Katja Lindskov Jacobsen: Trump ændrer amerikanernes kurs i Afrika – og Danmark skal forholde sig til det

Katja Lindskov Jacobsen: Trump ændrer amerikanernes kurs i Afrika – og Danmark skal forholde sig til det

08.11.2017


Det er problematisk, at der i øjeblikket synes at herske en forsimplet forestilling om amerikanernes politik i Afrika: at USA siden valget af Trump udelukkende har trukket sig tilbage og nedtonet det sikkerheds- og udviklingspolitiske engagement. Denne forestilling er måske naturlig nok i lyset af Trumps bredpenslede udenrigspolitiske slogan ’America First’. Men reelt har USA’s nuværende tilgang til Afrika ikke kun én dimension, men tre dimensioner: tilbagetrækning, business as usual og intensivering

Analyse af Katja Lindskov Jacobsen, seniorforsker ved Center for Militære Studier på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

Afrika går ofte under radaren, når vi i Danmark diskuterer USA, Trump og international politik. Men fra et dansk perspektiv er der faktisk gode grunde til at være opmærksom på, hvordan amerikanerne agerer på det afrikanske kontinent. USA har nemlig længe været en foretrukken samarbejdspartner, når Danmark engagerer sig internationalt – ikke kun i Irak og Afghanistan, men også i Afrika. Hvad amerikanerne gør, spiller således en central rolle i den danske debat om aktuelle og fremtidige indsatser i Afrika.
 

USA har længe været en foretrukken samarbejdspartner, når Danmark engagerer sig internationalt – ikke kun i Irak og Afghanistan, men også i Afrika
_______

 

Det er derfor problematisk, at der i øjeblikket synes at herske en forsimplet forestilling om amerikanernes politik i Afrika: at USA siden valget af Trump udelukkende har trukket sig tilbage og nedtonet det sikkerheds- og udviklingspolitiske engagement. Denne forestilling er måske naturlig nok i lyset af Trumps bredpenslede udenrigspolitiske slogan ’America First’. Men reelt har USA’s nuværende tilgang til Afrika ikke kun én dimension, men tre dimensioner: tilbagetrækning, business as usual og intensivering.

Tilbagetrækning
Den almindelige opfattelse – at Trump trækker USA tilbage og nedtoner engagementet, også i Afrika – kommer selvfølgelig ikke ud af det blå. Nogle af takterne var allerede slået an under præsident Obama, eksempelvis da man valgte ikke at straffe Assad-regimet for overtrædelsen af den famøse ’røde linje’ om brug af kemiske våben. Men under Trump er den amerikanske tilbagetrækning taget til, og den har ændret karakter. Eksempelvis har den nye administration besluttet at skære drastisk ned for USA’s støtte til FN’s fredsbevarende arbejde (hvoraf mange missioner netop finder sted i Afrika) samt at standse den amerikanske støtte til familieplanlægningsprogrammer – et tiltag, som bl.a. Ulla Tørnæs og Melinda Gates besvarede prompte ved at øge bidragene til selvsamme programmer.

Allerede tilbage i marts måned annoncerede Trump desuden, at USA ville reducere sit styrkebidrag til FN-missionen i Den Demokratiske Republik Congo (MONUSCO) med en fjerdedel. Netop denne mission er FN’s største, og for de 16.215 FN-soldater, der er til stede i det enorme centralafrikanske land, handler opgaven om at beskytte civile mod overgreb, og om at støtte regeringens bestræbelser på at skabe stabilitet i landet. For Trump var beslutningen om at reducere det amerikanske bidrag en del af løftet om at skære ned for USA’s bidrag til FN’s fredsarbejde.

Vi har ikke alene set en accelereret, men også en ændret tilbagetrækningskurs under Trump: Der skrues særligt ned for udviklingspolitiske og institutionelt forankrede former for engagement. De forskellige eksempler på amerikansk tilbagetrækning udgør imidlertid kun én dimension af USA’s engagement i Afrika. Trump har nemlig skruet op for andre former for engagement end de udviklingsmæssige og institutionelt forankrede. Dertil kommer, at mange programmer indtil nu er fortsat uden store ændringer. ’Business as usual’ og intensivering udgør med andre ord to andre dimensioner af USA’s Afrika-tilgang under præsident Trump, som er afgørende at holde sig for øje.

Business as usual
En række amerikanske programmer i Afrika fortsætter relativt ufortrødent. De bliver videreført af embedsmænd og praktikere, uden præsidentens nævneværdige indblanding eller interesse. Indtil videre gælder dette eksempelvis for det amerikanske engagement inden for maritim kriminalitetsbekæmpelse i både Øst- og Vestafrika. Her fortsætter den amerikanske militærkommando for Afrika, AFRICOM, uændret med sine tre store årlige militærøvelser: Flintlock (Sahel), ’Obangame Express’ (Guineabugten) og ’Cutlass Express’ (Østafrika). Det samme gør USA’s rolle som ’leder’ i den multinationale flådekoalition, Combined Maritime Forces, som har fokus på antiterror, antipirateri, anti-smugling (særligt heroin) og bredere maritim sikkerhed i området omkring det Indiske Ocean. Danmark bidrager både til AFRICOM-øvelserne og til Combined Maritime Forces.

Nogle forklarer kontinuiteten i disse og flere andre programmer med, at Trump ikke har den store interesse i Afrika, og derfor ikke har haft fokus på at ændre i alle amerikanske programmer på kontinentet. Der er nok noget om denne pointe, for snart et år inde i Trumps præsidentperiode er der stadig ikke blevet fremlagt en officiel Afrika-politik. Mange af de diplomater og praktikere, som gennemfører forskellige programmer i Afrika, har derfor siden valget af Trump forsøgt at navigere i denne uvished ved at fastholde kontinuitet.
 

