24.03.2016

ANALYSE af Marie Kolling, ph.d-stipendiat, og Mads Damgaard Andersen, ph.d-stipendiat.

Vidneudsagn og bevismateriale om systematisk korruption hober sig op imod den brasilianske regering, ledet af præsident Dilma Rousseff fra Arbejderpartiet (Partido dos Trabalhadores). Selvom hele det politiske spektrum i Brasiliens kongres er under efterforskernes lup, har de nationale medier ensidigt fokuseret på Rousseff og hendes forgænger Luiz Inácio Lula da Silva.

Ubønhørligt mediepres har givet vind i sejlene til oppositionens krav om præsidentens afgang og i marts måned har millioner demonstreret i Brasiliens storbyer mod korruption og mod regeringen. Men nu er regeringsstøtterne også kommet ud i gaderne. Iblandt disse er også demonstranter der ikke nødvendigvis er tilhængere af regeringen, men af demokratiet, og som er dybt bekymrede for demokratiets tilstand. Oppositionen og fraktioner internt i regeringens støttepartier har nemlig kastet alt ind på at få afsat præsidenten ved en rigsretssag. Den politiske magtkamp mellem regeringen og oppositionen har taget fokus fra de mange problemer Brasilien står overfor, foruden omfattende korruption. Lige nu er både landets økonomi, regering og befolkningens tillid til demokratiet i frit fald.

Kimen til Dilma Rousseffs problemer
Brasilien befinder sig i en dyb politisk og økonomisk krise, men de politiske og økonomiske problemer har været undervejs i nogen tid.

Den politiske krise startede allerede for to år siden, i marts 2014, hvor de første anklager om korruption i det statskontrollerede oliefirma Petrobras kom frem. Siden da er en lavine af korruptionsskandaler i Petrobras-sagen begyndt at rulle.

Da krisen startede, havde Arbejderpartiet haft regeringsmagten siden 2003, hvor Brasiliens økonomiske opsving begyndte at tage fart. Den øgede velstand er både kommet fattige såvel som velhavende brasilianere til gode, og med Arbejderpartiets markante omfordelingspolitik er millioner af brasilianere de sidste 10 år indtrådt i middelklassen – et sted mellem 30 og 40 millioner. For første gang i Brasiliens historie udgør middelklassen landets største socialklasse.

Men da Petrobras-skandalen så dagens lys i marts 2014, befandt Brasilien sig i en dårlig økonomisk situation med recession. Eksporten oplevede en afmatning og det var uvist, hvorvidt regeringen ville formå at stabilisere økonomien og igen få skabt en ny positiv vækstcyklus. Og det er endnu ikke lykkedes. Samtidig har Kinas økonomiske opbremsning ramt Brasiliens eksport hårdt. I dag har Brasilien alvorlige økonomiske problemer, med 100.000 nye arbejdsløse hver måned og en inflation på over 10 procent. Den fremgang, som Brasilien oplevede under opsvinget mellem 2003 og 2013 med Arbejderpartiet ved magten, er begyndt at smuldre.

Petrobras-skandalen
Korruptionsskandalen handler om svindel i milliardklassen. Sagen drejer sig blandt andet om byggekontrakter af boreplatforme, sondeskibe og kraftværker, hvor et kartel af Brasiliens ni førende byggefirmaer har bestukket både Petrobras-direktørerne, centrale politiske partier og politikere for at få lukrative byggekontrakter med kunstigt høje priser. Samlet set løber bestikkelserne op i cirka 11 milliarder kroner. Men efterforskerne mener, at den omfattende svindel i Petrobras betyder, at firmaet samlet set har mistet 42 billioner reais svarende til cirka 78 milliarder kroner, i perioden fra 2002-2015. Rousseff var formand for Petrobras administrative råd fra 2003 til 2010 og dermed også i den periode, hvor svindlen har fundet sted.

