Pernille Skipper om Thornings politik: “Havde vi vidst det, skulle vi nok have væltet dem”

Pernille Skipper om Thornings politik: “Havde vi vidst det, skulle vi nok have væltet dem”

14.12.2017

.

FRA RÆSON32 [Vinternummeret/December 2017].

Interview af Andrea Dragsdahl & Simon Bækgaard

I. “Vi skulle nok have væltet dem”

RÆSON: På Enhedslistens hovedbestyrelsesmøde den 8. oktober 2017 blev der vedtaget en ny parlamentarisk linje og store visioner for partiets fremtid. Hvad er det, der adskiller de her nye visioner fra den måde, I hidtil har behandlet regeringsspørgsmålet på?
SKIPPER: Hvis man skal være helt hudløst ærlig, så er det jo, fordi vi havde så utroligt dårlige erfaringer med den tidligere regering, der bestod af S, SF og R. De fleste kan nok huske Johanne Schmidt-Nielsen stå ude i vandrehallen [”Der er blevet pisset på dem”, red.]. Skattereformen, der gav topskattelettelser og tog fra arbejdsløse, folkepensionister og syge mennesker – det var jo starten på flere reformer, der gik i den stik modsatte retning ikke bare af, hvad de selv havde lovet, men også, hvad Enhedslisten kunne se sig selv i. Det var jo det modsatte af alt, hvad de fleste havde troet, der ville ske.

Når vi så har den erfaring i bagagen, kan vi ikke stå en gang til og lade som om, vi bliver overrasket. Og det er på den baggrund, at vi har taget en diskussion om: Er der en grænse for, hvad vi vil finde os i? Og ja, det er der. Vi trækker en streg i sandet: Politikken kan blive så ringe fra en socialdemokratisk regering, at et valg faktisk er bedre. Det er jo noget nyt, fordi det er åbenlyst, at et valg også risikerer at resultere i en højrefløjsregering. Det tror jeg, de fleste er klar over, at vi heller ikke synes er en god idé.

RÆSON: Er nogle af de ting, I vil til at gøre anderledes fremover, noget, I burde have gjort under den tidligere regering?
SKIPPER: Havde vi vidst dengang, hvad vi ved nu, så ja. Men det gjorde vi ikke. Det var ikke, fordi jeg tilbage i 2011 troede, at vi nu ville få en ægte socialistisk regering, og at alle vores hedeste drømme ville blive opfyldt, men jeg havde da troet, at de mente det, når de sagde, at de ville vælge velfærd frem for skattelettelser. Men det gjorde de ikke. Der var nulvækst i kommunerne i flere år, og de brugte flere milliarder på skattelettelser til toppen og selskabsskattelettelser. Det var nærmest værre, end hvad man kan forestille sig en højrefløjsregering gøre. Så havde vi vidst det, så ja – så skulle vi nok have væltet dem.

 

“Det var ikke, fordi jeg tilbage i 2011 troede, at vi nu ville få en ægte socialistisk regering, og at alle vores hedeste drømme ville blive opfyldt, men jeg havde da troet, at de mente det, når de sagde, at de ville vælge velfærd frem for skattelettelser”
_______

 

RÆSON: Og hvad er det så helt konkret, I vil gøre anderledes nu? Hvad indebærer det, at I vil til at stille skarpere linjer op?
SKIPPER: Det kan indebære flere ting. Det, vi siger er, at vi åbner op for at trække tæppet [væk under regeringen, red.]. Hidtil har vi sagt, at Enhedslisten stemmer ikke for hvad som helst – vi stemmer kun for ting, som vi selv kan stå inde for. Så en regering på vores mandater, der fx gør en finanslov til et kabinetsspørgsmål, kan vælte sig selv. Omvendt vil vi heller ikke aktivt vælte en regering, der kan finde sit flertal et andet sted. Det gjorde de jo fx med skattereformen eller selskabsskattelettelser og kontanthjælpsreformen, som alle tre var nogle af de ulighedsskabende reformer. Der fandt de jo et flertal til højre i salen – det var ikke Enhedslisten, der stemte det igennem. Nu siger vi, at der kan jo komme en situation, hvor selvom den har et flertal med andre partier til højre i salen, så vil vi aktivt vælte regeringen. Så må vælgerne spørges, eller de må finde et andet parlamentarisk grundlag.

