31.03.2016

KOMMENTAR af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International Danmark

I de seneste uger er Amnesty flere gange blevet spurgt, hvorfor vi mener, at EUs nye aftale med Tyrkiet er så problematisk. Vi er blevet spurgt, om der ikke er behov for at ”gøre noget” for at stoppe den ukontrollerede flugt ind i Europa.

Der er i høj grad behov for at gøre noget for at håndtere den humanitære krise, som er eskaleret over de seneste fem år i takt med krigen i Syrien og fremvæksten af gruppen, der kalder sig Islamisk Stat. Men EUs svar på krisen er ikke gode nok. Man har investeret i at bygge hegn i stedet for at hjælpe folk i nød. Alene i de sidste to år er der bygget hegn til en pris på 1,7 milliarder euro. Samtidigt har UNHCR kun modtaget en brøkdel af de ressourcer som de skal bruge for at kunne skabe tålelige forhold for flygtninge. Europas bidrag til UNHCR faldt ligefrem i 2015.

I EUs aftale med Tyrkiet står der, at den vil blive implementeret i fuld respekt for menneskerettighederne. At alle vil få deres beskyttelsesbehov vurderet individuelt. Men aftalens elementer giver ingen svar på, hvordan det skal ske. Og i praksis er det særdeles svært at forestille sig:

FOR DET FØRSTE afviser EU, at der vil ske massedeportationer af asylansøgere. Men samtidig siger man, at alle syrere vil blive sendt tilbage – hver flygtning, der kommer ind i Europa, bliver byttet ud med en person fra en flygtningelejr i Tyrkiet. I sig selv en inhuman byttehandel, der krænker retten til at søge asyl. Alle andre nationaliteter vil blive sendt tilbage til Tyrkiet, siger aftalen. Derfor må vi forvente at se deportation af en masse mennesker på basis af deres nationalitet.

…aftalen stiller nødhjælpsorganisationerne og FN i en vanskelig situation, hvor de skal vælge, hvorvidt de vil bidrage til at skabe tålelige vilkår i disse lejre, eller om de vil trække sig ud i protest
____________________

 

FOR DET ANDET blev aftalens indbyggede absurditet udstillet, da Grækenland dagen efter aften blev indgået meldte ud, at de ikke kan behandle sagerne som aftalt. Det kan umuligt have kommet som en overraskelse, da det græske asylsystem har ligget underdrejet i årevis. Tyrkiets asylbehandling er endnu mere mangelfuld og usikker, men her har myndighederne afvist, at der er behov for at reformere systemet. Amnesty har dokumenteret, at flygtninge er fængslet på ubestemt tid og tvunget til at acceptere deportation, blandt andet til Syrien. Tyrkiet fortjener bestemt ros for at have taget imod over 2,5 millioner syriske flygtninge, men mange af dem lever under usle kår med sult, usikkerhed og mangel på alt fra lægehjælp til skolegang. 60 procent af de mennesker, der kommer til de græske øer i disse måneder, er ifølge UNHCR kvinder og børn. Skal de sendes tilbage til farlige og kummerlige kår i Tyrkiet?

FOR DET TREDJE stiller aftalen nødhjælpsorganisationerne og FN i en vanskelig situation, hvor de skal vælge, hvorvidt de vil bidrage til at skabe tålelige vilkår i disse lejre, eller om de vil trække sig ud i protest over interneringen og de tilbagesendelser, der vil ske i den kommende tid. De første rapporter fra de græske øer, siden aftalen blev indgået, fortæller om lejre, der de facto er konverteret til fængsler, hvor familier sover på pap, og hvor der ikke er nok at spise. Hvordan og hvornår disse mennesker vil få deres sag behandlet eller bliver sendt tilbage til Tyrkiet, er usikkert.

ENDELIG er der det signal, som EU sender til omverdenen ved at hyre Tyrkiet som dørvogter og betale med genoptagelse af forhandlinger om EU-medlemskab midt i en voldsom og systematisk undertrykkelse af ytrings- og forsamlingsfriheden i landet. Selvfølgelig skal vi sende hjælp og samarbejde med Tyrkiet, men det er ikke det samme som at lave en aftale, der belønner udviklingen med et stort klap på skulderen.

Alt i alt er prisen for (måske) at lukke én enkelt grænseovergang svimlende høj, når man vurderer den ud fra de værdier og de menneskeliv som man er villig til at ofre.

Der skal sendes Marshall-lignende hjælp til nærområderne. Og en del af presset på nærområderne skal afhjælpes ved at åbne en sikker og velordnet adgang for flygtninge til.
____________________

 

EU kan stadig nå at vise det nødvendige lederskab og ”gøre noget”, der forbedrer flygtningenes forhold samtidig med, at man respekterer basale menneskerettigheder. Der er håb, hvis landene samarbejder om at håndtere krisen i stedet for at dukke sig og tro, at krisen går væk af sig selv. Der skal sendes Marshall-lignende hjælp til nærområderne. Og en del af presset på nærområderne skal afhjælpes ved at åbne en sikker og velordnet adgang for flygtninge til. Den nuværende aftale er ganske enkelt uværdig – både for Europa og for flygtningene.

ILLUSTRATION: Trine Christensen [foto: Amnesty International Danmark]