Trine Christensen: Shell fortier fortidens drab og tortur i Nigeria

Trine Christensen: Shell fortier fortidens drab og tortur i Nigeria

08.12.2017


Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende

_______

Shell har med sine handlinger opfordret til – og i visse tilfælde faciliteret – de frygtelige forbrydelser og overgreb, som blev begået af Nigerias sikkerhedsstyrker i Ogoniland i 1990’erne. Og selvom Shell var fuldt ud klar over, at der næsten med garanti ville ske drab og mishandling, når militæret rykkede ind mod fredelige demonstranter, så fortsatte virksomhedens øverste ledelse med at bede myndighederne om hjælp til at håndtere protesterne.

Kommentar af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling

OLIEGIGANTEN SHELL SKYLDER offentligheden klare svar på en byge af uafklarede spørgsmål om virksomhedens rolle i drab, voldtægter og tortur, der blev begået af Nigerias militærregering i 1990’erne. Beskyldningerne har hængt i luften i årevis, men efter Amnestys researchere har gennemgået tusindvis af dokumenter om Shells samarbejde med Nigerias militærregering, bør den sidste rest af tvivl om Shells medansvar fordufte for selv den mest inkarnerede skeptiker.

Derfor vil det klæde Shell at gå i konstruktiv dialog med Amnesty International og med indbyggerne i Ogoniland i Nigeria om fortidens grove overgreb og krænkelser frem for rutinemæssigt at affeje kritikken som udokumenterede påstande og ondsindede rygter. Tiden er løbet fra virksomheder, der lukker øjnene for fortidens synder, og som ikke viser grundlæggende respekt for menneskerettighederne.
 

Tiden er løbet fra virksomheder, der lukker øjnene for fortidens synder, og som ikke viser grundlæggende respekt for menneskerettighederne
_______

 

I centrum af historien om overgrebene står ogoni-folket, hvis jord og vandressourcer er blevet ødelagt og forurenet af Shells omfattende olieboringer i det olierige Nigeria gennem årtier. Ogoni-folket indledte i 1990’erne en række fredelige protester mod olieudvindingen og miljøsvineriet, der den dag i dag truer deres levebrød og gør store dele af deres hjemland ubeboeligt. Svaret faldt prompte fra Nigerias militær, som indledte en kampagne af rå vold mod ogoni-folket. Men selvom der foreligger omfattende beviser, der forbinder Shell med den brutale og ofte dødelige magt mod fredelige demonstranter, så har Shell aldrig taget skridt til at undersøge sine egne topchefers rolle i sagen.

HER ER nogle af de ting, vi har gravet frem blandt de tusindvis af dokumenter om Shell og Nigeria, og som vi præsenterede for første gang den 28. november.

Fra 1990 og frem vidste Shell, at det med overvejende sandsynlighed ville medføre alvorlige menneskerettighedsovergreb, når virksomheden bad Nigerias sikkerhedsstyrker om at gribe ind over for de fredelige protester i Niger Delta – et af verdens mest olierige områder. I 1990 imødekom Nigeria således Shells anmodning om at håndtere demonstranter ved Shells anlæg i Umuechem. Paramilitære styrker angreb landsbyen med våben og granater, dræbte 80 mennesker og satte ild til 595 huse.

Men det holdt ikke Shell tilbage. Tværtimod. Det blev snarere begyndelsen på et klart mønster. Igen og igen bad Shell myndighederne i Nigeria om assistance, og bønnerne blev hørt med yderligere vold og blodsudgydelser.

Et af Shells egne dokumenter fra 18. marts 1993 viser, at Shell bad guvernøren i Rivers State om militær beskyttelse, mens Shell anlagde en ny olierørledning. Den 30. april reagerede militæret på de lokale protester mod olieledningen ved at skyde og såre 11 indbyggere i landsbyen Biara.