Samtidig åbner vi op for at sige, at vi godt kan stille nogle krav i forbindelse med regeringsdannelsen. Før i tiden har det været sådan – og jeg ved godt, det lyder lidt sært – at vi automatisk pegede på en socialdemokratisk ledet regering. Der var ikke nogen betingelser med. Det kan der godt komme nu. Vi har åbnet op for at sige, at hvis der skal dannes en regering, så kan det være, vi stiller nogle krav til, hvordan de skal gøre det. Det betyder, at de har en chance for at skabe – ikke et fælles grundlag på tværs af partierne i blokken, men i hvert fald forsøge at skabe en fælles forståelse for, hvad retningen er, på forhånd.

[…] Hvis man husker tilbage på 2011, så gik SF, S og R i regering sammen, og måden, den regeringsdannelse foregik på, var, at de lukkede sig ind i et stort sort tårn, og så stod alle journalisterne derude og ventede på, at de kom ud igen. Enhedslisten sad også og ventede på, at de kom ud igen. Og hvis vi igen sidder og venter, mens de bare afklarer det politiske grundlag for den kommende tid, det er jo ikke at kæmpe for indflydelse på vegne af de mennesker, der har stemt på os. At sige, vi vil være med, vi vil have indflydelse på, hvad der skal ske, er at slås for indflydelse for vores vælgere.

RÆSON: Det oplagte spørgsmål er jo så, om ikke I risikerer at komme helt uden for indflydelse ved at nægte at stille jeres mandater til rådighed.
SKIPPER: Det bliver jo aldrig sådan, at Enhedslisten peger på Lars Løkke, men det er da rigtigt, at hvis vi nægter at stille mandaterne til rådighed og pege på Mette Frederiksen under nogle bestemte omstændigheder, så kan der ske det, at der må udskrives nyvalg. Eller at et andet parti peger på Lars Løkke. Men det bliver aldrig Enhedslisten.

RÆSON: Eller der kunne komme helt alternative alliancer?
SKIPPER: Fuldstændig rigtigt. Dansk politik er en sær kombination af bogstaver – de der bogstavlege, man plejer at lave, er ikke, som de har været sædvanligvis. Det er ikke nemt, og derfor har det også taget lang tid at tage diskussionen internt. Og vi har været helt ude i de mindste afdelinger af vores parti med den her debat – for skulle det ske, at der udløses et nyvalg – skulle det ske, at vi siger, at vi er så langt ude, at vælgerne må spørges igen – så er det klart, at det er noget, hele partiet skal kunne stå inde for. For det vil jo ikke være nogen nem beslutning. Og det er helt sikkert, at der også vil være nogle, der så ikke synes, vi vil være skideseje.

 

“Det bliver jo aldrig sådan, at Enhedslisten peger på Lars Løkke, men det er da rigtigt, at hvis vi nægter at stille mandaterne til rådighed og pege på Mette Frederiksen under nogle bestemte omstændigheder, så kan der ske det, at der må udskrives nyvalg”
_______

 

RÆSON: Er I blevet mere eller mindre kompromissøgende med de nye linjer?
SKIPPER: Det er faktisk et utroligt godt spørgsmål. Det er der aldrig nogen, der har spurgt mig om før. Jeg troede ellers, jeg havde fået dem alle. Begge dele, tror jeg. Der er jo helt sikkert et element, der er mindre kompromissøgende – med et meget klart signal om, at der er nogle grænser for, hvad vi vil finde os i. Vi har også sagt meget klart, at fx gentager skattereformen sig, hvor man tog fra syge og folkepensionister, så kan det være en grænse for os. På den anden side er det jo også et signal om, at alle de partier, som lægger mandater til et nyt flertal, skal kunne se sig selv i det. Enhedslisten skal ikke bestemme det hele.

RÆSON: Og hvor går så den grænse?
SKIPPER: Det er en konkret politisk vurdering. Men det er jo ikke noget, vi kommer og gør som en tyv i natten. Når man går ned og sætter kryds ved Enhedslisten, så ved man godt, hvad man sætter kryds ved. Man ved, hvad vi slås for – den grønne omstilling, at bekæmpe uligheden og fattigdommen – og at det er nogle af de parametre, vi vil måle en ny regering på. […] Du spurgte – skulle vi have trukket tæppet? Der er helt klart nogle eksempler på, at grænsen blev overskredet, synes jeg. Blandt andet skattereformen fra 2012, kontanthjælpsreformen, som har ført til en stigning i unge hjemløse. Det er helt klart eksempler, hvor jeg mener, at man er gået over grænsen, og jeg tror også godt, at Mette Frederiksen ved, at det er de ting, vi taler om.

