Ebbe Elhauge: Er Donald Trump en strategisk madman?

Ebbe Elhauge: Er Donald Trump en strategisk madman?

25.02.2017


Trump er givetvis impulsiv, men spørgsmålet er, om han lader impulserne råde som en del af et strategisk spil? Og er det i så fald overhovedet en ny tilgang for en amerikansk præsident?

Kommentar af Ebbe Elhauge Kristensen

Tilbage i december 2015, længe før Trump havde hængt gyldne gardiner op i det ovale kontor, skrev den amerikanske forsker og politiske kommentator Daniel W. Drezner på Twitter: ”As an American, I know President Trump would be a disaster. As an IR [international relations] scholar, oh God, it would be awesome to study.”

Nu har Drezner og alle andre muligheden for at studere en mildest talt anderledes amerikansk præsident. Og der er nok at tage fat på. Den første måned har budt på en række præsidentielle dekreter om alt fra indvandring over olieledninger til handelsaftaler. Samtidig har Trumps kontroversielle udmeldinger på Twitter kastet den mexicanske valutas værdi op og ned i forhold til den amerikanske dollar. De fleste af præsidentens møder og samtaler med forskellige udenlandske ledere har været anstrengte, og mange længes allerede mod faste aftaler og et roligt øjeblik. Men måske er det netop det, Trump ønsker at opnå: Det politiske kaos er ikke nødvendigvis kun et resultat af Trumps impulsive natur, men kan også være en strategisk kalkule. Under alle omstændigheder ændrer præsidentens uforudsigelige ageren det strategiske spil.

Madman-strategien
I 1950’erne barslede de akademiske kredse omkring Henry Kissinger, den senere toprådgiver og udenrigsminister under præsident Nixon, med en ny tilgang til udenrigspolitikken. Traditionelt har udenrigspolitisk teori baseret sig på ønsket om at forudsige konkurrerende staters beslutninger på baggrund af deres forudgående valg. Der bliver på den måde en vis stabilitet, men også forudsigelighed i forholdet mellem stater.

Kissinger og andre forskere så en mulighed for at bryde med denne tilgang. De spurgte: Hvad nu hvis en statsleder på overfladen agerede irrationelt, ustabilt og neurotisk, måske endda ligefrem vanvittigt og hensynsløst? Hvordan ville det stille andre statsledere, når de skal forholde sig til sådan en ’madman’?

 

Forskernes centrale indsigt var, at en vanvittig og hensynsløs fremtræden kan fungere som en strategisk fordel. Det gælder særligt i tilfælde, hvor den vanvittige og hensynsløse leder har militær og økonomisk magt til at forrette store skader eller forandringer.
_______

 

Forskernes centrale indsigt var, at en vanvittig og hensynsløs fremtræden kan fungere som en strategisk fordel. Det gælder særligt i tilfælde, hvor den vanvittige og hensynsløse leder har militær og økonomisk magt til at forrette store skader eller forandringer. Adfærden skaber usikkerhed blandt konkurrerende stater, der hele tiden vil tvivle på, hvad næste skridt bliver. Dermed vil konkurrenterne være villige til fx at sænke deres ambitioner for en økonomisk aftale eller undgå aggressive militære aktioner for at afbøde usikkerheden.

Ikke den første ’madman’ i Det Hvide Hus
Kissinger tog i 1970’erne madman-strategien med sig fra Harvard University og ind i Det Hvide Hus, hvor han rådgav præsident Nixon om udenrigspolitiske forhold. Nixon gjorde med Kissingers velsignelse brug af tilgangen under Vietnamkrigen, hvor hans rådgivere forsøgte at overbevise de sovjetiske topfolk om, at den amerikanske præsident kunne finde på hvad som helst for at afslutte Vietnamkrigen. Blandt andet fortalte de, at præsidenten kunne finde på at angribe med atomvåben.

Det er tvivlsomt, om madman-strategien virkede. Vietnamkrigen trak ud og sluttede først i 1975, seks år efter at præsidenten først havde proklameret, at han ville skabe en ’ærefuld fred’ i Vietnam. Nixon kunne se de strategiske fordele i udenrigspolitisk uberegnelighed, men han skabte ingen klare udenrigspolitiske sejre ved at agere som en ’madman’. Ikke desto mindre var han så stor tilhænger af madman-strategien, at han i et interview i 1985 bedømte sovjetiske Nikita Khrusjtjov som den bedste verdensleder, han havde mødt, simpelthen fordi alle var meget bange for ham.

Madman Trump
I Nixons tid som ’madman’ var den hensynsløse og vanvittige adfærd hovedsageligt en del af det diplomatiske spil imellem amerikanske og sovjetiske diplomater. Det ser anderledes ud i dag, hvor daglige hints om vanviddet er flyttet ud i cyberspace, særligt sociale medier som Twitter, hvor præsident Trump boltrer sig på daglig basis.

Trump har som byggematador iscenesat sig selv som en dealmaker. Han har blandt andet udgivet en selvbiografi, hvis undertitel netop er ”art of the deal”. Det falder derfor ligefor at forvente, at Trump gerne ser det ry og rygte bestyrket som præsident. Trumps kampagne og valg af ministre har sendt det samme signal. Traditionel politik og mainstreampolitikere kritiseres, mens handelsmænd fremhæves som gode eksempler. Sidstnævnte blev tydeligst manifesteret, da Exxons tidligere topchef Rex Tillersons blev udnævnt som udenrigsminister.

Med Trumps impulsive natur taget i betragtning falder det ham formentlig naturligt at agere som en ’madman’. Madman-strategien skaber usikkerhed og tvinger dermed netop konkurrenterne til at sænke ambitionsniveauet og forhandle på den vanvittige leders præmisser. Teoretisk kan strategien derfor være opskriften på en god handel. Spørgsmålet er, om madman-strategien virker i alle sammenhænge og på lang sigt. Specifikt er der god grund til at spørge, om strategien kommer til at virke for Trump.

Trump – en troværdig ’madman’?
Modsat Nixon spiller Trump ikke kun madman-kortet i en fuldstændig afgørende konflikt med Rusland og Kina, han gør det næsten dagligt i stort og småt og på tværs af nationale og internationale konflikter. Det sker helt åbent på de sociale medier, hvor Trump kommer med udmeldinger om alt fra Rusland og Obamacare til NATO’s sikkerhedsgarantier og konflikterne i Mellemøsten. På mange måder er præsident Trump derfor en mere troværdig ’madman’ end Nixon.

Om det så betyder, at madman-strategien til syvende og sidst vil vise sig mere effektiv for Trump end den var for Nixon, er for tidligt at sige. Det kan nemlig endnu ikke afgøres, om Trump er strategisk eller vanvittig. Men der bliver med Drezners ord rig mulighed for at foretage et ’fantastisk’ studie af det i de kommende måneder og år.

Henry Kissinger selv er efterhånden blevet 93 år gammel, men har allerede holdt flere møder med både Trump selv og vicepræsident Mike Pence. Meget tyder dermed på, at strategiens ophavsmand bliver et førstehåndsvidne, når hans akademiske anstrengelser endnu engang testes på virkeligheden.

Måske kan en del af Trumps fortsatte utilregnelighed forklares med, at han ser sig selv gå i Nixon og Kissingers fodspor. Med strategien in mente kan vi derfor tillade os at håbe på, at madman Trump ikke er helt så gal, som det indtil videre ser ud til.

ILLUSTRATION: Donald Trump taler med medierne under præsidentkampagnen (foto: Gage Skidmore)

Ebbe Elhauge Kristensen (f. 1987) er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og er i dag ansat i centraladministrationen.