Europæerne har glemt deres historieKommentar af Stanislav Stanchev

Europæerne har glemt deres historie
Kommentar af Stanislav Stanchev

24.06.2016


I morges var det en kendsgerning. 51,9 pct. af briterne ønsker at melde deres land ud af den Europæiske Union, mens 48,1 pct. ønskede at blive. Reaktionerne er mange, og tiden foran bliver ufatteligt hård. Både det Forenede Kongeriges, EU’s og hele Vestens fællesskab står på spil.



KOMMENTAR af Stanislav Stanchev, stud.scient.pol

JEG VAR PÅ FORRESTE RÆKKE, da det tyske rockband Scorpions i aftes gik på scenen under “Copenhell”. I silende regn, akkompagneret af blændende lynslag og øredøvende tordenskrald. Nogenlunde samtidig med, at bandet havde takket af med ”Rock You Like A Hurricane” begyndte vejrudsigterne til den britiske folkeafstemning at ændre sig brat. Den bredende optimisme for, at Storbritannien trods alt ville blive i EU, viste sig at være alt, alt for præmatur. Stormen varede ved – og stemmeboks for stemmeboks blev det klart, at briterne havde stemt for at forlade Unionen.

Den europæiske storm er først lige begyndt. Finansmarkederne er i chok. Pundet brasede ned til møntfodens laveste værdi i 30 år. Aktiemarkeder over hele kloden er allerede blevet ramt, og et velkendt syn materialiserer sig i markedet for statsgæld: statsobligationer i EU’s periferi har allerede oplevet en skarp rentestigning. I en globaliseret verden er ingen kriser udelukkende ’nationale’.

De første konsekvenser i den politiske arena er allerede fundet sted – med lynets hast. Den britiske premierminister, som ledte – og tabte – kampen for ’Remain’ har offentliggjort, at han træder af til oktober. Den prominente skikkelse i den modsatte lejr, Nigel Farage, opfordrer folket til at mindes den 23. juni som Storbritanniens ”uafhængighedsdag”. EU-modstandere på kontinentet stod også på spring ved Twitter-klaviaturet med en velkendt – men forstærket – melodi: Frankrigs Marine Le Pen vil bruge Brexit som løftestang for sin kampagne til det kommende præsidentvalg i landet. Geert Wilders fra Holland spår allerede om et ”Nexit”. Skeptiske kræfter i Danmark, Sverige og Finland kræver ligeledes, at folket bliver hørt – for når briterne vil ud, så er det sandsynligt, at deres ligesindede i Norden har samme ønske. Der er præcedens. Døren er nu åben.

DENNE HISTORISKE BREXIT-AFSTEMNING har en række ligheder med Danmarks EU-folkeafstemning den 3. december 2015. Den ”EU-positive” side førte i meningsmålingerne – men kun i starten. Den siddende ”blok” har været dybt splittet i spørgsmålet – hhv. det konservative parti i UK og Venstre-regeringens parlamentariske grundlag i Danmark. Den socialdemokratiske opposition førte en lunken og uentusiastisk kampagne i begge lande. Og sidst men ikke mindst, så har begge lejre i høj grad spillet ud med skræmmescenarier frem for at tale positive budskaber frem. Remain-lejren talte sjældent om EU’s fordele – de fokuserede på de økonomiske problemer ved udmeldelse. Leave-kampagnerne fokuserede i enorm grad på immigration, mens deres post-Brexit vision var både ukonkret og modstridende.

Resultatet maler desuden et billede af et meget splittet britisk kongerige. London-boerne, de unge, skotterne, de veluddannede stemte for at blive. Provinsen, de ældre og arbejderklassens vælgere ville ud. Det er symptomatisk for hele EU. Samarbejdets fordele er langt mere synlige og tilgængelige for kosmopolitterne. Ulemperne træder i højere grad frem for dem, som savner jobsikkerhed og et genkendeligt England. Her har EU uden tvivl en kolossal udfordring, fordi så mange af det europæiske samarbejdes fordele er så diffuse. De lader sig let feje af gulvet af politikere med simple, skarpe budskaber. Nuancerne – og alternativerne – kommer kun frem, hvis man vil engagere sig i en dybdegående, oplyst debat. Og lad os være ærlige – det er langt fra alle borgere i Storbritannien, i Danmark eller i Europa som har tid, interesse og lyst til dette.

