Lasse Quvang Rasmussen:  Vi har mere brug for EU end nogensinde

Lasse Quvang Rasmussen: Vi har mere brug for EU end nogensinde

23.06.2016


Ja, EU er inde i en historisk tillidskrise. Ja, EU kan kun genvinde tilliden ved at løse de konkrete problemer, som befolkningerne er optaget af. Ja, EU er som institution mangelfuld, udemokratisk og ugennemsigtig.



Men i den socialdemokratiske værdikamp for at sætte mennesker og miljø før markedet er EU fuldstændig uundværlig. Globaliseringen er kun lige begyndt, og de grænseoverskridende problemer står allerede i kø, og det er ikke en udvikling, der ser ud til at stoppe. Vi har derfor ikke råd til at hoppe med på nej-sidens ukonstruktive kritik – fordi vi har brug for EU.



Kommentar af Lasse Quvang Rasmussen, Forbundsformand for DSU

I forsøget på at håndtere mistilliden mod EU må vi ikke ty til nej-sidens lette løsninger ved at skubbe yderligere til EU-leden. Vi skal tværtimod have værdierne tilbage i EU-debatten – fordi det er der netop tale om en værdikamp: En kamp om, hvordan vi håndterer den globaliserede økonomi. En kamp mellem dem, der vil give det frie marked så løse tøjler som muligt – og os, der vil regulere markedskræfterne, så mennesker beskyttes mod farlige og giftige produkter, så vi tager hensyn til klima og miljø, så vi modstår grådige arbejdsgiveres udnyttelse af arbejdere og så vi kan bokse mod multinationale webgiganter, når de bruger af vores personlige oplysninger.

Mette Frederiksen har ret i, at befolkningernes tillid til EU-projektet i høj grad kommer til at afhænge af, dels EU’s håndtering af flygtningespørgsmålet og den ydre grænse, dels af at få stoppet griske skattespekulanter og dels sikringen af lønmodtagerrettigheder inden for den frie bevægelighed. Det er alle vigtige indsatser og klare eksempler på grænseoverskridende problematikker, som nationalstaterne ikke ville kunne håndtere på egen hånd. Men det bliver problematisk, hvis vi brokker os over EU’s tillidsproblemer, men i samme sætning bidrager til at tale EU ned. For så ender vi med at løbe nej-sidens ærinde.

 

Mette Frederiksen har ret i, at befolkningernes tillid til EU-projektet i høj grad kommer til at afhænge af, dels EU’s håndtering af flygtningespørgsmålet og den ydre grænse […] Men det bliver problematisk, hvis vi brokker os over EU’s tillidsproblemer, men i samme sætning bidrager til at tale EU ned. For så ender vi med at løbe nej-sidens ærinde.
_______

 

Vi skal passe på med at gøre EU til et spørgsmål om enkeltsager, fordi det er meget mere nuanceret end det. Det er en grundlæggende værdikamp, der kæmpes på mange fronter, lige fra regulering af kemikalier i dagligdagen, over bekæmpelse af verdensomspændende kriminelle netværk, til regulering af de europæiske banker. Alt sammen kampe som man sagtens kan engagere sig i samtidig med, at man forholder sig kritisk til EU-institutionernes fejl og mangler, og også selvom man er modstander af, at EU skulle udvikle sig til en social union med dertilhørende indflydelse på medlemsstaternes velfærds- og arbejdsmarkedsmodeller. For det skal vi for alt i verden undgå.

Debatten om EU’s udvikling skal naturligvis ikke handle om, hvorvidt EU bør have tre eller syv vigtige fokusområder. Tværtimod skal debatten handle om de overordnede værdimæssige kampe, som er forudsætningen for håndteringen af enhver given grænseoverskridende problematik.

Med rod i en socialdemokratisk analyse af, hvad EU’s opgaver og rolle er i en globaliseret verden med store grænseoverskridende problemer, vil jeg fremlægge et bud på, hvad vi i hvert fald ikke må glemme:

EU skal sørge for en stærkere regulering af markedskræfterne
Vi kan umuligt sige, at vi vil bekæmpe skatteskjul, uden også at forholde os til den generelle grådighed og udvikling, som vi ser på finansmarkederne. Jeg tror grundlæggende, at befolkningerne er skuffet over det politiske establishment, fordi folk kan se, at de ikke har fået mere social retfærdighed oven på den økonomiske krise, som i høj grad blev betalt af lønmodtagerne, mens banditter i habitter fortsatte jagten på profit. Den uregulerede finanskapitalisme kastede os ud i et lille årtis mørke. Det vidner om, at de finansielle markeder i den grad er grænseoverskridende, når et bankkrak på Wall Street betyder, at danskere mister deres arbejde eller bliver teknisk insolvente.

