præsidentskab ikke for alvor kunne rokke ved USA’s overvældende magtkapacitet
_______

 

Herhjemme skal vi huske, at pendulet hurtigt kan svinge tilbage igen, så USA atter indtager sin traditionelle lederskabsrolle. Ikke kun fordi stærke kræfter i USA’s politiske etablissement ønsker dette, men også fordi Trumps meningsmålinger har været historisk ringe. Derfor kan det meget vel tænkes, at den næste amerikanske præsident på ny vil udøve internationalt lederskab for ikke mindst at udfylde det tomrum, Trump-administrationen efterlader sig på den internationale scene. At verden forbliver unipolær fordrer med andre ord strategisk tålmodighed fra USA’s nærmeste allierede, selv hvis mellemakten ikke ligefrem behager os.

Den unipolære æra
Det var den amerikanske kommentator Charles Krauthammer, der tilbage i 1990 var den første til at sætte ord på ideen om en ny unipolær verdensorden. Den Kolde Krigs bipolære magtbalance med rivaliserende blokke anført af USA og Sovjetunionen var under hastig opløsning og ville ifølge Krauthammer blive afløst af en ny verdensorden, hvor USA i magtmæssig forstand ville være i en klasse for sig. I første omgang blev hans tanker mødt med skepsis. Ikke blot fordi der ville være tale om et historisk nybrud – ingen stormagter havde nogensinde udøvet global dominans – men også, fordi der var en udbredt forventning om, at andre stormagter ville udfylde magttomrummet fra Sovjetunionens kollaps. Snarere end uindskrænket amerikansk unipolaritet ville en ny verdensorden således komme til at basere sig på historisk velkendte multipolære magtdynamikker.

Det stod dog snart klart for langt de fleste, at verden reelt var trådt ind i en unipolær æra. Ingen af kandidaterne til at gøre USA rangen stridig formåede at træde i karakter. Verdens dengang næststørste økonomi, Japan, forsvandt i 90’erne ind i ”det tabte årti” tynget af vedvarende økonomisk stagnation, som landet stadig lider under. EU havde mere travlt med at investere i sit unikke integrationsprojekt end at opbygge rivaliserende magtkapabiliteter. Selv regionale stormagter som Rusland og Kina, for hvem en unipolær verdensorden bestemt ikke var nogen velkommen nyhed, måtte indse, at direkte strategisk rivalisering med USA reelt ikke længere var mulig. Amerika var blevet verdens eneste supermagt – eller som den daværende franske udenrigsminister Hubert Védrine formulerede det i 1998: En hypermagt.

To årtier senere hævder et stigende antal røster, at den unipolære æra allerede er ved at være et overstået kapitel. Eksempelvis påpeger regeringen i sin udenrigspolitiske udredning fra 2016, at vi er på vej mod en ”ny global magtbalance”, som vil afføde ”en multipolær verdensorden” dikteret af ikke blot USA, Kina og EU, men også en række andre ”stærke stater” såsom Rusland, Indien og Brasilien. Andre fremmaner billedet af en bipolær verden, idet Kina reelt er den eneste forfølger med det fornødne magtpotentiale til for alvor at udfordre USA’s dominerende position.

Hvad er magtens polaritet?
Uden at fortabe sig i en årtier lang akademisk debat om magtens polaritet i det internationale system kan man nøjes med at slå fast, at polaritetsbegrebet hviler på en forståelse af magt i betydningen ressourcer, kapacitet eller (i fagjargon) kapabiliteter. Lidt forsimplet handler det om at måle stormagternes kapabiliteter med henblik på at afdække det internationale statssystems relative magtfordeling. Den bagvedliggende antagelse er, at systemets strukturelle magtdynamikker udspiller sig på vidt forskellig vis, afhængig af om systemet rummer én (unipolaritet), to (bipolaritet) eller adskillige (multipolaritet) stormagter med den fornødne kapacitet til at indtage en dominerende eller balancerende rolle i systemet.

At måle staternes relative magt er ikke helt simpelt, men der hersker en vis enighed om de relevante parametre. Det kræver naturligvis en vis geopolitisk tyngde at agere systemisk stormagt, hvilket som udgangspunkt handler om forholdsvis statiske faktorer såsom geografisk udstrækning, befolkningsstørrelse og adgang til naturressourcer. Allerede her indsnævres feltet af potentielle kandidater, idet de færreste lande kan måle sig med USA, Kina, Indien og Rusland. Men når magtens hierarki skal gøres op, er det først og fremmest tre mere dynamiske parametre, staterne rangordnes ud fra: Militære, økonomiske og teknologiske kapabiliteter, ofte betegnet ”hård magt”. At USA stadig er i særklasse på disse magtparametre står hurtigt klart, hvis man foretager en sammenligning med Kina, den mest oplagte tronbejler.

