Ny chefredaktør på RÆSON: Esben Vest

Ny chefredaktør på RÆSON: Esben Vest

27.06.2016


Den 28-årige vestjyde Esben Vest Jensen går 1. august direkte fra en praktikantplads på Berlingskes Christiansborgredaktion til stillingen som ansvarshavende chefredaktør på Nyhedsmagasinet RÆSON (www.raeson.dk), hvor han afløser Edith Lauglo Endsjø, der vender tilbage til sit studie på Statskundskab for at skrive speciale.

“RÆSON har over årene etableret sig som en platform for nye, skarpe talenter, både på skribent- og redaktørsiden” siger Clement Kjersgaard, der er udgiver af bladet og grundlagde det i 2002. “Esben Vest Jensen er den helt rigtige mand til at drive bladet i den fase, vi indleder nu. Vidende, kritisk, vedholdende og i besiddelse både af et enormt overblik og forståelse for tempoet i nyhedsbilledet”.

I efteråret påbegynder RÆSON en ny offensiv på nettet, hvor magasinet iøvrigt fortsætter med at levere både betalingsartikler og gratisstof.

De tidligere chefredaktører på bladet tæller bl.a. Kristian Basballe (idag DR Nyheder), Sarah Borger (idag Dansk Flygtningehjælp) og Magnus Boding Hansen (Idag bl.a. Weekendavisen).

Esben Vest er ved at færdiggøre sin grad på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og er desuden BA i Engelsk og Internationale Studier fra Aalborg Universitet (2010-2013); han har bl.a. været projektleder i Konservativ Ungdom (hvor han arbejdede med demokratiprojekter i Afrika).

OM RÆSON: RÆSON blev i 2002 grundlagt af Clement Kjersgaard som et totalt uafhængigt webmagasin med inspiration fra magasiner som Time, Der Spiegel og The Economist. I 2007 lancerede bladet en trykt halvårsudgave, der i 2013 blev relanceret som et kvartalsmagasin. Særligt de senere år har bladet oplevet solid abonnementfremgang. Det drives på markedsvilkår uden nogen form for mediestøtte, og står også bag bøger og arrangementer (herunder “Vidensfestival” med Det Kongelige Bibliotek og “Salon” med Det Kongelige Teater).

Kontakt: Esben Vest Jensen, evj@raeson.dk eller Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver), clement@raeson.dk