RÆSON - Danmarks internationale nyhedsmagasin

Dansk udenrigspolitik:  der findes ingen hurtige løsninger og ”skarpe” fokusområder

Dansk udenrigspolitik: der findes ingen hurtige løsninger og ”skarpe” fokusområder

22.01.2016


Regeringens udenrigspolitiske gransker, Peter Taksøe-Jensen, mener, at Danmark står overfor udfordringer, der tvinger os til vælge et ”skarpere fokus” på danske interesser i udenrigspolitikken. Men Taksøe-Jensen overser, at et global engagement med langsigtede mål og komplekse mellemregninger netop er i Danmarks egeninteresse – de er bare ikke lige så nemme og populære at formidle. Lille Danmark er totalt afhængig af en multilateral og velfungerende international orden, og det kræver en bred indsats. Vi kan ikke bare vælge at prioritere vores såkaldte nærområder, fordi man kan slet ikke lave sådanne skarpe geografiske og tematiske opdelinger i nutidens globale tidsalder.

KOMMENTAR af Louise Riis Andersen og Vibeke Schou Tjalve, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

De glade dage efter Den Kolde Krigs afslutning, hvor Danmark havde ’frit valg’ på alle udenrigspolitiske hylder er slut. Nu skal vi fokusere og prioritere. Gøre det, der er nødvendigt. Ikke det, der føles godt. Derfor skal Danmark fremover fokusere mere på sit nærområde – herunder Arktis – og ikke forsøge at påvirke verden langt væk – Mellemøsten for eksempel. Fremover er der brug for en langt mere interessebaseret og sammenhængende dansk udenrigspolitik, og derfor skal også udviklingspolitikken fokuseres og prioriteres både geografisk og tematisk.

Nogenlunde sådan lød ræsonnementet hos Lars Løkke Rasmussens udenrigspolitiske gransker, Peter Taksøe-Jensen, da han løftede en del af sløret for sit arbejde i et interview til Politiken den 19. januar 2016. Interviewet har – som forventet – givet anledning til debat både blandt politikkerne på Christiansborg og blandt de forskellige grene af det danske samfund, der arbejder med udenrigs-, udviklings- og sikkerhedspolitik. Men hvad betyder det egentligt, at politikken fremover skal være ’interessebaseret’?

Lettere karikeret fremstår det som om, Danmark – fordi vi i mange år har ligget lunt og godt i et lille fredeligt smørhul – har kunnet engagere sig i stort og småt rundt omkring på kloden uden smålig hensyntagen til nationale ressourcer og interesser. Men tiderne skifter, og den slags slendrian må der gøres op med, fornemmer man. Ikke flere ture til Maldiverne for danske ambassadører!

Billedet er som nævnt karikeret. Men det sætter fingeren på et ømt punkt i Taksøe-Jensens udenrigspolitiske vision. For virkeligheden er jo, at dansk udenrigspolitik – herunder også udviklingspolitikken – altid har været ’interessebaseret’. Det springende punkt har aldrig været, om man skulle tage udgangspunkt i hvad der ville gavne Danmark, men derimod hvordan man har defineret, hvad det var, der gavnede Danmark – her og nu, og på langt sigt.

Multilaterale løsninger er ikke et spørgsmål om altruisme – men i Danmarks klare egeninteresse
Intet har stået mere centralt i den danske interessekalkule end behovet for at indlejre vores lille land i en stærk og regelbaseret global infrastruktur. Nok har der, i de snart tredive år siden murens fald, været lejlighedsvise og meget markante diskussioner om, hvorvidt moralske fordringer eller allierede partneres ønsker til tider måtte sættes over hensynet til internationale regelsæt. Diskussionen omkring Danmarks deltagelse i Irak-krigen i 2003 springer her helt indlysende i øjnene og kan ses som forløber for den tanke, at det tyvende århundredes møjsomt opbyggede internationale orden i stigende grad udgør en besværlig og utidssvarende klods om benet.

Alligevel må man sige, at fundamentet for dansk udenrigspolitik har været forbløffende stabilt over tid. Et bredt flertal i Folketinget har bakket op om, at Danmark – som en lille og åben økonomi – groft sagt lever af sin omverden, og at jo mere forudsigelig og fredelig den omverden er, desto bedre for Danmark. Derfor har skiftende regeringer brugt udenrigspolitikkens mange og ofte besværlige instrumenter til at bidrage til multilaterale løsninger på grænseoverskridende problemer. Ikke på grund af tossegod altruisme. Men fordi det forpligtende internationale samarbejde – ikke mindst i en stadigt mere uforudsigelig, kompleks og globaliseret verden – er i Danmarks klare og indlysende egeninteresse.

