Mens alle taler pensionsalder: Er det i virkeligheden en dårlig forretning at spare op?

Mens alle taler pensionsalder: Er det i virkeligheden en dårlig forretning at spare op?

21.08.2016


Det nuværende pensionssystem er uholdbart, og lave renter og lav vækst rammer de unge, der vil spare op til den pension, der af politikerne bliver skudt længere og længere ud i fremtiden. Men hvad er løsningen?



Af Astrid Vibe Kjærvik

Billedet er klart: med et stigende antal ældre, som skal forsørges af et svindende antal yngre, er det nuværende pensionssystem ikke holdbart, og pensionsalderen må løbende sættes op.

Samtidig skal kommende generationer i højere grad mere eller mindre tvinges til selv at spare op til deres pensioner. Pensionister skal i højere grad arbejde længere og forsørge sig selv ved egen pensionsopsparing, for som systemet er nu, betyder presset på de offentlige finanser, at vi fodrer pensionisterne med fundamentet for fremtiden.


Problemet er bare, at det kan ikke betale sig for unge at spare op til pension. Det kan derimod langt bedre betale sig at spare op i bolig og fast ejendom. Den tvungne pensionsopsparing gør, at unge tvinges til at spare op i pensionsselskaber, som lige nu ikke kan love meget mere end to pct. i afkast på opsparingen. Og så er en bolig altså meget mere attraktiv at investere i.

Men spørgsmålet er, hvordan man skruer et system sammen, som både giver incitament til at spare op, at arbejde så længe man kan, og samtidig holder hånden under de fattigste og mest nedslidte ældre og pensionister?

Er der andre løsninger end at hæve pensionsalderen?
Selvom det efterhånden er klart, at vi skal arbejde længere i takt med, at vi lever længere, er stigende pensionsalder stadig kun en del af løsningen på, hvordan vi får indrettet et pensionssystem, som kan løse de økonomiske udfordringer og danne rammen om et holdbart pensionssystem.

Hvordan skal fremtidens pensionssystem så skrues sammen? Til pensionskonferencen PerCent Annual Conference hos Copenhagen Business School med førende internationale og danske økonomer indenfor forskning af pensionsområdet står én konklusion klart: Der er ikke nogen optimal måde at indrette pensioner på. Der er kun næstbedste løsninger.

 

Giver man ikke en nogenlunde pension til personer uden egen pensionsopsparing, risikerer man at stå med en gruppe fattige ældre
_______

 

Pensioner tilgodeser både hensyn til omfordeling, fattigdomsbekæmpelse, forsikring og forbrugsudglatning. De mange hensyn giver modsatrettede konsekvenser: En høj pension til personer uden egen pensionsopsparing kan betyde, at folk fravælger at spare op og investerer i alt muligt andet. Giver man ikke en nogenlunde pension til personer uden egen pensionsopsparing, risikerer man at stå med en gruppe fattige ældre.

Pay-as-you-go
En stor del af det nuværende pensionssystem er baseret på Pay-as-you-go (Paygo)-princippet. Altså, man betaler sin skat, mens man er ung og i arbejde, og via denne skat finansieres andres pension. Når man selv pensioneres, er det de næste generationer, som betaler ens pension. Problemet ved paygo er, at det kan give et finanspolitisk holdbarhedsproblem, når der er mange flere pensionister til at modtage pension end unge til at betale skat.

I Danmark er ’Paygo’ for de flestes vedkommende kombineret med en overenskomstbestemt pensionsopsparing. Men den form for ’privat’ pensionsopsparing er baseret på et samfund, som består af kernefamilier. En familie, hvor folk bor i par, får 2,1 barn og ikke bliver skilt. De besidder en fast portion kvalifikationer, de har samme ansættelse livet igennem indtil pension, og de lever i gennemsnit til de bliver 75. Med de antagelser om befolkningen er Paygo og egenopsparing via ansættelseskontrakter en glimrende indretning.

Men virkeligheden fjerner sig mere og mere fra de antagelser, og dermed også fra at dette system kan løse de udfordringer, som samfundet står overfor i forbindelse med nye familieformer, friere ansættelsesformer som freelance eller projektarbejde, videreuddannelse, længere levetid, og kun 1,7 børn pr. fødedygtig kvinde.
I en sådan verden er den eneste fordel tilbage, at paygo-delen af systemet er knap så udsat for udsving på de finansielle markeder.