Der er endnu ikke fremlagt beviser på, at Rousseff har været involveret i ulovlighederne, men anklagerne har været belastende for præsidenten og har vist sig at involvere nøglepersoner i Arbejderpartiet.
____________________

 

Petrobras-sagen har fået tilnavnet Operation Bilvask, Operação Lava Jato, fordi bestikkelsespengene, som var det politiet først fik færten af, blev overdraget på en tankstation med bilvask i hovedstaden Brasília. Fra denne adresse førte trådene efterforskerne videre til et netværk af Petrobras-direktører, professionelle hvidvaskere og kriminelle agenter, der flyttede pengene fra Petrobras og videre ind i det politiske system. Der er endnu ikke fremlagt beviser på, at Rousseff har været involveret i ulovlighederne, men anklagerne har været belastende for præsidenten og har vist sig at involvere nøglepersoner i Arbejderpartiet. Partiets kasserer blev fængslet og dømt i 2015, og partiets marketings-guru, der har ført valgkampagner for både Lula og Rousseff, er netop blevet fængslet præventivt.

Med afhøringerne af den nu tidligere kasserer tilbage i februar 2015 lugtede oppositionen blod, og i stedet for at føre politik gav de sig til at afvente regeringens fald. Et enkelt, men sigende eksempel, er oppositionens præsidentkandidat ved valget i 2014, Aécio Neves, der så godt som forsvandt ud af medielandskabet, mens korruption, afsløringer og efterforskninger fyldte avissiderne.

Alle regeringens økonomiske reformer er vingeskudt inden de kommer til afstemning, og mest af alt har regeringen haft travlt med at feberredde den ene shitstorm efter den anden.
____________________

 

Imens medierne gik i selvsving, afholdt oppositionspartierne sig altså fra overhovedet at røre ved regeringen, endsige indgå politiske kompromisser. Paralysen i kongressen fortsætter, og den politiske magtkamp mellem regeringen og oppositionen har taget fokus fra de mange andre problemer Brasilien står overfor – foruden den omfattende korruption – der finder sted på alle politiske niveauer, samt i erhvervslivet. Alle regeringens økonomiske reformer er vingeskudt inden de kommer til afstemning, og mest af alt har regeringen haft travlt med at feberredde den ene shitstorm efter den anden. Senest er støttepartierne til Rousseffs mindretalsregering begyndt at mødes med oppositionen og snakke om regeringsscenariet efter Rousseffs afgang. Den politiske og økonomiske krise har således haft en gensidig negativ effekt.

En snæver valgsejr
Arbejderpartiets rolle i Petrobras-sagen overskygger indtil videre, at regeringens støttepartier og oppositionspartierne på højrefløjen også er implicerede i skandalen. Rousseffs sejr i valgkampen i oktober 2014 er også kommet under efterforskernes lup. At dette ville ske har oppositionen håbet på siden den tabte præsidentvalget for i yderste fald kan valgets gyldighed og Rousseffs valgsejr blive annulleret.

Det lykkedes kun lige akkurat Rousseff at blive genvalgt i oktober 2014, og hermed kunne Arbejderpartiet fejre dets fjerde præsidentperiode i træk. Rousseff selv, startede sin anden, og ifølge forfatningen, sidste embedsperiode 1. januar 2015.

I månederne op til valget så det ud til at Rousseff stod til en sikker valgsejr. Valgkampen tog dog en dramatisk drejning da en af præsidentkandidaterne, Eduardo Campos, omkom i en tragisk flyulykke. Han blev afløst af partiet PSB’s vice-præsidentkandidat, Marina Silva. Ved Silvas indtræden i valgkampen ændrede spillet sig fuldstændigt. En kort periode førte hun i meningsmålingerne, men kampagner fra både Rousseff og oppositionspartiet PSDB udstillede hendes meget kristent-konservative synspunkter og til tider selvmodsigende politik. Silva fik ikke nok stemmer til at gå videre til anden runde, hvor Rousseff endte med at kæmpe om stemmerne med PSDB’s kandidat Aécio Neves.

