Niels Jespersen: Det er ikke realistisk, at Kirkuk igen kommer på kurdiske hænder

Niels Jespersen: Det er ikke realistisk, at Kirkuk igen kommer på kurdiske hænder

31.10.2017


Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)
_______

Med tabet af oliebyen, Kirkuk, har den afgående kurdiske præsident Masoud Barzani tabt årtiers fremgang på gulvet. Hans tilbagetræden kommer på et tidspunkt, hvor de irakiske kurdere er mere udsatte end nogensinde siden Saddams fald. I takt med at truslen fra IS formindskes, holder kurderne nemlig op med at være nyttige for Vesten.

Kommentar af Niels Jespersen

EROBRINGEN af Kirkuk blev fejret af de irakiske styrker som en stor militær sejr. Det var det ret beset også, men sandheden er, at hæren og de shiitiske militser stort set ikke mødte nogen modstand i deres fremrykning. Kirkuk faldt dagen efter generalmajor Qassem Soleimani fra den iranske revolutionsgarde mødtes med repræsentanter fra det kurdiske PUK-parti, der er oppositionsparti til Barzanis KDP. Hvad end Soleimani har lovet eller truet PUK med, så har det virket, for det var blandt PUK’s enheder af den kurdiske peshmerga-milits, at tilbagetoget fra Kirkuk begyndte. Noget Barzani ikke var sen til at påpege, mens peshmergaen fra hans eget regerende KDP parti i timerne efter flygtede i samme retning.

Kirkuks ca. 850.000 indbyggere er delt blandt kurdere, arabere og turkmenere. Byen har stor strategisk betydning takket være sine enorme oliefelter. Den, der kontrollerer Kirkuk, kontrollerer også op til 40 pct. af Iraks olierigdomme. Det var bl.a. derfor, Saddam Hussein i 70’erne og 80’erne gennemførte etniske udrensninger med henblik på at erstatte kurdiske indbyggere med arabiske. Kirkuk kom under kurdisk kontrol i 2014, da de irakiske sikkerhedsstyrker forlod byen på vild flugt fra IS. De kurdiske Peshmerga-styrker var hurtige til at udnytte situationen og besætte byen, som de flere gange har forsvaret mod angreb fra IS.

 

Den, der kontrollerer Kirkuk, kontrollerer også op til 40 pct. af Iraks olierigdomme
_______

 

Den relativt ublodige erobring af Kirkuk i forrige uge er en stor sejr for den irakiske premierminister Haidar al-Abadi. Fra at ligne en indrømmelse til amerikanerne, fremstår han nu som en stærk arabisk nationalist, der er villig til at sætte magt ind mod kurdernes forsøg på at løbe med Iraks olierigdomme. Men bag Abadi er den virkelige vinder de iransk trænede shia-militser, der i amerikanske Jeeps og kampvogne udsmykket med bannere og billeder af shiitiske helgener førte an i stormløbet. Deres slagkraft overstiger den regulære irakiske hær, der ofte bare fungerer som et reservelager, hvorfra militserne kan hente våben, benzin og ammunition. Militserne er med enkelte undtagelser først og fremmest loyale over for iraneren Qassem Soleimani og dennes håndgangne mand, irakeren Abu Mahdi al-Muhandis. De er Kirkuk’s sande sejrherrer.

BARZANI UDSKREV og vandt ikke overraskende den kurdiske uafhængighedsafstemning i september. Det trak fokus væk fra den økonomiske krise, samt Barzanis tiltagende autoritære tiltag og undertrykkelse af politiske modstandere, men prisen har været høj. Den kurdiske regionalregering har fremmedgjort samtlige internationale aktører undtagen Israel, og uden Kirkuks olie er det svært at se, hvordan en selvstændig kurdisk stat overhovedet skal få økonomien til at hænge sammen. Nu er de irakiske kurdere slået tilbage til deres udgangspunkt i 2003 før Saddams fald. Selv om de shiitiske militser siden har trukket sig fra enkelte områder, er stort set alle territoriale landvindinger kurderne har vundet igennem det sidste årti, igen tabt til Bagdad. Ud over Kirkuk har Barzani også mistet grænseovergangene til det kurdiske Syrien, der er under kontrol af den konkurrerende PYD-bevægelse, der har tætte forbindelser til PKK.