II. ”Hvad befolkningen mener, har enorm betydning”

RÆSON: Når du siger grøn omstilling og ulighed, som er nogle af de punkter, I vil kæmpe for, hvad så med udlændingepolitikken, hvor der helt åbenlyst er store forskelle på S og Enhedslisten?
SKIPPER: Tak, det er jeg glad for er kommet klart igennem. S har jo taget en gevaldig højredrejning på udlændingepolitikken. Og det er klart, at når vi siger, at vi vil have indflydelse, og at vi alle sammen skal kunne se os selv i det, så betyder det jo også, at vi kommer til at kæmpe benhårdt på udlændingeområdet. Det har også samtidig den krølle, at vi nok er i mindretal. Ikke bare på Christiansborg, men også i befolkningen. Det sætter nogle begrænsninger for, hvad man kan. […] At kunne tage kvoteflygtninge igen er meget vigtigt for os, og det kommer vi til at slås for. Men det er et område, som har nogle andre omstændigheder og forudsætninger end eksempelvis grøn omstilling. Det må vi sande.

RÆSON: Kvoteflygtninge er en meget konkret sag – kommer det til at være et ultimativt krav i en eventuel regeringsdannelse?
SKIPPER: Jeg tror ikke, vi kommer til at stille ultimative krav, der er så specifikke. Men det er noget af det, vi kommer til at slås for på udlændingeområdet. Der handler det også om familiesammenføring for flygtninge. Vi skal have indflydelse på udlændingeområdet, det er ikke sådan, at vi kommer til at overlade det til S og DF. På ingen måde. Det er på samme tid også et område, hvor vi skal kæmpe mere end andre, fordi vi ikke har den samme opbakning.

 

“Jeg ved godt, at når vi sidder herinde, så tænker vi mest i bogstavlege, og hvem der har hvor mange mandater […]. Men det er også en virkelighed, at det, som befolkningen ønsker, kæmper og slås for, har enorm betydning”
_______

 

RÆSON: Fra hvem?
SKIPPER: Befolkningen og et flertal. Det betyder jo noget, hvor stor opbakning der er uden for Christiansborg. Jeg ved godt, at når vi sidder herinde, så tænker vi mest i bogstavlege, og hvem der har hvor mange mandater. Det er jo det, der er det afgørende. Det er jo de 90 mandater. Men det er også en virkelighed, at det, som befolkningen ønsker, kæmper og slås for, har enorm betydning. Det så vi også under den tidligere regering med dagpengespørgsmålet. Når der opstår en så kæmpestor bevægelse uden for Christiansborg, så ligger det et enormt pres på de regeringsbærende partier. Det gør det også nu. Når Lars Løkke og højrefløjsregeringen har fremlagt deres ønske om at bruge milliarder på skattelettelser, eller når DF ikke bare hopper på det, så er det, fordi de udmærket godt ved, at de bliver hamrende upopulære, hvis de bruger så mange penge på skattelettelser, mens de ældre mennesker ikke kan få ren ble, et bad eller komme på toilettet om natten. […] Salget af DONG er et eksempel på, at der opstod en folkelig bevægelse, hvor tusinder og atter tusinder engagerede sig i det spørgsmål på sociale medier og underskriftsindsamlinger. Tænk, at der var demonstrationer, der handlede om et energiselskab. Det blev virkelig en folkesag. Det kan du ikke læse ud fra en måling eller et eller andet specifikt parameter. Det er en følelse i befolkningen, og det har en enorm politisk betydning.

RÆSON: Er der ikke en fare for, at man kæmper de stærkes sag – hvis det er dem, der kan mobilisere sig, som bliver hørt?
SKIPPER: Jo. Det er der helt sikkert. Det er jo også noget, vi som parti går meget op i – ikke kun at vælge de stærkestes sag.

Men jeg synes faktisk også, at der er en stor forskel på, at ’mangle ressourcer’, ’være ramt af sygdom’ eller ’leve i fattigdom’ og så på at ’være svag’. Tværtimod, så tror jeg, at nogle af de mennesker, som man møder, der sidder fast i jobcentrene, ikke kan få den førtidspension, de så inderligt har brug for, eller dem, der sendes i aktivering med en seng i en time om ugen, er nogle af de stærkeste mennesker. Tænk sig, hvad de har overlevet.