Snart et år inde i Trumps præsidentperiode er der stadig ikke blevet fremlagt en officiel Afrika-politik
_______

 

Dertil kommer, at præsidenten i sin første tale til en lang række afrikanske statsoverhoveder og regeringsledere, på ingen måde formåede at overbevise om, at han rent faktisk interesserer sig for Afrika. Han talte bl.a. med rosende ord om det ikkeeksisterende land ’Nambia’. Kort efter offentliggjorde Det Hvide Hus talen, og det viste sig, at Trump mente Namibia. Det kan være svært at holde styr på de 54 lande på det afrikanske kontinent – særligt hvis det ikke er noget, der har ens interesse.

Uanset Trumps mangel på interesse, har USA dog fortsat et væsentligt engagement i Afrika. Fokus for dette engagement har dog ændret sig. Mens der er blevet skruet ned – nogle steder helt slukket – for de udviklingsmæssige indsatser og programmer, er der samtidig blevet skruet op for aktiviteten i lande som Somalia og Niger, hvor terrorbekæmpelse er i fokus.

Intensivering
I april i år annoncerede Trump en intensivering af USA’s militære engagement i Somalia. Nærmere bestemt valgte den amerikanske præsident at udpege Somalia som en ’zone of active hostilities’. Det havde den følge, at listen over legitime mål for amerikanske angreb i det østafrikanske land blev betydeligt længere.

I forlængelse heraf sendte USA tropper til Somalia for første gang siden den tragiske (og Hollywood-filmatiserede) Black Hawk Down-hændelse i 1993, hvor amerikanske soldater blev dræbt og slæbt rundt i hovedstaden Mogadishus gader. Helt konkret blev der i starten af 2017 sendt omkring 100 amerikanske soldater afsted, og siden da er dette tal steget. For et par uger siden meddelte en talskvinde for AFRICOM, at der nu er 400 amerikanske styrker i Somalia – den største deployering til landet i 25 år.

Også i Niger har Trump-administrationen indledt en mere aggressiv antiterror-indsats. I øjeblikket drøftes en plan om at udstyre de amerikanske overvågningsdroner, der flyver over Niger, med våben – en anden slags intensivering af USA’s engagement, her med fokus på Sahel-regionen og antiterror-droner. I oktober omkom fire amerikanske soldater i et baghold i den vestlige del af Niger, hvilket på tragisk vis understreger, at USA ikke kun har droner i landet.

Amerikanernes intensivering af indsatserne i Somalia og Niger er således ikke uden konsekvenser. Den lastbilbombe, der for nyligt dræbte over 300 mennesker i Mogadishu, siges at være udført som hævn for et amerikansk angreb på en nærliggende landsby måneder forinden. Allerede kort tid efter det amerikansk-ledede angreb var der kritiske røster, som påpegede, at der var omkommet en del civile, inklusive tre børn.

Selvom fortællingen om tilbagetrækning måske fylder mest, er det altså ikke nødvendigvis sådan, det opfattes af befolkningen i de lande, hvor USA engagerer sig. Nogle steder vil Trumps tilgang blive opfattet i et anderledes aggressivt og negativt lys. Det er vigtigt, at Danmark – som amerikanernes samarbejdspartner i Afrika – er opmærksom på denne spænding.
 

Selvom fortællingen om tilbagetrækning måske fylder mest, er det altså ikke nødvendigvis sådan, det opfattes af befolkningen i de lande, hvor USA engagerer sig
_______

 

Den danske debat
Når vi fra dansk side overvejer, hvad valget af Trump betyder for Danmarks tætte sikkerhedssamarbejde med USA, bør alle tre dimensioner af Trumps Afrika-engagement derfor medregnes. Det rejser en lang række væsentlige spørgsmål for beslutningstagere og offentlighed.

Angående tilbagetrækning. Ønsker vi fra dansk side at være med til at udfylde de tomrum, som Trumps tilbagetrækning efterlader? Vi gjorde det i forbindelse med familieplanlægningsprogrammerne, men er det en linje, man også vil følge, for så vidt angår de FN-missioner, hvor Trump ligeledes skruer ned for USA’s bidrag? Kan Danmark med en sådan tilgang bidrage til at lappe en skrantende international liberal orden?

Angående kontinuitet. På hvilke områder kan vi fra dansk side samarbejde med USA på en måde, som ikke undergraver multilaterale institutioner? Men andre ord: På hvilke områder er der dansk og amerikansk interessesammenfald og samtidig en multilateral ramme, som emnet kan adresseres indenfor og bidrag forankres i? Vi har eksempelvis set, at dette har været muligt med antipirateri-indsatser, hvor både USA og Danmark bidrog til NATO’s Operation Ocean Shield.

Angående intensivering. På hvilke områder er det særligt vigtigt at have øje for diskrepans mellem USA’s opfattelse af sit engagement og den måde, hvorpå det bliver opfattet i regionen? Hvad betyder det for samarbejdet mellem Danmark og USA, hvis amerikanske indsatser opfattes som illegitime og aggressive i lokalbefolkningerne? Og har amerikanernes intensivering nogle steder i Afrika i sidste ende en betydning for Danmarks sikkerhed?

Hertil kommer naturligvis også spørgsmålet om, hvordan Trumps uforudsigelighed spiller ind i forhold til USA’s engagement i Afrika. Dette bør medregnes – men det bør medregnes som en faktor i et tredimensionelt, snarere end éndimensionelt, amerikansk engagement i Afrika.

Katja Lindskov Jacobsen (f. 1982) er seniorforsker ved Center for Militære Studier på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

ILLUSTRATION: Donald Trump [foto: Gage Skidmore/flickr]