Jonathan Ries: Danmark sætter stadig tunge CO2-aftryk. Hvor er regeringens løsninger?

Jonathan Ries: Danmark sætter stadig tunge CO2-aftryk. Hvor er regeringens løsninger?

28.07.2017


Politisk handling er helt afgørende for at adressere klimaspørgsmålet. Men regeringen tager ikke de initiativer, der kan ændre Danmarks tunge CO2-aftryk – selvom statsministeren under Folketingets spørgetime 14. marts beskrev sig selv som chef for ”den grønneste regering nogensinde”.

Kommentar af Jonathan Ries

HVORFOR ER DET så svært at aflyse sin flyrejse til Solkysten eller at ændre sit forbrug? Tager vi selv ansvaret for klimaet, vil det virke. Hvis vi vælger at købe grøn strøm, vil investorer nok bygge de nødvendige vindmøller. Eller hvad?

Som sociale dyr har vi svært ved at gøre noget nyt alene: Undersøgelser viser, at vi gerne vil tage større klimaansvar selv – men samtidig ønsker vi os en større regulering fra politikerne, som kan hjælpe os med at gøre det til en fælles indsats. Et samfund med lav CO2-udledning – ”low-carbon” – er fremtiden. Som et rigt land skal vi gå forrest. Og hvis man regner de samfundsøkonomiske omkostninger i forhold til klimaforandringer med, giver en hurtig omstilling også økonomisk mening. Bare to eksempler: Et enkelt skybrud i København i 2011 kostede forsikringsselskaber næsten 5 milliarder kroner. Forskere fra Aarhus Universitet anslår, at de samfundsøkonomiske omkostninger relateret til luftforurening i Danmark vil beløbe sig til omkring 18 mia. kr. i år 2020. Har vi råd til at vente?

 

Hvis man regner de samfundsøkonomiske omkostninger i forhold til klimaforandringer med, giver en hurtig omstilling også økonomisk mening
_______

 

Vi skal turde tage samtalen ved middagsbordet om at sige nej til bestemte ting for klimaets skyld – ikke fordi den politiske forbruger kan redde klimaet alene, men fordi det øger forventningerne til vores ministre om at leve op til Parisaftalens mål.

HVAD SKER DER SÅ på det politiske plan? Ses omstillingen til et ”low-carbon” samfund som en politisk mulighed? Svaret er ikke så enkelt. Under Folketingets spørgetime 14. marts beskrev Lars Løkke Rasmussen sig selv som chef for ”den grønneste regering nogensinde”. Men samtidig afskaffes fx PSO-afgiften – som har støttet den grønne omstilling – på en måde, som ifølge Klimarådet vil føre til en merudledning på tre millioner tons CO2 om året.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt jubler løbende over Danmarks grønne energi- og klimapolitik, men præsenterede i starten af juli en ny olie- og gasstrategi for den danske del af Nordsøen med fokus på at øge udvindingen. Det forbliver et ubesvaret spørgsmål, hvordan ”et førende olie- og gasland”, som Lilleholt kalder Danmark (DR 4. juli), kan være foregangsland for grøn energiteknologi, når FN’s klimapanel, IPCC, forskere og miljøorganisationer fastslår, at omkring 80 pct. af verdens olie, gas og kulreserver skal forblive i undergrunden for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader og undgå de største problemer (se også ”The Sky’s Limit” report – 2016).

I Danmark har vi succes med at tiltrække nye datacentre fra Apple og Facebook. De bringer arbejdspladser med sig, men de kommer også til at øge vores nationale elforbrug gevaldigt. Hvis vores strøm skal blive grønnere, skal der virkelig sættes fart på flere vedvarende energiprojekter. Selvom et firma som Apple forpligter sig til 100 pct. grøn strøm, betyder det nemlig ikke, at der så er nok grøn strøm til os almindelige borgere. Uden nye vedvarende energiprojekter ender det med, at den ekstra strøm skal leveres af kulkraftværker på den nordeuropæiske elbørs.

 

Selvom et firma som Apple forpligter sig til 100 pct. grøn strøm, betyder det nemlig ikke, at der så er nok grøn strøm til os almindelige borgere
_______

 
POLITIKERNE HAR GJORT det både mere bureaukratisk og omkostningsfuldt at sætte solceller på både private og kommunale tage, selvom undersøgelser fra Tyskland viser, at solenergi er en god buffer, når vinden ikke blæser. De nye regler gør det mere besværligt at producere sin egen strøm lokalt – fx skal folkeskoler med solceller på taget indrapportere, som om de var et større kraftværk.