Et par dage senere, den 4. maj, bad Shell igen om assistance. Samme dag åbnede soldater ild mod lokale demonstranter i landsbyen Nonwa og dræbte mindst en person. Igen førte Shells dialog med Nigerias myndigheder altså direkte til overgreb. Et andet dokument viser, at repræsentanter for Shell en uge senere mødtes med topembedsmænd fra regeringen og sikkerhedsstyrkerne i Abuja ”for at mobilisere opbakning på øverste niveau i regeringen”. Den øverste chef for sikkerhedsstyrkerne forsikrede på mødet om, at situationen med ogoni-folket ”snart ville være overstået”. To måneder senere gennemførte militæret en ny bølge af angreb på oginierne.

MEN DET STOPPER ikke her. Nu begyndte Shell at tilbyde sin hjælp med logistisk støtte i form af køretøjer, skibe og helikoptere til militæret. En officiel udtalelse fra Shell Nigerias daværende formand, Brian Anderson, forklarer, at det var virksomhedens politik at stille sit udstyr til rådighed for militæret.

Nogle gange førte Shells assistance direkte til menneskerettighedskrænkelser. Fx i oktober 1993, hvor Shell sørgede for at transportere hæren til landsbyen Korokoro, hvor soldater åbnede ild mod demonstranter. Selvom konsekvenserne var velkendte, havde Shell ingen kvaler med at tilbyde logistisk støtte gentagne gange.

I december 1993 – kort tid efter et militærkup i Nigeria – skrev Shell til den nye militære chef i Rivers State Oberstløjtnant Dauda Musa Komo og udtrykte bekymring over de økonomiske konsekvenser af de mange lokale protester. I brevet satte Shell navn på flere af de byer og områder i Ogoniland, hvor der havde været protester.

En måned senere etablerede Oberstløjtnant Komo en ny Internal Security Task Force (ISTF) under ledelse af major Paul Okuntimo. ISTF begyndte omgående at begå voldsomme overgreb mod civile. Den 21. februar 1994 skød soldater under Paul Okuntimos kommando direkte ind i menneskemængden, da tusindvis af fredelige demonstranter havde samlet sig uden for Shells hovedkvarter. To uger senere udbetalte Shell et særligt honorar til Okuntimo og 25 af hans mænd. Et internt Shell-dokument forklarer, at betalingen var ”udtryk for taknemmelighed og motivation til en fortsat favorabel indstilling til Shell i fremtidige opgaver”. Kort tid efter indledte ISTF en regulær kampagne af drab, voldtægt og tortur mod landsbyboere i Ogoniland.

Shell kendte til alle disse krænkelser af menneskerettighederne. Major Paul Okuntimo pralede af angrebene på TV, og de blev rapporteret vidt omkring. I juli 1994 fortalte Hollands ambassadør til Shell, at hæren havde dræbt omkring 800 ogonier. Shell havde også privilegeret insider-viden. Selskabets topchefer mødtes regelmæssigt med topembedsmænd i Nigerias regering og drøftede regeringens strategi for håndtering af de folkelige protester.
 

Shell kendte til alle disse krænkelser af menneskerettighederne
_______

 

De årelange protester fra ogonierne mod Shell og ødelæggelsen af deres land kulminerede, da Nigeria henrettede ni ogoni-ledere. En af dem var Ken Saro-Wiwa, en berømt forfatter og leder af Movement for the Survival of the Ogoni People (MOSOP).

Amnesty International er i besiddelse af beviser for, at Shell – da overgrebene mod ogoni-folket kulminerede – gav støtte og opbakning til, at militæret skulle sætte en stopper for MOSOP-protesterne, og at Shell specifikt nævnte Ken Saro-Wiwa som et problem. Et dokument, som Amnesty er i besiddelse af, omtaler et møde med Nigerias militærpræsident Sani Abacha den 30. april, hvor Shells Brian Anderson fremhæver ”problemet med ogonierne og Ken Saro-Wiwa”. Anderson berettede, at han forlod mødet med en fornemmelse af, at præsident Abacha ”vil gribe ind med enten militæret eller politiet”.