HVAD SKER DER SÅ NU? På kort sigt vil der herske kaos, men de politiske ledere på begge sider af kanalen vil være interesserede i hurtigt at udarbejde en plan for, hvordan Storbritanniens nye tilhørsforhold til Europa skal udformes – og eksekveres. Det bliver en ufatteligt svær proces, som på den ene side tid er kompleks og tidskrævende i både juridisk og politisk forstand, og som på den anden side skal ske hurtigt, fordi presset fra markederne vil vedblive. Europas skrøbelige opsving står på spil, og de europæiske ledere ved, at en ny recession kun vil være benzin på exit-partiernes bål.

Processen bliver ikke nemmere af det magtvakuum, som efterlades i Westminster. Hvem skal lede Storbritannien på deres vovede nye kurs? Hvem skal forhandle på vegne af hele landet? Hvordan skal man opnå bedst mulig adgang til det indre marked – for at minimere det økonomiske tab – og samtidig ikke gå på kompromis om det centrale løfte: at begrænse indvandringen fra EU? Hvordan skal UK rent juridisk trevle sig ud af det omfattende lovkompleks, som i over 40 år har inkorporeret europæisk lovgivning? Hvordan forhindres det Forende Kongeriges opløsning? Lederen af SNP, det skotske nationalistparti, har allerede anmodet om en ny uafhængighedsafstemning, fordi ”Skotland bliver hevet ud af EU mod nationens vilje”. Leave-siden har været splittet og vag i sine fremtidsvisioner. Ved de, hvad de skal gøre, nu hvor målet er opnået? Meget ligger i det uvisse, og usikkerheden vil i sig selv gøre den økonomiske situation utroligt svær for både UK og landets europæiske partnere.

STORBRITANNIEN SKAL FORHINDRE økonomisk kollaps og forfatningsmæssig opløsning. EU skal finde en god aftale med briterne men samtidig søge at inddæmme en uundgåelig dominoeffekt af nye folkeafstemninger. Europa er presset, og der er ingen tvivl om, at de europæiske lederes fremmeste prioritet må være at øge de synlige gevinster ved EU – i form af økonomisk vækst, øget sikkerhed og øget kontrol med de ydre grænser. Men de bliver også nødt til at lade ”det der EU” tage æren for de gode ting, og ikke kun bruge Bruxelles som en syndebuk. I modsat fald graves graven kun dybere. Man kan ikke overhale de nationalistiske partier højreom.

Europæerne har glemt deres historie, og de tror samtidig, at alt vil være ”godt som i gamle dage”, hvis vi nu bare ruller EU tilbage. Det passer ikke. Uden samarbejde, fælles regler og fælles institutioner ville globaliseringen ramme Europas bittesmå stater endnu hårdere end nu. Og hvor gode var ”de gode gamle dage” egentlig? Hvad har Europa opnået ved splittelse, skuen indad og nationalisme? Lad den deprimerende kunst fra 1920erne minde os om svarene på dét spørgsmål.

En ny ”forandringens storm” skyller hen over Europa. Den bliver ufatteligt svær at komme igennem, og fortidens fejl fremstår klarere end nogensinde i dette nye politiske landskab. Lad os håbe, at de ikke bliver gentaget. EU har brug for forandring, men vi må ikke slå revner i samarbejdets fundament. Intet land i Europa vil stå stærkere alene, end det gør i fællesskab med de andre.


Stanislav Stanchev (f.1991) studerer statskundskab ved Københavns Universitet og er i gang med sit speciale om internationale økonomiske sanktioner. Uden for studiet arbejder han som studentermedhjælper i Dansk Industri. Stanislav har tidligere været formand for Europæisk Ungdom Danmark, og er meget engageret i den danske europapolitiske debat – ikke mindst på blogsiden Kandestøberiet.dk. ILLUSTRATION: Farage efter sejren foran Parlamentet, 24. juni [Anthony Devlin/PA via AP/Polfoto]