Sofie Carsten Nielsen: It’s Education, Stupid!

Sofie Carsten Nielsen: It’s Education, Stupid!

17.08.2016


Efterårets forhandlinger kommer til at handle om, hvordan vi får pengene til at passe de næste ti år. For os radikale er det allervigtigste, hvordan vi sikrer os, at vi også får økonomisk rum til at investere i uddannelse til alle.



KOMMENTAR af Sofie Carsten Nielsen, MF og stedfortrædende politisk leder for Radikale Venstre.

Det var Bill Clinton, der i sin valgkamp mod George Bush i 1992 brugte sætningen “the economy, stupid” som internt slogan i sin kampagnestab. Fordi det er afgørende vigtigt, hvis man vil opnå resultater i politik, at man også kan finansiere sine drømme. Det holder stadig. Men økonomien er ikke målet, den er midlet.

Så ”Education, Stupid” kunne måske være overskriften på dette efterår? Det burde det være. I stedet for en isoleret diskussion om, hvorvidt topskattegrænsen skal sænkes med fem, tre eller nul pct., eller hvorvidt der er rum til en offentlig vækst på 0,5 eller 0,6 pct. Det er jo redskaber. Midler. Dem kan vi være uenige om, så længe vi erkender, at det har konsekvenser, hvilke redskaber vi bruger. Ligesom det også har konsekvenser bare at sidde stille og gøre ingenting.

Men det vigtigste må da være, hvad vi vil med de redskaber, vi ønsker at benytte os af. Vi har aldrig nogen sinde i Radikale Venstre været optaget af reformer for reformernes skyld. Indrømmet, sådan er vi ind imellem blevet opfattet. Men jeg er i politik, fordi jeg gerne vil give flere mennesker flere muligheder til at forme deres egne liv. Og adgang til uddannelse, hjælp til uddannelse og videreuddannelse, efteruddannelse og viden er meget ofte den allerbedste vej til flere muligheder.

 

Vi har aldrig nogen sinde i Radikale Venstre været optaget af reformer for reformernes skyld. Indrømmet, sådan er vi ind imellem blevet opfattet
_______

 

Da jeg mødte Cecilie fra Falster på Nykøbing Katedralskole i efteråret 2014 gik hun i 3.g. i et talentforløb sammen med en anden pige fra klassen og klarede sig rigtig godt. Cecilie blev anbragt uden for sit hjem som 12-årig og har ikke haft det nemt på nogen som helst måde. På opholdsstedet fik hun hjælp til at komme videre efter folkeskolen. De hjalp hende videre i uddannelse, og det samme gjorde Nykøbing Katedralskole. De sørgede for, at Cecilie fik tilknyttet en mentor gennem sin gymnasietid. De hjalp hende med dialogen med kommunen, så hun ikke blev tvunget til at flytte fra sit opholdssted, da hun fyldte 18 midt i 2.g og eksaminer.

Cecilie læser på en videregående uddannelse i dag. Cecilie er min lysende fakkel. Vi har som samfund investeret i Cecilie, for hun havde ikke ressourcerne med hjemmefra. Hun har nu fået langt bedre muligheder for at kunne bestemme over sit eget liv, træffe sine egne selvstændige, kritiske valg i fremtiden.

Efterårets forhandlinger kommer til at handle om, hvordan vi får pengene til at passe de næste ti år. For os radikale er det allervigtigste, hvordan vi sikrer os, at vi også får økonomisk rum til at investere i uddannelse til alle, i børn, de mest udsatte og den grønne omstilling. Jeg vil have flere som Cecilie.

 

Der bliver skåret ned på det, der skal gøre os klogere og på det, der skal give flere mennesker frihed til at forme deres egne liv.
_______

 

I øjeblikket går det den forkerte vej. Der bliver skåret ned på folkeskole, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser og forskning. Der bliver skåret ned på det, der skal gøre os klogere og på det, der skal give flere mennesker frihed til at forme deres egne liv. Uddannelse giver os ikke alene mere frihed. Og det gør os ikke bare klogere, det skaber også grundlag for liv og udvikling i vores lokalsamfund. Det havde jeg egentlig opfattelsen af var vigtigt for flere partier.

