Dennis Kristensen: Hvornår får kvinderne i den offentlige sektor den løn, de fortjener?

Dennis Kristensen: Hvornår får kvinderne i den offentlige sektor den løn, de fortjener?

09.05.2017


På fem år er lønnen til kommunens tekniske direktør steget fem gange mere end dagplejerens. Chef: 105.288 kr. mere, dagplejeren: 21.276 kr. De højtuddannede sikrer sig – år for år – at de forskelle opretholdes. For 10 år siden anerkendte DF og S problemet – men løb fra deres løfter. Og i dag? Hvis ikke der sker noget, siger kvinderne i den offentlige sektor fra.

KRONIK Af Dennis Kristensen, formand for FOA

Et fagligt møde, der stiller krav om tusinde kroner mere i løn om måneden. En vinduesfabrik, der annoncerer efter ufaglært arbejdskraft – og vil betale over 20 kroner mere i timen, end den løn, ældreplejen på den anden side af gaden tilbyder faglærte. Og et fag, der ikke vil bøje nakken længere men kræver anerkendelse og ligeløn.

Det var de vigtigste ingredienser i det oprør, som social- og sundhedshjælperne og -assistenterne i Holstebro satte i gang for 10 år siden. Og som efterfølgende fik tilslutning fra kolleger over hele landet. Det blev et oprør, som kom til at præge det danske samfund gennem hele sommeren i 2007, og som blev meget synligt og hørbart i de ikke mindre end 72 kommuner, der oplevede strejker og demonstrationer. Og det blev et oprør, som vandt så stor genklang og forståelse blandt danskerne, at det kom til at styre forløbet af overenskomstforhandlingerne året efter.

Den egentlige strejke startede 13. juni i Holstebro – en uge efter det faglige møde, hvor de vrede ansatte krævede flere kroner sat ind på lønkontoen. Og godt endnu en uge senere drog 120 strejkende Sosu’er sammen med kolleger fra en lang række små og større jyske byer til København, hvor de godt 1.000 tilrejsende blev modtaget på Christiansborg Slotsplads af mere end 500 kolleger fra hovedstadsområdets ældrepleje.

Det var et aldrig tidligere set oprør i ældreplejen. Men de penge, politikerne lovede de oprørske kvinder, kom aldrig – og de er ikke kommet siden.

 

Det var et aldrig tidligere set oprør i ældreplejen. Men de penge, politikerne lovede de oprørske kvinder, kom aldrig – og de er ikke kommet siden.
_______

 

Hvorfor anerkender samfundet stadig ikke arbejdet med børn, syge og ældre?
Ligestillingsforsker Karen Sjørup forudså, at protesterne i 2007 kunne udvikle sig til det tredje danske kvindeoprør. Først var der oprøret fra især bedre stillede og fremtrædende kvinder frem til indførelsen af kvindelig valgret i 1915 og dernæst 1970’ernes kvindeoprør, der udsprang fra universiteter og højere læreanstalter. I 1970erne fyldte kravet om ligeløn mellem kønnene ganske vist endnu mere – hvor Rødstrømpebevægelsens aktiviteter var med til at skaffe os ligelønsforliget på arbejdsmarkedet og ligelønsloven. Men dengang handlede det altovervejende om ligeløn indenfor samme fag. Det afgørende nye i dét, Sosu’erne i Holstebro satte i gang i 2007, var kravet om en retfærdig løn til lavtlønnede faglærte kvinder især i omsorgsfagene. Man fandt på udtrykket: ”Mandeløn til kvindefag” – en formulering, som i den grad kom til at kendetegne FOAs overenskomstforhandlinger med kommuner og regioner året efter. Og som både rummede et opgør med lavtløn og et opgør med ulighed mellem forskelligt slags arbejde, der kan tillægges samme værdi.

For hvad har skabt de urimelige og uforklarlige lønforskelle mellem kvindefag, der især arbejder med mennesker i den offentlige sektor og mandefag, der fortrinsvis arbejder med døde ting i den private sektor?

