Skal vi knokle til vi styrter?Kronik af Dennis Kristensen

Skal vi knokle til vi styrter?
Kronik af Dennis Kristensen

19.07.2016


Levetiden har været stigende i Danmark siden midten af 1990’erne, men forskellen mellem de rigeste og de fattigste er blevet mere end fordoblet gennem de seneste 25-30 år. Med en stadig stigende ensartet pensionsalder for alle betyder det en meget stor forskel i antallet af pensionsår. Det er en helt gal udvikling. Forskellen i gode leveår er den ultimative ulighed.



KRONIK af Dennis Kristensen, formand for FOA

Vi danskere bryster os ofte af, at vores samfund er blandt de mest lige i verden – der er bare med tiden blevet meget stor forskel på, hvor lang tid den enkelte dansker får glæde af dette samfund. Og dermed er der også stor forskel på, hvor mange gode seniorår, vi har udsigt til. Nu overvejer regeringen ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen ”et katalog af ubehageligheder” til finansiering af den kommende økonomiske 2025-plan – herunder nye skattelettelser. En af ideerne: En hurtigere forhøjelse af pensionsalderen. Det er en helt gal udvikling.

Går man en tur over Dronning Louises Bro midt i København, så vokser den gennemsnitlige levetid med omkring 7 år – hvis man vel at mærke husker at vende ryggen til Nørrebro. Der er i dag næsten 10 års forskel på levetiden for den bedst og dårligst stillede fjerdedel af de danske mænd. For kvinder er forskellen 6 år. Det er i de velhaver-ghettoer, der efterhånden tegner sig på Danmarkskortet, at levetiden vokser hurtigt, mens det går anderledes langsomt i de områder, hvor ufaglærte og kortuddannede bor. Tænketanken Cevea har tegnet et ”Ulighedens Danmarkskort”: Der er undtagelser og kommunernes kønsmæssige sammensætning spiller også ind, men billedet er klart. I Gentofte laver man 4,5 år længere end i København (under ét). I de velhavende kommuner nord for København lever borgerne nemlig længst – Hørsholm, Gentofte, Dragør, Rudersdal, Allerød og Lyngby-Taarbæk.

Den tidligere formand for de praktiserende læger Bruno Melgaard Jensen opfordrede i 2013 til handling: ”Den rigeste fjerdedel af mændene i Danmark bliver i gennemsnit 82 år, mens den fattigste fjerdedel lever godt 72 år […] Denne ulighed kan vi stiltiende se til og acceptere som et vilkår i vores samfund, eller vi kan forsøge at gøre noget aktivt for at modvirke det. Jeg synes, at vi som samfund skal gøre det sidste, hvis vi mener noget alvorligt med et kvalitetsorienteret sundhedsvæsen”. Og han fortsatte: “En medlemsundersøgelse foretaget blandt de praktiserende læger i oktober viste, at 77 pct. vurderer, at vi i høj grad eller i nogen grad kan modvirke social ulighed i sundhed. Jeg tager undersøgelsen som udtryk for, at de praktiserende læger er parate til at medvirke, men det kræver nogle fornuftige arbejdsbetingelser og godt samarbejde med alle sundhedsaktører på området. For vi kan ikke gøre det alene.”

Levetid er en ting, livskvalitet en anden. Den højtuddannede og dermed højtlønnede har udsigt til godt 14 år uden funktionsnedsættelser og dermed aktivitetsbegrænsninger, når han fylder 60 år. Den ufaglærte eller kortuddannede må nøjes med at se frem til godt 10 år. Med den nuværende højeste pensionsalder på 68 år betyder det en udsigt til gode pensionistår, der er næsten tre gange bedre for akademikeren, som kan se frem til 6,4 år uden at skulle banke på sundhedsvæsenets eller ældreplejens dør, for den ufaglærte/kortuddannede er det 2,4 år.

Denne enorme forskel kompenserede efterlønsordningen tidligere delvist for. Men den nye seniorførtidspension, som skulle spænde et sikkerhedsnet ud under nedslidte lønmodtagere, er i realiteternes verden et fatamorgana. Ordningen trådte i kraft i 2014 og skulle frem til 2020 fange 8.000 nedslidte lønmodtagere i sikkerhedsnettets masker. I foråret 2016 var pensionen kun blevet tildelt 504 personer.

Uligheden i gode pensionistår kommer naturligvis ikke den dag folkepensionen begynder at gå ind på kontoen. Ikke- og kortuddannede har allerede før pensionsalderen nærmer sig flere smerter, mere ubehag og flere langvarige sygdomme end højtuddannede. Og det ubehagelige budskab er, at dette forhold ikke har ændret sig i perioden 1987-2010.