USA’s uovertrufne militære magtkapacitet
USA’s overlegne militærmagt hviler på mange komponenter. Landets kontinentale geografi, adgangen til både Stille- og Atlanterhavet, rigelige strategiske energikilder og fraværet af nærtliggende fjender sikrer USA et fordelagtigt geopolitisk udgangspunkt. Hertil kommer hundredvis af amerikanske militærbaser overalt i verden samt et vidtforgrenet alliance- og partnerskabssystem, som tilsammen lægger fundamentet for USA’s militærapparats unikke globale rækkevidde med mindst 150.000 soldater udstationeret i 140 lande. Det amerikanske militærbudget på $611 mia. (2016) tegner sig for hele 36 pct. af verdens samlede militærudgifter, og takket være den akkumulerede effekt af årtiers massive investeringer er USA’s krigsmaskine teknologisk overlegen på næsten alle felter, uanset om det gælder kampfly, hangarskibe, missilteknologi, transportkapaciteteller overvågnings- og kommunikationssystemer. Et forspring, som USA agter at fastholde ifølge Trump-administrationens nyligt udgivne forsvarsstrategi (NDS).

Omvendt er Kina tynget af et anderledes ufordelagtigt afsæt for militær magtprojicering. På land grænser Kina op til geopolitiske konkurrenter som Indien og Rusland, mens man på søsiden reelt er lukket inde bag en ring af mere eller mindre Kina-skeptiske østater fra Japan i nord over Taiwan til Indonesien og Singapore mod syd. Kineserne har stort set ingen egentlige militære allierede (med undtagelse af Nordkorea), og den nyligt etablerede militærbase i Djibouti udgør indtil videre Kinas eneste fremskudte base på fremmed jord. Selv om Kinas militærbudget er skudt i vejret de senere år, udgør det stadig kun en tredjedel af det amerikanske og er fortsat begrænset af Vestens militærboykot siden 1989 som følge af massakren på Den Himmelske Fredsplads. Men allervigtigst er det nok, at kineserne i militærteknologisk forstand er 1-2 generationer efter amerikanerne på nærved alle områder. Ganske sigende er Kinas nationale stolthed hangarskibet `Liaoning´ og dets nyligt søsatte søsterskib udrustet med forældet teknologi, som kraftigt reducerer skibenes magtudøvelseskapacitet (fx mangler de moderne katapulteringssystemer). Kina er således stadig langt fra at kunne projicere militær magt uden for sin egen baggård.

 

Kineserne har stort set ingen egentlige militære allierede (med undtagelse af Nordkorea), og den nyligt etablerede militærbase i Djibouti udgør indtil videre Kinas eneste fremskudte base på fremmed jord
_______

 

Den økonomisk-teknologiske ubalance
I den økonomiske arena har Kina længe været en magtfuld aktør. Allerede i 2010 overhalede Kina Japan som verdens næststørste økonomi, og sammenligner man Kina og USA på baggrund af købekraftsparitet (PPP) snarere end markedspriser (BNP), råder kineserne allerede over verdens største økonomi (hhv. $21400 og $18600 mia. i 2016). Men inden vi lader os forblænde af den kinesiske økonomi, skal det pointeres, at PPP er mere velegnet til at måle en befolknings relative velstand (købekraft) end landets magtressourcer, som i højere grad afhænger af verdensmarkedspriserne. Under alle omstændigheder er det i en magtsammenhæng ikke så meget størrelsen på økonomien, men derimod hvor avanceret den er, som er afgørende. USA’s økonomi rummer et langt større magtpotentiale end Kinas, hvilket kan illustreres på mange måder.

Til at begynde med kan man konstatere, at Kinas BNP pr. indbygger kun udgør en brøkdel af USA’s (hhv. ca. $8000 og $58.000 i 2016), at Kina stadig rangeres som et mellemindkomst-land, og at landet blot indtager 90.-pladsen på UNDP’s (FN’s Udviklingsprogram, red.) udviklingsindeks (USA er nr. 10). Selv om ”Made in China”-fænomenet med Kinas enorme vareproduktion har forvandlet landet til verdens største handelsnation, er det reelt USA, der dominerer den økonomiske globalisering. Det skyldes ikke mindst USA’s førerposition inden for udenlandske investeringer (FDI), amerikanske virksomheders enorme og vidtforgrenede ejerskabsandel af den globale økonomi samt de amerikanske tech-giganters massive aftryk på den digitaliserede globale vidensøkonomi (Google, Amazon, Microsoft, Facebook og Apple). På trods af, at Kina har taget overraskende hurtige skridt i retning af at blive en teknologisk moderne vidensøkonomi (drevet frem af især Baidu, Tencent og Alibaba), er udviklingen langt hen ad vejen baseret på (ofte ulovlig) kopiering og serieproduktion af vestlige teknologier samt en udbredt brug af strukturelle barrierer for udenlandske varer på det kinesiske marked for at understøtte hjemlige aktører.

