RÆSONs Nyhedsbrev om det tyske valg: De realistiske – og urealistiske – regeringskoalitioner

RÆSONs Nyhedsbrev om det tyske valg:
De realistiske – og urealistiske – regeringskoalitioner

18.09.2017


Frem til den tyske valgdag 24. september udsender RÆSON som en særlig service et dagligt Nyhedsbrev. Nyhedsbrevet indeholder en række opdateringer foruden de mest interessante historier fra valgkampen, redigeret og skrevet af Lukas Lausen, der i en årrække har skrevet om Tyskland

Kære Læsere,

18. september: Der er nu under en uge til søndagens valg, hvor vi finder ud af, hvem der skal regere Tyskland de næste fire år. I weekenden har partierne for alvor indledt valgkampens hede fase – og fordi flere og flere vælgere meget sent beslutter sig for, hvem de skal stemme på, er særligt de mindre partier stadig meget kamplystne i deres bestræbelser på at hente hver en stemme.

Både FDP og De Grønne har i weekenden afholdt små landsmøder for at skabe maksimal opmærksomhed om egne programmer og for at mobilisere de sidste frivillige valgkæmpere og vælgere inden valgdagen. De Grønne betonede særligt miljøpolitikken: De vil afgrænse sig mere fra FDP, som de prøver at dæmonisere som neoliberale kapitalister.

FDP vedtog i løbet af weekenden ti punkter, som skal betragtes som ultimative krav i en eventuel regeringsdeltagelse – herunder er bl.a. kravet om flere penge til uddannelse og digitalisering. Ellers brugte partiet tiden på at advare imod AfD’s forventelige valgsucces og – som følge deraf – indtog i Bundestag.

Udover kampen om stemmerne indledes valgkampens sidste uge af en betydningsfuld fødselsdag. Wolfgang Schäuble, Angela Merkels finansminister, fylder i dag 75 år. Schäuble, der på mange måder har været Merkels modstander i partiet i årtier, har, siden han blev finansminister, tilkæmpet sig rygtet som den mest afgørende politiker i Europa, når det drejer sig om euroens udvikling og finanspolitikken i Europa. Han har senest skilt vandene i Europa i forbindelse med krisen i Grækenland, hvor Schäuble personligt skulle have gennemtrumfet mange af de ekstremt hårde krav, grækerne skulle leve op til. Manden, der i næsten 45 år har siddet i Forbundsdagen for CDU, er velrespekteret af mange, men frygtet af flere. Efter valget vil det blive afgørende at holde øje med, om han får lov til at fortsætte som finansminister – noget man i særligt EU og Frankrig ser på med skepsis på grund af hans hårde spare-politiske krav – eller om Angela Merkel vælger at gå en ny vej for også at tilfredsstille sine internationale allierede.

 

Merkel har pga. sit partnerskab med SPD siden 2013 kunnet stole på store flertal i parlamentet – og det selv hvis mange af Merkels egne partifæller i parlamentet valgte at stemme imod hende
_______

 

TYSKLANDS NYE REGERING: Mens der stadig er nogle dage til valget, har tyskerne lige siden valgkampagnernes start talt om de regeringsmuligheder, vi kan forvente efter valget. Vi mangler i dette nyhedsbrev stadig at beskæftige os med nogle partier, men vi kan alligevel se på hvilke partikonstellationer, der ville kunne samle et flertal.

De realistiske koalitioner
GROßE KOALITION: Den såkaldte ”store koalition” sidder med magten nu og består af CDU/CSU og SPD. Denne regering samler et overvældende flertal af stemmerne i Forbundsdagen, og oppositionen af De Grønne og Die Linke er sammenlignet med den store koalition bittesmå. Det er tredje gang i Tysklands historie, at denne regeringskonstellation sidder ved magten – sidste gang var fra 2005 til 2009, ligeledes under Merkel.

Mens der særligt i politiske kredse i Berlin tales om, at den store koalition klart er i Angela Merkels interesse, er det mere tvivlsomt, om SPD også har det således. For Merkel betyder den store koalition stabilitet. Hun har haft positive oplevelser, da det gjaldt om at forhindre, at finanskrisen ramte alt for hårdt, da hun fra 2005-09 havde regeringsmagten sammen med SPD, og hun har pga. sit partnerskab med SPD siden 2013 kunnet stole på store flertal i parlamentet – og det selv hvis mange af Merkels egne partifæller i parlamentet valgte at stemme imod hende.

SPD har ikke ubetinget sympati for at fortsætte i den store koalition. Da partiet kædes sammen med meget af Merkels politik, skrumper det fra valg til valg, og det er næsten umuligt for juniorpartneren at sætte afgørende dagsordener overfor Merkel. SPD har til gengæld ofte følt en form for statsræson, der gjorde, at partiet valgte at tage ansvar under en regering ledet af Merkel. Tidligere SPD-kansler Helmut Schmidt sagde engang, at han mente, at politik handlede ”først om landet, så om partiet”, og i Berlin citerer mange førende socialdemokrater for tiden den tidligere formand Franz Müntefering, der sagde ”opposition er noget lort”.