Nogle af de mennesker, der er ‘reformramte’, organiserer sig. ‘Jobcentrets ofre’, ‘Syg i Svendborg’, ‘Syg i Haderslev’ og alle de her andre grupper af mennesker, der har det helt vildt svært, men som finder hinanden. De organiserer sig både omkring konkret hjælp til hinanden, fordi de hjælper hinanden med at skralde mad, finde brugt børnetøj og alle sådan nogle ting, men de hjælper også hinanden med at tage en politisk kamp og stille politiske krav. Det er stærkt. Men jeg forstår din pointe, og jeg anerkender helt sikkert risikoen.

 

“Penge er stadig magt i vores samfund, og der er stadig en lille promille af befolkningen, som besidder ekstra meget indflydelse, fordi de har rigtig, rigtig mange penge”
_______

 

III. ”Penge er magt. Stadigvæk i det danske samfund”

RÆSON: Man kunne tale om en generel forfaldsstemning om demokratiet: Nogle taler om fake news, nogle taler om hastebehandlinger i Folketinget, professionaliseringen af partierne er der også nogle, der mener er et problem for demokratiet. Er demokratiet i krise?
SKIPPER: Ja. Spørgsmålet er, om det er noget nyt. Jeg synes, det er fuldstændig rigtigt, vi kan have en masse overvejelser om fake news og sociale medier, og Christiansborg-journalister går altid meget op i at tale om, at politikere har et talerør uden om journalisterne nu, fordi de har deres egne Facebooksider, og alle sådan nogle ting. Og jeg kan da se, at der helt klart er nogle farer. Men jeg synes især, der er en demokratikrise i den stigende ulighed. Nogle gange i det danske velfærdssamfund kan vi godt blive sådan lullet lidt i søvn og tro, at vi har det perfekte demokrati med ’én mand, én stemme’, men det er jo ikke rigtigt. Penge er stadig magt i vores samfund, og der er stadig en lille promille af befolkningen, som besidder ekstra meget indflydelse, fordi de har rigtig, rigtig mange penge. Det er jo store virksomhedsledere, lobbyorganisationer, bestyrelsesmedlemmer, embedsmænd, politikere, som fungerer i et lukket system. De bytter ofte poster – altså, at man går fra at være lobbyist til at være politiker til at være højtstående embedsmand til at være bestyrelsesmedlem i en eller anden stor virksomhed. De kender hinanden, de sidder i VL-grupper sammen, de går til middage med hinanden og bliver kærester med hinanden […] Penge ER magt. Stadigvæk i det danske samfund. Og det er et problem, at vi ikke anerkender det i lige så høj grad, som vi måske burde.

RÆSON: Tæller et mandat ikke for det samme længere i Folketinget?
SKIPPER: Det er i hvert fald ikke det eneste, der tæller. Man lavede fx bankpakken, som kostede statskassen milliarder. Der var en klausul med, som handlede om, at staten og vælgerne eller borgerne skulle have en del af fortjenesten, hvis der kom værdistigninger. I ellevte time blev det lavet om, og Danske Bank kom ind og fik fjernet det. Landbrugspakken også. Bæredygtigt Landbrug påstår, at de bare repræsenterer alle landmænd, men i virkeligheden er det jo en organisation af nogle ganske få landmænd, som besidder rigtig, rigtig meget land og store landbrug, og de skrev jo nærmest landbrugspakken, fandt vi ud af.

[…] Det er jo et problem, hvis indholdet af det, der bliver stemt igennem, er afgjort, ikke af de mandater, men fordi der er nogen, der har haft en særlig adgang. Så er det et problem, ja. Det er klart, det er jo ikke korruption – det er ikke Mugabe, men det er ikke demokrati for mig at se, at der er nogen, der har ’mange flere ekstra stemmer’, fordi de kan tale ind i ørerne på magthaverne, lige inden noget skal igennem.