Der var en meget markant opdeling af stemmerne under valget mellem støtterne til henholdsvis det mere venstreorienterede Arbejderparti og det væsentligste liberale parti, PSDB. PSDB, skønt det står for Brasiliens Socialdemokratiske Parti, har et image som et erhvervsvenligt parti, der ønsker mindre statsregulering af økonomien og lover lavere skatter for de velstillede. Partiet appellerer mest til højindkomstvælgere, der er optagede af finanspolitik, i modsætning til Arbejderpartiets profil som folkets og de ikke-privilegerede samfundsgruppers parti.

Neves og Rousseff er fra samme delstat, Minas Gerais, der er Brasiliens næststørste stat. Minas Gerais hører til den sydøstlige region og er blandt de mest velhavende stater i Brasilien. Her var Neves guvernør fra 2002-2010 og i valgkampen i 2014 slog han på, at han ville gøre det lige så godt som præsident, som da han var guvernør. Men det blev Rousseff der løb med sejren i Minas Gerais og hun vandt i alt 15 stater, hvor Neves vandt i 11 stater.

Den markante regionale og klassemæssige opdeling af stemmerne, så man ikke for Arbejderpartiet ved deres første valgsejr i 2002…
____________________

 

Rousseffs valgsejr i Minas Gerais overraskede, fordi den gik imod den generelle tendens under valgkampen, hvor det overvejende var befolkningen i det fattige Nord- og Nordøstbrasilien, der stemte på Rousseff. Det er Nord- og Nordøstbrasilien , der netop har oplevet den største forandring i Arbejderpartiets regeringstid i form af vækst og øget velstand. I den vestlige region, som har en stærk landbrugssektor, og i syd og sydøst, hvor industrien er stærk, stemte befolkningen overvejende på PSDB.

Rousseff hentede primært sine stemmer hos de fattige og den lavere middelklasse, hvorimod PSDB og Neves høstede stemmer hos den velstillede middelklasse og overklassen. Det var tydeligt i millionbyen São Paulo, hvor indbyggerne overvejende stemte PSDB, mens der blev stemt på Arbejderpartiet i de fattige byområder. Neves vandt i de fleste store byer, hvor Rousseff sejrede i de mindre byer. Men Rousseffs sejr var snæver, med under 3,5 millioner stemmer ud af i alt 105,5 millioner vælgere.

Den markante regionale og klassemæssige opdeling af stemmerne, så man ikke for Arbejderpartiet ved deres første valgsejr i 2002, men den udvikling er blevet mere og mere tydelig ved valgene i 2006 og 2010 og helt udtalt i 2014.

Valgkampen, der ikke ville slutte
Det var en aggressiv valgkamp, og det var især gensidige anklager om korruption, der gav anledning til en del mudderkast fra begge politiske lejre. Neves talte om at “befri” Brasilien fra Arbejderpartiets styre og varslede om bananrepublikanske tilstande, hvis Arbejderpartiet fik lov til at blive ved regeringsmagten. Petrobras-korruptionsskandalen fyldte også meget i PSDB’s kampagne og skandalen blev brugt til at underminere Arbejderpartiets image.

PSDB kan dog ikke sige sig fri fra anklager om korruption i deres regeringstid i 90’erne, og adskillige topfolk fra partiets regeringstid er dømt skyldige. Neves gik som guvernør heller ikke fri af anklager, og under efterforskningen af Petrobras-sagen er han også blevet nævnt som modtager af bestikkelse. I marts måned er der kommet nye anklager frem mod ham i endnu en sag om bestikkelser, denne gang i firmaet Furnas, der er et underselskab til det statsejede elselskab Eletrobras. Men oppositionen har råbt højst om, hvor skandaløst Rousseffs regering har opført sig, etisk såvel som økonomisk, og de store nationale medier lægger fortsat et tungt pres på præsidenten.

Efter valget i slutningen af oktober 2014 gjorde oppositionen brug af efterforskningen i Petrobras-sagen til at underminere valgets legitimitet og hermed genvalget af Rousseff som præsident. I fire forskellige søgsmål ved den øverste valgdomstol lagde PSDB følgende argumentation for dagen: Vi ved, at der har været svindlet med kontrakter i Petrobras, og vi går ud fra, at pengene er blevet brugt i valgkampen, hvilket gør valget ugyldigt. Den rygende pistol manglede dog, og søgsmålene blev trukket i langdrag, anket, omstødt og udskudt.

