Lisbeth Zornig: Jeg er da også skide bange

Lisbeth Zornig: Jeg er da også skide bange

30.03.2017


Der er rigeligt at være bange for. Og det er en misforståelse, at vi skal tale frygten ned. Vi skal tale den op og adressere den. Vi skal give et modsvar til den frygt, der i dag lukker os om os selv, og tale den helt reelle fare op, der ligger i, at vi netop lukker os.

Kommentar af Lisbeth Zornig

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – alle kan læse med. Med abonnement får du adgang til ALLE vores betalingsartikler online, rabat på bogudgivelser samt 4 trykte numre om året sendt med posten: 250 kr./året, 200 for studerende+200 for pensionister


Det er som om det politiske spillerum på Christiansborg er delt i to lige for tiden. ”De bange” og ”de fornuftige”. Dem, der taler frygten op og dem, der taler frygten ned. Som om der kun er de to muligheder.

Jeg har stor respekt for folks frygt. Jeg har selv levet en barndom i velbegrundet frygt for de farlige voksne. En frygt, der hjalp mig til at passe på ikke at komme for meget til skade. For frygt er reel i modsætning til angst. Gyldendals store ordbog definerer frygten således:

”Frygt: Følelse knyttet til oplevet eller forventet fare. Frygt udspringer ofte af erfaring med smerte, ydmygelse, nederlag eller trussel i bestemte situationer, og den motiverer til at undgå sådanne oplevelser. Traditionelt opfattes frygt som knyttet til reel fare i modsætning til angst”.

 

Jeg bliver utrolig provokeret, når politikere lægger deres ansigter i meget voksne og bedrevidende folder og siger, at nu må vi ikke lade os styre af frygten. Især venstrefløjen er rigtig god til den retorik.
_______

 

Jeg bliver utrolig provokeret, når politikere lægger deres ansigter i meget voksne og bedrevidende folder og siger, at nu må vi ikke lade os styre af frygten. Især venstrefløjen er rigtig god til den retorik. Vi må ikke ligge under for populismens frygtdrevne retorik, siger de. Som om det får folk til at være mindre bange? Der er da alt mulig grund til reelt at være bange. Jeg er pisse bange. Hver dag. Jeg er bange for, at vi skubber brune unge udsatte ud i radikaliseringens tvivlsomme favn med voldsomme konsekvenser for hadefulde angreb på samfundet. Jeg er bange for, at de udstødte og udsatte, som i den grad får daglige tæsk at højrefløjen, tager sagen i egen hånd og griber til selvtægt. Jeg er ekstremt bange for de vanvittige ”internetkrigere”, der truer mig og mine, fordi jeg har kørt en flygtningefamilie. Jeg er bange for, at vi i Danmark er medvirkende til at slå børn ihjel på flugt fra krig, fordi vi vender dem ryggen. Jeg er bange for, hvad mine børn vil sige om mig og min generation, den dag massegravene åbnes, og vi ser rester af børn masseslagtet af religiøse ekstremister i Syrien. Børn der aldrig slap ud, fordi vi lukkede vores grænser. Jeg er især bange for, at dem, vi kunne have åbnet vores døre for og givet en værdig tilværelse, vender os ryggen i had og slår os ihjel.

Der er rigeligt at være bange for. Og det er en misforståelse, at vi skal tale frygten ned. Vi skal tale den op og adressere den. Vi skal give et modsvar til den frygt, der i dag lukker os om os selv og tale den helt reelle fare op, der ligger i, at vi netop lukker os. Vi skal have befolkningen – vælgerne – til at forstå, at det er ok, at være skide bange. De skal bare forstå, hvor den virkelige fare er. Og den er ikke i, at vi bliver invaderet af horder af flygtninge, der ligesom græshopper æder alt og efterlader intet. Den er ikke, at vi i Danmark har så stor nød, at de mest udsatte må bo på gaden. Den er ikke, at vores danske værdier er i fare. Den er heller ikke, at vores samfund bryder sammen, hvis vi tager vores andel af kvoteflygtninge. Alt dette er politiske prioriteringer på Christiansborg motiveret af alt andet end reelle udfordringer.

 

Den fare, der er allermest farlig, og som vi skal frygte som fanden, er, at vi giver køb på vores værdier og lader små ti-årige piger stå ved grænsen og kigge ind i stuen til hr. og fru Danmark, mens den sidste svovlstik stryges. Gør vi det, er vi ikke et samfund mere. Så er vi nogle mennesker, der bor side om side.
_______

 

Den virkelige fare er, at vi ekskluderer, stigmatiserer og dæmoniserer mennesker på flugt. Tegner vi et billede af dem som farlige, bliver de det. Så bliver håbet konverteret til had og behov til krav. Og den fare, der er allermest farlig, og som vi skal frygte som fanden, er, at vi giver køb på vores værdier og lader små ti-årige piger stå ved grænsen og kigge ind i stuen til hr. og fru Danmark, mens den sidste svovlstik stryges. Gør vi det, er vi ikke et samfund mere. Så er vi nogle mennesker, der bor side om side. Og som kommer til at frygte, om naboen er der den dag, vi selv har brug for hjælp.

Så kære venstrefløj. I skal ikke tale frygten ned, men op. Den reelle frygt. Frygt skal man respektere og handle på. I modsætning til, hvad der sker lige nu skal frygten åbne og ikke lukke os. Den skal få os på barrikaderne og ikke barrikadere os. Sæt i gang.

Lisbeth Zornig Andersen (f.1968) er uddannet cand. polit med speciale i spilteori, finansiel programmering og industriøkonomi. Første del af karrieren tilbragte hun som programmør og senere chef i virksomheder som Codan, Danske Bank, KMD og Specialisterne. De seneste syv år har hun kæmpet for udsatte børn og deres familier, først som børnerådsformand og fra 2013 som stifter af Huset Zornig og Zornig & Partner, foreningen “Stemmer På Kanten” og tænketanken “Social Innovations Forum”. ILLUSTRATION: Lærke Posselt/Polfoto

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – alle kan læse med. Med abonnement får du adgang til ALLE vores betalingsartikler online, rabat på bogudgivelser samt 4 trykte numre om året sendt med posten: 250 kr./året, 200 for studerende+200 for pensionister