Peter Lauritsen til politikerne: Er I for eller imod menneskerettighederne?

Peter Lauritsen til politikerne: Er I for eller imod menneskerettighederne?

21.07.2016


I jagten på en stadig strammere udlændingepolitik lægger politikere – nu fra store dele af det politiske spektrum – klar afstand til de menneskerettigheder, vi selv kritiserer andre for at overtræde. Vi må spørge politikerne: Er det en leg? Eller mener I alvorligt, at I ikke længere tror på fx ytringsfriheden og retten til retfærdig rettergang?


RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis. Med abonnement får du adgang til ALLE vores betalingsartikler (samt 4 trykte numre om året sendt med posten): 250 kr./året, 200 for studerende+200 for pensionister

 

KOMMENTAR af Peter Lauritsen

I SIDSTE UGE fremførte Morten Messerschmidt et forslag om, at vi skal gøre op med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Blå blok støttede forslaget, og det samme gjorde de efterhånden værdipolitisk mørkeblå Socialdemokrater. Også de var enige i, at menneskerettighedskonventionen er problematisk, og at ændringer er nødvendige.

Det er ikke nyt, at Dansk Folkeparti er kritisk overfor internationale konventioner. Sådan har det altid været. Men inden for det seneste år er det blevet tydeligt, at en række andre partier er med på vognen. Det gælder også traditionelt regeringsbærende partier som Venstre, Konservative og Socialdemokraterne, der tilsyneladende ikke længere ser konventioner og menneskerettigheder, som noget et land som Danmark nødvendigvis skal være bundet af.

At det forholder sig sådan blev tydeligt under den politiske panik, der opstod i tilknytning til den såkaldte flygtningekrise. Her var det i særlig grad FNs flygtningekonvention, der stod for skud. Fx foreslog de konservatives leder Søren Pape i december, at konventionen skulle ændres, så det kun var muligt for flygtninge at søge asyl i særlige FN-lejre. Liberal Alliance fulgte op med et ønske om ”et asylstop,” hvor Danmark midlertidigt trådte helt ud af konventionen. Begrundelsen var, med Simon Emil Ammitzbøls ord, at vi har ”en forpligtelse til at passe på vores eget samfund”.

Det er denne skepsis overfor flygtningekonventionen, der nu tilsyneladende har spredt sig til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Og selvom man kan indvende, at det ud fra et humanistisk synspunkt ikke gør den store forskel, om det er den ene eller den anden konvention, man ønsker at gøre op med, så er udviklingen markant og stærkt bekymrende.

 

Utallige gange har en dansk minister krævet, at menneske-
rettighederne blev overholdt i dette eller hint land. Det kunne ministeren gøre, fordi Danmark næsten per definition havde den moralske overhånd. Sådan er det desværre ikke længere

_______

 

Danmark er (eller rettere var) kendt for at gå forrest i kampen for basale rettigheder. Utallige gange har en dansk minister krævet, at menneskerettigheder blev overholdt i dette eller hint land. Det kunne ministeren gøre, fordi Danmark næsten per definition havde den moralske overhånd. Sådan er det desværre ikke længere. Kravet fremsætter vi stadig, men det klinger hult, for nu ser vi selv menneskerettigheder som en hæmsko – og på det punkt ligner vi alt for meget de anløbne magthavere og totalitære stater, vi gerne kritiserer.

Situationen er uholdbar. Og den politiske u-vending i forhold til konventionerne kræver en debat, som desværre er udeblevet. Alt for sjældent bliver der spurgt kritisk ind til politikernes bastante udmeldinger. Alle synspunkter bliver behandlet som om de var lige gode, og enhver kan mene sit. Holdninger og markeringer fyger med stor hast gennem luften, og for den almindelige borger er det umuligt at vide, om menneskerettighederne er gidsel i et indenrigspolitisk magtspil, eller om politikerne faktisk ikke længere tror på, at der med det at være menneske følger basale rettigheder. Men uanset hvad politikerne måtte mene inderst inde, så er konsekvensen en moralsk glidebane, vi ikke kan se enden på.

 

Uanset hvad politikerne måtte mene inderst inde, så er konsekvensen en moralsk glidebane, vi ikke kan se enden på
_______

 

Tager man politikerne på ordet, er opgøret med konventionerne nødvendigt, fordi de blev formuleret for snart 70 år siden. Når dette argument bliver luftet, nikker vi alle indforstået. Det er klart, at noget, der har en så høj alder, ikke kan have gyldighed i dag. Men når man tænker over det, er det vel ret beset underligt, at der på denne måde sættes udløbsdato på forhold som retten til at leve, retten til ikke at blive tortureret, retten til ikke at være slave, retten til retfærdig rettergang, retten til privatliv, retten til familieliv eller en af de andre rettigheder, som er beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ikke desto mindre køber vi tilsyneladende uden videre argumentet om, at basale rettigheder er noget, der forældes. Som om de var en vare, der har overskredet sidste salgsdato.

