Brasilien i den værste krise siden 1930’erne: Hvad nu?

Brasilien i den værste krise siden 1930’erne: Hvad nu?

16.05.2016


Brasilien befinder sig i en dyb økonomisk og politisk krise. Formentlig den værste krise siden 1930’erne.

De fleste medier lægger hovedansvaret på den nu (indtil videre midlertidigt) afsatte præsident, Dilma Rousseff fra Arbejderpartiet, og en temmelig ringe økonomisk politik gennem de seneste 5 år; præget af selektive indgreb og kortsigtede forsøg på at hindre den faldende vækst siden 2010.

KOMMENTAR af Niels Westy

Ved udgangen af indeværende år, forventes økonomien målt på BNP at være ca. 7,5 procent mindre end i 2014. Inflationen var sidste år næsten 10 procent. Arbejdsløsheden er steget kraftigt, og det offentlige underskud er på ca. 11 procent af BNP. Reallønningerne er faldende og ifølge Verdensbanken har andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom været stigende siden 2012.

 

De fleste medier lægger hovedansvaret på den nu (indtil videre midlertidigt) afsatte præsident, Dilma Rousseff […] Det er dog en temmelig forsimplet fremstilling, hvis man alene lægger ansvaret på Dilmas skuldrer.
____________________

 

Det er dog en temmelig forsimplet fremstilling, hvis man alene lægger ansvaret på Dilmas skuldrer. Skal man forstå hvorfor det er gået så galt som det er, er man nødt til at tage udgangspunkt i hvad man foretog sig, eller rettere ikke foretog sig, i de ”brølende nuller”.

Dengang blev landet ledet af Dilmas forgænger Lula da Silva. Følgende er blot nogle af de ”synder” man begik:

1) Man øgede de offentlige udgifter kraftigt og undlod at bruge de gode tider til at nedbringe den offentlige gæld.

2) Man fortsatte ikke åbningen af den brasilianske økonomi i forhold til omverdenen. Tværtimod.

3) Man brugte ikke de gode tider i nullerne til at øge offentlige investeringer i infrastrukturen, som allerede på daværende tidspunkt havde været forsømt i mere end et årti. Tværtimod faldt de offentlige investeringer som andel af BNP.

4) Især efter 2006 oplevede man samtidig en voldsomt stigende anvendelse af stærkt subsidieret långivning via BNDES – Brasiliens udviklingsbank – til udvalgte virksomheder og sektorer i økonomien.

Hvor 1990’erne var præget af moderate reformer i retning af en moderne markedsøkonomi, som vi kender det – gik udviklingen efter Lula da Silvas magtovertagelse mod mere statslig regulering og involvering. Reelt var der tale om en tilbagevenden til en økonomisk politik, som i forbavsende grad mindede om perioden under militærdiktaturet fra 1964-1985, og især den førte politik efter 1968, hvor man i nogle år oplevede meget høje vækstrater og talte om ”det brasilianske mirakel”.

Fra 1973-74 var den fortsatte økonomiske vækst imidlertid i stadig stigende grad baseret på udenlandsk lånefinansiering. Det endte brat i forbindelse med gældskrisen i begyndelsen af 1980’erne. Og hvor Brasilien i årtierne før var blandt de hurtigst voksende økonomier, har den fortsatte økonomiske vækst været lavere end den gennemsnitlige vækst i regionen. Brasilianerne er i dag i gennemsnit relativt fattigere i forhold til resten af regionen, målt på BNP per indbygger, end de var i 1980’erne.

Dette indebærer naturligvis ikke, at man i absolutte tal er fattigere. Tværtimod. De seneste 25 år har man oplevet en hastig vækst i andelen af befolkningen, som tilhører middelklassen, ligesom andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom er faldet betydeligt. Også Brasiliens traditionelt høje ulighed er faldet de seneste årtier, hvor den fattigste halvdel af befolkningen har oplevet væsentligt højere lønstigninger end de rigeste 10 procent.

 

…lande, herunder de få som gennemførte reelle og omfattende markedsorienterede reformer, har klaret sig langt bedre og har oplevet større fald i både indkomstulighed og fattigdom end Brasilien.
____________________

 

Set i forhold til andre lande i regionen har udviklingen imidlertid været mindre imponerende. Uligheden har ifølge CEPAL (Provision Economica Para America Latina y el Caribe) været faldende i stort set hele regionen. Og andre lande, herunder de få som gennemførte reelle og omfattende markedsorienterede reformer, har klaret sig langt bedre og har oplevet større fald i både indkomstulighed og fattigdom end Brasilien.

