06.03.2017

”Vores muligheder for at overleve som art bliver afgjort i de kommende årtier. Vi kan bygge alle de stormsikre diger, vi vil, vi kan tro på den teknologiske fornyelses mirakler – det vil alt sammen højst give os en frist. Vi må tænke os som den første generation i en helt ny verdensorden. Ellers bliver vi en af de sidste.” Interview med forfatter og debattør, Carsten Jensen.

Interview af Simon Malte Olesen

RÆSON: Identificerer du dig selv som tilhørende en bestemt ideologisk retning?

Jeg tror på frihed, lighed og social retfærdighed. Jeg tror ikke, at markedet kan løse alle problemer, ligesom jeg ikke tror, at staten kan løse alle problemer. Jeg tror, at uhæmmet vækst er ødelæggende for en planet, der i forvejen er i alvorlig ubalance. Kun kræftceller kender til uhæmmet vækst, og dem kan vi ikke tage som rollemodel.

Jeg tror på globaliseringen, men kun i en lov-og-orden udgave, hvor en asocial finanskapital er bundet på hænder og fødder, og hvor fagforeninger og andre former for organiseret utilfredshed og modstand er garanteret og respekteret. Jeg tror på nødvendigheden af statslig regulering, intervention og efterspørgsel, når det kommer til økonomien. Jeg tror på individets ret og ytringsfriheden, og jeg tror på omtanken og civiliseret hensynsfuldhed mellem mennesker, og mellem de to bekendelser befinder der sig ikke noget men, for de er ikke modsætninger. Jeg tror, at demokratiet er til for konflikternes skyld, og jeg tror, det er til for løsningernes skyld. Først og fremmest tror jeg, at demokratiet er inkluderende og kun ekskluderer lovbrydere og kriminelle.

Hvis der findes en ideologi, der sammenfatter alle disse ting, så er det den, jeg tilhører. Men når jeg skriver, kæmper jeg ikke for ideologier, men for mennesker.

RÆSON: Er ideologi blandt politikere vigtigt?

Det eneste rent ideologiske parti i dag er vel Liberal Alliance, og de er i al deres naragtighed et advarende eksempel på en partipolitik dikteret af dogmatisk ideologisme. Nok er neoliberalismen i dag den eneste overlevende ideologiske strømning, men den ynder at forklæde sig som en uimodsigelig økonomisk videnskab, og heri har den et fællestræk med marxismen, der heller ikke tåler modsigelser. Paradokset for neoliberale politikere er, at de arbejder for deres egen afskaffelse. Det er jo markedets uindskrænkede diktatur, der er deres utopi, og politikernes afskedsgestus er at privatisere, hvad der endnu måtte være tilbage af statslig virksomhed.

Dagens politikerstand udstråler magtesløshed, de ved godt, at globalisering og neoliberalisme for længst har frataget dem de politiske instrumenter, der skal til for at lave om på noget som helst. De er besatte af at være, hvor magten befinder sig, men det er en indskrænket, begrænset magt, som de til gengæld er parate til at opgive alle principper for at få del i. For de fleste af dem er rollen som politiker blot et led i en privat karriereplan, der helst skulle ende med en stilling i det erhvervsliv, hvor både pengene og den virkelige indflydelse befinder sig.

Der findes ingen ideologi i dag, der har svar på klodens altoverskyggende problemer, den stadig mere eksplosive modsætning mellem land og by, mellem tradition og modernitet eller folkevandringen mellem kontinenterne, den voksende globale ulighed og de altoverskyggende klimaforandringer.

RÆSON: Giver politikerne i dag køb på deres ideologiske standpunkt?

Ja, selvfølgelig giver politikerne i dag køb på deres ideologiske standpunkter. Det er de også nødt til, eftersom ideologierne er forældede. Problemet er, at de ikke erstatter dem med nye visioner, og jeg siger udtrykkeligt visioner og ikke ideologier. Det folk i dag søger i ideologierne er en identitet, men identitets-politik løser ingen problemer. Den er i stedet psykoterapi for de magtesløse.

RÆSON: Er der behov for ideologi i dag?

Der er behov for en bred, samlende nytænkning af hele ideen med politik. Vi kan ikke længere løse nogle af tidens mest påtrængende problemer inden for nationalstatens rammer. Samtidig har vi alle brug for tilhørsforholdet til et overskueligt fællesskab. Vi må på en gang tænke globalt og føle lokalt.

RÆSON: Hvilken vej mener du, at vi skal gå for at skabe et tilfredsstillende samfund?

Sprogbrugen i det her spørgsmål er temmeligt afslørende. Det lyder jo som en forbrugerundersøgelse. Og det er jo sådan, det er blevet med politik. Borgerne er blevet forbrugere, politikerne leverandører af serviceydelser, Folketinget minder mest om Forbrugerankenævnet, og den politiske debat er ikke til at skelne fra klager over en vare, der ikke lever op til varedeklarationen. Politikerlede kalder vi det, men det er blot forbrugere, der brokker sig. Forbrugere er ikke borgere, ligesom markedet ikke er et politisk fællesskab med muligheder for handling. Skal jeg se en lys side ved populismen er det, at den bryder med denne reduktion af borgeren til passiv konsument og i stedet udtrykker et ægte ønske i befolkningen om at blive et politisk handlende subjekt.

Tilfredsstillende for hvem? Må det også være tilladt at spørge.

Vi undgår ikke en polarisering. De rige og privilegerede opgiver ikke frivilligt deres magt, og i de kommende år undgår vi ikke en styrkeprøve, der også kan antage militante former. Vi er nødt til at gøre os klart, at de accelererende klimaforandringer er vores altoverskyggende udfordring, og at vores muligheder for at overleve som art bliver afgjort i de kommende årtier. Vi undgår ikke en konfrontation med de kapitalstærke kræfter, der fortsat går ind for blind vækst og udnyttelse af de fossile brændstoffer. Vi kan bygge alle de stormsikre diger, vi vil, vi kan tro på den teknologiske fornyelses mirakler – det vil alt sammen højst give os en frist. Vi må tænke os som den første generation i en helt ny verdensorden. Ellers bliver vi en af de sidste.

ILLUSTRATION: Carsten Jensen (foto: Sigrid Nygaard/Information/polfoto)