Til gengæld kan det give et alvorligt finanspolitisk holdbarhedsproblem, hvor der simpelthen ikke er skatteindtægter til at betale til pensionisterne. Det betyder, at enten må pensionerne blive mindre, efterhånden som der er flere på pension og færre til at betale. Eller også må den øvrige kernevelfærd vige for at kunne opretholde pensionerne under Paygo. Indtil videre har vi gjort det sidste, hvor den siddende regering med støttepartier finder penge til pensionisterne, ved at tage fra kontanthjælp, SU, uddannelse, pasning og sygehuse. Der bliver prioriteret ældremilliarder og der opstår politisk modstand mod at fjerne pensionisters boligstøtte.

 

Der bliver prioriteret ældremilliarder og der opstår politisk modstand mod at fjerne pensionisters boligstøtte
_______

 

Pensionsselskaber
Et alternativ til Paygo er egen opsparing. Her har den liberale tænketanke Cepos et meget lidt liberalt forslag om tvungen pensionsopsparing. De foreslår altså, at staten skal bestemme over en andel af folks indkomst, som skal sættes i pensionsopsparing. For hvis man kunne få alle til at spare op af egen lomme, ville det ikke give de samme finanspolitiske problemer, når der er udsving i størrelsen af årgange.
Langt de fleste vil vælge et pensionsselskab til at investere opsparingen, hvor pensionsselskabet giver et lovet afkast ved pensionering (eller forsikringssum), ligesom de overenskomstbestemte pensioner også bliver betalt ind til pensionsselskaber.

Pension kan enten være

1. en forsikring, som man betaler en præmie ind til – hvor den månedlige overførsel ved pension er fast eller
2. en opsparing, man sparer op til sig selv, hvor den månedlige indbetaling som opsparer ligger fast

Under et system hvor overførslen er fastlagt, bærer pensionsselskabet risikoen. Her er udbetaler nødt til at udbetale det lovede beløb mange år frem i tiden, uanset hvordan væksten eller samfundet ellers udvikler sig.
Det er lige nu en udfordring for en del pensionsselskaber, som har lovet et afkast på fem til seks pct. til deres pensionskunder, med udbetaling i den nære fremtid, men hvor væksten i samfundet er aftaget, så obligationer ikke længere giver så højt et afkast.

I et system, hvor det derimod er den månedlige indbetaling, som er fastlagt, vil risikoen for, hvor stort et afkast, de indbetalinger så kan give, ligge på indbetaler. Dermed vil udsving i økonomien have betydning for, hvor stor en pension den enkelte får udbetalt, hvilket kan give store udsving og ulighed imellem generationer.
Uanset hvem, der bærer risikoen, er de helt individuelle opsparinger meget omkostningstunge, og Nick Barr, professor i økonomi ved London School of Economics vurderer, at dette kan koste opspareren op til 20 pct. af deres opsparing over livet.

Kapitalen
Kapital er af afgørende betydning for, hvornår man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og nyde sit velfortjente otium. Og netop kapital – både humankapital, fysisk, og finansiel kapital – er professor i finansiering Claus Munk fra Copenhagen Business School optaget af. Den mængde kapital, den enkelte person sidder med, ændrer sig i løbet af en livsperiode. Med kapital menes både ejendom og opsparing, men også den indtjening, som man er i stand til at generere med hoved og hænder: altså humankapital som evner og færdigheder.

Mens man er ung, er ens humankapital højest – man er bedst i stand til at tjene penge ved at bruge sine evner. Derved er arbejdskraft – eller ’humankapitalen’ – det, som unge mennesker kan sætte i arbejde, for at tjene penge. Humankapitalen aftager så over livet, samtidig med at den opsparede, fysiske og finansielle kapital stiger. På et tidspunkt er den finansielle og fysiske kapital større end humankapitalen, hvilket betyder, at man kan tjene mere på investering på de finansielle markeder eller investeringer i fysisk kapital, end man kan tjene ved egen arbejdskraft.

Hvad betyder alt det så? Claus Munks konklusion er, at pensionsopsparing ikke giver et særligt godt afkast for unge. For unge med høj humankapital og lav finansiel eller fysisk kapital kan det bedre betale sig at investere i boligmarkedet, og så senere starte med at spare op til pensionen. Når de bliver ældre, kan det derimod langt bedre betale sig at spare op til pensionen og sætte opsparingen på de finansielle markeder.