SORT-GUL: En anden regeringsmulighed, der holder Angela Merkel ved magten, er en såkaldt sort-gul koalition. Sort og gul, som er partifarverne for hhv. de konservative (CDU) og de liberale (FDP), har på nuværende tidspunkt ikke et flertal, der vil kunne give dem magten alene – dog er meningsmålinger ikke det samme som et reelt valgresultat. Sort-gul er den klassiske regeringskoalition for tyskerne, som har været ved magten flere gange i nyere tysk historie – fx i de 16 år Helmut Kohl var tysk kansler (1982-1998). De konservative og liberale deler på mange områder samme syn, og begge partier har givet udtryk for, at de nok godt vil kunne finde sammen igen.

 

For CDU ville en lille partner som FDP give mulighed for at gennemføre en stor del af deres egen politik uden nævneværdig modstand
_______

 

For CDU ville en lille partner som FDP give mulighed for at gennemføre en stor del af deres egen politik uden nævneværdig modstand. På den anden side er der i Berlin mange, der taler om, at Merkel ikke bryder sig meget om hverken de ung-smarte liberale, deres formand, eller den ustabile måde, hun husker regeringssamarbejdet på. For FDP ville det – endnu engang – være beviset på, at de er et statsbærende parti med dertil følgende ansvar og mulighed for indflydelse. Samtidig vil det være svært ikke at huske det knusende nederlag, partiet led, da de sidst var i regering og efterfølgende forlod Forbundsdagen som det første parti nogensinde.

JAMAICA: Jamaicas flag består af farverne sort, grøn og gul, og det er netop denne koalition af konservative, liberale og grønne, mange har talt om de senere år. Rækker det ikke til et flertal mellem sort og gul, altså CDU og FDP, tyder meget på, at man kunne overveje ideen om at supplere med De Grønne.

Det taler for dette, at De Grønne og de liberale er enige om mange ting i forbindelse med finans og skattepolitik. Man er heller ikke langt fra hinanden på emner som digitalisering og grøn omstilling. Til gengæld er De Grønne et meget splittet parti, der også har en stærk venstreorienteret fløj, der ville have svært ved at sluge mange store kameler. I Berlin går snakken tit på, at fremtrædende grønne, konservative og liberale ledere er personlige venner og regelmæssigt mødes for at sondere terrænet for muligt samarbejde.

For FDP og CDU vil det naturligvis være bøvlet at skulle akkommodere endnu en regeringspartner – men for Merkels CDU giver det mulighed for at spille de to mindre partier ud mod hinanden, mens Merkel på de store linjer selv beholder overblikket.

De urealistiske muligheder
En SPD-ledet regering virker på nuværende tidspunkt fuldstændig usandsynlig. I meningsmålingerne ligger partiet omkring de 20 pct., og det vil på valgdagen nok ikke se meget anderledes ud.

ROT-GRÜN: En rød-grøn regering, som den Gerhard Schröder ledte fra 1998 til 2005, har for tiden lange udsigter. Partierne mangler simpelthen folkelig opbakning. De Grønne står pt. blot til 6-8 pct. af stemmerne.

ROT-ROT-GRÜN: En naturlig regeringsmulighed kunne være at slå sig sammen med det næsten kommunistiske venstrefløjsparti Die Linke, men det afvises af både SPD og Die Linke. Ingen af de to er interesseret i samarbejdet. Det virker som et stort paradoks, at de to partier ikke kan finde ud af at tale med hinanden – deres spidskandidater har aldrig ført en samtale – men det er egentlig meget tysk, at SPD slet ikke vil overveje at regere med et parti så langt fra midten, som bl.a. ønsker at trække Tyskland ud af NATO.

AMPEL: Koalitionen af rød, gul og grøn er i dag stadig en mulighed, selvom den virker enormt fjern – ikke kun ift. at kunne opnå et flertal i parlamentet, men også politisk. SPD og FDP ligger meget langt fra hinanden, og Martin Schulz – der dog ikke har udelukket det sort på hvidt – ville miste store dele af sit bagland, hvis han skulle afprøve en sådan konstellation. I meningsmålingerne ville selv en sådan trepartisregering nok ikke kunne opnå et flertal.

 

For FDP og CDU vil det naturligvis være bøvlet at skulle akkommodere endnu en regeringspartner – men for Merkels CDU giver det mulighed for at spille de to mindre partier ud mod hinanden, mens Merkel på de store linjer selv beholder overblikket
_______

 

ILLUSTRATION: Angela Merkel, Martin Schulz og Christian Lindner [foto: Jens Meyer/Polfoto]