Hvis den nuværende udvikling fortsætter, vil Peru således overhale Brasilien (målt på BNP per indbygger) i løbet af få år. Peru er karakteriseret ved at man gennemførte vidtgående reformer i 1990’erne, efter at landets økonomi var brudt fuldstændig sammen i slutningen af 1980’erne. I modsætning til Brasilien fortsatte man med at uddybe reformerne, også under råvareboomet i nullerne. Peru har siden årtusindeskiftet været Sydamerikas hurtigst voksende økonomi. Andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom, er ifølge Verdensbanken lavere end i Brasilien.

Det skyldes bestemt ikke, at Peru er benådet med bedre og mere ærlige politikere end Brasilien. Tværtimod, hvis man skal tro Transparency International. Den væsentligste forskel ligger i det økonomiske system og i forfatningen. Her er det i Peru indtil videre lykkedes effektivt at “hegne” politikerne ind og sikre landet mod deres tåbeligheder. Dette står i skarp modsætning til Brasiliens monster af en forfatning, hvor snart sagt alle mulige og umulige sociale rettigheder garanteres, mens der stort set ingen beskyttelse er mod offentlige indgreb i og regulering af markedet og borgerne. Blandt den peruvianske forfatnings fortræffeligheder kan bl.a. nævnes en uafhængig nationalbank. At det ikke er muligt at oprette statsejede selskaber. At staten ikke kan kræve genforhandling af allerede indgåede kontrakter. At der ikke må diskrimineres mod udenlandske statsborgere og virksomheder. At der er fri kapitalbevægelighed, og at regeringen er forpligtet til at arbejde for fremme af markedsøkonomi og fri handel.

Desværre er Brasiliens udgangspunkt, som nævnt, en absurd detaljeret grundlov fuld af alverdens sociale rettigheder. Det indebærer at man ikke kan pille ved ca. 90 procent af de offentlige omkostninger uden at ændre denne. Og at ændre grundloven, er en omfattende handling, som kræver et flertal på 60 procent i deputeretkammeret (svarerende til Repræsentanternes Hus i USA).

Brasiliens nærmeste fremtid ser mørk ud
Dilma Rousseff faldt på at have fiflet med regnskaberne, således at de offentlige budgetter så bedre ud end de var. Det er hun ikke den første som har gjort. Havde den økonomiske situation været mere gunstig end for nuværende, ville det næppe være endt med en rigsretssag. På den anden side, havde økonomien være bedre, havde man næppe set sig nødsaget til at manipulere med de offentlige budgetter, i hvertfald ikke i så stort omfang.

 

Under hele processen har højesteret […] demonstreret sin uafhængighed. Netop dette er med rette blevet fremhævet som en af de meget positive aspekter i hele dette forløb.
____________________

 

Dilma Rousseff og Arbejderpartiet omtaler konsekvent afsættelsen af hende som et ”kup mod demokratiet”. Argumentet synes primært at være baseret på, at man ikke har gjort andet end hvad forrige regeringer også har gjort. Det ændrer dog ikke ved at man har forbrudt sig mod gældende lov – hvilket kun de mest forbenede forsvarere af præsidenten og Arbejderpartiet benægter. Det ændrer heller ikke ved at den langvarige proces med at få stillet præsidenten for en rigsretssag er i overensstemmelse med den brasilianske forfatning. Under hele processen har højesteret, hvor flertallet af dommerne for øvrigt er udnævnt under Dilmas forgænger, Lula da Silva, demonstreret sin uafhængighed. Netop dette er med rette blevet fremhævet som en af de meget positive aspekter i forløbet. Her kunne andre lande lære meget af Brasilien.

Nu er Dilma Rousseff fjernet fra præsidentposten, og de færreste tror på, at hun vender tilbage. Reelt var hun dog en ”lame Duck”, som amerikanerne kalder det, allerede fra det øjeblik hun var blevet genvalgt. På intet tidspunkt siden hun vandt valget i 2014 har hun vist sig i stand til at gennemføre de nødvendige tiltag for at balancere de offentlige budgetter og genstarte økonomien. Ikke kun på grund af uvilje fra oppositionen eller de øvrige partier ud over Arbejderpartiet, som indgik i hendes parlamentariske grundlag. Men fordi hendes eget parti, Arbejderpartiet, viste sig ude af stand til at bakke op om nødvendige tiltag.