Ligelønsforliget i 1973 gjorde op med uligeløn mellem mænd og kvinder, der skulder ved skulder udfører det samme arbejde. Men den er tandløs – bedst til at sikre lige løn for samme arbejde, når mænd og kvinder står skulder ved skulder og udfører det samme arbejde for den samme arbejdsgiver. Da Folketinget for 41 år siden skabte loven (ved at omsætte et EU-direktiv) gik det galt – loven introducerede ganske vist begrebet lige løn for ”arbejde af samme værdi”, men gav ikke kvindefagene reelle værktøjer til at måle sig op mod mandefag. Og slet ikke til at måle kvindeløn op mod mandeløn hos forskellige arbejdsgivere – og det er kernen i problemet i det kønsopdelte danske arbejdsmarked, hvor de typiske mandefag er i privat regi og de typiske kvindefags arbejdsgiver er det offentlige. Folketinget har fået et utal af opfordringer til at ændre loven, men alle regeringer siden 1976 har – uanset farve – været fuldstændig tonedøve overfor det vel næppe helt urimelige krav om, at en lov skal kunne anvendes til at regulere det, Folketinget har vedtaget den til at regulere.

I 2007 var lønforskellene i mandefagenes favør stadig klar: Kvindefag med faglært eller mellemlange videregående uddannelser og ansvar for børn, syge, ældre, handicappede og udsatte lå mange tusinde kroner under årslønnen for faglærte mandefag, der arbejder med håndværk, teknik og IT.

DF og S løb fra deres løfte
Oprøret gav ekko på Christiansborg, hvor politikerne begyndte at udtale sympati for de oprørske kvinders krav. Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard gik skridtet videre og talte om behovet for at skaffe ekstra penge til det efterfølgende års overenskomstforhandlinger i den offentlige sektor – og konkretiserede det til fem milliarder kroner, der skulle muliggøre et ekstra lønløft til de lavtlønnede kvindefag og andre. Det fik flere partier på banen. SF og Enhedslisten fulgte efter med forskellige bud på milliardbeløb til overenskomstforhandlingerne, mens V-regeringen, de Radikale og Socialdemokratiet trådte vande og henviste til, at parterne selv måtte løse problemet ved forhandlingsbordet.

 

Flertallet blev cementeret, da Pia Kjærsgaard og Helle Thorning-Schmidt bekræftede, at partierne delte opfattelsen af, at der skulle flere penge på bordpladsen ved de offentlige overenskomstforhandlinger. Men hvor blev pengene af? Partiformændene løb fra løfterne.
_______

 

Socialdemokratiet sendte – måske af den grund – i første omgang Henrik Sass Larsen på banen med en kraftig kritik af, at FOA ikke ved en trepartsaftale om den offentlige sektor, der blev indgået året før, havde skaffet penge til lønforhøjelser, og med en besynderlig kritik af, at FOA ikke aktivt støttede de overenskomststridige strejker. Besynderlig, fordi Henrik Sass Larsen næppe kunne være uvidende om, at Arbejdsretten ville idømme FOA en to-cifret millionbod (til arbejdsgiverne), hvis de strejkende medlemmer blev støttet offentligt.* Socialdemokraternes formand kom dog senere på banen med forslag om ekstra milliarder. Og dermed var der et flertal for ekstra milliarder udenom regeringen. Flertallet blev cementeret, da Pia Kjærsgaard og Helle Thorning-Schmidt under den afsluttende partilederdebat før 2008-folketingsvalget bekræftede, at partierne delte opfattelsen af, at der skulle flere penge på bordpladsen ved de offentlige overenskomstforhandlinger.

Men hvor blev pengene af? Partiformændene løb fra løfterne. Idéen om de fem ekstra milliarder kroner, som kunne gør et betydeligt indhug i uligelønnen, holdt sig i live gennem hele efteråret, men kort før jul forsvandt løfterne som dug for solen, da det lykkedes den daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen at indgå et forlig med ”løfte-partierne” om – i stedet for ekstra milliarder til overenskomstforhandlingerne – at fremrykke en allerede aftalt lønregulering for de offentligt ansatte med ét år. Det betød, at overenskomstforhandlingerne i 2008 kom til at foregå uden ekstra penge på bordpladen til at gøre noget alvorligt ved uligelønnen. Forhandlingerne i 2008 endte med forlig for de fleste, mens Sundhedskartellet, BUPL og FOA varslede strejke. Organisationerne havde forskellige mål med strejkerne, men havde dog opgør med uligeløn som fællesnævner. FOA endte med et forlig, som hævede forbundets kvindefag noget – men det store spring fremad forsvandt med udeblivelsen af de fem milliarder.

De højtuddannede fastholder lønforskellene
Hvordan er det så gået siden? Er uligelønnen blevet mindre i de ti år, der er gået? Det korte svar er desværre nej. Kvindefagene halter fortsat bag mandefagene. Lønrelationerne mellem lavtlønnede og højtlønnede og mellem kvindefag og mandefag er ganske enkelt frosset fast. I Danmark som helhed ligger kvindernes løn 15,7 procent under mændenes. Fx ligger chaufførfaget med en uddannelseslængde på linje med social- og sundhedshjælperens 13 kr. højere i timeløn.

Hvorfor løser vi det så ikke selv ved at føre solidarisk lønpolitik med særlige løft til lavtlønnede og kvindefag ved overenskomstforhandlingerne? Svaret er lige så trist, som det er kort. Der er hverken opbakning til solidarisk lønpolitik fra kommuner og regioner eller fra de organisationer, der repræsenterer de bedre og bedst lønnede.

Det er ikke kun et spørgsmål om, at de bedre og bedst stillede ikke vil afgive noget til fordel for de lavere og lavest lønnede. Det er i langt højere grad et spørgsmål om, at de bedre og bedst stillede vil have mere end de lavere og lavest lønnede. Helst meget mere.

Metoden? Procentvise lønstigninger til alle. Mens den private sektor fortrinsvis aftaler lønstigninger i kroner og øre, så aftaler den offentlige sektor typisk lønstigninger som samme procent til alle. Men at give den samme procent i lønstigning sender mange flere kroner ind på den højtlønnedes konto end på den lavtlønnedes. Og de bedre og bedst stillede kan under forhandlingerne blokere for andre løsninger, som kunne betyde samme antal kroner til alle i lønstigning. Det er sådan, det er gået siden 2008. Procentforhøjelserne støber dermed lønforskellene i beton:

På fem år er lønnen til kommunens tekniske direktør steget fem gange mere end dagplejerens. Chefen scorede på de fem år 105.288 kr. mere om året, mens dagplejeren måtte nøjes med 21.276 kr.

 

Det er ikke kun et spørgsmål om, at de bedre og bedst stillede ikke vil afgive noget til fordel for de lavere og lavest lønnede. Det er i langt højere grad et spørgsmål om, at de bedre og bedst stillede vil have mere end de lavere og lavest lønnede. Helst meget mere.
_______

 

Oprøret vil bryde ud igen
Skal skatteborgerne virkelig betale mere for velfærden, kunne djævelens advokat spørge? Og svaret er ja, fordi kvalitet koster. Vi kan ikke få det dobbelte for det halve. Tid til arbejdet med mennesker koster og retfærdig løn koster.

I 2007 lavede FOA til Dansk Folkeparti en beregning over, hvordan de fem milliarder kunne anvendes på et særligt løft til kvindefagene indenfor pasning, pleje og omsorg. Opdateret til 2017 kunne det give fuldtidsansatte 17.600 kr. mere om året. Det ville kunne mærkes af 260.757 ansatte på månedsløn og 40.808 på timeløn indenfor de typiske kvindefag i Dansk Sygeplejeråd, BUPL, 3F, Socialpædagogernes Landsforbund og FOA. Det løft ville rykke – ikke mindst rykke mærkbart for de lavere og lavest lønnede kvindefag.

