Jens Mattias Clausen: Kinas forvandling fra sort klimaælling til grøn svane bør inspirere Europa

Jens Mattias Clausen: Kinas forvandling fra sort klimaælling til grøn svane bør inspirere Europa

10.06.2016


Kina er ikke alene verdens største økonomi, men også den største udleder af de drivhusgasser, der driver klimaforandringerne. Riget i midten står for næsten 30 pct. af verdens samlede CO2-udledning – og der findes derfor ingen reel løsning på klimaproblemet uden Kina.

Derfor har det også vakt stor glæde, at Kina de sidste par år har søsat en mindre grøn revolution med solceller og vindmøller, flankeret af målrettede indhug i kulforbruget. Desværre er Europa – og Danmark – på vej i modsatte retning. Det kan blive dyrt for både klimaet og den grønne industri.

KOMMENTAR af Jens Mattias Clausen, klimapolitisk rådgiver hos Greenpeace i Danmark

For et par år siden var forventningen, at Kinas kulforbrug ville fortsætte himmelflugten i takt med landets vækstrater. Mens økonomisk vækst i flere år har været afkoblet udledningen af drivhusgasser i vestlige lande, såsom Danmark, har vanetænkningen dikteret, at Kinas fortsatte vækst ville være afhængig af, at der – bogstaveligt talt – kom mere kul på kedlerne. I Greenpeace havde vores kuleksperter imidlertid analyseret sig frem til, at 2014 kunne blive et grønt vendepunkt i verdens største økonomi.

Analysen blev imidlertid mødt med stor skepsis, men i starten af 2015 blev vores konklusion understøttet af officielle kinesiske tal, der viste, at Kina for første gang i det 21. århundrede havde oplevet en reduktion i kulforbruget og dermed også CO2-udledningen i det forgangne år. Afkoblingen mellem kulforbrug og økonomisk vækst i Kina var altså ikke blot mulig, men allerede i fuld gang. Som symbol på Kinas betydning for det globale klima blev budskabet fulgt op af en udmelding fra det Internationale Energiagentur (IEA) om, at verdens CO2-udledninger for første gang i over 40 år ikke var steget på trods af global vækst.

Videnskaben siger klart, at hvis vi skal undgå de værste konsekvenser af klimaforandringerne, så skal de globale udledninger toppe hurtigst muligt og derefter styrtdykke. Derfor var Kinas knæk på CO2-kurven vigtig i et år, hvor den globale temperaturstigning for første gang oversteg den symbolske 1-grads tærskel. Verden er nu kommet i særdeles ubehagelig nærkontakt med den 1,5 grad, som alle lande sidste år valgte at inkludere i Paris-aftalen som det pejlemærke, vi skal måle vores bestræbelser op mod.

Kinesiske verdensrekorder i vedvarende energi
I 2016 har temperaturrekorderne igen skabt bekymringer – og med god grund. Derfor kom det som en lille trøst, da IEA for nylig annoncerede, at CO2-udledningerne fra verdens energiproduktion for andet år i træk var forblevet flade. Kinas fald i kulforbruget var nemlig fortsat i 2015 og var endnu engang hovedårsag til den globale udvikling. Det var en vigtig bekræftelse af, at 2014 ikke havde været et særtilfælde, men forhåbentlig starten på en tendens. Mens Kinas faldende vækst selvfølgelig har en finger med i spillet, tyder meget på, at bevægelsen væk fra kul er systemisk, ansporet af en målrettet kinesisk strategi på højeste niveau. Den primære årsag til satsningen er givetvis den store folkelige bekymring over det massive smogproblem, der hersker i Kinas storbyer, men udover renere luft og store sundhedsgevinster giver det heldigvis også et klart klimaafkast.

