Peter Hummelgaard: Kritikerne må erkende, at Socialdemokratiet, som et af få, har leveret svar på vor tids store kriser

Peter Hummelgaard: Kritikerne må erkende, at Socialdemokratiet, som et af få, har leveret svar på vor tids store kriser

03.05.2017


Kommentar af Peter Hummelgaard, MF for Socialdemokratiet

Det har længe været en stor debat – bl.a. her på RÆSON – om Socialdemokratiet er tro mod sine værdier og om man tager rigtigt bestik af tidens udfordringer. Enhedslistens Pelle Dragsted, Alternativets Uffe Elbæk – ja, alle med en pen har en holdning hertil. Også i hoforganet for højere oplysning, Politiken, kunne man for nyligt læse lederskribent Per Michael Jespersen efterlyse, at nogen på det politiske centrum-venstre i Europa skal tage ansvar for både at bekæmpe uligheden og de rå markedskræfter og samtidig tage flygtninge- og migrantkrisen alvorligt. Per Michael Jespersen kan indstille sin efterlysning og åbne øjnene. For det er faktisk hvad det danske socialdemokrati gør, med både politisk succes og – at dømme på opinionstallene – med vælgermæssig succes.

Den tyske forfatter Günter Grass beskrev i sin bog ”Af en snegls dagbog” socialdemokratismen som en snegls vandring. Langsomme, men stædige og målrettede fremskridt. Skridt i retning af et mere lige, retfærdigt og trygt samfund. Det står i skærende kontrast til de partier og bevægelser, der ønsker revolutioner og opbrud. Og det står tilsvarende i kontrast til de reaktionære og dem der ønsker at bryde fundamenterne for vores samfunds sociale fremskridt ned.

Ikke siden efterkrigstiden har behovet for stærke socialdemokratier og socialdemokratisme været større. Siden finanskrisen har en række enorme strukturelle udfordringer vist sit ansigt frem i hele den vestlige verden: stigende ulighed, stigende utryghed, varigt migrationspres på Europa, parallelsamfund, udhulet velfærd, ringere social mobilitet, høj arbejdsløshed, nedadgående pres på lønninger og arbejdsvilkår og jeg kunne blive ved.

I Danmark har det danske socialdemokrati siden folketingsvalget i 2015 svaret på mange af disse enorme udfordringer. Indtil videre med succes. For os er fællesnævneren for alle tidens gigantiske udfordring vores samfunds sociale kontrakt. For det er i den sociale kontrakt, at vi sikrer et samfund der udvikler sig i en retning, der er retfærdig, lige og tryg for alle.

Det indebærer, at vi klokkeklart siger nej og kæmper imod den danske højrefløjs planer om at hæve pensionsalderen for at give skattesænkninger til dem med de højeste indtægter og til milliardær-arvingerne. Vi afviser ideen om blindt at øge udbuddet af arbejdskraft ved at gøre livet mere uudholdeligt for de mest nedslidte og de svageste i samfundet. Det er en ideologisk kamp.

 

Selv for kræfterne på den liberalistiske højrefløj er der grund til at være bekymret, hvis flere og flere danskere oplever at blive hægtet af. For ikke alene vil det ødelægge vores stærke sammenhængskraft, det vil også til syvende og sidst skade vores økonomiske vækst og stabilitet.
_______

 

Regeringens økonomiminister, Simon Emil Ammitzbøl, har flere gange givet udtryk for, at debatten om ulighed ikke er noget der vedrører Danmark samt at problemet er ikke-eksisterende. At Ammitzbøl mener det, kommer næppe som en overraskelse. Liberalisterne har grundlæggende aldrig forstået, hvad den unikke sociale kontrakt i den danske model handler om. Men synspunktet er ikke desto mindre både forkert og farligt. Danmark er i lighed med resten af den vestlige verden ramt af en strukturel stigende ulighed og medfølgende stigende utryghed. Der er ingen tvivl om, at den danske model har været et langt stærkere værn mod ulighedens væsen end andre samfundsmodeller, men alle alarmklokker bør begynde at ringe når 73 pct. af 3F’erne mener, at deres børn kommer til at have ringere muligheder i livet end de selv har haft. Selv for kræfterne på den liberalistiske højrefløj er der grund til at være bekymret, hvis flere og flere danskere oplever at blive hægtet af. For ikke alene vil det ødelægge vores stærke sammenhængskraft, det vil også til syvende og sidst skade vores økonomiske vækst og stabilitet.