Den aggressive valgkamp efterlod således en polariseret befolkning og et splittet parlament.
____________________

 

Dermed fortsatte den snævre valgsejr med at forpeste det politiske klima, og Arbejderpartiet beskyldte, med en fodbold-metafor, PSDB for at ville fremprovokere en tredje halvleg. Den aggressive valgkamp efterlod således en polariseret befolkning og et splittet parlament. Det politiske klima mellem regering og opposition faldt til frysepunktet, hvilket satte sine spor i det realpolitiske arbejde, idet regeringen fik markant sværere ved at gennemføre lovgivning.

Arbejderpartiets svækkede position
Sideløbende med præsidentvalget valgtes politikere til kongressen, og her kom Arbejderpartiet meget svækket ud. I det brasilianske republikanske system er en mindretalsregering som Rousseffs nuværende et særsyn, og kongressen har gjort det meget svært for hende at få gennemført sin politik. Endvidere blev sammensætningen af partier i kongressen endnu mere fragmenteret, end den allerede var i forvejen: antallet af partier steg fra 22 til 28 med flere partier til højre end til venstre for midten.

Arbejderpartiets svækkede position blev udnyttet af Eduardo Cunha, en evangelisk-konservativ politiker fra Rio de Janeiro og medlem af vice-præsidentens parti, PMDB. Han erobrede formandsposten i parlamentets underhus og er blevet en nøgleperson i rigsretssagen mod præsidenten.

Optakten til rigsretssagen mod Rousseff
Som formand for Underhuset fik Cunha i magttomrummet efter Arbejderpartiets svækkelse sat turbo på den lovgivende magt ved at gennemføre historisk mange lovforslag i Kongressen. Men efter valget væltede skeletterne frem af skabet i Petrobras-skandalen, og den 4. marts 2015 bad statsanklageren i sagen, Rodrigo Janot, om tilladelse fra Højesteret til at efterforske hele 47 parlamentarikeres roller i Petrobras-sagen og her iblandt Cunha.

Indtil videre er det gået trægt med undersøgelserne, da medlemmer af parlamentet har særlige rettigheder i det brasilianske retssystem, og specielt toppen af retssystemet har med rette ry for at være trægt. Siden åbningen af de 47 sager, er det kun blevet til 5 formelle anklager, og selv disse anklager er endnu ikke blevet antaget af Højesteret, men afventer forsvarets foreløbige udtalelser – på nær én. Det er anklagerne mod Cunha, der handler om hemmelige schweiziske bankkonti.

Da statsanklagerens undersøgelser førte til en formel anklage mod Cunha i juli 2015, brød han officielt med regeringens linje. Fra da af begyndte højrefløjens råb om en rigsretssag mod præsidenten at tage mærkbart til i styrke.

Hjørnestenen i rigsretssagen
Rigsretssager kan i Brasilien kun startes af formanden for Underhuset, men hidtil havde Cunha, som medlem af vice-præsidentens parti, lovet at beskytte regeringen. Efter sit brud med regeringen var vejen banet for at oppositionen kunne få sat gang i en rigsretssag. Argumentet, den rygende pistol, manglede dog stadig.

Medierne, fodret af Cunha, holdt igennem anden halvdel af 2015 truslen i live med omtaler, nye afsløringer og nye vidneudsagn med vage insinuationer om Arbejderpartiet. Men Cunha var også mål for skandalerne. Anklagen mod Cunha var til afstemning i parlamentets etiske kommission, 2. december 2015. Samme dag meddelte han, at han havde accepteret en af de 32 indgivne anmodninger om rigsretssag mod præsidenten.

