30.06.2016

KRONIK af Mads Vestergaard, Vincent F. Hendricks, Rasmus K. Rendsvig, David Budtz Pedersen, Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet

DA SOLEN STOD OP om morgenen den 24. juni 2016, leverede lederen for det EU-skeptiske parti UKIP, Nigel Farage, en tale, der udråbte afstemningsresultatet som en “sejr for almindelige, mennesker og anstændige mennesker”. Sejren cementerede ifølge den politiske leder Leave-kampagnens løfter om at “vinde denne krig”: “Vi vil få vores land tilbage, vi vil få vores selvstændighed tilbage og vi vil få vores grænser tilbage”. Alligevel ved de fleste briter godt, at afstemningen ikke giver dem deres land, uafhængighed eller grænser tilbage. Der skal derimod hårde, komplicerede og – i manges optik – helt urealistiske og deciderede umulige forhandlinger med EU til at realisere Leave-fløjens løfter. For eksempel er det urealistisk at ville have adgang til EUs indre marked og samtidig ikke acceptere arbejdskraftens frie bevægelighed. Her kan man ret beset tale om at ville blæse og have mel i munden på samme tid.

Løfter om national selvstændighed og genrejsning må for tiden lyde velkendte i amerikanske vælgeres øre. Skulle det gå samme vej i USA, vil situationen ligne den, vi ser i Storbritannien: Der er lang vej fra løfter om genfødsel af national storslåethed til en kompleks global virkelighed af gensidigt bindende aftaler og forbindelser landene imellem. Det internationale samfund retter sig ikke bare efter nationale og nationalistiske dagsordener. At tvinge nationale dagsordener igennem ved at opsige internationale aftaler vil have omfattende negative konsekvenser. De problemer, som løfterne ellers skulle kunne løse, risikerer let at blive endnu større. Når Trump lover at løse problemet med høj arbejdsløshed ved at lukke grænserne – udadtil i forhold til immigration og indadtil i forhold til international samhandel – ville den type løfter, hvis de indfries, let kunne lede til langt højere arbejdsløshed – fx som følge af et diplomatisk og handelsmæssigt sammenbrud i forholdet til Mexico.

ALLEREDE OMKRING en time efter, at Farage havde proklameret sejr, måtte han da også i et TV-interview indrømme, at helt centrale nøgletal, som havde drevet Leave-kampagnen, var ukorrekte. For eksempel havde Leave-kampagnen lovet at tilføje 350 millioner pund til det offentlige sundhedsvæsen om ugen, hvis et Brexit blev til en realitet. Et løfte som Farage, da han blev konfronteret med det, afviste som en “fejl”. Den sandsynlige Republikanske præsidentkandidat Donald J. Trump lavede også en fejl, da han ankom til Skotland den 24. juni 2016 for at spille golf – men i hans tilfælde var det i forhold til fakta, han fejlede, ikke – i denne omgang – et urealiserbart løfte:


Twitter var venlig nok til i store mængder tweets og kommentarer at minde Trump om, at skotterne med stort flertal (62% – 38%) havde stemt for at blive i EU. Sådanne faktuelle detaljer stoppede ikke Trump i at give et interview fra golfbanen, hvor han udtrykte sin forståelse for de glade Leave-tilhængere bl.a. med begrundelsen: “De er vrede over grænser, de er vrede over, at folk kommer til deres land og overtager det, ingen ved engang, hvem de er. De er vrede over mange, mange ting.”

Udover de politiske aktører har pressen og nyhedsmedierne en væsentlig del af ansvaret for om det er fakta eller populistiske fortællinger, der cirkuleres i det offentlige rum
_______

 

TRUMPS UDTALELSLE til skotterne lyder umiskendeligt som en melodi, som de amerikanske vælgere er vant til for tiden: Narrativer om national genrejsning og uafhængighed, om “Making America Great Again” og om et politisk system og elite, der har forrådt folket. Denne typer af narrativer kendetegner traditionelt populistiske partier og strømninger (Christa Deiwik: Populism, Living Reviews in Democracy, Center for Comparative International Studies, Zurich, 2009). Når sådanne narrativer kombineres med en selektiv anvendelse af fakta og et afslappet forhold til sandhed, eller ligefrem overtager deres rolle som grundlag for den offentlige debat, som op til Brexit, kan det problematiske politiske fænomen være resultatet, et postfaktuelt demokrati: ”Et demokrati er i en postfaktuel tilstand i det tilfælde, at sandhed, fakta og saglig konsekvensberegning erstattes af robuste narrativer, opportune politiske dagsordener og urealiserbare løfter, således at den demokratiske debat og mobilisering mister forbindelsen til realistiske politiske løsninger og ren vælgermaksimering bliver målet i sig selv.”

