Holger K. Nielsen: Vi må kræve at EU og FN træder i karakter i et opdelt Syrien

Holger K. Nielsen: Vi må kræve at EU og FN træder i karakter i et opdelt Syrien

06.01.2017


Danmark henholder sig til det FN-spor, der blev lagt med Geneve-forhandlingerne. Men dette spor eksisterer ikke længere. Vi er vidne til nye forudsætninger, som kræver en nyorientering.

KOMMENTAR af Holger K. Nielsen, MF for SF

Modsat USA og Vesten har Rusland haft en klar strategi i Syrien-konflikten. Man har interveneret militært for at holde Assad ved magten og skabe et russisk brohoved i Mellemøsten. Det påvirker næppe Putin, at prisen har været en brutal krigsførelse og regulære krigsforbrydelser – den slags er han vant til i forhold til tjetjenerne. USA har fokuseret på kampen imod IS og reelt set gennem fingre med den styrkelse af Assad der er blevet konsekvensen.

Det betyder – i det mindste – to ting:

Med Assad ved magten vil Syrien ikke stabiliseres og der vil stadigvæk være et rekrutteringsgrundlag for IS hos sunnierne. Det glemmes ofte, at IS er vokset gennem oppositionen til Assad-regimet. Alt tyder på at IS vil lide nederlag i den klassiske krig, som udspiller sig i bl.a. Mosul men IS vil stadig overleve som terrororganisation – hvis man fortsat vil kunne rekruttere frustrerede sunnier.

USA er koblet helt af i de fredsforhandlinger, Rusland – sammen med Iran og Tyrkiet – har sat på programmet. Der vil muligvis komme en politisk løsning og det er godt, hvis det stopper barbariet. Men prisen kan blive høj. Assads rædselsregime vil fortsætte og Tyrkiets pris vil være, at der bliver frit slag til at angribe kurderne. Der er mørke udsigter for de kurdere, der har været de mest stabile allierede i kampen imod IS.

Syrien er blevet en hvepserede af forskellige interesser og konflikter og slutspillet bliver derfor næppe heller så gnidningsfrit, som Putin kunne ønske sig. For selvom Assad har sejret i Aleppo og sidder med forhånden, har han ikke magten over hele Syrien. Og hvis han får, kan han ikke fastholde den uden massiv russisk hjælp. Putin ønsker sig næppe et nyt Afghanistan-eventyr – ej heller at gentage de amerikanske erfaringer i Irak.

Vesten er i første omgang sat udenfor døren, men der vil vi næppe blive siddende. Putin puster sig op, men Rusland vil ikke være i stand til at håndtere konflikten uden hjælp fra andre end Tyrkiet og Iran. USA står midt i et præsidentskifte og er også af den grund lammet. Putin venter på Trump, og dennes udtalelser (og udpegning af ny udenrigsminister) indikerer et tættere forhold til Putin. Han vil lave forretninger og det er ikke nødvendigvis dårligt i alle tilfælde. Men nogle kommer til at betale prisen og det kan blive aldeles giftigt i Mellemøsten. Vi ved ikke, om Trump vil give Putin (og Erdogan) frie hænder – vi kan håbe det bedste.

 

Danmark henholder sig til det FN-spor, der blev lagt med Geneve-forhandlingerne. Men dette spor eksisterer ikke længere. Vi er vidne til nye forudsætninger, som kræver en nyorientering.
_______

 

Under alle omstændigheder bør der være et forhandlingsrum for Vesten i forhold til Syriens fremtid. Og hvis Trump satser på ”America First” og trækker følehornene til sig, bliver det aldeles nødvendigt at EU træder i karakter. EU fik en udenrigspolitisk renæssance omkring de iranske atomforhandlinger og kan få det igen omkring Syrien. Det skal man simpelthen – vi har at gøre med et nærområde, hvor flygtningestrømmen er et helt konkret udtryk for afhængigheden.

Et afgørende spørgsmål er her, om et samlet Syrien, som vi har kendt siden Sykes-Picot-aftalerne kan fastholdes? Jeg tror det ikke. Med andre ord: Der vil opstå en diskussion om et Syrien, som deles op i den ene eller anden form. Eventuelt som en føderation med udstrakt selvstyre. Her vil det være vigtigt at sikre de demokratiske kræfter og ikke mindst kurderne en fremtid. Bl.a. med krav om, at de er med ved forhandlingsbordet samtidig med at de gives politisk og økonomisk støtte. Danmark henholder sig til det FN-spor, der blev lagt med Geneve-forhandlingerne. Men dette spor eksisterer ikke længere. Vi er vidne til nye forudsætninger, som kræver en nyorientering. FN bør igen blive den centrale ramme for forhandlingerne. Også det bør Danmark kræve.

Vi befinder os utvivlsomt i et slutspil, men Syriens endelige fremtid er ikke fastlagt.

ILLUSTRATION: Holger K. Nielsen (SF, pressefoto) / EEAS