My home is my Asset
Det forventede afkast på en bolig er ca. fire pct., og selvom den enkelte familie kan tabe eller vinde mere eller mindre på at købe en bolig, så er det er omtrent at forvente på boliginvesteringen. Tilsvarende er afkastet på aktier ca 4-6 %. Det ligger lidt højere, men tilgengæld er der størrer udsving i aktier, og dermed er de belagt med mere risiko end investeringer i boliger.

Jeg har et vennepar, som er i starten af 30´erne, har små børn og arbejder fuld tid begge to. De er begge universitetsøkonomer og har købt et lille rækkehus et godt stykke væk fra København, men synes ikke, at det er let at få økonomien til at hænge sammen. Blandt andet fordi de begge er offentligt ansat og skal spare 17 pct. af deres løn op til pension. Det betyder, at godt halvdelen af deres indkomst går til opsparing i bolig eller pension.

De ved godt, at deres økonomi bliver bedre om nogle år, når de har betalt mere af på huset, måske er kommet af med banklånet, og deres lønninger stiger. Men hvis de selv kunne vælge, ville de hellere betale af på deres banklån nu og først derefter begynde at spare op til pension. Det er også Claus Munks pointe. Det er nemlig en rigtig dårlig forretning at have boliglån med en rente på 6% og samtidig spare op i en tvungen pensionsopsparing med et 2-3% afkast (eller lavere).

Lige nu sidder de altså lidt stramt i det – og det er et par, som ifølge Cepos, begge har den 5. bedst betalte uddannelse i Danmark, over et livsforløb. Hvordan har par eller enlige med en lavere indkomst så råd til at investere i bolig, hvis der bliver indført tvungen pension for alle? Tvungen pensionsopsparing er altså ikke nødvendigvis en særlig smart måde at indrette pensionssystemet på, men snarere bør folk selv kunne bestemme, om de sparer op i bolig, en selvstændig virksomhed eller pensionsopsparing.

 

Tvungen pensionsopsparing er altså ikke nødvendigvis en særlig smart måde at indrette pensionssystemet på
_______

 

Så hvis unge mennesker skal have lov til at spare op i bolig istedet for pension, hvornår skal de så begynde at spare op til pensionen?

Skal de unge mennesker også have mulighed for at spare op i en båd, privat ejendom, kunst eller ædle metaller. Og skal de selv kunne forvalte pensionen i sådanne alternative aktiver, som så skal sælges efterhånden som man som pensionist får brug for at spise og betale husleje? Hvilket betyder at pensionister vil tvinges til at tage realkreditlån i boligen eller leve af indtægter fra boligsalg, før de kan få udbetalt folkepension. Eller skal pension partout være tvungen opsparing hos et forsikringsselskab – og skal offentlige pensioner så slet ikke tage hensyn til øvrige aktiver af værdi?

Og hvordan skal pensionstillæg, boligsikring og ældrecheck koordineres med sådan en opsparing, når det for eksempelvis, som sygeplejerskernes pensionskasse opdagede i foråret, for en del af deres medlemmer ikke kan betale sig at spare op. Den ekstra opsparing ville blot gå ud over det de ydelser de ellers ville kunne få i pensionstillæg, boligsikring og ældrecheck.

Pensionskassen fremførte historien om, hvor unfair det var, at sygeplejerske, som sparede op, blev ’straffet’ økonomisk ved at gå i ned i offentlige ydelser som tillæg og støtte fra staten ved pensionering. Hvilket er en bagvendt måde at anskue den fattigdomsbekæmpende del af pensionssystemet på, men ikke desto mindre netop sådan, som mange opsparere ser det: Hvorfor skulle man lægge ekstra til side, hvis det betyder man går ned i offentlige ydelser?

Incitamenter og rationelle agenter
Nick Barr er ikke enig med Claus Munk. Selvom han i princippet synes, at mennesker bør kunne bruge deres penge, som de lyster, understreger han imidlertid, at de fleste ikke er i stand til at varetage deres eget bedste. Netop antagelsen om ’rationelle individer’ er en omstridt antagelse, og Nick Barr baserer sit argument på nobelprisvindende forskning fra både George Akerlof, Michael Spence og Joseph E. Stiglitz men også Daniel Kahneman og Roger Myerson m.fl.