For at forstå rigsretssagen, er der en væsentlig ting at holde sig for øje: Ifølge forfatningen kan en præsident i Brasilien kun stilles for en rigsret for handlinger i det pågående mandat. Og da Rousseff nu sidder i sin anden embedsperiode kan et eventuelt ansvar for Petrobras i hendes tidligere valgperiode ikke bruges som juridisk gyldigt argument.

Anklager, antydninger og ubekræftede vidneudsagn i korruptions-sagen måtte derfor parkeres. I stedet konstruerede oppositionen, med hjælp fra en afhoppet Arbejderparti-grundlægger, et argument om Finansministeriets brug af forsinkede udbetalinger til de statslige banker. Teknikaliteten, som det politisk valgte finansråd (Tribunal das Contas de União) kaldte for ”et brud på loven om finanslovsansvarlighed”, blev hjørnestenen i rigsretssagen.

Præcis tre en halv måned efter Cunha accepterede anmodningen om rigsretssag, og efter talrige manøvrer og juridiske sværdslag, blev en kommission nedsat den 17. marts bestående af 65 parlamentarikere fra underhuset. Kommissionen skal afgive en rapport om tilrådeligheden af at afsætte præsidenten. Rapporten skal afgives indenfor 15 arbejdsdage, hvilket i brasiliansk politik betyder 5 normale uger, da parlamentet normalt kun mødes tirsdag til torsdag. Cunha planlægger dog at sætte fart på denne proces ved at indkalde til ekstra sessioner i parlamentet.

Lula skulle redde regeringen
Samme dag som kommissionen blev nedsat blev eks-præsidenten Lula indsat som ministerchef. Lula skulle styrke regeringen og være med til at sikre stemmer fra de uregerlige støttepartiers kommisionsmedlemmer. Formanden for Arbejderpartiet udråbte ligefrem Lula som ”håbets minister”, o ministro da esperança. Men håbet blev overskygget af de beviser, som i månederne før hans udnævnelse var dukket op. Undersøgelserne viste, at de anklagede byggefirmaer i Petrobras-sagen havde haft tydelig interesse i at udøve indflydelse på eks-præsidenten. Disse anklager skulle vise sig at sætte en kæp i hjulet for hans ministerpost.

Disse goder og fordele stemmer ikke overens med Lulas image som den fattige knægt fra Nordøstbrasilien, udlært maskinarbejder, fagforeningsboss, politisk håndværker par excellence, der kom til magten og reddede millioner af brasilianere ud af fattigdom.
____________________

 

Anklagerne går på, at Lulas karismatiske indsats for at hjælpe brasilianske firmaer til store kontrakter i udlandet tilsyneladende har forsødet hans otium. Eksempelvis besøgte han og familien efter hans præsidenttid ofte på et landsted i São Paulo med funklende nyt køkken, egen mobilmast og lækker pool, selvom Lulas navn ikke stod på skødet. Ligeledes gjorde en af entreprenørerne fra Petrobras-kartellet alt for at få familien til at flytte ind i en ny-renoveret strandlejlighed. Som Sydamerikas vigtigste præsident var han et stærkt kort at have med, når disse firmaer skulle afsted på salgsturné og byde ind på store kontrakter i udlandet.

Disse goder og fordele stemmer ikke overens med Lulas image som den fattige knægt fra Nordøstbrasilien, udlært maskinarbejder, fagforeningsboss, politisk håndværker par excellence, der kom til magten og reddede millioner af brasilianere ud af fattigdom. Og dette image kom den 4. marts under endnu mere beskydning, hvor han blev slæbt afsted af politiet til forhør for at forklare hans relation til firmaerne. Føderalpolitiets agenter endevendte også hans landsted, strandlejlighed, sønnernes lejligheder og Lulas fond og nye politiske projekt, Lula-instituttet.

Efter tre timers afhøring holdt Lula et følelsesladet pressemøde og erklærede sig som kandidat til præsidentposten i 2018. Lula har hævdet at anklagerne var politisk motiveret, netop pga. af rygterne om hans kandidatur.