Men hvad kan vi så forvente af den nye regering?
Den nye præsident, Michel Temer, er en gammel rotte i brasiliansk politik, som bedst kan karakteriseres som socialliberal. Han er således markant mindre værdikonservativ end den gennemsnitlige Brasilianer, og er fx tilhænger af fri abort. Han er også tilhænger af mere privatisering og et opgør med Brasiliens rigide arbejdsmarkedslovgivning. Han tilhører med andre ord den del af det politiske etablissement, som ønsker reformer i retning af en mere markedsorienteret økonomisk model. Holdninger, som deles af flere ministre i den nye regering. Ikke mindst tidligere nationalbankdirektør under både Fernando Henrique Cardoso og Lula da Silva, og nu nye finansminister, Henrique Meirelles.

 

Den nye præsident, Michel Temer, er en gammel rotte i brasiliansk politik, som bedst kan karakteriseres som socialliberal […] Vi kan derfor i de kommende uger forvente en lang række markedsorienterede udmeldinger.
____________________

 

Vi kan derfor i de kommende uger forvente en lang række markedsorienterede udmeldinger. Man har allerede meldt ud, at man ønsker at privatisere dele af infrastrukturen, samt at indføre nominel regulering af offentlige lønninger og pensioner, i stedet for at regulere i forhold til inflationsudviklingen.

Alt sammen for at vise nationale og internationale investorer og rating-bureauer – som de senere år har sænket Brasiliens internationale kreditværdighed til junk eller nær junkstatus – at nu bliver der endelig taget hånd om landets udfordringer.

Om udmeldingerne kan omsættes til lovgivning er en anden sag. Det gælder ikke mindst når det kommer til at få balance på de offentlige budgetter. Det er vanskeligt at se, hvorledes dette skal opnås uden øgede skatter og samtidige nedskæringer. Og her har ledende politikere blandt de partier, som skal stemme for kommende lovforslag, allerede kritiseret, at man ikke længere vil sikre realværdien af pensioner og midlertidigt øge udvalgte skatter.

Der er en stor risiko for at man slet ikke, eller kun delvist, kommer igennem med den nødvendige lovgivning. Ikke mindst, fordi der er lokalvalg til efteråret. At dette udgør en udfordring skyldes indretningen af det Brasilianske valgsystem. Hver delstat udgør én valgkreds ved valg til Deputeretkammeret og Senatet. Det indebærer at det er meget omkostningsfyldt at føre valgkamp. Det er også en del af forklaringen bag den korruption man for øjeblikket afdækker i forbindelse med skandalen i Petrobras.

Sidste år afgjorde højesteret yderligere, at det ikke er lovligt at modtage donationer fra private virksomheder. Dermed er håbefulde kandidater ved det næste valg til Deputeretkammeret og Senatet i langt højere grad end tidligere afhængige af, at valgte partikollegaer ved lokalvalgene hjælper dem med at sikre sig stemmer.

Finanserne i mange stater har det bestemt ikke bedre end centralregeringens, tværtimod. I nogle stater, bl.a. Rio de Janeiro, har man således i flere tilfælde ikke betalt løn til mange medarbejdere i flere måneder. Der vil derfor være et pres fra lokale kandidater, ikke mindst de som søger genvalg, for at øge overførslerne fra den føderale regering.

Dertil kommer at mens flertallet af brasilianerne kun er glade for at Dilma er væk, er opbakningen til Temer endnu mindre end den var til hende. Kun otte procent af befolkningen bakker op om den nye præsident.

Og så må vi ikke glemme, at også Temer og flere af hans ministre er under mistanke for korruption, ligesom der fortsat er en undersøgelse i gang om, hvorvidt der er anvendt midler, som stammer fra kriminelle aktiviteter til finansiering af den seneste præsidentvalgkampagne. Konkluderer man at det er tilfældet, annulleres valget i 2014 og et nyt valg skal afholdes.