Ganske rigtigt. Mindre end en måned senere var Ken Saro-Wiwa og otte andre MOSOP-ledere arresteret og uretmæssigt beskyldt for medvirken til drab. De ni, der er kendt som The Ogoni Nine, blev tortureret og mishandlet i fængslet, inden de blev dømt skyldige i en ren skueproces og henrettet den 10. november 1995.

De omfattende optegnelser om sagen viser, at Shell vidste, at retssagen ville være uretfærdig, og at Ken Saro-Wiwa ville blive fundet skyldig. Men der er intet i de tilgængelige beviser, der tyder på, at Shell forsøgte at få Nigerias regering til at følge en mindre voldelig kurs i Ogoniland.

Amnestys gennemgang af alle de tilgængelige dokumenter og bevismaterialer viser, at Shell med sine handlinger har opfordret til – og i visse tilfælde faciliteret – de frygtelige forbrydelser og overgreb, som blev begået af Nigerias sikkerhedsstyrker i Ogoniland i 1990’erne. Og selvom Shell var fuldt ud klar over, at der næsten med garanti ville ske drab og mishandling, når militæret rykkede ind mod fredelige demonstranter, så fortsatte virksomhedens øverste ledelse med at bede myndighederne om hjælp til at håndtere protesterne.

Samtidig gav Shell logistisk støtte til transport af militæret og politiet, og virksomheden understregede overfor Nigerias regering, at landet var økonomisk afhængigt af olieproduktion. Oven i hatten betalte Shell penge til de mest hårdhændede styrker i landet (ISTF) som tak for hjælpen.

SHELL HAR ALTID hårdnakket afvist disse beskyldninger. Men beviserne tegner et chokerende billede af en virksomhed, der satte sine egne interesser over alt andet. Det store spørgsmål er, hvad der var sket, hvis Shell havde handlet anderledes og mere i tråd med menneskerettighederne? Hvis Shell ikke havde presset på over for Nigerias militær og regering? Sandsynligvis ville tusindvis af mennesker i Ogoniland have været forskånet for den blodige kampagne af vold, tortur, voldtægt og død, og Ken Saro-Wiwa og de otte andre MOSOP-ledere ville ikke have endt deres liv i galgen.

Derfor opfordrer vi nu myndighederne i Nigeria samt i Shells hjemlande, Holland og Storbritannien, til at indlede en strafferetlig undersøgelse af Shells rolle i de menneskerettighedskrænkelser, der blev begået af de nigerianske sikkerhedsstyrker i 1990’erne. For Shell er alvorligt på afveje, når de nægter at tage anklagerne og beviserne alvorligt. Det ansvarlige ville være at gøre det stik modsatte og tage medansvar for de uhyrligheder, der blev begået mod mænd, kvinder og børn i Ogoni. ■
 

Beviserne tegner et chokerende billede af en virksomhed, der satte sine egne interesser over alt andet
_______

 

Trine Christensen er generalsekretær i Amnesty International Danmark. Hun har arbejdet for Amnesty i over 17 år, bl.a. som researcher på amerikanske forhold. Hun er medforfatter til rapporter om seksuelle overgreb mod kvinder begået af fængselspersonale, politivold og overgreb mod LGBTI individer, uledsagede mindreårige asylansøgere, seksuel vold og straffrihed mod indianske kvinder, og diskrimination og mødredødelighed.

ILLUSTRATION: En kvinde benytter varmen fra flammen fra et af Shells olieraffinaderier til at tørre tapioka [foto: George Osodi/Panos Pictures]


_______

Denne artikel er, som de andre indlæg i RÆSONs Kommentarserie, gratis. Fuld adgang til RÆSONs site kræver abonnement: Et årsabonnement (inklusiv 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) koster blot 250 kr., 200 for pensionister, 200 for studerende