1. Imperfect information: Vi sidder ikke med perfekt information. Vi ved ikke alt, hvad der sker i al fremtid eller nutid, og kan ikke forudse det. Vi ved ikke, hvor gamle vi bliver, eller hvorvidt den selvstændige virksomhed vi starter op nu bliver en bragende succes eller dundrende fiasko, eller om Sydhavnen bliver det nye Vesterbro så en boliginvestering er en god forretning.

2. Irrationel behaviour: Selvom vi godt ved, hvad der er bedst for os, så er det ikke altid, at vi handler efter det.

3. Incomplete markets and contracts: Det er ikke altid muligt at forsikre sig, selvom man gerne vil. Forsikringsselskaber (og i nogle lande private pensionsselskaber) forsøger at screene deres kunder og udvælge dem, de kan tjene fleste penge på.

4. Distorting taxation: Skatter forstyrrer den marginale beslutning om opsparing og forbrug.
Nick Barr låner fra psykologi og fysiologi til at understrege det irrationelle i menneskets handlinger. Han laver hvert år et forsøg med sine studerende. De skal vælge, om de to uger fra nu helst vil have gulerødder eller chokoladebarer. De fleste vælger gulerødder. To uger senere står der et bord til indgangen af klasselokalet, hvor de kan tage det, de gerne vil have. De fleste tager chokoladebaren. Også selvom de for to uger siden havde sat kryds ved gulerod.

Beslutninger tages nemlig to forskellige steder i hjernen:

Mesolimbic: Er den gamle del og mere primitive del af hjernen. Der tages her og nu beslutninger – kortsigtede. Det er denne del, som vælger en chokoladebaren, når den ligger lige for næsen af dig.

Prefrontal Cortex: Er nyere og mere rationel og tålmodige del af hjernen. Det er her langsigtede beslutninger tages. Som at man vil spise gulerødder om to uger, fordi det er det sundeste og krop og sind har bedre af råkost end af sukker.

Hans pointe er, at vi ikke selv er i stand til at vælge den mest hensigtsmæssige opsparingsstategi for vores bolig og pension. Slet ikke når en undersøgelse har vist, at 50 pct. af den britiske befolkning ikke kender forskel på en aktie og en obligation. Gør du?

 

50 pct. af den britiske befolkning kender ikke forskel på en aktie og en obligation. Gør du?
_______

 

Samme andel af befolkningen har ingen interesse for rentetilskrivning eller nutidsværdi. Derfor kan vi ikke regne med, at folk selv kan overskue deres egne pensionsopsparinger – og slet ikke tage beslutningen om, hvor meget de skal spare op. Så at indrette pensionssystemet på baggrund af frit valg og konkurrence imellem pensionsselskaberne, mener han ikke er en holdbar model. Selv i en samtale med to økonomiprofessorer fra Sverige, som var med til at udvikle det svenske pensionssystem, konfiderede de to professorer til Nick, at de skam heller ikke helt kunne hitte ud af deres egen pensionsopsparing. Og hvis de, der har designet pensionssystemet, ikke kan finde hoved eller hale i det, hvem kan så?

Pensionsselskaberne
Pensionsselskaberne har også en udfordring med de høje afkast, de tidligere har lovet til kommende pensionister. Dengang, kontrakterne blev indgået, var der høj vækst i samfundet; finansmarkederne gav høje afkast, og der var høje renter på obligationer. Nu er renterne helt anderledes lave, og oveni er levetiden og sundhedsvæsenet forbedret, så det biometriske afkast (hvor pensionister falder fra inden pension og deres pension derfor kan spredes ud på de tilbagelevende) er også blevet mindre. Derfor står pensionsselskaberne med en reel udfordring i forhold til at sørge for det lovede afkast til de snart kommende pensionister, uden at det går ud over de helt unges opsparing. Og især kan de ikke love de unge opsparere de samme høje afkast, som de nuværende pensionister har fået.

Professor i finansiering ved CBS Jesper Rangvid påpeger at renterne er de laveste i 5000 år – altså siden Babylons tid. Det betyder, at det afkast i samfundsforudsætningerne til beregninger for pensioner, bliver nedjusteret år for år. Rangvid mener, at det vil fortsætte i fremtiden. Det betyder, at unge opsparere får en rigtig, rigtig dårlig forretning ved at have seks pct. banklån og to pct. pensionsopsparing. Det giver en lavere pension, når pensionsalderen kommer, men også mindre til forbrug i dag, fordi vi skal spare mere op til fremtiden nu. Hvis man alternativt vil søge et højere afkast, må man også samtidig være villig til at tage en højere risiko.

