
Martin Lemberg i RÆSON25: Unionens politik risikerer at føre til en humanitær katastrofe
08.03.2016
.Allerede i 2014 erkendte man langt ind i FN-systemet, at nærområdekollapset var blevet uundgåeligt grundet manglende politisk vilje blandt donorlandene. For mens Londonkonferencens milliarder måske kan stabilisere situationen for nogle af flygtningene i nærområderne, tyder det allerede nu på, at dens resultat både var for lidt og kom for sent. Givet den meget ustabile situation i Syrien, såsom de nylige flygtningestrømme fra Aleppo, kan nærområdernes i forvejen delikate balance forrykkes pludseligt.
FRA RÆSON25 (marts 2016), der udkommer torsdag 10. marts
Af Martin Lemberg-Pedersen
Masseflugten ser ud til at stige: I januar 2015 registrerede UNHCR, FN’s Flygtningehøjkommissariat, 5.550 bådflygtninge i Middelhavet, men i januar 2016 var det tal steget til 65.775 – tæt på antallet af ankomster i juni 2015.
I starten af 2016 opholdt der sig mindst 2,5 mio. syriske flygtninge i Tyrkiet, mens antallet var 1,1 mio. i Libanon, 635.324 i Jordan, 245.022 i et Irak, hvor 3,9 mio. allerede er internt fordrevne, og 117.658 i Egypten. Samtidig er omkring 7,6 mio. syrere flygtninge i deres eget land. Ifølge UNHCR ankom der i 2015 1.015.078 bådflygtninge til Europa via Middelhavet: 48 pct. syrere, 21 pct. afghanere og 9 pct. irakere. For hele året var 57 pct. mænd, 27 pct. børn, og 17 pct. kvinder. Det er en kendt dynamik, at flertallet af bådflygtningene er mænd, og en af grundene til dette har været, at manglen på lovlige ruter har skubbet flygtningene i hænderne på skruppelløse smuglere og ud på meget risikable ruter, hvilket har gjort flugten livsfarlig. Derfor har mange familier, såfremt de har et valg, sparet sammen til, at yngre mænd eller fædre rejser i forvejen og gennem familiesammenføring gør det muligt for resten af familien at flygte både lovligt og meget sikrere. Men flygtningekrisen er ved at ændre karakter. Sammenlignet med tidligere år bød 2015 nemlig også på en højere andel af kvinder og børn i flygtningestrømmen. Tal fra starten af 2016 vidner om en yderligere rekordstigning i denne tendens: I januar offentliggjorde UNHCR således tal, der viste, at kvinder nu udgjorde 24 pct., og børn 36 pct. af alle bådflygtninge, der krydsede Det Ægæiske Hav. Skiftet er både dramatisk og hurtigt, for i sommeren 2015 var hele 73 pct. af bådflygtningene mænd.
Det er klart, at én årsag til denne tendens simpelthen er den enorme humanitære krise, som den syriske befolkning udsættes for. Men både UNHCR og Red Barnet har også peget på en anden mulig årsag: at flere europæiske lande søger at lukke ned for, eller udskyde, retten til familiesammenføring. Med udsigten til årelang splittelse af deres familier vælger flere og flere mødre at tage af sted på den farefulde færd med deres børn.
Med udsigten til årelang splittelse af deres familier vælger flere og flere mødre at tage af sted på den farefulde færd med deres børn.
____________________
Denne udvikling bekræftes også af tal fra International Organization for Migration (IOM) vedrørende døde flygtninge. Disse dokumenterer nemlig, at i december 2015 ramte hvert femte dødsfald ved Europas grænser et barn. Historisk set er januar 2016 allerede den dødeligste måned for flygtninge – med over 250 døde (mod 82 i januar 2015).
Mange flygter efter at have måttet opgive at opretholde en eksistens i Tyrkiet, Libanon og Jordan. Men et stigende antal flygtninge, der kommer til Europa, rejser også direkte fra de enorme ødelæggelser i Syrien.
Hvor længe kan nærområderne holde til presset?