RÆSON: Hvis vi ser ind mod Christiansborg, er der jo en stigende mistillid til politikerne. Er årsagen, at der er så mange enkeltsager?
SKIPPER: Jeg tror, der er rigtig mange grunde til, at der er stigende politikerlede. Jeg har sgu også noget af det en gang imellem, ærligt talt. Altså: Carl Holst har fået dobbeltlønninger – det kan godt være, det er inden for reglerne, men hold kæft, hvor er det ikke nødvendigt for ham at skrabe alle de penge til sig. Man kan sagtens kalde det ’processager’, men det er jo også udtryk for, at politikerne bare rager til sig. Man laver pensionsregler for sig selv, som er så vanvittigt meget bedre end gennemsnittet – samtidig med at man står og taler om at hæve pensionsalderen for almindelige mennesker. Og det der hykleri, dobbeltmoral, kratten-til-sig, det tror jeg bare, folk bliver skidesure over, og det kan jeg ærligt talt godt forstå.

IV. ”Det er da klart, at man bliver skideutryg”

RÆSON: Før talte du om nye alternative kooperativer og grønne organisationer og så videre. Er der sket en vækst i antallet af dem og formerne på dem? Og hvad er det et udtryk for?
SKIPPER: Jeg synes i hvert fald, at vi ser eksempler på, at man henter inspiration i de der i virkeligheden enormt gamle danske tanker. Og det er sjovt, at noget, der er så gammelt og dansk, i virkeligheden er så skide progressivt og nyt. Men det er det. Jeg synes i hvert fald, der er nogle eksempler, jeg møder rundtomkring. Små virksomheder, der vælger at organisere sig på en anden måde, bruge overskuddet på en anden måde – som også fungerer rigtig, rigtig godt, og som både er med til at udvide demokratiet direkte. Dels fordi man som medarbejder får indflydelse på sin egen hverdag, men også fordi det er med til at bryde den der koncentration af penge på få hænder.

RÆSON: Det taler vel i virkeligheden meget ind i den måde, I driver parti på, og de tanker, I har om at samarbejde med lokale.
SKIPPER: Ja! For filan! Det er jo noget af det, vi kunne ønske, vi blev bedre til som parti. Når vi kigger ud i verden, kan vi jo se, at det er noget af det, som kan mønstre noget håb om forandring. Rigtig, rigtig mange bakker op om venstrefløjspartier og -bevægelser – Bernie Sanders i USA, Podemos i Spanien, alle de eksempler. Ja, der er en fremrejsning af højrefløjspopulistiske partier, men der er faktisk også mere og mere opbakning til de der venstrefløjspartier, som er nogle af vores søsterpartier. Og noget af det, de kan, er at være til stede lokalt – ikke kun sidde i parlamentet og kæmpe for forandringer der, men faktisk også gå forrest i at skabe nogle forandringer i bare en enkelt boligblok. Ved KV-valget lavede vi et pilotprojekt, hvor vi har været ude og banke på døre i udvalgte boligområder og steder, hvor der ikke er så mange, der stemmer tit – Gellerup, Mjølnerparken osv. – for at prøve at få nogle af de mennesker til at engagere sig og gå ned og stemme.

 

“Det handler jo om, hvem den ægte fjende er. Er det de mennesker, der er på flugt fra krig og ulykke og terrorisme, og som er brune i huden, måske? Eller er det den lille elite, som sidder i toppen af samfundet og skummer fløden på bekostning af alle andre?”
_______

 

RÆSON: Har du også et bud på, hvorfor højrefløjspartierne som AfD går frem?
SKIPPER: Jeg tror, folk er sure. Berettiget.

RÆSON: Hvad er de sure over?
SKIPPER: Den tendens, jeg taler om, med den stigende ulighed i Danmark, koncentration af magt på få hænder, for mange mennesker og så udsigt til en fremtid, der er meget mere usikker end den fortid, de har haft – den er jo global. En ufaglært står og kigger på sine børn, og siger “de kommer ikke til at få de samme chancer, som jeg har haft”, fordi verden den ændrer sig. I velfærdssystemer – uanset om det er et så veludbygget et som de nordiske, eller om det bare er velfærden i fx Frankrig – har der været enorme angreb på trygheden for almindelige mennesker.

RÆSON: Hvorfor tror du så, de stemmer på højrefløjspartier? Det er jo de præcis samme argumenter, man kan bruge for at stemme på jer.
SKIPPER: Ja, præcis. Og jeg tror, at der er mange af de mennesker, som stemmer på højrefløjspartierne, som også godt kunne stemme på et venstrefløjsparti. Helt sikkert.

