Peter Lauritsen: Politikerne kan ikke vinde over populisme med populisme

Peter Lauritsen: Politikerne kan ikke vinde over populisme med populisme

03.12.2016


Demokratiet er truet. Tilsyneladende er svaret fra S og V: Stram udlændingeskruen i det uendelige. Men det vil ikke stoppe populismen. Tværtimod. Mere vil have mere.

KOMMENTAR af Peter Lauritsen

Det er efterhånden en triviel konstatering, at det folkestyre, vi har kendt i generationer, er i opbrud. Stadig flere taler om en bevægelse mod det postfaktuelle samfund og en fremvoksende populisme, hvor viden og fornuft ikke længere er det, der afgør en debat. Vælgerne stemmer hellere med følelserne end med fornuften, og politikerne vælges på deres karisma og ikke på deres evne til at sætte en realistisk retning for landet.

Problemet er alvorligt, og udfordringen er stor. Selvfølgelig skal der være plads til følelser og gennemslagskraft, men hvis viden og konsistent argumentation systematisk tilsidesættes, mister folkestyret sin evne til at håndtere de udfordringer, vi står overfor. Og hvis man spejder mod horisonten kan man ligefrem skimte demokratiets ophør. Den dag, vinderen ikke længere er det bedste argument, men den største løgn, er der ikke meget tilbage at være stolt over.

Med populismen på fremmarch og demokratiet på tilbagetog, er der brug for visionært, politisk lederskab, der rækker ud over den almindelige tummel og den individuelle interesse for det næste valg. Det bekymrende er imidlertid, at det er svært at se, hvor dette lederskab skal komme fra.

I hvert fald ser det ikke umiddelbart ud til at komme fra den nydannede regering. I det ellers så optimistiske regeringsgrundlag er der masser af politik og mere eller mindre forpligtende formuleringer om vækst, velfærd og bedre motorveje. Men der er ikke en analyse af den demokratiske krise, vi står i, og derfor heller ingen løsninger eller løfterige ambitioner.

Andre steder bliver udfordringen i det mindste nævnt. Eksempelvis har daværende erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen givet udtryk for, at dansk politik er disrupted, og at ”folk har mistet tilliden til de etablerede systemer.” Og Henrik Sass Larsen, der som bekendt er en af dem, der støber kuglerne for Socialdemokratiet, peger på, at det er blevet følelserne, der tæller for vælgerne og ikke fornuften. Mistillid til det etablerede og forrang til følelserne – det er den situation, dansk politik står i og skal finde ud af at håndtere.

Det er stærke sager, men desværre har medier og kommentatorer haft travlt med ministerbiler og strategiske spil, og har stort set ikke løftet et øjenbryn. Det er underligt, for det, de to garvede politikere siger, er jo, at politik ikke længere er, som vi kender det, og at demokratiet er gået i stykker. Derfor burde reaktionen være kraftig, og man burde interessere sig aktivt for, hvordan vi løser problemet. For netop på dette punkt, problemløsningen, mangler vi forslag, der konstruktivt peger fremad.

Både Troels Lund Poulsen og Henrik Sass Larsen peger på en stram udlændingepolitik som nødvendig medicin og lægger sig dermed trygt i kølvandet på det, der har været det centrale mantra i årevis: Stram udlændingeskruen, stram igen og fortsæt således i det uendelige. Problemet er blot, at dette jo ikke har vist sig at være et værn mod populisme. Tværtimod. Mere vil have mere. Og der kommer ikke et naturligt tidspunkt, hvor alle er enige om, at nu er der strammet nok. Det sker først, når nogen beslutter sig for at træde ud af cirklen og finde nye veje.

Samtidig er det tankevækkende, at hvis der er et sted, hvor populismen har trivedes i årevis, så er det netop på udlændingeområdet. Det handler sjældent om at løse konkrete udfordringer om integration og social kontrol, men derimod om symboler og overbud, og mange politikere holder sig ikke for gode til at udfordre demokratiske institutioner, grundloven og internationale konventioner.

Det er nedslående, at mere af den slags er det bedste, vi kan komme op med. At bekæmpe populisme med mere populisme virker hverken hensigtsmæssigt eller effektivt.

Det, der i stedet er brug for, er politisk lederskab. Ikke symbolpolitik og ansvarsfraskrivelse, hvor skylden per refleks placeres hos udlændinge, EU eller de forkætrede konventioner, men et lederskab, hvor man træder ud af den vante gænge og reelt interesserer sig for den krise demokratiet så åbenlyst befinder sig i. Hvad er det fx for mekanismer, der gør, at dele af befolkningen falder på halen for løfter om lette løsninger på komplicerede problemer? Hvorfor er demokratiet blevet noget vi råber af fremfor noget vi deltager i? Hvordan skaber vi en inkluderende, demokratisk samtale, som er præget af uenighed om emnerne, men af enighed om spillereglerne? Og hvordan får vi styrket de demokratiske fællesskaber og institutioner, som skal sikre kontinuitet og stabilitet også i de situationer, hvor politikerne mister overblikket og selvstændigheden?

Svarene på disse spørgsmål er ikke enkle og at sætte handling bag er endnu sværere. Der findes ikke et hurtigt fix, og det er ikke gjort med en enkelt kommission. En fælles anstrengelse er påkrævet, og der er brug for en bred, folkelig debat. Men nogen skal stille sig i spidsen. Og man har lov til at have det forfængelige håb, at vores folkevalgte blot for en stund vil lægge de daglige trakasserier til side og træde i karakter som de demokratiske forbilleder, vi vel har valgt dem til at være.

ILLUSTRATION: Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen, Venstres Søren Gade og daværende Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen. (Jens Dresling/POLFOTO)

Peter Lauritsen (f.1969) er professor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet.