RÆSON - Danmarks internationale nyhedsmagasin

Martin Ågerup: Kapitalismen er de fattiges ven, udviklingsbistand deres fjende

Martin Ågerup: Kapitalismen er de fattiges ven, udviklingsbistand deres fjende

01.03.2016


Menneskeheden står på tærsklen til sin største bedrift nogensinde: Udryddelse af ekstrem fattigdom. Et mål som ifølge eksperter kan være nået i 2030. Politikere, FN-systemet og udviklingsorganisationer som fx IBIS vil gerne tage æren for dette. Den sande helt er imidlertid en helt anden: Kapitalismen.

KOMMENTAR af Martin Ågerup, direktør i CEPOS

Inden europæerne udviklede den kapitalistiske samfundsorden, var ekstrem fattigdom menneskets lod. Ni ud af ti af verdens indbyggere – også europæerne – måtte affinde sig med ekstrem fattigdom, jævnlig hungersnød, høj børnedødelighed og kort levealder plaget af sygdom og smerte.

Vesten har i løbet af de seneste 200 år decimeret børnedødeligheden, mere end fordoblet levealderen og omtrent tyvedoblet velstanden. En udvikling, der nu spreder sig til det meste af verden. Den af kapitalismen skabte velstandsstigning har samtidig øget den globale ulighed i velstand. Men som økonomen Angus Deaton, som fik nobelprisen i 2015, skriver i bogen ’The Great Escape’: ”Når nye opdagelser og nye teknologier viser sig, må nogen nødvendigvis blive de første til at få gavn af dem, og de uligheder, der opstår, mens vi venter, er en pris, som er værd at betale” (egen oversættelse).

Deaton påpeger, at selvom uligheden steg i årene fra 1820 til 1992, så faldt andelen af verdens befolkning, der levede i absolut fattigdom samtidig fra 84 til 24 pct. Den udvikling begyndte længe inden, vi fik udviklingsbistand. Årsagerne til, at udvikling i nogle lande lykkes og i andre mislykkes, er mange og komplicerede, men det er entydigt, at økonomisk liberalisering har været en central kilde til velstand i Kina, Indien og andre lande i Asien, Latinamerika samt på det seneste også i Afrika. Ifølge Verdensbanken er andelen af ekstremt fattige siden 1990 mere end halveret fra 37 til 12 pct. i 2012.

 

… det er entydigt, at økonomisk liberalisering har været en central kilde til velstand i Kina, Indien og andre lande i Asien, Latinamerika samt på det seneste også i Afrika.
____________________

 

Udviklingsbistand giver ikke udvikling
Derimod er der ikke meget, der tyder på, at udviklingsbistand giver udvikling. Deaton påpeger, at udviklingsbistandens centrale dilemma er, at ”når vilkårene for udvikling er til stede, er bistanden ikke nødvendig. Når de lokale vilkår er fjendske overfor udvikling, er udviklingsbistand ikke nyttig, og den vil gøre skade, hvis den fastholder disse vilkår”. Deaton giver en række hårrejsende eksempler på utilsigtede skadevirkninger af bistand.

Som Professor Martin Paldam har konkluderet i et metastudie af den videnskabelige litteratur: ”På trods af rigtig mange data, med noget nær den ideelle struktur, og på trods af en meget stor forskningsindsats, har det ikke kunne vises, at udviklingsbistand giver udvikling”.

Sydkorea og Ghana var omtrent lige velstående i 1950. Sydkorea liberaliserede og åbnede økonomien mod omverdenen, men modtog til gengæld ikke ret meget udviklingsbistand. Ghana satsede på udviklingsbistand, men liberaliserede ikke økonomien. I dag er Sydkorea et af verdens mest velstående lande, mens Ghana er fattigt.

Economic Freedom of the World Index (EFW) måler udviklingen i graden af økonomisk frihed i verdens lande. Den er udviklet af den Canadiske tænketank Fraser Institute i 1990erne i samarbejde med ca. 60 økonomer, heriblandt tre nobelpristagere i økonomi (Milton Friedman, Gary Becker og Douglas North).

Som det fremgår af figur 1 nedenfor, har de 10 pct. fattigste indbyggere som hovedregel markant højere indkomst i lande med høj økonomisk frihed end i lande med lav økonomisk frihed. Og figur 2 viser, at de fattigste har omtrent samme andel af den samlede velstand i lande med høj økonomisk frihed, som i lande med lav økonomisk frihed – indkomsten er blot så meget højere i lande med høj økonomisk frihed, at de fattigste tjener mere end seks gange så meget dér.

Statsstøtten til organisationer som IBIS bør fjernes
En udviklingsorganisation som IBIS kan ikke leve med, at kapitalisme skaber udvikling til gavn for verdens fattigste, hvorimod udviklingsbistand ikke gør. Derfor opfinder den nye succeskriterier. Først handlede det ikke længere om at øge de fattiges indkomst, men i stedet om at mindske uligheden i indkomst – hvilket ligeså godt kan opnås ved at bekæmpe de velstående, som ved at hjælpe de fattige. Førstnævnte er langt lettere at gå til. De seneste mange år er udviklingen i verdens fattigste lande imidlertid sket så hurtigt, at den globale indkomstulighed er faldet. Derfor har IBIS flyttet fokus endnu længere væk fra, hvad det egentlig burde handle om til fordel for formueulighed.

 

En udviklingsorganisation som IBIS kan ikke leve med, at kapitalisme skaber udvikling til gavn for verdens fattigste, hvorimod udviklingsbistand ikke gør. Derfor opfinder den nye succeskriterier.
____________________

 

Det er helt grotesk, for stor formueulighed er typisk et tegn på velfungerende samfund med høje indkomster. Der er ingen kinesere blandt de 10 pct. af verdens befolkning med lavest formue. Derimod vrimler det med amerikanere og europæere, fordi de som unge har negativ formue. En ung kandidat fra et universitet vil fx ofte have studiegæld – altså negativ formue. De fattige i udviklingslande kan ikke opnå store negative formuer, fordi deres indtjeningspotentiale ikke er stort nok til, at nogen ville låne dem så mange penge. Negativ formue er altså et tegn på velstand, ikke fattigdom.

IBIS kræver øgede kapitalskatter, herunder formueskatter. Disse anbefalinger vil reelt bekæmpe vækst frem for at bekæmpe fattigdom. Hvis man lyttede til IBIS, ville det være til skade for de fattige.

IBIS har dermed fuldbyrdet sin fokusforskydning fra et sympatisk ønske om at hjælpe de fattige til en besættelse af at stække de velstillede. Fokusforskydningen er forudsigelig. Når udviklingsbistand ikke giver udvikling, må man sætte sig nogle andre mål, også selvom det på ingen måde hjælper verdens fattige – tværtimod.

 

IBIS kræver øgede kapitalskatter, herunder formueskatter. Disse anbefalinger vil reelt bekæmpe vækst frem for at bekæmpe fattigdom. Hvis man lyttede til IBIS, ville det være til skade for de fattige.
____________________

 

I 2001 fjernede den nytiltrådte borgerlige regering statsstøtten til en række råd og nævn, hvis arbejde var domineret af ideologi snarere end faglighed. Turen bør nu være kommet til udviklingsorganisationer som IBIS. Det er ikke rimeligt, at skatteyderne skal finansiere IBIS’ nymarxistiske klassekamp.

Figur 1

Figur 1
Kilde: Fraser Institute

Figur 2

Figur 2
Kilde: Fraser Institute

FOTO: Katinka Hustad/Polfoto