06.06.2017

Det er på tide at starte debatten om, hvad Forsvaret har behov for og hvordan en substantiel udvidelse af forsvarbudgettet kan udmøntes.

Kommentar af Mikkel Vedby Rasmussen, professor, Institut for Statskundskab, KU

Regeringen har besluttet sig for en ”substantiel” forøgelse af forsvarsbudgettet. Man kan diskutere om det er nødvendigt, men det vil vi ikke gøre i denne artikel. Fordelen ved at fokusere på budgettet størrelse (2 procent af BNP) er, at man har let forståelig målestok; ulempen er at man udelukkende ser på, hvad der betales for forsvaret og ikke hvad forsvaret nytter.

Derfor er den forsvarspolitiske debat hurtigt blevet sporet ind på at diskutere hvorvidt Rusland er farlig eller om man skal have flere værnepligtige, fordi disse diskussioner bliver mere konkrete. Disse diskussioner kan være interessante nok, men de er ikke tilstrækkelige for at se på, hvad Forsvaret har behov for og hvordan en substantiel udvidelse af forsvarbudgettet kunne udmøntes. Det er den debat som denne artikel tager hul på.

Det er meget vanskeligt at prisfastsætte militærmateriel. Ikke mindst, fordi man ikke blot skal se på anskaffelsesprisen, men også på driftsomkostninger i form af udgifter til personel og operationer. Udgifterne til operationer og vedligehold er de hurtigst voksende i vestlige forsvar, fordi stadig mere højteknologiske enheder kræver stadig mere vedligehold. For ikke at diskussionen om nødvendigt materiel skal henfalde til diskussioner om prisfastsættelse er der her ikke medtaget pris på kapaciteter. Imidlertid burde man inden for 10 milliarder kroner over de 5 år, som det næste forsvarsforlig formentlig vil gælde for, kunne finansiere det nævnte forsvarsinvesteringer. Sikkerhedsfonden er ikke regnet med, men skal ses som en yderligere investering.

Søværnet i Østersøen
Den, der behersker Østersøen, behersker adgangen til de baltiske lande. Den, der behersker adgangen til de baltiske lande afgør, om NATO kan undsætte dem i tilfælde af en russisk invasion. Det er blandt andet derfor Rusland har været så aktiv og agressiv i sine øvelser i regionen. Derfor er den afgørende brik i konventionel afskrækkelse af Rusland, at kunne beherske Østersøen (det er ikke den eneste brik; der er også en vigtig grøn brik – mere om det nedenfor). Danmark havde i koldkrigsperioden en flåde med mange mindre enheder, som nu er blevet erstattet af en flåde med færre store enheder. De er imidlertid ikke så velegnede til Østersøen – ikke at de vil være uden effekt, tværtimod, men de skal suppleres af mindre enheder og kapaciteten til at imødegå russiske kapaciteter. Søværnet har før haft stor nytte af korvetter, som med fordel kunne indsættes i Østersøen. Den tyske flåde har besluttet at bygge nye korvetter til brug i Østersøen og Middlehavet. Den danske flåde kunne følge trop.

Det skal forsvaret investere i:
– Anti-ubådskapacitet til SeaHawk
– 3 Korvetter
– Udvidelse af minelægningskapacitet, eventuelt suppleret af droner

Missilforsvar og krydsermissiler
Selvom søværnet skal investere i nye kapaciteter til brug i Østersøen, bør man ligeledes fortsætte udviklingen af frigatterne, således at denne kapacitet kan udnyttes fuldt ud. Det vil være kontroversielt, fordi Rusland vil anse det for en alvorlig udfordring at Danmark øger frigatternes kapacitet med luft- og antibalistisk missilforsvar. Den russiske ambassadør har trods alt truet med at atombombe danske skibe med BMD-kapacitet. Men netop derfor må Danmark vise overfor Rusland, at den slags trusler ikke har nogen effekt på os. BMD er således blevet et afskrækkelsesspørgsmål lige så vel som et kapacitetsspørgsmål.