 

Den nye seniorførtidspension er et fatamorgana. Ordningen skal fra 2014-2020 fange 8.000 nedslidte lønmodtagere. I foråret 2016 var den blevet tildelt 504 personer
_______

 

Argumenterne for en fleksibel pensionsalder
I stedet for at hæve den generelle pensionsalder bør Folketinget tage fat på at skabe en mere fleksibel folkepensionsalder. FOAs bud er, at vi bør sigte på, at de, der starter tidligst på arbejdsmarkedet i belastende brancher, bør kunne gå på folkepension fire år før de, der starter sent på arbejdsmarkedet og ikke har jobs, med samme belastning. De fire år matcher pænt kombinationen af starttidspunkt på arbejdsmarkedet, hidtidige tilbagetrækningsalder og forventet levetid.

Tyskland har kunnet finde ud af at skabe en fleksibel tilbagetrækning – og i 2010 blev emnet diskuteret herhjemme på baggrund af en diskussion i Holland. Forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed Henrik Brønnum-Hansen sagde dengang: ”De velstillede sunde og raske ældre, som har fået en god og ofte lang uddannelse og er kommet ind på arbejdsmarkedet senere end de kort uddannede, kunne nok blive længere på arbejdsmarkedet. De både lever længere og er mindre nedslidte […] Man kan jo tilstræbe, at give alle ret og mulighed for samme levetid som pensionist”.

Der ER ingen tvivl om, at nogle brancher indebærer en langt større risiko for nedslidning end andre. Det viser fordelingen af førtidspensionister: Nedslidning og invalidering rammer først og fremmest ikke- og kortuddannede. FOAs medlemmer tegner sig således for omkring 8 pct. af alle nye førtidspensionister i de sidste par år, hvilket er en betydelig overrepræsentation i forhold til den samlede arbejdsstyrke. Ikke færre end 40 pct. af FOAs medlemmer har daglige muskelsmerter, men de fleste tager piller og går på arbejdet alligevel.

 

Ikke færre end 40 pct. af FOAs medlemmer har daglige muskelsmerter, men de fleste tager piller og går på arbejdet alligevel
_______

 

Påvirker antallet af arbejdsår i belastende brancher antallet af gode leveår? Naturligvis. Det viser undersøgelser fra bl.a. FOA, 3F og Fødevareforbundet. Og det giver vel næsten sig selv, at den SOSU’er, der startede som 17-årig i en hårdt belastende branche, er udsat for 10 års længere belastninger end den jævnaldrende, der forlod universitetet som 27-årig for at starte sit arbejdsliv i en ikke-belastende branche. Med andre ord: viden om hvem, der bør pensioneres tidligere, ligger på den flade hånd. Det forudsætter ikke ansættelse af en hærskare af DJØF’ere.

Den mest triste læsning er FOA-medlemmernes egne forventninger til afslutning af arbejdslivet: 22 pct. forventer ikke at kunne holde sig på arbejdsmarkedet til pensionsalderen. I ældreplejen er det ikke færre end 44 pct. af medlemmerne under 50 år, der er i tvivl om, hvorvidt de holder tiden ud.

 

Viden om hvem, der bør pensioneres tidligere, ligger på den flade hånd. Det forudsætter ikke ansættelse af en hærskare af DJØF’ere.
_______

 

Forebyggelsesindsatsen skal fokuseres på dem, der har størst behov
Vores livsstil spiller også en rolle for vores sundhed, men argumenterne om, at social- og sundhedsassistenten selv er uden om sin helbredstilstand, holder ikke. 70 pct. af FOAs medlemmer dyrker således let motion hver uge, mens 20 pct. dyrker hård motion. Men ulighed i sundhed er tæt forbundet til uddannelse: ”Der er en klar sammenhæng mellem dårligt fysisk helbred og højest fuldførte uddannelsesniveau, således at andelen falder med stigende uddannelsesniveau”. På praktisk taget alle undersøgte områder er de ikke- og kortuddannede på arbejdsmarkedet mest usunde – både i forhold til rygning, alkohol, kost, fysisk aktivitet og vægt. I FOA er det især de kvindelige medlemmer, der rapporterer om et dårligt fysisk helbred sammenlignet med øvrige erhvervsaktive på arbejdsmarkedet. Sundhedsministeriet dokumenterede for to år siden, at uligheden i sundhed i forhold til uddannelsesniveau systematisk slår igennem indenfor en række folkesygdomme som diabetes, apopleksi, hjertesygdomme, KOL, depression og skizofreni og – muligvis – demens. Tidligere undersøgelser har vist, at chancen for at overleve visse kræftformer er markant bedre for akademikeren end for den ikke- eller kortuddannede.

Dr. Med., tidligere overlæge og medlem af Etisk Råd Poul Jaszczak siger: ”Hvis man siger, at alle danskere skal have samme mulighed for at være raske, er man nødt til at forskelsbehandle. Så er det ikke et brud på den lige adgang til behandling, det er en konstatering af, at man må gøre noget særligt for en udsat målgruppe”. Og han fastslår: ”Når vi nu ved, at visse grupper i befolkningen bliver mere syge og dør tidligere end andre, er det svært at mene andet, end at det vil være uetisk ikke at skride ind”.