Afhøringen af Lula blev også et tema i demonstrationerne den 13. marts, hvor op mod to millioner brasilianere gik på gaden i Rio de Janeiro, São Paulo og i andre delstater. Der var protester mod korruption, mod Rousseff såvel som mod Lula, og krav om øjeblikkelig gennemførsel af rigsretssagen mod præsidenten. Det var efter disse historisk store demonstrationer at Rousseff iværksatte den sidste plan for at vinde befolkningens tillid, økonomiens stabilitet og kongressens styrbarhed tilbage; at give Lula en plads i regeringen.

Planen var at vinde Lula tid til at få mobiliseret venstrefløjens kræfter og få styr på de oprørske støttepartier. Det virkede dog til at både Lula og Rousseff samtidig håbede på at vinde tid i efterforskningen af Lula i Petrobras-sagen. Som medlem af regeringen er det kun Højesteret, der må udstede arrestordrer og vurdere retssager, og på den måde kunne processen mod ham forhales.

Aflytninger af præsidenten og veltimede lækager
På selve dagen hvor Lula indvilgede i at blive minister, dukkede aflytninger af Lulas telefonsamtaler pludselig op på Petrobras-efterforskningens server. Journalister med adgang til de offentlige sagsakter gik i en blodrus i gang med at transskribere, publicere og offentliggøre forskellige samtaler.

Den stump samtale, der faldt mest i journalisternes øjne, var en samtale hvor Rousseff kort snakker med Lula om hans tiltrædelse som minister. I samtalen siger Rousseff, at tiltrædelsesbrevet til Lulas ministerpost, der blev sendt ekspres så snart aftalen var indgået, er til en ”nødsituation”. Medierne gik øjeblikkeligt ud fra, at den hypotetiske nødsituation ville være en arrestordre på Lula, og de små spontane demonstrationer imod Lula som minister tog mærkbart til i styrke i timerne efter TV-avisen havde bragt optagelserne. Rousseff forklarede sig med at Lulas kone, Dona Marisa på 65 år, var blevet syg, og nødsituationen hun refererede til i samtalen var muligheden for at Lula ikke kunne være tilstede til ceremonien for hans tiltrædelse.

Telefonsamtalen blev lækket af dommeren i Petrobras-sagen, Sérgio Moro. Han begrundede offentliggørelsen med at ’samfundet skal vide hvad dets ledere går rundt og laver i skyggerne’. Sérgio Moro bliver nu hyldet som en helt af den del af befolkningen, der mener, at præsidenten skal gå af. De giver ham ret i at befolkningen har krav på kende regeringschefens hemmeligheder – også selvom lækagen af telefonaflytningen juridisk set var tvivlsom. Kritikere, herunder Arbejderpartiet, peger på at timingen for lækagen langt fra var tilfældig, men rendyrket politisk indblanding, og kræver at Sérgio Moro skal trække sig fra retssagen, da han nu definitivt har ageret partisk i sagen.

Lulas indsættelse som minister er suspenderet
På baggrund af Lulas samtale med Rousseff blev Lulas indsættelse som minister efterfølgende suspenderet af en lokaldommer. I en række haste-processer blev kendelsen herefter omstødt af en føderalret, men gentaget af en anden lokalret, der igen blev omstødt, for at blive stadfæstet af en højesteretsdommer næste dag, den 18. marts. Dommerne bag de forskellige suspenderinger af Lulas indsættelse argumenterede alle for, at han forsøgte at undslippe rettergang i de ovennævnte korruptionsanklager. Regeringen appellerer dommerens afgørelse, og den skal nu diskuteres af en gruppe af højesteretsdommere.

Manglede tillid til demokratiet
Brasilianernes tillid til deres politikere er ikke særlig stor, ikke mindst på grund af de evindelige anklager og retssager om korruption. Men på nuværende tidspunkt er situationen forværret og befolkningens tillid til demokratiet ligger i det hele taget på et lille sted.