Krydsermissiler vil gøre søværnet til en endnu mere anvendelig kapacitet i internationale operationer, fordi det giver muligheden for at ramme mål på landjorden. Med denne kapacitet vil søværnet kunne supplere flyvevåbnets indsats i militære interventioner og udgøre en erstatning, hvis kampflykapaciteten går markant ned i en periode med indfasing af F35.

Det skal forsvaret investere i:
– Luftforsvarskapacitet på tre fregatter
– BMD-kapacitet (sensor+shooter) på to fregatter
– Krydsermissiler til fregatter

Den nuværende strategiske situation forandrer ikke behovet for at kunne deployere væk fra Danmark. Slaget skal ikke stå på dansk terroritorium, men i de baltiske lande.
_______

 

Hærens udrykningskapacitet
Hæren har i Irak og Afghanistan opbygget en kapacitet til at opere langt fra landets grænser med en effektivitet, som formentlig gør den danske hær til den kapable i Østersøregionen. Den nuværende strategiske situation forandrer ikke behovet for at kunne deployere væk fra Danmark. Slaget skal ikke stå på dansk terroritorium, men i de baltiske lande. Hæren har flere gange demonstreret sin evne til at deployere en kampgruppe til de baltiske lande.

Udfordringen for hæren er således ikke, at de strukturelle krav har forandret sig, men at de operationelle krav har. Med andre ord skal hæren stadig på internationale operationer, måske endda i det globale syd, som i de sidste 10-15 år, men internationale operationer kan også finde sted langt tættere på Danmark. Hvis hærens enheder skal være en troværdig afskrækkelse af den russiske hær kan det kræve investeringer i nyt materiel; det kræver også en anden type beredskab for i hvert fald nogen af hærens enheder.

Det skal forsvaret investere i:
– Let infanteribataljon
– Diverse materiel investeringer
– Evne til at operere på med hel brigade

Flyvevåbnet
Beslutningen om at investere i F35 blev taget inden forligsforhandlinger, og den investering vil præge flyvevåbnets økonomi og operationelle vilkår i hele den kommende forligsperiode. De første F35 vil lande i Danmark ved slutningen af forligsperioden og udfordringen bliver derfor at gøre klar til deres ankomst og tilsikre at der bliver en længere periode mellem udfasingen af F16 og indfasingen af F35, hvor flyvevåbnets kampflykapacitet ikke er tilstrækkeligt operationel. For at forhindre, at eventuelle budgetoverskridelser æder investeringer i andre dele af forsvaret bør der afsættes en pulje til investering i flyvevåbnet.

Sikkerhedsfond: 5 mia over 5 år
Forsvaret er kun en del af svaret på mange af de sikkerhedspolitiske udfordringer, vi står overfor i den kommende forligsperiode; men forsvaret er en del af svaret og derfor må forsvarets bevillinger tænkes sammen med bevillinger til Udenrigsministeriet, efterretningstjenesterne, politiet, udviklingsbistand og andre områder, som til sammen skaber det danske samfunds sikkerhedskapacitet. Selvom dette er en samlet kapacitet så finansieres den af forskellige budgetter og det har traditionelt betydet, at samarbejde sjældent bliver prioriteteret. Derfor har samtænkning af civile og militære indsatser mest foregået mellem embedsmænd og på papir, snarere end i fronten – hvad enten den så lå på Strøget eller i Helmand. Kun en anden budgetmodel kan ændre på det. Derfor bør Danmark efter britisk forbillede lave en sikkerhedsfond, som af hensyn til budgettets del af BNP kan indregnes i forsvarets budget, men som skal kunne søges af alle ministerier og styrelser med et sikkerhedsansvar. De kan kun få pengene, hvis deres projekter sker i samarabejde med myndigheder på et eller flere andre ministerområder og indebærer en reel og bæredygtig kapacitets forøgelse. Man kunne f.eks. forestille indsatsen på cyberforsvar finansieret via denne fond.

ILLUSTRATION: En af Forsvarets nye MH-60R Seahawk helikoptere på fregatten Ivar Huitfeldt, juni 2016 (foto: Jens Dresling/polfoto)