På længere sigt er der håb for Brasilien
Mens det på kort sigt ser sort ud for Brasilien, forholder det sig heldigvis anderledes, hvis vi ser længere ud i fremtiden.

 

Når vi engang ser tilbage på hvad der skete i Brasilien i årene 2015-2016, kan det meget vel være, at det vi oplever i disse måneder, vil ses som et afgørende paradigmeskifte både politisk og økonomisk.
____________________

 

Når vi engang ser tilbage på hvad der skete i Brasilien i årene 2015-2016, kan det meget vel være, at det vi oplever i disse måneder, vil ses som et afgørende paradigmeskifte både politisk og økonomisk. Som en af mine brasilianske venner, som var dybt chokeret over den farceagtige forestilling i Deputeretkammeret under afstemningen om rigsretssangen, bemærkede: ”Måske er det hvad der skulle til. At vi med egne øjne så hvad det er for nogle slyngler (canalha på portugisisk) vi har valgt”. Afstemningen blev fulgt via live TV af millioner af Brasilianere.

Nu er en vis politikerlede altid på sin plads. Det ville nok være mere bekymrende hvis folk troede på alt hvad politikere sagde. Men i Brasilien er politikerleden af gode grunde ekstrem. Det bliver spændende at se i hvilken udstrækning det får betydning for det kommende valg til kongressens to kamre.

Man skal næppe sætte sine forventninger for højt. Man må ikke glemme, at de nuværende medlemmer blev valgt i 2014 – kun ét år efter der var store protestdemonstrationer over hele Brasilien rettet mod, ikke kun regeringen, men hele den politiske klasse.

Men uanset disse betænkeligheder er der grund til optimisme. Både det føderale politi, undersøgelsesdommere og højesteret har vist deres uafhængighed og vilje til at forfølge mistanker om urent trav, også i den politiske og økonomiske elite, hvoraf flere allerede er idømt lange fængselsstraffe.

Samtidig er der en stigende erkendelse af, at Brasilien er nødt til at reformere deres økonomi i retning af en mere markedsøkonomisk model. Man er bevidst om, at de mest markedsorienterede økonomier i Latinamerika klarer sig bedst. Det er heller ikke uvæsentligt, at venstrefløjen i store dele af befolkningen har ”mistet sin uskyld”. Når det kom til stykket var politikerne i Arbejderpartiet lige så korrupte som politikerne i ”de gamle partier”.

Trods voldsom retorik og polarisering, er Brasiliansk politik primært præget af konsensus og en betydelig grad af pragmatisme. Ser man på landets udvikling siden 1930’erne (og faktisk også længere tilbage) er der mere tale om kontinuitet og evolution, end abrupte skift og revolution.

Forandringer har været drevet af nødvendighedens princip. Det indebærer på den ene side, at det går forholdsvist langsomt og at forandringerne har været langt mindre end ønsket. Men det indebærer på den anden side også, at der er mindre risiko for voldsomme tilbageslag.

Det kan måske lyde mærkeligt, givet den nuværende økonomiske krise, men Arbejderpartiet kan aldrig gennemføre en fuld tilbagerulning af de markedsreformer, som gennemførtes i 1990’erne. Reformer som man konsekvent havde stemt imod. Det er på trods af at der, især siden 2006, er sket en degenerering af den førte politik.

 

På den måde er Brasiliansk politik ikke helt ulig dansk politik. Nødvendige reformer bør naturligvis gennemføres i gode tider, men bliver det oftest først i ringe tider …
____________________

 

På den måde er Brasiliansk politik ikke helt ulig dansk politik. Nødvendige reformer bør naturligvis gennemføres i gode tider, men bliver det oftest først i ringe tider, når de ikke kan udsættes mere. I begge lande kunne man til tider ønske, at det ikke forholdt sig sådan. Men det synes at være et demokratisk grundvilkår.

Niels Westy (f. 1960) er cand. polit. Tilknyttet Dagbladet Børsen som udlandskommentator. Præsident for Akademiet for Fremtidsforskning. Indehaver af Westy Communications. Underviser og foredragsholder. Bidrager til de to blogs punditokraterne.dk og americas.dk.

ILLUSTRATION: Afgående præsident, Dilma Rousseff, og Brasiliens nye præsident, Michel Temer, foran præsidentpaladset den 1. januar 2015 [foto: Jefferson Rudy/Agência Senado]