Henrik Dahl:  Uddannelsessystemet lyver for sig selv

Henrik Dahl: Uddannelsessystemet lyver for sig selv

24.02.2016


Samfundsforskeren Jørgen S. Dich sagde det allerede i halvfjerdserne lige ud: Grunden til, at uddannelsessystemet gennem årtier er blevet så kraftigt udbygget i Danmark, er, at det er i den veluddannede middelklasses egeninteresse. Men hele systemet bør omlægges – fordi uddannelse ikke øger social lighed og mobilitet.

KOMMENTAR af Henrik Dahl, medlem af Folketinget for Liberal Alliance

Uddannelse skaber ikke øget social lighed. Det fastslog en af Danmarks største autoriteter på området – sociologen Erik Jørgen Hansen – den 15. august sidste år i Politiken. I stedet har den massive satsning på uddannelse, der i hen ved ti år har præget landet, gavnet dem, der i forvejen var privilegerede.

Gør uddannelse generelt samfundet rigere? Så enkelt er det heller ikke. Der findes lande, hvor der er en sammenhæng mellem højere uddannelsesniveau og stigende velstandsniveau. Men der findes også lande, hvor det modsatte er tilfældet. For eksempel Danmark. For mens den procentvise andel unge, der har fået en uddannelse, blot er vokset uafbrudt gennem årtier, er produktiviteten i Danmark faldet relativt siden slutningen af halvfemserne. Hvilket råt og brutalt kan oversættes til, at danskerne siden slutningen af halvfemserne er blevet fattigere og fattigere – på trods af støt stigende uddannelsesniveau.

 

Uddannelse skaber ikke øget social lighed […] I stedet har den massive satsning på uddannelse […] gavnet dem, der i forvejen var privilegerede.
____________________

 

Blandt uddannelsesforskere kender man den første begrundelse for at hæve samfundets generelle uddannelsesniveau som social mobilitet-argumentet. Den anden kaldes ofte for humankapital-argumentet.

Det særlige ved dansk uddannelsespolitik er, at Socialdemokraterne og Venstre har indgået forlig om alt. Fra børnehaveklasserne over ph.d.-uddannelser til de mest avancerede forskningsprojekter arbejdes der i Danmark således på det grundlag, de to store, statsbærende partier er blevet enige om. Og skal man forenkle drivkraften i de mange kompromisser, så er den, at Venstre på den ene side har valgt at acceptere de udbygninger og udformninger af uddannelsessystemet, der er motiveret af Socialdemokraternes behov for at forbedre den sociale mobilitet. Mens Socialdemokraterne på den anden side har valgt at acceptere de udbygninger og udformninger, der er motiveret af Venstres behov for at styrke erhvervslivets indtjening. Det har aldrig været svært, eftersom de fleste på Socialdemokraternes højrefløj og Venstres venstrefløj grundlæggende har forståelse for begge argumenter.

Når man kan påvise, at hverken social mobilitet-argumentet eller humankapital-argumentet (i sin helt bevidstløse udgave) er gyldigt, bliver man nødt til at spørge: Hvad er der på færde? Hvordan kan det være, uddannelsessystemet er blevet så enormt stort, som det efterhånden er blevet?

I det interview med Erik Jørgen Hansen, jeg har refereret til, antyder han noget, Jørgen S. Dich allerede i halvfjerdserne sagde lige ud: Grunden til, at uddannelsessystemet gennem årtier er blevet så kraftigt udbygget, er, at det er i den veluddannede middelklasses interesse.

Og på hvilken måde er det så i den veluddannede middelklasses interesse? I hvert fald på disse to:

– Uddannelse giver vellønnet og på andre måder privilegeret beskæftigelse til dem, der uddanner, og

– Uddannelse sikrer den veluddannede middelklasses børn imod social deroute – ikke mindst i det tilfælde, hvor det lykkes at sikre, at sektoren til stadighed ekspanderer.

Pladsen tillader ikke en lang og minutiøs bevisførelse. Men jeg inviterer læseren til at spørge sig selv: Hvor mange sider af den veluddannede middelklasses praksis passer ikke som hånd i handske til dens behov for at skabe så mange akademiske stillinger som overhovedet muligt? Og til dens behov for at skaffe afkommet studiepladser og lommepenge, der ikke skal betales af forældrene?

 

Hvor mange sider af den veluddannede middelklasses praksis passer ikke som hånd i handske til dens behov for at skabe så mange akademiske stillinger som overhovedet muligt?
____________________

 

Jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om nogen. Hvad enten det gælder markedsføringen af de fejlagtige social mobilitets- og humankapital-argumenter. Eller det vedholdende arbejde med at opfinde nye behov, der angiveligt kun kan løses af akademisk arbejdskraft. Eller det lige så vedholdende arbejde med at akademisere professioner som lærer eller sygeplejerske. Der først og fremmest er højt specialiserede håndværk, som det følgelig ikke giver den store mening at overteoretisere. Eller fordømmelsen af enhver, der antyder, at givet det store, personlige økonomiske udbytte af kandidat- og ph.d.-grader, finansierer vi uddannelserne forkert (hen over et helt liv kommer de fleste kandidater og ph.d.’ere til at tjene så meget mere end deres jævnaldrende – hvis de ellers tager en relevant uddannelse – at det er svært at finde argumenter for, at de ikke skulle foretage en personlig investering i sig selv). Eller fordømmelse af enhver, der antyder, at betragtet ud fra den samfundsmæssige forrentnings synspunkt, burde uddannelsessystemet se helt anderledes ud i dag, end det faktisk gør.

Social mobilitet-argumentet er tomt. Derfor er der ingen saglige grunde til at basere uddannelsessystemet på det.

Hvis man ikke kvalificerer humankapital-argumentet, er det også forkert. Thi et samfund bliver ikke automatisk rigere af, at folk uddanner sig. Det bliver kun rigere, hvis der er tale om uddannelser, der på en eller anden måde forøger produktiviteten. Men op til et vist punkt er humankapital-argumentet faktisk i orden.

Det er et gode både for den enkelte og for samfundet, at så mange, som overhovedet muligt, får det maksimale udbytte af deres tid i grundskolen. Ligeledes er det et gode for både den enkelte og samfundet, at så mange, som overhovedet muligt, realiserer deres potentiale på en relevant ungdomsuddannelse. Til og med bachelorniveau giver det også mening at have et bredt og kvalitetsorienteret udbud af uddannelser over hele landet. Til gengæld bør uddannelser hinsides dette niveau være stærkt meritokratiske og indrettes efter principper, der bevisligt fører til det allerhøjeste niveau.

Hvilket i en række tilfælde vil sige: Indrettet omvendt af, hvordan de er indrettet i dag.

FOTO: Peter Hove Olesen/Polfoto.