Derfor er det nødvendigt for pensionsselskaber at søge andre steder hen end statsobligationer, når der skal findes afkast, såsom boliger, aktier og Offentligt-Private Partnerskaber(OPP). Og det gør de også. Disse investeringer giver ydermere den fordel, at OPP og ejedomsinvesteringer ikke kan opgøres efter mark-to-market princippet, som finansielle investeringer skal. Det giver mere stabilitet i de langsigtede investeringer, fordi der ikke skal rapporteres på årlige (korte) udsving, og dermed kan pensionsselskaberne i højere grad lave de langsigtede, stabiliserende investeringer, som ikke nødvendigvis altid performer fra år til år, da de ikke skal registrere årlige tab på samme måde, som man gør under mark-to-market.

Men dette er et nyt område for pensionsselskaberne, hvor deres viden er begrænset og de henter ekspertise ind udefra. Det gør derfor også investeringerne mererisikable end de sikre statsobligationer. En risiko som de unge opsparere bærer.

Hvad er elementerne så af et næst-bedst pensionssystem?
Nick Barr mener, at vi bør lave tvungen pensionsopsparing – men uden at definere, hvorvidt bolig og andre aktiver kan indgå i denne opsparing, så pensionen i højere grad afhænger af den enkeltes samlede finansielle situation. Han mener også, at der skal være få og simple valg imellem opsparingsmuligheder, som de irrationelle opsparere kan vælge imellem. Der skal være central kontrol med fokus på at holde omkostningerne nede og det skal ikke er muligt at pille ved politisk. Pensionsopsparere skal kunne regne med, at den aftale de går ind i, når de er 30, stadig er gyldig, den dag de skal pensioneres som 80-årig.

Nick Barr sender også en kindhest ud til de siddende politikere. Han pointerer, at når kommissioner kommer med rapporter, så tager politikerne rapporten og fjerner de upopulære (og ofte centrale) elementer i rapporten, tilføjer egne idéer og kæpheste og får en reformpakke, som er ét stort rod, og sjældent har den ønskede effekt. – Det altså, hvis pensionskommissioner får lov til at overleve og ikke bliver nedlagt som den seneste pensionskommission, der blev lukket i samme øjeblik, som Venstre blev valgt ind i statsministeriet med DF som støtteparti.

Laurence Kotlikoff, professor ved Harvard University, USA, påpeger også, at der er ikke noget som nødvendigvis retfærdiggør, at pensionister stilles bedre end øvrige borgere i samfundet, som ikke kan klare sig selv. Selvom fænomenet ikke er så udtalt i Danmark, så er pensionister er i dag stadig bedre stillet end eksempelvis
kontanthjælpsmodtagere, på den måde, at sidstnævnte skal sælge egne aktiver, før de kan modtage hjælp fra det offentlige. Selvom der er tradition og stemmer i at ae den stigende gruppe pensionister med hårene, så bliver det problematisk, når pengene går fra mange andre kernevelfærdsområder, som skal være med til at sørge for vækst og arbejdspladser, og som skal finansiere pensioner i fremtiden.

Endeligt står det klart, at højere grad af egenfinansieret pensionsopsparing ikke er til at komme udenom. Spørgsmålet er så, om det udelukkende bliver pensionsalderen, man piller ved, eller om politikerne også tør ændre ved, hvordan pensioner udmåles og beregnes på pensionistens øvrige aktiver og værdier, hvorvidt der fortsat skal være så stor forskel på den offentlige pension og øvrige offentlige overførsler, og hvorvidt man som ung kan vælge at spare op i bolig først og pensionsopsparing senere.

Én ting er sikkert. Der går lang tid, før man som ung i dag kan komme til at gå på pension. Og når det sker, er det uvist, hvilke offentlige pensioner, der vil være, og hvor stort et afkast der er kommet på opsparingen. De lave renter, den lave vækst i samfundet og den stigende usikkerhed på finansmarkederne kommer især til at gå ud over de unge pensionsopsparere. ■

Astrid Vibe Kjærvik (1985) er uddannet cand.polit og ekstern underviser på CBS i samfundsøkonomi og statistik. Hun har tidligere været embedsmand i Erhvervs- og Vækstministeriet samt i Departementet for Finanser i Grønland.

ILLUSTRATION: To pensionister på en strand. Foto: Carolina Romare/Folio/Polfoto