Vi kæmper imod regeringens ønsker om at skære mere og dybere i vores velfærd. Derimod ønsker vi at investere massivt i uddannelse, tryghed på arbejdsmarkedet og i skattevæsen, der rent faktisk kan leve op til vores alles tillid. Vi ønsker at tage livtag med den systematiske misbrug af udenlandsk arbejdskraft, der presser lønninger og arbejdsvilkår ned. Og vi vil bekæmpe dem der sender deres overskud og formuer i skattely, og på den vis bryder den sociale kontrakt.

På samme måde tager også Henrik Dahl fejl, når han reducerer vores politik til alene at forsvare en umættelig offentlig sektor. Han må læse vores politik som fanden læser biblen. Når Socialdemokratiet er tilhængere af et stærkt velfærdssamfund, og ønsker at investere mere i det, så handler det slet og ret om, at det har vist sig at være den stærkeste model til at fordele muligheder og værdier i et samfund. Der er ingen anden samfundsmodel, der kommer i nærheden af at have skabt den tryghed, stabilitet og retfærdighed som den skandinaviske velfærdsmodel. Så når Henrik Dahl sammen med ligesindede og tidens strukturelle tendenser udfordrer modellen, så vil vi kæmpe for den.

Selvom vi er i opposition, så har vi i løbet af de sidste to år været garanten for at Danmark ikke udvikler sig endnu mere skævt end hvad tilfældet havde været, hvis vi blot havde lagt armene over kors. Vi har genoprettet noget af den katastrofale dagpengereform, som den nuværende regering sammen med De Radikale gennemførte i 2010. Vi har sikret, at der fortsat bygges kystnære vindmøller – det er godt for både klima og for beskæftigelsen. Vi har forhindret det omprioriteringsbidrag, der ellers havde taget luften ud af kommunernes i forvejen pressede økonomi. Vi har sikret, at der fortsat kan stilles krav om at der bygges billige lejeboliger på et boligmarked der ellers kun udvikler sig skævt.

Samtidig har vi taget ansvar i en af tidens sværeste og mest polariserende kriser, nemlig flygtninge- og migrantkrisen. Vores analyse bygger dels på, at det danske velfærdssamfund er afhængig af en stærk sammenhængskraft. Derfor er det altafgørende, at dem der får ophold i Danmark også bliver fuldt integreret med alt hvad det indebærer. Antallet og tempoet i tilstrømningen af udlændinge er altafgørende for vores evne til at integrere. Den anden del handler om den migrantstrøm, der i disse år søger mod Europa, vil fortsætte så langt øjet rækker. Flygtningestrømmene er allerede nu ved at blive afløst af migranter, der ved hjælp af forbryder-karteller lokker folk til at sætte livet på spil for et bedre liv i Europa. Det vil fortsætte i årtier frem. Derfor skal den langsigtede løsning findes i europæisk fællesskab og i nærområderne på både kort og lang sigt. Det tager socialdemokratiet aktivt ansvar for.

Når vores socialdemokratiske venner i Frankrig, Storbritannien og Holland er kollapset, så er det fordi de grundlæggende ikke har evnet eller ville tage begge disse kriser alvorligt. For mig at se kalder tiden på en mere social retfærdig økonomisk politik og en realistisk ansvarlig migrationspolitik. Vi gør det – som Grass skrev – som sneglens vandring. Taktfast og målrettet. Men det virker.

ILLUSTRATION: Peter Hummelgaard (foto: Sigrid Nygaard/Dagbladet Information)