 

Uden Kirkuks olie er det svært at se, hvordan en selvstændig kurdisk stat overhovedet skal få økonomien til at hænge sammen
_______

 

Det manglende forsvar af Kirkuk udstiller de irakiske kurderes militære svaghed. Kurderne er gået glip af størstedelen af den internationale våbenhjælp til kampen mod IS. Den er gået til regeringen i Bagdad, der med iransk støtte har genopbygget sine stridskræfter, efter hærens kollaps i 2014. Den dårligt udrustede Peshmerga havde under alle omstændigheder haft svært ved at stille noget op imod Bagdads amerikanske kampvogne og titusinder af shiitiske milits-krigere. Med splittelsen mellem KDP og PUK er det umuligt.

Havde Barzani taget konsekvensen af udafhængighedsafstemningen og erklæret et selvstændigt Kurdistan, ville han havde regeret et fattigt og splittet land uden evnen til at forsvare sig selv. I stedet valgte han at træde tilbage. Fire år efter at hans præsidentembede formelt udløb i 2013. Men få tror, at den 71-årige ekspræsident vil trække sig fra helt politik. Det mest sandsynlige er, at han som overhoved for Barzani-klanen, der er den virkelige magt bag KDP, vil regere videre igennem sin nevø, premierministeren Nechirvan Barzani. Sammen vil de så videreføre kampen mod Talibani-klanen, der kontrollerer PUK-partiet.

 

Havde Barzani taget konsekvensen af udafhængighedsafstemningen og erklæret et selvstændigt Kurdistan, ville han havde regeret et fattigt og splittet land uden evnen til at forsvare sig selv
_______

 

Kirkuks fald kom, ironisk nok, få dage efter, at Donald Trump i en tale lovede at rulle de iranske resultater i Mellemøsten tilbage. Den efterfølgende amerikanske tavshed udstiller en trist sandhed. Når IS er endeligt nedkæmpet, holder kurderne op med at være nyttige for Vesten. Fra at være et aktiv i kampen mod sunni-jihadisterne vil kurderne både i Irak og Syrien til den tid være en klods om benet. Omgivet af fjender og uden mulighed for samhandel med resten af verden. Kurderne er lige så splittede både politisk og nationalt, som deres mange fjender er forenede i ønsket om at forhindre kurdisk selvstændighed. Et ønske, kurdernes fjender har til fælles med Vesten, der for alt i verden vil undgå nye grænsedragninger i Mellemøsten. Til trods for syriske PYD/YPG og deres kvindemilits’ heltemodige erobring af kalifatets hovedstad Raqqa, og selv om de kurdiske partier i Mellemøsten er nogle af de mest sekulære og demokratiske i regionen, så går deres drømme om selvstændighed på tværs af både EU og USA’s strategiske interesser. Derfor er det ikke realistisk, at Kirkuk igen kommer på kurdiske hænder.

Niels Jespersen (1980) er Afghanistan-veteran og cand.mag. i historie. Han har over ti års erfaring som soldat og sikkerhedspolitisk analytiker i forsvaret. Derudover klummeskribent og debattørtype i medierne og medstifter af den politiske podcast “Udestuen”. Fra Holstebro, nu bosat på Nørrebro i København. ILLUSTRATION: Leder af Irans Revolutionære Garde, generalmajor Qassem Soleimani, under et møde med Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei [foto: Irans øverste leders kontor/AP File]

_______

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til sitet kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge og gratis adgang til en række udvalgte arrangementer)