Rune Lund: Røde ører hos ja-siden

Rune Lund: Røde ører hos ja-siden

07.12.2016


KOMMENTAR af Rune Lund, MF, retsordfører for Enhedslisten

Torsdag 8. december er partierne i Folketinget indkaldt til møde i Statsministeriet, hvor det er forventningen, at statsminister Lars Løkke Rasmussen vil præsentere partierne for muligheden for en parallelaftale om Europol.

Hvis det sker, vil det være interessant. For et helt centralt argument fra mange ja-sigere i forbindelse med folkeafstemningen om retsforbeholdet var, at det ville være svært, måske endda umuligt, at få en parallelaftale.

Folkeafstemningen i december 2015 handlede om, hvorvidt Danmark skulle afskaffe hele retsforbeholdet. Men ja-siden prøvede overordnet set at få det til at fremstå som om, at det meste af – eller nærmest hele – afstemningen kun omhandlede Europol. Derfor spillede frygten for, at Danmark eventuelt ikke kunne få en parallelaftale om Europol, en central rolle i ja-sidens argumentation.

Eksemplerne er mange.

Margrethe Auken, MEP for SF, udtalte 5. september 2015 til Ritzau om nej-sidens argumentation: ”Vi kan bare få parallelaftaler, siger de hele tiden. Men de glemmer at fortælle, at “gu’ kan vi da ej””.

Stine Bosse, formand for Europabevægelsen, skrev i RÆSON 7. oktober 2015 ”Så kommer vi til parallelaftalen, som EL tydeligvis stadig klynger sig til. Kan vi få en parallelaftale? Nej, det har Kommissionen allerede svaret på”.

Bjarke Møller fra Tænketanken Europa skrev følgende i en analyse i Politiken 11. januar 2016: ”Det virker illusorisk at tro, at de andre EU-lande midt i en historisk stor flygtninge- og grænsekrise vil sætte himmel og hav i bevægelse for at løse et dansk Europol-problem med en parallelaftale, der ikke alene kan være i strid med EU-traktaten, men som også er ubelejlig i forhold til den britiske folkeafstemning.”

Margrethe Vestager, konkurrencekommissær i EU, udtalte til Ritzau 30. september 2016: ”Det er usandsynligt, at Danmark får en parallelaftale med EU-Kommissionen om EU’s politisamarbejde, Europol. Det er juridisk kompliceret og omfatter masser af følsomme personoplysninger.”

Den journalistiske dækning fulgte trop. En af højdespringerne i ringe journalistik og ukritisk ja-vinkling var historien i Politiken 28. september 2016 med overskriften ”EU-chef fjerner al tvivl: Danmark kan ikke blive i Europol”. Historien kørte i flere medier – også selvom EU-Kommissionen hurtigt slog fast, at der foregik forhandlinger, som endnu ikke var afsluttede.

Enhedslisten har lige fra starten sagt, at det må være muligt at få en parallelaftale om Europol, da Norge har en sådan aftale, uden at være medlem af EU. Vi har sagt, at vi går efter den bedst mulige aftale, herunder at vi gerne ser den samme adgang til registre, som Danmark har i dag. Vi har også sagt, at vi tager konkret stilling, når der måtte ligge et forslag til en parallelaftale. Og alt det, mener vi stadig.

Flere fra ja-siden prøver nu at lade som om, at de aldrig har ført skræmmekampagne. Det gør de ved at opfinde en ny definition af parallelaftale, som – i deres dårlige forsøg på spin – skal defineres som en aftale, hvis indhold er nøjagtig det samme, som hvis Danmark deltog i Europol på overstatsligt niveau. I stedet får Danmark nu – ifølge denne spin – bare en ”særaftale”, og det er bestemt slet, slet ikke det samme som en parallelaftale – ifølge ja-siden, altså. Men det er bare spin. Endda af den ynkelige slags.

For alle har i årevis brugt ordet parallelaftale som et synonym for en mellemstatslig aftale. Se for eksempel Folketingets EU-oplysning, der skriver, at ”En parallelaftale er en mellemstatslig aftale mellem EU og en medlemsstat om at deltage i en del af et overstatsligt samarbejde.”

Bundlinjen er, at hvis det lykkes at forhandle en parallelaftale hjem, så må der være mange fra ja-siden, der sidder tilbage med meget røde ører.

ILLUSTRATION: Collage af RÆSON Foto: Enhedslisten.dk & Anders Sandberg/Flickr (Creative Commons)