I dag ulmer utilfredsheden og frustrationerne på mange måder ligesom for 10 år siden. Under krisen kunne de magre lønstigninger ikke rykke på afstanden fra kvindefagene til mandefagene. Nu, hvor vi omsider er sluppet ud af den økonomiske krise, så rager de højestlønnnede endnu mere til sig – dem, der under krisen manede de lavtlønnede til at udvise løntilbageholdenhed, mens de selv tog godt for sig af retterne.

For en fuldtidsansat social- og sundhedshjælper er fagets gennemsnitsløn på 27.400 kroner om måneden med faste tillæg, eksklusiv tillæg for skæve tider og pension. I det job ved man, af bitter erfaring, at de bedre og bedst stillede i den offentlige sektor kan se frem til betydelig flere kroner, hvis lønningerne øges med procentvise lønstigninger i de kommende år. Og så ved de, at chancen for i dag at få en fuldtidsstilling til en fuldtidsløn ikke er meget større end chancen for at vinde i lotteriet.

 

I dag ulmer utilfredsheden og frustrationerne på mange måder ligesom for 10 år siden. Nu, hvor vi omsider er sluppet ud af den økonomiske krise, så rager de højestlønnnede endnu mere til sig – dem, der under krisen manede de lavtlønnede til at udvise løntilbageholdenhed, mens de selv tog godt for sig af retterne.
_______

 

Kan man øjne et nyt oprør i horisonten? Jeg er ikke i tvivl om, at de lavtlønnede og kvindefagene i dag også vil have mere i løn, og at den økonomiske fremgang ovenpå krisen vil bringe det krav meget tydeligt op på overfladen. Og jeg er slet ikke det mindste usikker på, at et voldsomt forøget arbejdspres kombineret med manglende muligheder for at bruge fagligheden og skabe velfærdsløsninger, der gør en forskel for brugerne, har sat endnu mere pres bag kravet om flere hænder – og om mere tid. Og derfor vil vi opleve et eller flere nye oprør.

Fornylig fulgte Horsens Folkeblad  Linda Hay en hel arbejdsdag. Linda har i 17 når været social- og sundhedsassistent i Holstebro, hvor det første oprør i ældreplejen brød ud. På dagvagten (indtil kl. 13) er de 6 ansatte til 26 ældre, der har brug for hjælp i større eller mindre udstrækning. Man skal hjælpe de ældre op, i bad og gennem morgentoilette, man skal udfører plejeopgave, anrette spisning, klare dagens rengøring og hjælpe med toiletbesøg. Og så skal de ansatte naturligvis også nå kontakt til læge, snak med pårørende og dokumentation ved PC’en. Overleveringen til næste hold ansatte skal ske skriftligt – for der er ikke indlagt tid til at se sine afløsere i øjnene og drøfte denne dags særlige problemer. Til aftensmaden og til bistanden med at komme i seng er der tre ansatte, og derefter overlades hele ansvaret og arbejdsbyrden til én enkelt nattevagt. Én ansat til 26 ældre plejekrævende beboere, som kan vende op og ned på dag og nat, som kan være konfuse, som måske søger mod udgangen og som i øvrigt ofte skal have udført plejeopgaver i løbet af natten.

Selvom Linda kan have svært ved at slippe beboerne, når hun går, så føler hun alligevel hver dag, at hun har gjort en forskel. Og det er kernen i velfærden. Velfærd skabes ikke ved skriveborde, men i mødet mellem en borger, der har et behov, og en professionel, der har faglighed, indsigt, erfaring og sund fornuft i rygsækken. Det er det møde, vi skal dyrke, når vi skal genoprette dét, der faldt for spareknivens alt for omfattende indsats under krisen.

For 10 år siden gjorde de ansatte oprør. Hvis ikke forandringen kommer, tror jeg de vil gøre det igen.

* ”FOA og den danske model – et forskningsprojekt om overenskomst 2008”, Kurt Jacobsen og Dorthe Pedersen, CBS

ILLUSTRATION: Pressefoto af Dennis Kristensen