På den store donorkonference til de syriske flygtninge i London den 4. februar 2016 rejste man over 10 mia. dollars frem til 2020, hvor 6 mia. dollars er hjælp til her og nu, og pengene faldt på et tørt sted, for kendsgerningen er, at FN faktisk efterlyste et her og nu-beløb på 8-9 mia. dollars. Men vil staterne levere, hvad de har lovet? Netop brudte donorløfter samt massive beskæringer i donationerne til FN’s Fødevareprogram (World Food Programme) har gennem de sidste par år betydet, at støtten til 12 mio. syriske flygtninge i nærområderne er blevet halveret, mens 400.000 mistede nødhjælpen helt i Jordan i det tidlige efterår 2015. Fra 2013-2015 faldt det gennemsnitlige månedlige rådighedsbeløb for hjælp til syriske flygtninge i nærområderne fra 34 dollars til 10 dollars. World Food Programme beregner selv et eksistensminimum til at kræve 27 dollars om måneden.
Til trods for at nærområderne rent antalsmæssigt har løftet en historisk stor udfordring, har de også tøvet med at give flygtninge adgang til uddannelse og arbejde, hvilket har medvirket til flygtningenes desperate og udsigtsløse situation. I starten af februar 2016 rapporterede jordanske myndigheder om, at flere ældre, kvindelige og mindreårige syriske flygtninge er begyndt at dø af sult og sygdomme i lejre tæt ved den syriske grænse.
… flere ældre, kvindelige og mindreårige syriske flygtninge er begyndt at dø af sult og sygdomme i lejre tæt ved den syriske grænse.
____________________
NATO til EU’s undsætning? – militær blokade for flygtninges adgang til asyl
Som situationen er skitseret ovenfor, er det altså klart, at både Syriens nabolande, Europa og det internationale samfund står over for en historisk udfordring, der kalder på en realistisk erkendelse af perspektiverne og derfor en gentænkning af den hidtidige politik, hvad angår både nærområder og flygtningemodtagelse. Men der synes at være stor forskel på, hvad der tæller som realistisk politik.
I forbindelse med Londonkonferencen præsenterede den hollandske premierminister, Mark Rutte, således sine græske og tyrkiske modparter for planer for, at alle flygtninge skal deporteres fra Grækenland til Tyrkiet, hvorfra de så skal kunne søge om direkte genbosættelse til Europa. Her nævnes et årligt tal på 250.000, men planen er umiskendelig vag, når det kommer til spørgsmålet, om EU’s medlemslande så også skal tvinges til at modtage dem. Rutte præsenterede planen som sidste chance for en fælleseuropæisk løsning, inden alle landene løber deres egen vej – og indhegner Grækenlands nordlige grænse til Makedonien som bufferzone for flygtningene. Et par dage efter rejste de tyske og franske indenrigsministre sammen til Athen for at presse yderligere på for at få realiseret den hollandske plan. Grækerne forsøgte på deres side at argumentere for, at kun økonomiske migranter skulle deporteres til Tyrkiet, mens flygtningene kunne blive i Grækenland, indtil de omfordeles videre til resten af Europa. Grækerne fremhævede de åbenlyse humanitære grunde til en sådan politik, men man kan også anskue dette som deres forsøg på at holde en kattelem åben til Kommissionens foreslåede omfordelingsnøgle. Denne blev vedtaget i september 2015 og skitserede omfordelingen af 120.000 flygtninge fra de såkaldte hotspots (screeningfaciliteter) i Italien og Grækenland samt genbosættelsen af 40.000 mennesker primært fra Tyrkiet. Et halvt år senere er nøglen dog ikke realiseret – man har kun fordelt 300 personer. Ruttes plan synes således designet til at kuldsejle Kommissionens omfordeling, allerede inden den er kommet ud af starthullerne, og da grækerne ikke er fortrøstningsfulde over for Rutteplanens evne til at skabe orden på De Ægæiske Øer, har de forsøgt at holde medlemslandene op på omfordelingen. Forgæves, ser det ud til.
Men den 11. februar 2016 kom så den overraskende melding om, at NATO pludselig – i samarbejde med Tyrkiet og Grækenland og i løbet af blot 24 timer – havde besluttet at lancere en flådeoperation (bestående af tre krigsskibe med flystøtte) i havet mellem de to lande. Formålet var at skabe overblik over flygtningestrømmen og at ”kæmpe imod” menneskesmuglere. Flere europæiske regeringer har straks forsøgt at tegne et billede af operationen som et humanitært tiltag. NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, understregede således, at den militære alliance ikke har hjemmel til at foretage afvisning eller ’push backs’ af flygtningebåde, og den danske forsvarsminister, Peter Christiansen (V), argumenterede for, at NATO-skibene selvfølgelig vil skulle redde nødstedte bådflygtninge.
Disse forsikringer dækker dog ikke over det, der er en afgørende forskel sammenlignet med fx Frontex-operationerne i Middelhavet og i Det Ægæiske Hav. En forskel, som også blev fremhævet som positiv af den britiske forsvarsminister, Michael Fallon: Flygtninge, der reddes af NATO-skibene, vil nemlig ikke blive transporteret til Grækenland og få mulighed for at søge om asyl. I stedet vil de blive sejlet tilbage til Tyrkiet.
Den ekstremt hurtige beslutning om at indsætte NATO-styrker i Det Ægæiske Hav er med andre ord en beslutning om militært at blokere for flygtninges adgang til asyl på europæisk territorium.
Som Fallon kommenterede, er denne operation derved historisk for NATO: Alliancen har aldrig før skullet tilbagesende migranter. Den er også historisk for EU, idet Unionens flygtningehåndtering af sine eksterne søgrænser aldrig før har været så militariseret. I øjeblikket opereres der således både med Frontex’ ’Operation Triton’ ud for Italiens kyster, EU-flådestyrkens ’Operation Sophia’ ved den libyske-italienske grænse – også officielt begrundet som en kamp mod menneskesmuglere – og så de nye NATO-operationer i Det Ægæiske Hav.
Set i dette lys er timingen og aktøren bag operationen nok overraskende, men selve det faktum, at de europæiske ledere har låst sig fast på en militær reaktion på en humanitær krise, er mere forudsigeligt. Idéen om flådeoperationer som svar på flygtningestrømme ved Unionens eksterne søgrænser er nemlig dukket op med regelmæssige mellemrum, bl.a. tilbage i 2013 efter et særdeles stort bådforlis, hvor 366 flygtninge druknede ud for Lampedusa.
Denne tilgang – at bruge flåden til at afskære flygtningene vejen til Europa – skubbede dengang som nu alternative idéer om genbosættelse, omfordeling, mobile screeningteams eller øget hjælp til nærområderne i baggrunden. Til gengæld skabte den store muligheder for den europæiske sikkerheds- og militærindustri. Idealet for EU’s ydre grænser er i stigende grad blevet fatamorganaet om den totale kontrol, der loves realiseret i real-time gennem fly, helikoptere, droner, ubåde, radarsystemer, sensorer og satellitter. Dette mindset lå også bag EU’s nære samarbejde med Marokko gennem 00’erne, hvor man bl.a. grundlagde radarsystemet ’Seahorse Network’ i de vestafrikanske farvande og siden støttede SIVE-overvågningssystemet mellem Marokko og Spanien.
Da flygtningeruterne skiftede mod det centrale Middelhav i midten af 00’erne, overførtes denne tilgang til det nære samarbejde med Muammar Gaddafis libyske regime – et samarbejde, der udover at skabe brutale forhold for hundrede tusinder af flygtninge og migranter i det libyske lejrsystem også skabte et eksportmarked for italienske, tyske og franske militærfirmaers grænsekontrolsløsninger. Samme politik er siden slutningen af 00’erne også blevet ført over for Tyrkiet, hvis grænseinfrastruktur er blevet opgraderet og udvidet gennem kontrakter til både den tyrkiske og den europæiske militærindustri. Mange af de milliarder, der nu mangler i nærområderne, er med andre ord havnet i lommerne på de største europæiske militærfirmaer.
Mange af de milliarder der nu mangler i nærområderne, er med andre ord havnet i lommerne på de største europæiske militærfirmaer.
____________________
Givet Tyrkiets afgørende rolle i NATO, og de sidste 15 års stigende militarisering af den europæiske grænsekontrol, er alliancens skitserede flådeoperation derfor knap så overraskende.
Men NATO-operationen er også tegn på den dybe krise, EU befinder sig i. Den er nemlig en tyk understregning af Frontex’ (det europæiske grænseagentur) impotens. Til trods for at agenturet aldrig har været mere kendt i europæiske kredse, signalerer beslutningen om at involvere NATO også, at Frontex ikke har kunnet løfte den opgave, som de europæiske lande havde tiltænkt det. Men Frontex er dog også en lavthængende frugt i denne sammenhæng. Lige siden agenturets oprettelse i 2004 har det været et umage kompromis mellem ønsket om større kontrol af Unionens ydre grænser og medlemslandenes modvilje mod at afgive suverænitet til Unionen. Det politiske kompromis er blevet, at Frontex’ mandat kun dækker koordinering af indsatsen ved de ydre grænser. Dette betyder, at det falder uden for Frontex’ mandat at adressere både de oprindelige årsager til, at folk flygter, og spørgsmål om, hvordan EU så skal modtage dem, når de først er ankommet.
Samtidig er agenturet også yderst afhængigt af medlemslandenes vilje til at stille udstyr til rådighed. Godt nok ændrede man mandatet i 2011, så Frontex kan indkøbe eller lease eget udstyr, og dets budget på omkring 150 mio. euro har aldrig været større, men det er stadig småpenge, når det kommer til det ekstraordinært dyre udstyr, der sælges af militærindustrien. De facto er agenturet derfor stadig afhængigt af medlemslandenes velvilje. Ved mandatændringen i 2011 blev agenturet og militærindustrien dog knyttet endnu tættere sammen, da Frontex eksplicit blev tildelt en ”proaktiv” og ”bidragende” rolle inden for udviklingen af ny teknologi til grænsekontrol. Frontex har derfor været meget sårbart over for de selvsamme politiske uenigheder, der har gjort EU-projektet ude af stand til at komme med et hurtigt og effektivt svar til flygtningesituationen.
Den direkte årsag til den hurtige NATO-indsættelse var således uenigheder mellem Grækenland og EU-Kommissionen samt lande som Tyskland og Østrig. Sidstnævnte har beskyldt grækerne for ikke at gøre nok for at kontrollere deres egne grænser. Grækerne har udpeget Tyrkiets transitpolitik som afgørende, men har også mindet om, at deres forespørgsler om assistance fra Frontex ikke er blevet taget alvorligt. I november 2015 efterlyste grækerne således 100 Eurodac-officerer samt 28 Frontex-skibe og 1800 officerer for at kunne realisere den fastlåste hotspot-strategi, nemlig den screeningproces af asylansøgere, der er så nødvendig, for at EU-Kommissionens omfordelingspolitik kan sættes i gang. Men godt tre måneder senere var der blot blevet givet tilsagn om 48 Eurodac-officerer, 6 skibe og 800 officerer.
Årsagerne til den manglende støtte til Frontex, og derved også Grækenland, skal findes i en modvilje blandt mange medlemslande mod at modtage de flygtninge, man gennem EU-Kommissionens omfordelingsnøgle har forpligtet sig på. Denne modvilje underminerer derved Frontex, hvilket videre underminerer implementeringen af hotspot-tilgangen. Fundamentalt set peger indsættelsen af NATO derfor tilbage til den historiske og eskalerende krise i EU-projektet.
Hvad er prisen for Tyrkiets hjælp?
Det samme er tilfældet for den anden komponent i EU’s løsning, nemlig aftalen mellem Unionen og Tyrkiet, der indebærer betalingen af 3 mia. euro til præsident Tayyip Erdoğans AKP-regering for at håndtere flygtningene.
Aftalen kan anskues fra to vinkler: På den ene side kan den ses som et led i en nødvendig opgradering af indsatsen over for flygtningene i Syriens nærområder. I aftalen forpligter den tyrkiske regering sig nemlig til at bruge mange af EU-milliarderne på at forbedre forholdene for de 2,5 mio. flygtninge på tyrkisk territorium. Samtidig forpligter man sig også til at øge 700.000 syriske flygtningebørns mulighed for skolegang samt adgangen til lokale arbejdsmarkeder for voksne flygtninge. Disse tiltag er blevet rost af mange politiske og humanitære aktører som vigtige for en bæredygtig flygtningeindsats. En tydelig svaghed ved aftalen er dog, at økonomisk gennemsigtighed ikke ligefrem har karakteriseret Erdoğans regeringsperiode hidtil – for et par år siden fyrede han simpelthen 300 tyrkiske antikorruptionsbetjente, der efterforskede hans families privatøkonomi, ligesom der er beskyldninger om tyrkisk involvering i olie- og våbenhandel med IS.
På den anden side er samarbejdet blevet kritiseret af humanitære aktører for reelt at betyde, at EU betaler Tyrkiet for at holde flygtninge borte fra Europa. Der tegnes paralleller til, hvordan EU førhen har betalt Marokko og Libyen for det samme – og til de brutale forhold, dét afstedkom.
I november 2015 udgav Human Rights Watch (HRW) en rapport, der beskrev, hvordan den tyrkiske kystvagt netop omkring tidspunktet for forhandlingerne om en EU-aftale begyndte at fængsle reddede bådflygtninge, og at tyrkisk politi tæskede og skubbede syriske flygtninge tilbage til Syrien. Til denne kritik kan lægges bekymringen om, at Rutte og NATO-planerne om massedeportation blot vil øge flygtninges incitament til at undgå at blive opdaget – og derved skubbe dem ud på endnu farligere ruter. I december 2015 udtrykte European Council on Refugees and Exiles (ECRE) desuden dyb bekymring om, at aftalen reelt vil føre til en akkumulering af nødstedte flygtninge ved den syrisk-tyrkiske grænse og betyde flere arrestationer af flygtninge i Tyrkiet, samt at de tyrkiske myndigheder vil øge antallet af flygtninge-tilbagesendelser til Syrien. Kort før offentliggørelsen af NATO-aktionen advarede Amnesty International klart imod de hollandske planer om massetilbagesendelse af flygtninge til Tyrkiet som en soleklar overtrædelse af europæisk og international lov, både fordi det vil afskære retten til at søge om asyl, og fordi Tyrkiet ikke kan anses som et ”sikkert tredjeland”.
… tyrkisk politi tæskede og skubbede syriske flygtninge tilbage til Syrien.
____________________
Den græske indenrigsminister, Giorgos Katrougalos, overraskede godt nok mange politiske og juridiske euro-aktører i starten af februar 2015 ved at tilkendegive, at Grækenland var parat til at betragte Tyrkiet som et ”sikkert tredjeland”. Men det argument kan blive mere end svært at underbygge og er allerede blevet kritiseret fra mange sider.
For det første har Tyrkiet store indenrigspolitiske problemer med at respektere menneskerettighederne, idet man befinder sig midt i en brutal borgerkrig med den kurdiske minoritet i landets sydøstlige regioner. I den nylige valgkamp i efteråret 2015 blev det ledende kurdiske oppositionsparti, HDP, bl.a. udsat for flere store bombeattentater. Desuden befinder landet sig i kamp på flere fronter – ikke blot mod kurderne, men også mod IS – og den 24. november skød tyrkiske F-16-jagere endda også et russisk Su-24-jagerfly ned. Samlet set må den tyrkiske politiske situation siges at være den mest ustabile i flere årtier.
For det andet har Tyrkiet således gentagne gange luftet idéen om ’safe zones’ inde i Syrien, og netop disse planer udgør et overordentligt tydeligt problem for europæiske forsøg på at kategorisere Tyrkiet som et ”sikkert tredjeland”. For selvom Tyrkiet skulle overholde alle forpligtelser over for flygtninge på dets eget territorium, kræver denne kategorisering, at det sikre land ikke sender flygtningene videre til usikre forhold – hvilket netop er, hvad tyrkerne planlægger. Sagt på en anden måde: Tilbagesendelser til Syrien vil udgøre en klar overtrædelse af non-refoulement-princippet, der er et absolut forbud mod, at lande sender mennesker tilbage til forhold, hvor de risikerer forfølgelse, inhuman eller nedværdigende behandling. Denne tyrkiske politik vil således, hvis realiseret, forvandle den europæiske massetilbagesendelse fra Grækenland til starten på et regime af kæde-refoulement for syriske flygtninge, der ender tilbage i det land, de flygtede fra.
På linje med EU’s tidligere aftaler med Libyen og Marokko viser aftalen med Tyrkiet, hvor meget modviljen mod at modtage flygtninge påvirker Unionens udenrigspolitik: Tredjelande som Tyrkiet forstår at udnytte EU’s frygt for at modtage flere flygtninge. I dagene op til offentliggørelsen af NATO’s indsættelse i Det Ægæiske Hav lækkede et græsk medie et mødereferat, der stammer fra forhandlingerne mellem EU og Tyrkiet. Til stede var formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, EU’s præsident, Jean-Claude Juncker, og den tyrkiske præsident, Tayyip Erdoğan. Dette møde, der fandt sted under G20-mødet i november og var tæt knyttet til Angela Merkels kontroversielle besøg i Ankara blot en uge inden det tyrkiske parlamentsvalg, illustrerer tydeligt denne europæiske svaghed og tegner et billede af et yderst spændt forløb, hvor en aggressiv Erdoğan på den ene side afpresser Unionen for penge, hvis ikke Tyrkiet skal åbne sine grænser mod nord og sætte flygtninge på busser mod Grækenland og Bulgarien.
Tredjelande som Tyrkiet forstår at udnytte EU’s frygt for at modtage flere flygtninge.
____________________
På den anden side viser referatet en Juncker, der uden held forsøger at mildne den tyrkiske præsident ved at påpege, at Unionen tilbageholdt en yderst kritisk rapport om tyrkiske menneskerettighedskrænkelser til efter det kontroversielle tyrkiske parlamentsvalg i efteråret 2015. Erdoğan fortsætter dog med at skose Tusk og især Juncker for et enormt humanitært hykleri givet deres modvilje mod flygtninge. Han svinger selv mellem at påpege den enorme humanitære byrde, som Tyrkiet har løftet ved at huse 2,5 mio. syriske flygtninge, og argumentet om, at EU skulle have betalt Tyrkiet mange flere penge, så man havde kunnet bygge de førnævnte ’safe zones’ i Syrien, der, ifølge Erdoğan, ville have løst hele flygtningeproblemet.
Ekkoet fra aftalerne med Marokko og især Libyen er slående, for EU blev fanget mellem to stole, da Det Arabiske Forår udløste forsøgene på at vælte Gaddafi. Få måneder inden han blev væltet, havde EU-Kommissionen været på en rejse til Tripoli med et løfte om at betale yderligere 60 mio. euro til hans styre. Dette kom, efter at Gaddafi til adskillige europæiske medier havde afkrævet adskillige milliarder euro og ellers truet med at ”gøre Europa sort” ved at åbne sine nordlige grænser for bådflygtninge.
Der er en åbenlys risiko for, at EU’s indgåede aftale med Tyrkiet pludselig behæftes med en række yderligere tyrkiske krav om flere midler og andre indrømmelser. Krav, som EU ikke tør afvise af frygt for, at Tyrkiet helt trækker sig fra aftalen og igen lukker op for smuglerindustrien og transitten til Grækenland. Hvad angår lækken blev det, yderst overraskende og stik imod al diplomatisk etikette, stolt bekræftet af Erdoğan selv på et pressemøde. Tusk og Juncker blev efterladt ydmygede. Allerede inden de mange milliarder er blevet sendt til AKP-regimet, er advarselslamperne altså begyndt at blinke.
Konsekvenserne af EU’s valg
De drastiske EU-tiltag, der har præget de første måneder af 2016, ligger i forlængelse af de seneste års tendenser i Unionens flygtninge- og grænsepolitik. Lanceringen af EU-Tyrkiet-aftalen, den hollandske model med massedeportation og genbosættelse og senest NATO-operationen er svar på kravet om forstærket og yderligere militariseret grænsekontrol. Modviljen mod at lade Europa modtage flere flygtninge har nu placeret Unionen i et diplomatisk double bind [skruestik, red.], hvor man med åbne øjne går ind til afpresning fra eksterne aktører. Planerne om massedeportation fra Grækenland til Tyrkiet er kun det seneste skud på denne stamme.
Netop som katastrofen begynder at påvirke rekordmange kvinder og børn, ser EU ud til at lægge sig fast på en militariseret flygtningepolitik, der i hidtil uset grad underminerer muligheden for at søge beskyttelse i Europa. Man har sat fart på en udvikling, der kan føre til katastrofale humanitære konsekvenser.
Netop som katastrofen begynder at påvirke rekordmange kvinder og børn, ser EU ud til at lægge sig fast på en militariseret flygtningepolitik, der i hidtil uset grad underminerer muligheden for at søge beskyttelse i Europa. Man har sat fart på en udvikling, der kan føre til katastrofale humanitære konsekvenser.
____________________
Dr. Martin Lemberg-Pedersen (f. 1981) er postdoc ved Centre for Advanced Migration Studies, Københavns Universitet. Forskningsprojektet er finansieret af Carlsberg Fondet og Institut for Medier, Erkendelse og Formidling. Lemberg-Pedersen har været gæsteforsker ved Refugee Studies Centre, Oxford Universitet, og har arbejdet som ekstern researcher for Dansk Flygtningehjælp (angående kommuners integrationspolitik) og for Dansk Røde Kors (angående den danske modtagelse af flygtninge). Hovedfokus i hans forskning er dansk og europæisk grænse- og integrationspolitik.
ILLUSTRATION: LESBOS. Portugisisk medarbejder hos EU’s grænseagentur Frontex på patrulje, 8. december 2015 [foto: AP Photo/Santi Palacios/Polfoto]