Niels Westy om fattigdom og ulighed: Stop lige. Aldrig har så mange mennesker haft det så godt som nu

Niels Westy om fattigdom og ulighed: Stop lige. Aldrig har så mange mennesker haft det så godt som nu

24.01.2016


Årets rapport fra Oxfam og IBIS danner et manipuleret og fordrejet billede af verdens ulighed og fattigdom. Alligevel bliver der ikke stillet kritiske spørgsmål fra den danske eller internationale presse. Modsat det billede, Oxam og IBIS forsøger at tegne, går det faktisk den rigtige vej. Aldrig før har så mange mennesker haft det så godt som nu, og det kan vi takke markedskræfterne for.

KOMMENTAR af Niels Westy, cand.polit. og udlandskommentator. Medlem af Liberal Alliance. Har tidligere skrevet i RÆSON bl.a. om Brasilien (”Hvilket mirakel?”)


SÅ ER DET tid til det årlige møde i Davos. Traditionen tro er det så også tid for den årlige rapport fra Oxfam og IBIS om hvor slemt det står til i verden. Som sædvanlig har IBIS herhjemme selvfølgelig haft stort set fri adgang til danske medier, der ukritisk videregiver deres forvrængede og forkerte påstande om verdens udvikling. Det skal medgives at man i år, trods alt erkender, at fattigdommen er reduceret. Det er jo også svært andet, når stort set hele Ulandsbranchen, verdens politiske ledere og FN har fejret, at ”de” nåede FNs millenniums målsætning for reduktion af fattigdom. At denne udvikling så primært var drevet af markedet og de væmmelige kapitalister, taler man ikke højt om.

Rapporten bruger et misvisende mål for fattigdom

Når man læser om den rapport, IBIS har lavet sammen med den britiske hjælpeorganisation Oxfam står det også hurtigt klart, at det først og fremmest handler om at fremmane et billede af en verden, der bliver mere og mere uretfærdig, hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere, og hvor grådigheden blandt verdens kapitalister forhindrer udryddelsen af fattigdom her i verden. Lige som i tidligere rapporter anvender man sig af højst problematiske og i flere tilfælde direkte forkerte metoder og nøgletal. Det gælder ikke mindst anvendelsen af begrebet ’nettoformue’ som mål for velstand og levevilkår. I flere tilfælde er der også tale om et brug af kilder, som kraftigt nærmer sig misbrug.

IBIS og Oxfam overser valutakursudviklingen – den underliggende udvikling er faktisk positiv. ”Nettoformue” er defineret som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt ikke-finansielle aktiver (primært boliger og jord) minus gæld. Credit Suisse har i en årrække udgivet en årlig rapport over udviklingen i nettoformuerne i hele verden. Et lødigt stykke arbejde, hvor man fint redegør for nogle af de problemer, faldgrupper og usikkerheder, som denne form for beregninger er behæftet med. Men i den forkortede rapport, som man finder på IBIS’ hjemmeside, omtaler IBIS og Oxfam resultaterne af deres seneste ”analyse” således: ”Kløften mellem rig og fattig bliver stadig mere ekstrem. Banken Credit Suisse afslørede for nyligt, at verdens rigeste 1 pct. nu har ophobet større værdier end alle andre mennesker tilsammen. Det er sket et år tidligere end forudset i Oxfam og IBIS’ prognose, der blev offentliggjort forud for sidste års World Economic Forum i Schweiz. Samtidig ejer den fattigste halvdel af menneskeheden 1.000 milliarder dollars mindre [min fremhævning, red.] end for fem år siden. Dette er blot de seneste udtryk for en global ulighed, der formentlig er uden sidestykke i over hundrede år.”

Hvad man ikke finder nødvendigt at fortælle er hvorfor nettoformuerne har udviklet sig som de har fra 2014 til 2015. Formentlig fordi det ikke passer ind i den fortælling, som Oxfam og IBIS gerne vil have os til at købe. Men forklaringen har til gengæld Credit Suisse, og her er deres forklaring på nettoformuernes udvikling fra 2014 til 2015: ”Den globale velstand nåede 250.000 milliarder dollars i 2015, lidt mindre end året før, på grund af den ugunstige valutakursudvikling [primært udviklingen i dollarkursen]. Tendensen for den underliggende rigdom forbliver dog generelt positiv”. Hvis man fastholder valutakurserne fra året før, ville formueudviklingen altså faktisk være positiv i alle regioner – altså også for den “fattige” (eller: mindst-rige) halvdel af menneskeheden (som jo bl.a. inkluderer 1.3 mio. danskere).

Men brugen af nettoformue som mål for velstand og levevilkår er et meget dårligt valg. Ser man på den globale formuefordeling opdager man nemlig at USA og Europa er kraftigt overrepræsenteret blandt ”verdens fattigste”. Hvorimod ikke mindst kineserne glimrer ved deres fravær blandt de med de 20 pct. mindste nettoformuer. En væsentlig forklaring på at I-landene er overrepræsenteret, er naturligvis ikke fattigdom eller ringe levevilkår – snarere tværtimod. Det er et udtryk for at man har stabile økonomier og veludbyggede finansielle markeder. Alene forskelle i finansiering af egen bolig og varige forbrugsgoder gør sammenligning mellem lande nær umulig. Når man bruger den globale nettoformuefordeling som metode, udgjorde amerikanerne i 2015 10,2 pct. af verdens 10 pct. fattigste, mens voksne amerikanere kun udgør 5,1 pct. af verdens voksne befolkning. Danskere udgjorde 0,26 pct., mens voksne danskere udgør mindre end 0,09 pct. af den globale voksne befolkning. Til gengæld udgjorde ”fattige” kinesere mindre end 0,1 pct. af verdens 10 procent ”fattigste” målt på nettoformue. Det på trods af, at voksne kinesere udgør 21,1 pct. af den globale voksne befolkning. Enhver bør allerede her kunne se, at det er absurd at måle fattigdom ved at se på fordelingen af den globale nettoformue.
Med andre ord er nettoformue et ringe mål for verdens levevilkår, hvilket der også er enighed om blandt de fleste økonomer – inklusiv flere af dem, som Oxfam og IBIS selv bruger som kilder i deres rapport.