Mere konkret er det åbenlyst generende for danske politikere, at konventionerne sætter visse, om end vide, grænser for vores udlændingepolitik. Og helt op i det røde felt kom politikerne under den såkaldte Levakovic-sag. I husker ham. Manden vi med dansk finesse kalder Sigøjnerbossen, og som er dømt for både det ene og det andet, men ikke til udvisning på grund af konventionerne. Og så var vi endnu engang til grin for egne penge.

Men det var jo ikke konventionerne, der var ude i hampen. Levakovic er kriminel, han kan dømmes og straffes. Men han har børn, der er fjernet fra hjemmet, og som ville miste kontakten til deres far, hvis han blev udvist. At han i øvrigt har boet mere end fyrre år i Danmark og to i Kroatien er en anden sag. Pointen er, at selv en kriminel har menneskerettigheder og derfor ikke kan dømmes af tilfældige folkestemninger eller politikere i strammerrus. Når man tænker over det, er det vist helt ok. Det havde klædt politikere fra alle lejre at gøre opmærksom på, at menneskerettighederne er for alle og ikke kun for lovlydige danskere. Desværre var det også i dette tilfælde de færreste, der viste format, og i stedet vandt den billige forargelse.

 

Menneske-rettighederne hævder at være universelle, og de er nedfæstet i internationale aftaler. Som sådan er de en anstødssten for de politikere, der i stigende grad er begrænset af en national horisont
_______

 

Det er uendeligt trist, at det er blevet comme il faut [moderigtigt, red.] at sætte spørgsmålstegn ved menneskerettighedernes relevans. Men kritikken føjer sig fint til den stigende nationalisme, vi også er vidne til. Menneskerettighederne hævder at være universelle, og de er nedfæstet i internationale aftaler. Som sådan er de en anstødssten for de politikere, der i stigende grad er begrænset af en national horisont, og som kun med stor anstrengelse kan se hen over grænsebommen.

Samtidig er de snart det sidste værn mod yderligere stramninger af det, der engang blev kaldt en fast og fair udlændingepolitik, men som nu kun er fast og slet ikke fair. Med en politisk dagsorden, der altid har en mere kontant udlændingepolitik som første og eneste punkt, må det være fristende at forestille sig en verden uden konventioner, hvor vi gnidningsløst og med stor inerti kan fortsætte ad det efterhånden velkendte spor: Flere stramninger, mindre medmenneskelighed, mindre humanisme…

Spørgsmålet er imidlertid, hvor sporet ender. Hvornår kan vi endelig se op og lykønske hinanden med, at vi nu har strammet for sidste gang? Spørgsmålet er relevant, men det bliver ikke stillet. Det er en skam, for det foruroligende svar kunne meget vel være, at vi ikke kigger op, før det er for sent. I hvert fald er det den fornemmelse, der sniger sig ind på en, når Morten Messerschmidt til Berlingske siger, at Danmark ikke skal ”ligge under for gamle konventioner, hvor ingen længere kan huske hvem, der skrev under, hvorfor og hvilken virkelighed, de var skrevet i”.

Men glemmer du, Morten Messerschmidt, så husker jeg. Både FNs flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev skabt i skyggen af Anden Verdenskrig. De blev lavet for at sikre, at verden ikke endnu engang skulle opleve en moralsk bankerot, hvor humanismen sank i jorden, og hvor alt for mange mistede evnen til at udvise næstekærlighed og medmenneskelighed. Det var i den virkelighed, at rettighederne blev formuleret. Det er for at undgå en gentagelse af mareridtet, at vi har konventionerne og derfor, vi burde bruge al vores energi på at kæmpe for dem. ■

 

Både FNs flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention blev skabt i skyggen af Anden Verdenskrig. De blev lavet for at sikre, at verden ikke endnu engang skulle opleve en moralsk bankerot
_______

 

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis. Med abonnement får du adgang til ALLE vores betalingsartikler (samt 4 trykte numre om året sendt med posten): 250 kr./året, 200 for studerende+200 for pensionister

 

Peter Lauritsen (f. 1969) er lektor i informationsvidenskab ved Institut for Kultur og Kommunikation, Aarhus Universitet. Han er tidligere leder af Center for Science & Technology Studies og forsker især i overvågningsteknologi og overvågningskultur. Han har bl.a. udgivet bogen “Big Brother 2.0″ på Informations forlag og skrevet talrige debatindlæg om f.eks. overvågning, universiteter og uddannelseskvalitet. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen [Mads Nissen/Polfoto] og Lars Løkke Rasmussen [Anita Graversen/Polfoto]