Selv nu, hvor vi vurderer, at vi er på den anden side af krisen, kan vi konstatere, at godt nok er vækstraterne i BNP tilbage på før kriseniveau, men beskæftigelse og produktion halter fortsat efter, fordi væksten primært udgøres af den finansielle økonomi. Og der mangler fortsat politiske svar på hvordan vi sikrer os imod, at de finansielle markeder ikke kaster os ud i endnu en verdensomspændende krise.

Kampen for en stærkere regulering af markedskræfterne må stå centralt i den socialdemokratiske EU-politik. For det er grundlæggende udemokratisk, at så store kræfter uden folkeligt mandat kan styrte hele lande i gruset og kaste familier ud i økonomisk morads. Det kræver en fortsat politisk opmærksomhed, så vi får stillet de rigtige kapitalkrav til bankerne, det kræver at de er gennemsigtige, at vi får lagt et loft over direktørernes lønninger, bonusser og gyldne faldskærme, og at vi får bremset de skadelige finansielle produkter, fx derivater, der bedst beskrives som en række ugennemsigtige væddemål med en flot indpakning.

 

Kampen for en stærkere regulering af markedskræfterne må stå centralt i den socialdemokratiske EU-politik. For det er grundlæggende udemokratisk, at så store kræfter uden folkeligt mandat kan styrte hele lande i gruset og kaste familier ud i økonomisk morads.
_______

 

Det er måske en gammel traver, men finansskatten skal genfødes. En meget lille skat på hver eneste finansielle handel på det europæiske marked, som bremser den kortsigtede højfrekvenshandel, men samtidig ikke skader de langsigtede investeringer. Det smarte ved en finansskat er nok også årsagen til, at Tysklands ærkekonservative kansler Angela Merkel også støtter ideen.

Uden EU – ingen klimaløsning
Markedskræfterne er farlige, fordi de i deres rendyrkede form ikke tager hensyn til vores klima og miljø. Konsekvenserne af forurening påvirker ikke bundlinjen direkte, og derfor har vi mere end nogensinde før brug for politikere, der går forrest. Vi ved allerede, at en af Grønlands største gletsjere smelter så hurtigt, at det faktisk får verdenshavene til at stige. Men det kræver ikke blot national politisk regulering at vende udviklingen, det kræver også grænseoverskridende regulering, fordi CO2 i atmosfæren er et globalt problem, ligesom forurening og stigende vandstande er ligeglade med gamle grænsepæle. I kampen for en global håndtering af klimaforandringerne er EU den stærkeste grønne stemme mod de uambitiøse stormagter, der bonner mest ud i C02-synderegisteret.

 

Markedskræfterne er farlige, fordi de i deres rendyrkede form ikke tager hensyn til vores klima og miljø.
_______

 

Med Paris-aftalen i december 2015 fik vi et resultat, så vi kan tillade os at være forsigtige optimister. EU-landene har samlet set forpligtet sig til nedbringe drivhusgasserne med 40 pct. i 2030 ift. 1990-niveau, og som EU-Kommissionen meldte ud i marts, er EU nødt til fortsat at gå forrest og implementere politikker, som kan reducere klimaudslippene og sikre klimainvesteringer. Det er altså en politisk kamp, som er i fuld gang, og hvor vi er nødt til at kæmpe for de socialdemokratiske løsninger. For selv internt i EU er der blandede holdninger til klimakampen, og der er brug for grønne kræfter til at stå op imod de kulproducerende lande som eksempelvis Polen. For ellers ender vi med, at EU står tilbage som de uambitiøse mens kineserne overhaler os, fordi de efterhånden har forstået den økonomiske fidus ved at omstille til vedvarende energi. For os socialdemokrater må klimakampen også være central – og særligt i et forpligtende fællesskab som EU, hvor vi for alvor kan rykke noget. For kampen mod den globale opvarmning handler ikke bare om tab af flora og fauna eller oversvømmelser af de europæiske kystbyer.

Det handler grundlæggende om den uretfærdighed, at den tredje verden kommer til at bøde allermest for Vestens uansvarlige overforbrug af fossile brændsler – ligesom det risikerer at betyde op mod 200 millioner klimaflygtninge i år 2050. Klimaudfordringerne rammer skævt, i en i forvejen alt for skæv verden. Netop derfor er bekæmpelse af klimaudfordringerne socialdemokratisk hjerteblod.

Kort sagt: vi kan godt være kritiske over for EU som institution og de borgerlige kræfter i EU. Det skal vi være. Men vi skal ikke være skeptiske overfor EU som ide, for det er den vigtigste platform i kampen for at sætte mennesker og miljø før marked.

 

Kort sagt: vi kan godt være kritiske over for EU som institution og de borgerlige kræfter i EU. Det skal vi være. Men vi skal ikke være skeptiske overfor EU som ide, for det er den vigtigste platform i kampen for at sætte mennesker og miljø før marked.
_______

 

FOTO: Julie Anine