Hvis ikke EU dropper arrogancen, er det slutKommentar af Merete Riisager

Hvis ikke EU dropper arrogancen, er det slut
Kommentar af Merete Riisager

29.06.2016


Mens EU-eliten opfatter traktaten som eleveret og hellig, ser befolkningerne den som irrelevant og underordnet deres egne forfatninger. Vil borgerne blive hørt?



KOMMENTAR af Merete Riisager (MF, LA)

EFTER BREXIT er der udbrudt panik i elfenbenstårnet. Den samlede europæiske EU-elite udviser tegn på vrede, sorg og vantro. Der nedkaldes forbandelser over Cameron og den uvidende og uduelige britiske befolkning, men lige meget hjælper det. Brexit viser med al tydelighed, at det demokratiske DNA lever og har det godt i Europa. Det kedelige er, at EU ikke ser sig i stand til at nære sig ved dette livstegn fra de europæiske værdier.

EU-ELITEN, bestående af politikere og embedsmænd, der kritikløst har vandret under de blå faner med gule stjerner, som ganske få borgere føler nogen særlig tilknytning til, har de sidste mange år brugt et bestemt udtryk om uønsket adfærd fra vrangvillige nationer i EU: ”Cherry picking” – at udse sig de bedste kirsebær. Udtrykket skal forstås som en indforstået hån mod lande, der ønsker at fremme egne borgeres interesser i EU. Det gør man bare ikke! Lande, der har gjort indsigelser mod for høje regninger, for megen regulering eller et demokratisk underskud, er blevet mødt med udtrykt misbilligelse og kravet om ikke blot at plukke de kirsebær, de ønsker. Det er nemlig slet ikke formålet med EU. Hele forståelsen af EU har i disse luftlag været den, at nationerne og befolkningerne er til for EU – ikke omvendt. Man må ofre sig for sagen, symbolet, institutionerne, fællesskabet, Rom-traktaten eller hvad det nu er, man i disse kredse opfatter som essensen i samarbejdet. EU er ”noget større” og skal som sådan ikke retfærdiggøre sig selv og sine gerninger overfor hverken nationer eller befolkninger. Det er præcis denne arrogante og virkelighedsfjerne opfattelse af EU, der udgør selve essensen i den krise, EU nu står i.

 

Det er præcis denne arrogante opfattelse af EU, der udgør selve essensen i den krise, EU nu står i
_______



Mens den moderne europæiske adel opfatter EU som lig med Europa, ser befolkningerne EU som en institution – eller rettere: et netværk af sammenhængende institutioner med uigennemskuelig magtdeling. Mens EU-eliten opfatter traktaten som eleveret og hellig, ser befolkningerne den som irrelevant og underordnet deres egne forfatninger. Når Martin Schultz, formand for Europaparlamentet, udtaler at ”It´s not the EU philosophy that the crowd can decide its fate”, svarer befolkningerne, at de betragter sig selv som værende mere kompetente til at afgøre deres egen fremtid, end politikere som Shultz, som mange af dem ikke kender og ikke opfatter som nogen legitim repræsentant for deres interesser og fremtidsmuligheder. 


I DANMARK HAR politikere som Morten Løkkegaard og Morten Helveg Petersen talt salvelsesfuldt om, at EU har et image-problem, og at der skal skabes en ny fortælling om EU. Den manglende opbakning til EU i befolkningerne identificeres altså som et spørgsmål om marketing. Men Brexit, såvel som de voldsomme valg og protester i Sydeuropa har vist os, at det ikke er sandt:

De europæiske befolkninger har en berettiget forventning om, at de skal kunne påvirke deres egne nationer på afgørende områder gennem en politisk proces. Når euro-samarbejdet undergraver befolkningernes muligheder for at stemme sig til en bestemt økonomisk politik, breder vreden sig. Og borgerne gør oprør, når EU ikke kan kontrollere sine ydre grænser, fordi det jo var forudsætningen for at nedlægge de nationale grænser, sådan som gradvist har gjort.

EU´S PROBLEM ER BÅDE LIGE SÅ ALVORLIGT og lige så trivielt som de problemer, der er opstået i tidligere tiders føderationer og valutasamarbejder. Centralismen koster legitimitet og agilitet. Euroen kan ikke bringes til at fungere, med mindre nationerne afgiver betragtelige mængder suverænitet over deres finanspolitik, pengepolitik, arbejdsmarkeds- og socialpolitik.

MIGRANTPOLITIKKEN kan ikke fungere uden at sprænge rammen for den nationale selvforståelse af, at et nationalt parlament selv afgør, hvem og hvor mange, der har ret til at slå sig ned i et land og under hvilke vilkår. Da Angela Merkel sidste år opførte sig som det hun er: En national leder, der traf en beslutning om at byde 1 mio. migranter velkommen til Tyskland, fik hun samtidig de aftaler, EU har indgået om grænser og asyl, til at bryde sammen. Ironisk nok var det en national beslutning, der fik fundamentet til at ryste under de fælles regler. Merkels ageren som ”skyggeleder” for EU, sparkede benene væk under mange europæeres tillid til EU. Og det efterfølgende krav om tvangsfordeling af asyl-ansøgere har med al tydelighed vist, at der må tages et opgør med den elite, der svømmer i overnationale krav som ”kirsebær i egen sovs”. Hvor mange nye borgere, forestillede EU-ledelsen at landene skulle modtage? 1 million? 10 millioner? Eller lige så mange mennesker med et ønske om at forbedre deres egen tilværelse i Europa, som Afrika og Mellemøsten kan mønstre tilsammen? En lang række lande, ville ikke være med. Og vil ikke være med.

 

Merkels ageren som ”skyggeleder” forU nionen, sparkede benene væk under mange europæeres tillid til EU
_______



HVIS IKKE DER TAGES ET ÅBENT OPGØR med tvangs-centraliseringen og det deraf følgende forbud mod ”cherry picking”, får EU mere end vanskeligt ved at overleve som sammenhængende institution. Dette vil være begrædeligt, for idéen om, at europæiske nationer, der deler værdier og interesser, kan indgå handelsaftaler og mødes om at løse grænseoverskridende problemer kan vanskeligt overvurderes.

Den gode nyhed er, at der generelt ikke kan mønstres nogen grundlæggende modvilje mod denne tanke i de europæiske befolkninger. De færreste borgere vil modsætte sig frivillige aftaler, indgået direkte mellem landene, og med deraf følgende muligheder for at ændre og opsige disse aftaler. Men når det gælder kravet om at aflevere alle kirsebær i bunken, før man tildeles et slunkent antal, fordelt efter uigennemskuelige og bureaukratiske principper, så bør denne tanke uddø med Brexit. EU skal være til gavn og glæde for Europa og for de europæiske befolkninger. Ellers kan samarbejdet ikke bestå. ■

 

De færreste borgere vil modsætte sig frivillige aftaler, indgået direkte mellem landene, og med deraf følgende muligheder for at ændre og opsige disse aftaler
_______





ILLUSTRATION: Officielt Pressefoto