Dette gælder begge politiske fløje, omend på hver sin måde. Højrefløjen mener ikke, at præsidenten kan blive siddende. Højrefløjen mener, at det eneste ansvarlige for at genoprette tilliden i befolkningen, såvel som hos de udenlandske investorer, er at præsidenten trækker sig. Venstrefløjen mener derimod, at oppositionens manøvre for at få Rousseff afsat via en rigsretssag er et kup. Rigsretssagens kerne er en teknikalitet i statsbudgettet, som ikke bør kunne omstøde vælgernes dom ved sidste valg. De plæderer for, at Rousseff ikke skal gå kupmagernes ærinde og bøje sig for deres anklager, og de mener, at demokratiet er i fare – igen.

Brasilien var under militærdiktatur i 21 år, fra 1964 og frem til 1985. Det første demokratiske valg blev afholdt i 1989, men vinderen, Fernando Collor de Mello, nåede kun at regere landet ganske kort. Han kom under beskyldninger for korruption, og gik i af i september 1992, få timer før han blev dømt skyldig ved en rigsretssag, der ville have medført hans afgang. Denne proces kaldes i Brasilien for impeachment, og det var igen kravet på gaderne under de store landsdækkende demonstrationer den 13. marts – denne gang mod Rousseff. Her råbte nogle af deltagerne også om genindførsel af militærjuntaen.

Disse anti-demokratiske udmeldinger, om at militæret skal afsætte præsidenten og overtage styret for en periode, har været fremme blandt demonstranter siden Rousseff blev genvalgt.
____________________

 

Disse anti-demokratiske udmeldinger, om at militæret skal afsætte præsidenten og overtage styret for en periode, har været fremme blandt demonstranter siden Rousseff blev genvalgt. Det har været med til at øge polariseringen i befolkningen, hvor skældsord som ”fascister” bruges om dem, der støtter impeachment-processen af Rouseff, og ”kommunister” om dem der er imod.

Fredag den 18. marts var der igen demonstrationer over hele landet men denne gang til støtte for regeringen. Der var mindre opbakning – og mindre pressedækning – end til demonstrationerne mod regeringen fem dage forinden. Nogle demonstranter erklærede deres deltagelse for ”kamp for demokratiet” og ”opretholdelse af et retssamfund”, snarere end støtte til regeringen. Der er varslet nye demonstrationer i de kommende uger, både af tilhængerne af impeachment-processen og til støtte for regeringen og for demokratiet og retsstaten.

Brasilien går en turbulent tid i møde
Indtil videre har Rousseff ikke givet nogen indrømmelser til demonstranterne i gaderne, der kræver hendes afgang, endsige reageret på de dårlige meningsmålinger, hvor blot 11 procent støtter hendes regering i øjeblikket. Det tal har sågar ligget lavere. Afsættes Rousseff, bliver regeringsmagten afhændet til vice-præsidenten Michel Temers parti, PMDB, hvor hele ledergruppen er spundet ind i korruptionssagerne.

Dermed kan præsidentens potentielle afgang ikke siges at løse problemet om korruption blandt Brasiliens toppolitikere. Et eksempel på det er at blandt 65 politikere i kommissionen, der skal vurdere om Rousseff er skyldig i budgetfusk og dermed skal afsættes, har 40 politikere officielt modtaget donationer til deres valgkamp i 2014 fra de selvsamme byggefirmaer, som er involveret i Petrobras-skandalen. Derudover, er hele otte politikere under efterforskning i højesteretten for diverse forbrydelser, inklusiv korruption og valgsvindel.

Selvom finansielle analytikere længe har peget på at Rousseff bør trække sig for at genskabe stabilitet og tillid til Brasilien, så er det tvivlsomt om det rent faktisk vil skabe politisk og økonomisk stabilitet i landet.
____________________

 

Politikerne i kommissionen er indstillet af de forskellige partier i parlamentet, og lige nu har majoriteten af kommissionens medlemmer givet udtryk for, at de vil stemme for at fjerne præsidenten. Tiden vil vise om det vil lykkedes Rousseff at få ændret ved den stemmefordeling. Kommissionens rapport kan dog nedstemmes af en tredjedel af Underhuset, når den fremlægges. Det er pt. usandsynligt at regeringen kan finde nok støtte i Underhuset, mens det er mere uforudsigeligt om Senatet efterfølgende, gennem simpelt flertal, vil stadfæste Underhusets beslutning.