Glem ”de 62 rigeste” – aldrig før har så mange mennesker levet så godt som nu

Et årligt slagnummer fra Oxfam og IBIS er sammenligningen af verdens rigestes formuer, som de opgøres i Forbes (amerikansk erhvervsmagasin, red.), med den ”fattigste” halvdels samlede nettoformue. Jovist er det sjovt, men det er også fuldkommen ligegyldigt og giver ingen mening. Om der skal 30, 50, 100 , 500 – eller som i år de 62 rigeste mennesker i verden – til matche den ”fattigste halvdel” af jordens befolkning, er bare fjollerier. Det beløb, der er tale om, udgør stadig kun 0,7 pct. af verdens samlede nettoformue, hvor udviklingen i de rigestes formuer primært er et udtryk for udviklingen i kurserne på værdipapirer. Med andre ord betyder faldende aktiekurser mindre ulighed, hvilket åbenbart i IBIS og Oxfams optik er efterstræbelsesværdigt.

Hvis vi ønsker at bruge et enkelt mål for den reelle udvikling i levestandard, skal vi naturligvis se på folks indkomst. Her må vi bare konstatere, at det går forrygende. Siden 1990 er andelen af mennesker, som lever i absolut fattigdom mere end halveret, mens den globale middeklasse er vokset kraftigt.

Aldrig har så mange mennesker levet så godt, og så lille en andel levet i absolut fattigdom, som i dag. Derudover er den globale ulighed svagt faldene, målt ved GINI-koefficienten, ifølge de to anerkendte økonomer, Christoph Lakner og Branko Milanovic. Med andre ord bliver verden rigere og faktisk også mere lige – altså stort set det modsatte af hvad Oxfam og IBIS gerne vil bilde os ind.

Andelen af verdens fattigste er halveret – og det er på grund af markedskræfterne

Oxfam og Ibis vil gerne give os indtryk af, at globaliseringen først og fremmest kommer de rigeste til gode. Som IBIS selv skriver: ”Der kan ikke herske tvivl om, at de store vindere i verdensøkonomien er dem, der i forvejen har mest. Vores økonomiske system er i den grad skruet sammen til deres fordel, og noget tyder endda på, at det bliver værre og værre. I stedet for at ‘dryppe nedad’ bliver indkomst og formue ’suget opad’ med foruroligende kraft”.

Men det er ganske enkelt forkert. Som påpeget af Branko Milanovic (se ”Global Income Inequality in Numbers: in History and Now” i Global Policy, vol. 4, issue 2, maj 2013), er realindkomsterne steget for alle indkomstgrupper, og den globale middelklasse er de primære vindere af globaliseringen.

Problemet for Oxfam og IBIS er naturligvis, at den positive historiske velstandsudvikling – som heldigvis også kommer verdens fattige til gavn – primært skyldes markedskræfterne, som Oxfam og IBIS ikke bryder sig om. Indsatsen fra verdens mange NGO’er og FN mv. kun har kun spillet en marginal rolle. Det ønsker de naturligvis ikke at vi fokuserer på, hvorfor det er så vigtigt for Oxfam og IBIS at fastholde en fortællingen om, at ulighed er roden til alt ondt.

Det ER rigtigt at uligheden er steget internt i de fleste land (dog ikke i Latinamerika).men den er faktisk faldet globalt. At en række lande – fx Brasilien, Indien, Rusland og ikke mindst Kina – i 1990erne trådte ind på de globale markeder betød at det globale arbejdsudbud steg med mere end 1 milliard, primært ufaglærte, arbejdstagere. Det har naturligvis haft konsekvenser for fordelingen af den fortsatte indkomstfremgang, også i I-landene.

Oxfam og IBIS fremhæver at godt 10 pct. af jordens befolkning stadigvæk lever i absolut fattigdom, og at deres realindkomst kun er steget med meget lidt gennem de seneste 25 år. Netop denne del af rapporten er voldsomt manipulerende. Oxfam og IBIS ”glemmer” nemlig at påpege, at denne indkomstgruppe var mere end dobbelt så stor for 25 år siden – andelen af verdens befolkning, som lever i absolut fattigdom er altså mere end halveret de seneste 25 år!

MÅLET MÅ NATURLIGVIS være, at de sidste 10 pct. også bringes ud af fattigdom. Og den mest effektive metode for at opnå dette mål kender vi allerede – den har vist sit værd gennem 200 år. Nemlig: markedsliberaliseringer og frihandel.

Hvor ville det være dejligt, hvis pressen til næste år var forberedt, og ikke bare tog Oxfam og IBIS’ påstande for pålydende, som man har gjort de seneste år. For den historiske velstandsudvikling, som vi har oplevet de seneste 200 år, har et helt afgørende og veldokumenteret fællestræk. Velstand skabes bedst gennem markedsliberaliseringer og konkurrence. Danmarks egen vej til et af verdens rigeste lande viser dét. Og de seneste årtiers udvikling i mellemindkomst- og udviklingslandene giver et klart billede: Jo mere økonomisk frihed, jo højere vækst og velstand – også for verdens fattigste.


ILLUSTRATION: Jakartas skyline