Udover de politiske aktører har pressen og nyhedsmedierne en væsentlig del af ansvaret for om det er fakta eller populistiske fortællinger, der cirkuleres i det offentlige rum og danner grundlag for politisk meningsdannelse. Men kigger vi på medieudviklingen, hvor det digitale offentlige rum, som internettet og sociale medier faciliterer, spiller en større og større rolle for den demokratiske debat, er der tegn på, at den digitale demokratisering af medierne ikke nødvendigvis er et gode for kvaliteten af den demokratiske samtale. Som professor i marketing Johan Berger, University of Pennsylvania, solidt har dokumenteret, har visse typer af historier en tendens til at skabe opmærksomhed og har højere sandsynlighed for at gå viralt end andre. Historier som vækker handlingsmobiliserende følelser som ærefrygt, vrede, indignation og frygt har ofte en højere grad af social transmission og får mere opmærksomhed – herunder af nyhedsmedierne og journalister med brede publikum – end historier, der indgiver passiverende følelser af tristhed eller tilfredshed. På samme måde har dementier og historier der retter, forklarer eller præciserer fakta, fiktioner og konsekvensberegninger svært ved at tiltrække opmærksomhed og spredning på de sociale medier. En histories sandhed er ikke en nødvendig betingelse for likes, upvotes, delinger og viralitet. Det, der går viralt, er ikke nødvendigvis sandt – og omvendt: sandheden i en given sag er ikke nødvendigvis det, der får opmærksomhed og går viralt.

Selvom man ikke kan få Mexico til at betale for en mur, der forhindrer indvandring, kan man vinde online og offline opmærksomhed og tilslutning gennem mobilisering af vrede og frygt
_______

 

SELVOM STOBRBRITANNIENS uafhængighed på betingelser, der er bare i nærheden af Leave-sidens løfter, ikke kan garanteres på baggrund af et Brexit-resultat, kan historien om at stemme sig ud skabe mobiliserende følelser af national ærefrygt. Og selvom man ikke kan få Mexico til at betale for en mur, der forhindrer indvandring, kan man vinde online og offline opmærksomhed og tilslutning gennem mobilisering af vrede og frygt. Dertil kommer, at det er let at holde øje med værdien af sociale aktiver som vrede eller frygt på en af børserne for sociale aktiver som Facebook, Twitter og Instagram. Man kan aflæse på antallet af likes, retweets, kommentarer og delinger, som forskelligt indhold får, hvilke holdninger der får opmærksomhed og hvad folk tilsyneladende mener om en given politisk sag, beslutning eller person. Den sociale transmission i form af likes, upvotes og online debat kan være skadelig for kvaliteten af den demokratiske offentlige debat: Usandheder, symboler, skjult kommunikation og junk-evidens har gode vilkår for opmærksomhed og transmission – især hvis sandheden og realistiske vurderinger af (økonomiske, sociale og miljømæssige) konsekvenser bøjes eller ignoreres til fordel for historier, der rider afsted på vrede og indignation over den politiske elite “ovre i Washington” eller “nede i Bruxelles”.

At give vælgerne urealiserbare løfter om at overføre en fiktiv gevinst ved et Brexit til det offentlige sundhedsvæsen eller at udelukke en bestemt religiøs gruppe fra at komme ind i et land, hvor religionsfrihed er grundfæstet i forfatningen, er muligvis en succesfuld strategi for at vinde stemmer. Men det er ikke en strategi til rent faktisk at få løst de problemer, som genererer vreden og utilfredsheden. At løse virkelige problemer kræver man er forpligtet på virkeligheden – og ikke på en fiktiv strategisk kampagelogik.

Det, at nogen tror på noget, gør det ikke sandt og at der er mange, der tror det samme, er nødvendigvis heller ikke en garanti for dets sandhed. Bare fordi en bestemt politisk holdning eller figur tilsyneladende er støttet af mange og den sociale evidens virker massiv, betyder det ikke mere, end at mange tilsyneladende støtter holdningen eller figuren (en mulighed er også, at en del af støtterne ikke er andet end robotter eller andre købte og kunstigt generede tilhængere, se fx).