Man kan indvende, at Kina siden 2009 har foretaget de næststørste investeringer i videnskab og teknologi efter USA (hhv. $377 mia. og $463 mia. i 2015). Men indtil videre har investeringerne ikke for alvor givet afkast, hvis man kaster et blik på resultaterne. Skønt antallet af kinesiske patentansøgninger er i voldsom vækst, halser Kina stadig langt efter USA, når det drejer sig om de såkaldte ”treleddede patentansøgninger” rettet mod de mest avancerede og konkurrenceprægede forbrugermarkeder i USA, EU og Japan – USA foretog i 2015 15.000 af denne type patentansøgninger, mens tallet for Kina lå på 3000. Forskellen bliver endnu tydeligere, når man kigger på de royalties og afgifter, der betales til innovative firmaer for at få adgang til deres teknologi. Her optræder amerikanske virksomheder milevidt foran deres kinesiske (og alle andre) konkurrenter med en indtjening på $125 mia. i 2016 (kinesiske virksomheder modtog blot $1 mia. i 2016). Når det kommer til antallet af publicerede artikler i de førende videnskabelige tidsskrifter, var amerikanske forskere tre gange så succesfulde som kineserne. Endelig skal man ikke glemme, at USA (og Storbritannien) dominerer listen over verdens topuniversiteter, mens de kinesiske universiteter stadig befinder sig langt nede i hierarkiet.

Endnu et amerikansk århundrede?
Til trods for Kinas imponerende opstigning er det mere oplagt, at det 21. århundrede vil blive domineret af USA end Kina. Det skyldes ikke blot, at USA stadig sidder solidt på tronen i det internationale magthierarki, men også at Kina står foran en lang række omfattende strukturelle udfordringer, som hæmmer landets videre udvikling. Ud over velkendte problematikker som udbredt korruption, massiv forurening, faldende vækstrater og en aldrende befolkning handler det især om Kinas omstilling fra en eksportdrevet industriøkonomi til en innovativ vidensøkonomi, så Kina ikke bliver fastholdt i den såkaldte ”mellem-indkomstfælde”. Her har vi den måske allervigtigste barriere: Så længe Xi og den kommunistiske partielite insisterer på en autoritær samfundsmodel, hvor fundamentale frihedsrettigheder knægtes systematisk, hvor medierne tvinges til at tjene kommunistpartiet, hvor de sociale medier støvsuges for kritiske røster, og hvor undervisningssystemet hverken fremmer selvstændighed eller kritisk sans, vil Kina aldrig for alvor kunne frisætte sine produktivkræfter.

På den internationale scene har Trumps præsidentskab skabt et ledelsesmæssigt tomrum, som har kastet den liberale verdensorden ud i en eksistentiel krise. De tektoniske plader er måske nok blevet sat i bevægelse, men ’Pax Americana’ står og falder ikke med Trumps præsidentskab. Selv om Kina dygtigt forsøger at udnytte tomrummet, er vi ikke vidne til et begyndende tronskifte. Den unipolære æra fortsætter, så længe USA’s suveræne førerposition inden for ”hård magt” varer ved. Til gengæld risikerer USA at formøble sin ligeledes unikke position hvad angår udøvelsen af ”blød magt”, altså evnen til at tiltrække andre med afsæt i egne politiske værdier, kultur og civilsamfund. Når ’den frie verdens’ leder sætter ”Amerika først”, frasiger han sig reelt USA’s moralske lederskab. Men det er en helt anden – og forhåbentlig kortfattet – historie i den unipolære æra. ■

 

De tektoniske plader er måske nok blevet sat i bevægelse, men ’Pax Americana’ står og falder ikke med Trumps præsidentskab. Selv om Kina dygtigt forsøger at udnytte tomrummet, er vi ikke vidne til et begyndende tronskifte
_______

 

Andreas Bøje Forsby (f. 1974), ph.d., er forsker i asiatisk sikkerhedspolitik ved Nordisk Institut for Asien Studier, KU, og beskæftiger sig bl.a. med kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. ILLUSTRATION: USA’s Donald Trump under statsbesøg i Hanoi, Vietnam [foto: U.S. Department of State]