Transport- og bygningsminister Ole Birk Olesen meddelte i forbindelse med sin præsentation af regeringens nye luftfartsstrategi, at han som transportminister ikke har ansvar for at “tage hensyn til de stigende klimaudfordringer” (Ingeniøren 3. juli 2017). Men transportområdet er, sammen med landbruget, de områder, hvor man ikke har knækket kurven, og ikke forventer et stærkt fald i CO2-udledningen (Danmarks Energi- og klimafremskrivning 2014). På transportområdet er der altså brug for, at der fremover netop bliver taget hensyn til de stigende klimaudfordringer.

Regeringens nye udspil for tog- og flytrafik svarer ikke på, hvordan vi får flere togpassagerer. Det er til gengæld et erklæret mål at øge antallet af flyruter og –afgange. Tager man klimakonsekvenserne med i de samfundsøkonomiske beregninger og vækstmodeller (og ikke de misvisende kvotepriser), ville det være langt mere fornuftigt at satse på kollektive transportløsninger – fra delebiler til hurtigere internationale tog – som erstatning for en del af flytrafikken. Desuden mangler vi stadig at se ministerens elbilbegejstring udmøntet i virkningsfuld politik, så elbilsalget igen får den stigningstakt, der ses i andre lande – fx udgjorde elbilsalget i Norge mere end 25 pct. af bilsalget i juni (Ingeniøren 4. juli 2017). Vores naboland kan vise et meget bredt katalog af effektive afgiftsmæssige og ikke-afgiftmæssige virkemidler, fx fritagelse for bompenge. Hvorfor ikke fritage elbiler for Storebæltsafgiften, mens vi venter på den store omlægning af registreringsafgiften?

En anderledes positiv indstilling til grøn omstilling kan muligvis ses i de økonomiske ministerier. Finansminister Kristian Jensen sagde ved præsentationen af Danmarks nationale handlingsplan for FN’s verdensmål, at han var ”kisteglad” for at præsentere handlingsplanen, og i selve handlingsplanen kan man læse, at ”lovforslag og andre tiltag vil blive vurderet i forhold til verdensmålene, i relevant omfang og såfremt konsekvenserne af disse forhold er væsentlige”. Desuden har Skatteministeriet nu præsenteret en tilskuds- og afgiftsanalyse, og afgifter kunne dermed blive et centralt politisk værktøj. Afgifter der tilskynder klimavenligt forbrug siges ofte fra økonomer i og uden for de økonomiske ministerier at være et effektivt virkemiddel for at fremme en mere klimavenlig adfærd. Alternativets forslag om en klimaafgift på oksekød skabte allerede røre i foråret (Altinget 27. maj 2017).

 

Afgifter der tilskynder klimavenligt forbrug siges ofte fra økonomer i og uden for de økonomiske ministerier at være et effektivt virkemiddel for at fremme en mere klimavenlig adfærd
_______

 

REGERINGEN TALER MEGET om billig el og at gøre den grønne omstilling så billig som muligt. Der er tre problemer med den indstilling:
1. Regeringen sætter ikke farten op, men lader støtte til opsætning af vindmøller og solceller forsvinde, fx ved ikke at få en langsigtet støtteordning på plads for landvind, og derved sætte investeringsbeslutninger i stå, eller ved de konstante ændringer af rammevilkårene for solcelleudbygning (Ingeniøren 23. maj 2017)
2. På transportområdet støtter man, som vist, ikke en hurtigere grøn omstilling
3. Hvad angår vores (mad)forbrug mangler der konkrete initiativer for at fremme klimavenlige adfærdsændringer

Alt dette bidrager til, at Danmark stadig har et af de højeste CO2-aftryk per person i verden og ligger over EU gennemsnittet, når man medregner vores samlede forbrug.* Parisaftalens ambitiøse klimamålsætning og den globale opvarmning forpligter til handling på energi, transport og forbrugsområderne, og der skal vedtages nogle ambitiøse reformer til efteråret.

Jonathan Ries (f. 1987) er bestyrelsesmedlem i VedvarendeEnergi, en dansk miljøorganisation, der arbejder for at fremme den grønne omstilling og bremse klimaforandringerne igennem lokale, nationale og internationale projekter. ILLUSTRATION: Pressefoto, Venstre

REFERENCER
*Eurostat – Greenhouse gas emissions per capita

Tukker et al: The Global Resource Footprint of Nations