 

I 2015 slog Kina alle rekorder, da man investerede mere i vedvarende energi end noget andet land nogensinde har gjort [..] Allerede sidste år strøg Kina forbi hele EU på den samlede vindkapacitet.
____________________

 

Som hovedmotor i Kinas grønne revolution står udbygningen af vedvarende energi. I 2015 slog Kina alle rekorder, da man investerede mere i vedvarende energi end noget andet land nogensinde har gjort. Fra 2012 til 2015 fordoblede Kina sin vindenergikapacitet, og målet for 2016 er at øge kapaciteten med yderligere 22 pct. Allerede sidste år strøg Kina forbi hele EU på den samlede vindkapacitet. Også på solfronten har man indtaget en absolut førerrolle. Mere end en fjerdedel af verdens samlede installation af solceller i 2015 fandt sted i Kina, hvormed landet også overtog førstepladsen over lande med størst solkapacitet.

Kina er med andre ord godt i gang med en forvandling fra ”klimaprügelknabe” til grøn frontløber. Europa, derimod, taber løbende terræn.

Europa har brug for et realitetstjek – vi er ikke længere frontløbere
Ændringerne i det grønne magtforhold skyldes ikke kun Kinas imponerende investeringslyst, der i 2015 var lige så stor som Europas og USA’s til sammen, men også Europas deroute.

Sidste år var de europæiske investeringer i vedvarende energi på det laveste niveau siden 2006. I 2010 stod Europa for 45 pct. af de globale investeringer i vedvarende energi. I 2015 var det tal faldet til 18 pct. EU’s manglende evne til at håndtere den økonomiske krise, fraværet af konsistente rammevilkår og generel politisk slingrekurs er de primære årsager. Sidstnævnte bliver på glimrende, men sørgelig vis, eksemplificeret næsten hver dag af Løkke-regeringen. Og dét på trods af, at det aldrig har været mere presserende eller rentabelt at accelerere den grønne omstilling. Alligevel får vi tudet ørerne fulde om, at EU leder verden i kampen mod klimaforandringerne. Der er åbenlyst brug for et europæisk realitetstjek.

 

I 2010 stod Europa for 45 pct. af de globale investeringer i vedvarende energi. I 2015 var det tal faldet til 18 pct.
____________________

 

Det seneste eksempel på at virkeligheden desværre ikke længere matcher EU’s selvopfattelse er kommet efter klimaaftalen i Paris i december 2015. Aftalen kræver, at omstillingen sker langt hurtigere, men EU har hidtil nægtet at tage den naturlige konsekvens af de storladne erklæringer i Paris og hæve klimaambitionerne. En række lande, herunder tilsyneladende også Danmark, anerkender sågar ikke engang, at det er nødvendigt – i direkte modstrid med videnskaben. I stedet har Løkke-regeringen travlt med at afmontere centrale søjler i den klima- og energikonstruktion, der indtil for nylig var arnested for en af verdens mest ambitiøse klimapolitikker. Der er tilsyneladende intet, der er helligt. Hverken de kystnære vindmøller eller den afgiftsmekanisme, der sikrer stabil finansiering af den grønne omstilling. Ikke overraskende har adskillige store virksomheder allerede truet med at droppe investeringerne i Danmark, hvis ikke Løkke & Co. dropper deres sorte tour de force, sminket til ukendelighed under navnet ”grøn realisme”.

 

Ikke overraskende har adskillige store virksomheder allerede truet med at droppe investeringerne i Danmark, hvis ikke Løkke & Co. dropper deres sorte tour de force, sminket til ukendelighed under navnet ”grøn realisme”.
____________________

 

I stedet ser det så ud til, at verden får lederskab fra Asien, da Kina i den nyeste 5-års plan, der udstikker regeringens nationale prioriteter, lægger op til, at man vil hæve sit klimamål yderligere. Kina har imidlertid stadig en bumpet vej foran sig, hvis man for alvor skal bandlyse kulspøgelset. Det bliver man selvfølgelig nødt til at anerkende. Men det står klart, at Kina er klar til at påtage sig en lederrolle – og det er afgørende for kampen for et klima i balance.

Tilbage står et EU, der forsøger at leve videre som spejlbilledet af sig selv anno 2010. Politisk vilje er en mangelvare og investeringslysten i vores alle sammens fremtid ligeså – til stor skade for både klimaet, Europas og Danmarks grønne industri.

Så hermed en opfordring: se på Kinas grønne højhastighedsomstilling – vi kan utvivlsomt lære noget.

ILLUSTRATION: Vindmøller i Shanghai, Kina [foto: Brett Burton]