RÆSON: Hvordan det?
SKIPPER: Fordi den utryghed, som jeg i hvert fald oplever, at mange oplever – berettiget – den italesætter højrefløjspopulistiske partier også. De gør det med frygt og med fremmedhad, og deres elitekritik er i virkeligheden ikke rettet det rigtige sted hen. Når de gerne vil lave om på frihandelsaftaler, handler det om at lave nationalistisk protektionisme i stedet for at lave international handel, der gavner almindelige mennesker. Men kritik af store frihandelsaftaler som CETA deler vi jo reelt med nogle højrefløjspolitikere, med Trump.

RÆSON: Så I er enige med Trump på den måde?
SKIPPER: Ja. Åh gud. Men ja, det er vi – så langt, at vi kritiserer CETA, men grunden til det og løsningen på det er en anden. Vi ønsker jo ikke at lave protektionisme, lukke Danmark inde, bygge mure, både i konkret og i overført betydning, som Trump gør. Vi ønsker international handel, der ikke handler om, hvordan man kan overføre flere og flere midler til internationale og multinationale virksomheder, men om handel, der fremmer miljøstandarder, menneske- og lønmodtagerrettigheder. Det er vores frihandel. Det er vores internationale samarbejde. Så der er en kæmpe forskel i realiteten, men på den grove overskrift er der jo en enighed.

Der er jo helt klart er en tendens til, berettiget, at være bekymret for, at de store virksomheder og cheflønningerne stikker af. Man har set sine dagpenge og sin folkepension og pensionsalder og alt muligt andet sive og sive og sive. Det er da klart, at man bliver skideutryg og vanvittigt vred og gerne vil reagere på det. Så er det jo bare vores opgave som venstrefløj, uanset om det er i Danmark eller alle mulige andre steder, at sørge for, at reaktionen bliver, at vi opbygger noget, der faktisk gavner almindelige mennesker, og at man ikke går til højrefløjspopulisterne.

RÆSON: Når vælgerne skal vælge mellem jer og højrefløjen: Er den essentielle forskel, hvem det skal gå ud over? Skal det være flygtninge eller eliten, som skal betale for, at vi skal have det bedre?
SKIPPER: Ja, det er faktisk måske rigtigt. Hvis man virkelig skal koge det ind, så ja. Det handler jo om, hvem den ægte fjende er. Er det de mennesker, der er på flugt fra krig og ulykke og terrorisme, og som er brune i huden, måske? Eller er det den lille elite, som sidder i toppen af samfundet og skummer fløden på bekostning af alle andre?

RÆSON: Men højrefløjspartierne synes også, de taler de svage menneskers sag.
SKIPPER: Jo, men det mener jeg ikke, de gør. Det er forkert at sige, at de penge, kommunerne mangler til velfærd, skal komme fra et asylstop. Det er jo rigtigt nok, at det koster penge, at der kommer mennesker til Danmark fra Syrien på flugt. Og lige nu, som situationen er i dag, så betyder det, at, ja, de penge bliver taget fra velfærdsområderne. Men løsningen er jo ikke, at man tramper på nogle andre, der er svagere – flygtninge – og at man frasiger sig et internationalt ansvar. Løsningen er, at vi kigger på nogle af de mennesker, som har fået skattelettelser de sidste mange årtier, og som er blevet rigere og rigere.

Så jeg ved godt, at højrefløjspartierne føler, de kæmper nogle af de samme kampe. Det kan vi jo også se på valgkampagner – hvis du sammenligner DF og Enhedslisten, så er nogle af de ting, vi sætter på dagsordenen, de samme – om ældre og bekæmpelse af social dumping fx. Men forskellen er i sidste ende: Hvem er det, vi skal bede om at betale for det her? Hvem er det, der gør noget forkert? Og det er toppen, der skummer fløden, ikke en flygtning, der risikerer livet i en gummibåd over Middelhavet. ■

 

“Løsningen er jo ikke, at man tramper på nogle andre, der er svagere – flygtninge – og at man frasiger sig et internationalt ansvar. Løsningen er, at vi kigger på nogle af de mennesker, som har fået skattelettelser de sidste mange årtier, og som er blevet rigere og rigere”
_______

 

Pernille Skipper (f. 1984) er medlem af Folketinget og politisk ordfører for Enhedslisten.

ILLUSTRATION: Pernille Skipper [foto: Jan Grarup]