Selvom finansielle analytikere længe har peget på at Rousseff bør trække sig for at genskabe stabilitet og tillid til Brasilien, så er det tvivlsomt om det rent faktisk vil skabe politisk og økonomisk stabilitet i landet. Fx vil den mulige retssag mod Lula med garanti få sindene yderligere i kog i de brasilianske storbyer.

Brasiliens påvirkning på Latinamerika
Efter alle prognoser at dømme stopper recessionen ikke i 2016. Kinas økonomiske opbremsning har, som indledningsvist nævnt, ramt Brasilien hårdt, da Kina i nogle år nu har været Brasiliens vigtigste eksportmarked. Petrobras-skandalen har også spillet ind på landets dårlige økonomi. Selskabets aktier er styrtdykket, og hundredvis af medarbejdere er blevet fyret. Planerne for at udvinde olie fra de nyfundne oliefelter langt under havbunden, ud for Rio de Janeiros kyst, er gået i stå. Disse oliefelter har igennem en årrække været fundamentet for regeringens løfter om velfærdsforbedringer for den brasilianske befolkning på langt sigt.

Brasiliens økonomiske og politiske turbulens har endnu ikke sat sit præg på resten af regionen. Kun nabolandene som Argentina og Paraguay virker til at være direkte berørt at brasilianernes manglende købelyst. I de første to måneder af 2016 er import af argentinske varer faldet med 31 procent i forhold til samme periode året før. Andelen af Argentinas eksport, som lander på det brasilianske marked, faldt dermed fra 18,9 procent til 13,2 procent. Tilsvarende effekter, med dalende forbrugertillid og samhandel, forventes i nabolandet Paraguay, hvor grænsebyen Ciudad del Este allerede har set 20 procent af butikkerne lukke på et år som følge af brasiliansk kundeflugt.

Latinamerika er i sin helhed berørt af den samme dynamik, som man ser i Brasilien. De faldende commodity-priser for ubearbejdede varer, såsom soja, jern og kopper, rammer alle de sydamerikanske eksportmarkeder efter afmatningen i Kina, der gennem et årti har været den væsentligste aftager. De faldende oliepriser kan også mærkes i Mexico og i endnu højere grad i Venezuela, hvis regering har brudt med fast-pris-politikken siden 1989 og pillet ved benzinpriserne. En liter benzin var i februar 60 gange dyrere end i januar.

…med Rousseff og Lula under tæt beskydning forventer Brasiliens Arbejderparti en syngende vælgerlussing ved kommunalvalgene i oktober i år.
____________________

 


Kigger man uden for markedets strukturer, spejler Brasiliens politiske billede sig på forskellig vis i nabolandene, hvor venstrefløjen har været på retræte i noget tid. Venstreregeringerne i Bolivia og Venezuela er pressede, nu hvor brændstoffet for samfundsvæksten er sluppet op. Argentinas venstre-regering med Cristina Kirchner i spidsen har fornyligt måtte overdrage regeringsmagten til konservativt/liberale partier. Og med Rousseff og Lula under tæt beskydning forventer Brasiliens Arbejderparti en syngende vælgerlussing ved kommunalvalgene i oktober i år.

Marie Kolling (f.1981) er ph.d.-stipendiat ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Hun skriver afhandling om byudvikling af slumområder i brasilianske storbyer og beboernes oplevelser af de store samfundsmæssige forandringer siden 2003. Marie har arbejdet flere steder i Brasilien i mere end fire år siden 2002.

Mads Damgaard (f.1984), er ph.d-studerende ved Institut for Engelsk, Germansk og Romanske Sprog på Københavns Universitet. Han er pt. bosiddende i Brasília for at følge medieskandalernes effekt på det politiske system.

ILLUSTARTION: Præsident Dilma Rousseff til pressekonference i præsidentpaladset [foto: Jonas Pereira/Agência Senado]