Men et flertal i folketinget, herunder Socialdemokraterne og DF, som ellers gerne vil danne parløb om velfærd, har netop skåret på gymnasier og erhvervsuddannelser for at finansiere flere politibetjente. Og sammen med Venstre har de indført brugerbetaling på de videregående uddannelser, så f.eks. en skolelærer ikke længere kan blive socialrådgiver men godt kan blive lektor på universitetet. Det er uddannelsessnobberi. Det er den forkerte vej at gå. Det betyder mindre liv i landdistrikterne, når uddannelser skal lukke, og det giver ikke nye muligheder til dem, der har størst behov for dem.

 

Men et flertal i folketinget, herunder Socialdemokraterne og DF som ellers gerne vil danne parløb om velfærd, har netop skåret på gymnasier og erhvervsuddannelser.
_______

 

Der er indført kontanthjælpsloft og en såkaldt integrationsydelse, der betyder, at vi kommer til at stå med flere fattige børn og familier end nogensinde før, hvis ikke vi får grebet ind langt tidligere, opkvalificeret langt flere og skaffet arbejde til flere. Og den grønne danske overlægger bliver sænket, så vi ikke længere har førertrøjen på og kan være med til at gå forrest for at skaffe vores børn en ligeså god klode som den vi overtog.

Der er heldigvis flere partier, der gerne vil være med til at investere i velfærd, job og forhåbentlig også i uddannelse. Men vi skal have noget at investere for.

Det kræver, at vi har en stærk økonomi. For vi ved – sådan er det altid – at det er de mennesker, som er i korttidsansættelser, på kanten af arbejdsmarkedet eller helt udenfor (og deres børn), som er dem der rammes hårdest, hvis økonomien blæses omkuld af internationale kriser, boligbobler eller overophedning. Derfor er vi altid klar til reformer.

Vi ønsker for eksempel en justering af pensionsalderen for de af os, der kan arbejde lidt længere, så den matcher den stigende levetid. Raske og friske kommende bedsteforældre – mig for eksempel – må lægge et år mere på arbejdsmarkedet, så vores børn kan få bedre uddannelser. Reformer giver mulighed for at investere i flere år frem, også i dem der ikke kan arbejde lidt længere. Og fordi de giver os sikkerhed for, at vores økonomi kan stå imod i krisetider.

 

Raske og friske kommende bedsteforældre – mig for eksempel – må lægge et år mere på arbejdsmarkedet, så vores børn kan få bedre uddannelser..
_______

 

Det er mest ansvarligt at gennemføre reformer i opgangstider. Det er sådan en tid, vi er i nu. Desværre er den politiske appetit på forandringer i opgangstider også altid langt svagere, end når krisen først har sat ind. Det går jo meget godt, som Lars Løkke sagde på sit pressemøde, da han skulle forsøge at tale forventningerne til regeringens 2025-plan ned igen.

“Hvis du vil handle på markedet, må du døje landevejens støv,” sagde Viggo Hørup engang i 1890’erne. Hørup var en utålmodig reformist – han ønskede brændende opgør med landstingets magt og med privilegier på grund af klasse og køn, så vi som samfund kunne investere i børn, skole og de mest udsatte. Men alligevel mente han med den sætning, at man skal være villig til at melde sig ind i det politiske arbejde, indgå kompromisser, også selvom man ikke selv kan bestemme det hele, hvis man vil nå nogle resultater.

Det er radikalt tankegods, der holder vand, dengang som i dag. Det er præcis med Hørups visioner såvel som præmisser i baghovedet, at vi går ind til efterårets forhandlinger om dansk økonomi frem til 2025. It’s Education Stupid.■

ILLUSTRATION: Sofie Carsten Nielsen, MF for Radikale Venstre og forhenværende Uddannelses- og Forskningsminister. Foto: Jens Dresling/Polfoto.