 

Det kræver mellemregninger at forklare, hvorfor vedligeholdelse af dialogen med en lille og politisk skrøbelig ø-stat som Maldiverne, på det lange sigt kan få betydning for etableringen af de klima-aftaler, der skal afværge afledt konflikt og migration – flere mellemregninger end det kræver at formidle Danmarks interesse i, at udenrigsministeren tager erhvervsdelegationer med rundt på sine rejser.
____________________

 

At formidle den forbindelse mellem det lokale og det globale – at samle de mange små brikker i en globaliseret verden i et større og meningsfuldt billede – er imidlertid ikke let. Det kræver mellemregninger at forklare, hvorfor vedligeholdelse af dialogen med en lille og politisk skrøbelig ø-stat som Maldiverne, på det lange sigt kan få betydning for etableringen af de klima-aftaler, der skal afværge afledt konflikt og migration – flere mellemregninger end det kræver at formidle Danmarks interesse i, at udenrigsministeren tager erhvervsdelegationer med rundt på sine rejser. Og det kræver, som Taksøe-udredningens mandat også foreskriver, utvivlsomt prioritering. Danmark kan som et lille land ikke påvirke alt. Og netop i en verden der bliver stadigt mere kompleks og transnational, må Danmark løbende forholde sig til, hvilke af de mange, lange og krævende mellemregninger, vi som nation skal prioritere.

Pointen – egeninteressen! – kan imidlertid ikke være at vende det globale engagements bøvlede mellemregninger ryggen. Den grundlæggende præmis, der præger den udenrigspolitiske debat i Danmark i øjeblikket, og som også interviewet med Taksøe-Jensen afspejler, synes at være, at et ’skarpere’ fokus på danske interesser forudsætter, at der bliver færre mellemregninger i udenrigspolitikken. Vi har – som et lille land – nøgternt vurderet alligevel ikke mange muligheder for at påvirke verdens gang. Vi må nøjes med at passe på Danmark. Vi kan jo alligevel ikke redde hele verden, synes ræsonnementet at være.

Misforstået amerikansk forbillede
En del af inspirationen til behovet for et ’skarpere fokus’ kommer fra USA’s angivelige ’retræte’ fra globalt lederskab. Det er imidlertid en misforståelse. Modsat det, der nu lægges op til i dansk udenrigspolitik, betyder den amerikanske kursændring nemlig ikke, at USA har intention om at trække sig fra det globale: Den betyder snarere, at USA er i færd med at gentænke hvad globalt engagement og påvirkning kan betyde, når både de internationale magtforhold (nye magters hastige opblomstring), og de internationale udfordringer (religiøs ekstremisme, klima- og fattigdomsskabt migration, svage og sammenbrudte stater, komplekse og transnationale konflikter) forskydes.

Ikke blot i Obamas administration, men i policy-miljøerne omkring ham, handler USA’s aktuelle udenrigspolitiske debat om at genopfinde, hvad udenrigspolitisk indflydelse i det enogtyvende århundrede kan være. Det er en rekalibrering – ikke en retræte – og den handler på sin vis om, at USA i stigende grad forstår sine betingelser som nogen, der ligner andre landes. Et USA der ikke er altdominerende må – præcis som det altid har været mindre staters lod – tænke international indflydelse forbi det rent militære, og bekende sig til en strategi, der mere indirekte og langsigtet etablerer stabile og forudsigelige normsæt, partnerskaber og strukturer. Obama kaldte det tidligt i sit embede ’leading from behind’. Og i den seneste nationale sikkerhedsstrategi hedder tilgangen ’strategic patience’. Uanset overskriften handler den ikke om retræte, men om at omfavne de lange, seje og ofte umiddelbart lidt ’usexede’ diplomatiske træk, der i sidste ende skubber tingene i den rigtige retning.