Har flertallet – fordi det nu ER flertallet – altid ret i et demokrati? Ikke hvis vi mener, at et robust og sundt demokrati kræver, at vælgerne rent faktisk er informerede om det, der stemmes om og har mulighed for bare nogenlunde at kunne vurdere konsekvenserne af deres valg

_______

 

STEMMEMAKSIMERING behøver ikke nødvendigvis at være i tråd med fakta og kendsgerninger. Men er ren stemmemaksimering nødvendigvis identisk med demokratisk legitimitet? Har flertallet – fordi det nu ER flertallet – altid ret i et demokrati? Ikke hvis vi mener, at et robust og sundt demokrati kræver, at vælgerne rent faktisk er informerede om det, der stemmes om og har mulighed for bare nogenlunde at kunne vurdere konsekvenserne af deres valg. Informerede vælgere og rationelt overvejede stemmer, som de fleste mener er basis for et legitimt demokrati, kræver en vis faktuel kvalitet af den offentlige politiske debat, som ligger langt fra fakta-resistente, men mobiliserende følelsesbetingede narrativer.

World Economic Forum oplistede fornylig, hvad organisationen betragter som verdens ti største udfordringer: Fødevaresikkerhed, vækst for alle, beskæftigelse, klimaforandringer, den globale finansverden, internettet, lighed mellem kønnene, global handel, langsigtede investeringer og sundhed. Siden har organisationen også udråbt spredning af misinformation og digitale steppebrande på internettet som endnu en af vor tids store udfordringer: “Den globale risiko for massiv digital misinformation er central for konstellationen af teknologiske og geopolitiske risici fra terrorisme og cyberangreb til fejlslagen global regeringsførelse”.

Informationsteknologi og sociale medier kan forstærke irrationel gruppeadfærd til hidtil usete proportioner. Det kan resultere i alt fra finansielle bobler og sammenbrud, ubegrundede Twitterstorme og ekstreme meningsbobler til politisk, social og religiøs polarisering, digital mobning og cyberangreb, som kan destabilisere grupper, samfund, demokratier, lande og kontinenter. Jo mere udbredelse af – og offentlig opmærksomhed og politisk vægt gives til – sociale medier, onlineafstemninger, og andre digitale menings- og informationsbørser, des større er muligheden for at meningsdannelsen forurenes af let spredt misinformation og junk-evidens. Samtidig faciliterer udbredelsen af informationsteknologien, at spredningen af misinformation, ubegrundede rygter og falske overbevisninger og de negative konsekvenser, der følger, rammer langt bredere og får stor gennemslagskraft. Om det er så intenderet eller ej. Når information uden forbindelse til sandhed og kendsgerninger spredes viralt, resulterer det i et fænomen, som kan kaldes en infostorm. Spekulation i misinformation i følgeskab med massive politiske meningsbobler, der inkluderer ikke-realiserbare løfter og et uforpligtende forhold til evidens og kendsgerninger – hvis noget forhold overhovedet – er centrale byggesten i det post-faktuelle demokrati.

De globale udfordringer, som World Economic Forum oplister, kræver alle systematisk, solidt og langsigtet samarbejde og koordination mellem lande, kontinenter og nationale såvel som globale aktører. Alternativet er, at alle ellers ender i en form for ’fangernes dilemma’, hvor hvert land kæmper for egen snævre egeninteresse og nyttemaksimering og netop derigennem generer et suboptimalt resultat hele vejen rundt.

På den modsatte side står det politiske spil i det post-faktuelle demokrati, hvor samarbejde og koordination er erstattet af ren stemmemaksimering, og hvor det at vinde flertallet er den eneste målestok for politisk succes – som et nul-sumsspil, hvor den enes sejr er identisk med den andens nederlag.

Hvis politik i Storbritanniens og/eller USA afgøres af sidstnævnte, risikerer vi alle at tabe i forhold til førstnævnte behov for samarbejde og koordination. Så ender vi i problemer til halsen. Skal du forsøge at løse de store globale udfordringer i et postfaktuelt demokrati kan du lige så vel benægte, at de overhovedet eksisterer. ■

Skal du forsøge at løse de store globale udfordringer i et postfaktuelt demokrati kan du lige så vel benægte, at de overhovedet eksisterer
_______

 

ILLUSTRATION: Farage i Europa-Parlamentet [foto: Geert Vanden Wijngaert/AP/Polfoto]