Det er derfor, vi i FOA mener at vi – i stedet for at skyde med spredehagl ud over alle danskere – skal fokusere de mange forebyggelsesmillioner på de grupper, hvor der er størst gevinst at hente. Der er ingen grund til at rette forebyggelseskampagner om eksempelvis motion og kost mod den maratonløbende og salatgnaskende direktør. De kampagner gør ingen forskel i praksis. Og vi foreslår, at vi i endnu højere grad bruger arbejdspladsen som et centralt omdrejningspunkt for sundhedsfremme (8 ud af 10 FOA-medlemmer vil gerne tage mod sundhedstilbud på arbejdspladsen)

 

Der er ingen grund til at rette kampagner om eksempelvis motion og kost mod den maratonløbende og salatgnaskende direktør. De kampagner gør ingen forskel i praksis
_______

 

Hvor mange gode år skal vi kunne se frem til?
Partierne bag tilbagetrækningsaftalen i 2006 tog udgangspunkt i en stigende folkepensionsalder, der skulle give danskerne gennemsnitligt 14,5 år på pension. Men når levetiden og de gode leveår uden funktionsnedsættelser er så skævt fordelt, som tilfældet er, går politikerne galt i byen, når de alene kigger på befolkningen som gennemsnit. Det gennemsnitlige antal gode leveår trækkes voldsomt op af akademikeren og voldsomt ned af rengøringsassistenten. Så enkelt er det.

Kommende ensartede forhøjelser af folkepensionsalderen, der sikrer, at danskerne som gennemsnit får 14,5 år på folkepension, vil give akademikeren mange flere gode pensionistår, mens social- og sundhedshjælperen, specialarbejderen og slagteriarbejderen ikke vil opleve flere eller kun vil opnå ganske få flere. Den 60-årige ufaglærte mand har i dag udsigt til 10,4 leveår, før helbredsproblemerne melder sig. Akademikeren har udsigt til 14,4. Hæver vi pensionsalderen til 69 år snupper vi næsten halvdelen af den ufaglærtes gode pensionistår, men kun knap 1/6 af akademikerens. Akademikeren scorer, mens den ufaglærte trækker en nitte.

Skal vi bevæge os mod større lighed og dermed nogenlunde samme antal år på folkepension, så skal de bedst stilledes pensionsalder hæves hurtigere end de dårligst stillede. Så enkelt er det. ■

 

Hæver vi pensionsalderen til 69 år snupper vi næsten halvdelen af den ufaglærtes gode pensionistår, men kun knap 1/6 af akademikerens
_______

 

ILLUSTRATION: Portrætfoto [foto: Polfoto]

REFEREREDE TEKSTER:
”Der er markant ulighed i sundhed og levealder i Danmark”, AE Rådet, 2013
”Ulighedens Danmarkskort 2013 – Ulighed i Sundhed”, Cevea, 2014
”Opgør med social ulighed i sundhed kræver prioritering”, Bruno Melgaard Jensen, Leder i Ugeskrift for Læger nr. 49/2013
”Forventet restlevetid uden og med aktivitetsbegrænsninger ved alder 60 år opdelt på uddannelseskategorier, Danmark 2014”, Henrik Brønnum-Hansen, Statens Institut for Folkesundhed, 2016
”Social ulighed i sundhed, sygelighed og trivsel 2010 og udviklingen siden 1987”, Statens Institut for Folkesundhed, 2012
“Kampen om seniorårene”, Lars Olsen, FOA 2015
“Forslag: udskyd pensionsalder for akademikere”, Ugebrevet A4, maj 2010
”Arbejdskraftundersøgelsen, arbejdsstyrken”, Danmarks Statistik, 2014, ”Førtidspensioner 2014:4”, Ankestyrelsen, 2015 og ”Førtidspensionsstatistik”, PenSam 2015
”Medlemsundersøgelse: Fysiske smerter”, FOA, 2015
”Hvert femte FOA-medlem forventer ikke at kunne arbejde til de når folkepensionsalderen”, FOA 2015
”Det siger FOAs medlemmer om sundhedstilbud på arbejdspladsen”, FOA, 2014
”Danskernes sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2013”, Sundhedsstyrelsen, 2014
”Sundhedstilstanden blandt FOA-medlemmer 2013, Statens Institut for Folkesundhed, 2015
”Ulighed i sundhed – kroniske og langvarige sygdomme”, Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014
”Skal ulighed i sundhed bekæmpes med mere ulighed?”, Kristeligt Dagblad, 22. august 2014
“Det siger FOAs medlemmer om sundhedstilbud på arbejdspladsen”, FOA, 2014
”Aftale om fremtidens velstand og velfærd og investeringer i fremtiden”, Finansministeriet, 2006