 

… det amerikanske svar på kompleksiteten er ikke indadvendthed. Danmark skal passe på, at vores eget ikke bliver det.
____________________

 

I den udvikling ligger der en gentænkning af, hvad de internationale institutioner og det internationale samarbejde skal kunne. Med til de amerikanske overvejelser om at fremtidens globale orden er multi-, hvis ikke ligefrem postpolær, hører et voksende krav om fleksibilitet: Set med amerikanske øjne skal de internationale strukturer gøres spændstige nok til at rumme, at fremtidens internationale samarbejde ofte vil flyde i mere varierede, overlappende og foranderlige alliancemønstre. Men at USA er opsat på at reformere det globale samarbejdes infrastruktur, betyder ikke at USA er i færd med at trække sig fra det. Tværtimod. Om noget betyder det, at globale alliancer ikke blot kan tages for givet, men konstant skal vedligeholdes, stimuleres og plejes, og at de institutionelle rammer for samarbejdet skal udvikles og styrkes. Det er mildest talt en mellemregningernes politik. Og den er helt klart ikke altid let at forklare. Pointen er dog, at det amerikanske svar på kompleksiteten er ikke indadvendthed. Danmark skal passe på, at vores eget ikke bliver det.

Vi står ikke med et valg mellem ’need to do’ og ’nice to do’
Hvorfor bidrager Danmark til en kinesisk-ledet udviklingsbank? Kineserne har penge nok. Og banken er en konkurrent til Verdensbanken, hvor Danmark – og andre ligesindede donorer – har mere indflydelse. Men den danske regerings beslutning i 2015 om at tiltræde den kinesisk-ledede udviklingsbank (AIIB) er et godt eksempel på en fremsynet udenrigspolitisk indsats, der tager højde for den igangværende globale magtforskydning og søger at bygge bro mellem ’nye’ og ’gamle’ magter, i stedet for at grave grøfter mellem ’dem’ og ’os’. På samme vis er det (beskedne) danske bidrag til de igangværende reformer af FN’s fredsoperationer i almindelighed og til missionen i Mali i særdeleshed, udtryk for en interessebaseret analyse af, at Danmark – sammen med resten af den vestlige verden – har en klar interesse i, at FN forbliver rammen indenfor hvilken man kan forsøge at skabe stabilitet i Afrikas mange skrøbelige og konfliktramte stater. Det er ikke på grund af en pludselig opstået blødhed for FN, at den amerikanske regering i de sidste 2 år, har arbejdet målrettet på at overtale de europæiske lande til at stille flere af deres veltrænede og veludrustede soldater til rådighed for FN. Det er fordi, USA ser en fordel i at styrke de kollektive sikkerhedsløsninger på fælles problemer.

Er det vitterligt i Danmarks interesse at lægge den type fremsynethed fra os? Selvom verden omkring os er i hastig forandring, er vores placering i verden jo stadig den samme. Vi er stadig en lille åben økonomi, der lever bedst, i og af en international retsorden. Gavner det danske interesser, hvis vi – på et tidspunkt, hvor den vestligt dominerede orden udfordres af nye magter og grænseoverskridende problemer – nedtoner vores multilaterale engagement? Eller er det snarere sådan, at vi måske mere end nogensinde før har grund til at udvikle de globale rammer for håndtering af grænseoverskridende problemer?

Den multilaterale og regelbaserede internationale orden, der har gjort det muligt for Danmark at ligge i et fredeligt smørhul i de seneste mange årtier, er utvivlsomt udfordret af disse års forskydninger i både globale magtforhold og processer. Den orden skal ikke bare forsvares – ikke bare ’driftes’ videre på automatpilot – men fundamentalt og helhjertet gentænkes, så den passer til en ny tids krav og modstand. Det bør netop en interessebaseret og sammenhængende udenrigspolitik forstå. Det kan godt være, at det fordrer en mere snæver geografisk og tematisk prioritering af de danske indsatser. Men Danmarks udenrigspolitiske valg står ikke mellem nærområdets need to do nødvendigheder og det globale nice to do engagement. Der er dramatisk meget mere på spil – og det vil ikke være i Danmarks interesse at vælge det ene frem for det andet.

 

Danmarks udenrigspolitiske valg står ikke mellem nærområdets need to do nødvendigheder og det globale nice to do engagement. Der er dramatisk meget mere på spil – og det vil ikke være i Danmarks interesse at vælge det ene frem for det andet.
____________________

 

ILLUSTRATION: Abassadør Peter Taksøe-Jensen [foto: Lars Krabbe/Polfoto].