Bente Sorgenfrey: Kontanthjælpsloftet er at sparke til dem, der allerede ligger ned

Bente Sorgenfrey: Kontanthjælpsloftet er at sparke til dem, der allerede ligger ned

05.10.2016


Borgerlige debattører og politikere fremfører igen og igen det synspunkt, at vi skal have lavere lønninger og ydelser til dem, der har mindst, men det undergraver vores samfund på den lange bane.



KOMMENTAR af Bente Sorgenfrey, formand for FTF

Man skal høre på meget, før ørerne falder af. En række borgerlige debattører og politikere fremfører igen og igen det synspunkt, at det er sund konkurrence til gavn for danskerne, at udenlandske firmaer, der arbejder i Danmark, underbetaler deres ansatte, fordi vi på den måde får presset danske lønninger ned.

Et eksempel, som fremført af Børsens debatredaktør Lisbet Røge i DR’s Debatten, er irske Ryanair, der nægter at indgå dansk overenskomst. De vil ikke følge de danske spilleregler på arbejdsmarkedet. Konsekvensen er meget billige flybilletter, men det er de ansatte, der betaler prisen i form af dårlige løn- og arbejdsvilkår.

Derfor var fagbevægelsen også på dupperne, da Ryanair kom til Danmark, for de indvarslede et grundlæggende opgør med den danske model. Blandt andet sagde Ryanairs direktør, at han ikke gav en snus for den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor lønnen forhandles mellem arbejdsmarkedets parter. Han så det nærmest som sin opgave at knække rygraden på den danske arbejdsmarkedsmodel.

 

Ryanair og andre selskaber, der ikke ønsker ordentlige vilkår for deres ansatte, bidrager ikke til noget godt for den danske lønmodtager og det danske samfund
_______

 

Nogle faldt på halen for direktøren Michael O’learys charme og mente, at et sådant selskab ville skabe vækst, men størsteparten af de kunder, som Ryanair forventer at skulle betjene, er kunder som stjæles fra andre flyselskaber. Det skaber ikke et eneste nyt job, men betyder i stedet, at gode job på overenskomstvilkår erstattes af elendige løn- og ansættelsesforhold.

Ryanair og andre selskaber, der ikke ønsker ordentlige vilkår for deres ansatte, bidrager ikke til noget godt for den danske lønmodtager og det danske samfund. Deres forsøg på at underminere den danske model understreger, at vi står midt i en grundlæggende kamp om vores fremtidige arbejdsmarked og samfunds kerneværdier.

Vi vil ikke have ”working poor” i Danmark
Problemet er, at ringe vilkår smitter af på resten af arbejdsmarkedet – også danskernes løn- og arbejdsforhold. Det kan vi se i et land som Tyskland, der ofte fremhæves som et forbillede. Men bagsiden af Tysklands økonomiske vækst er working poor – millioner af tyskere får så lav en løn, at de reelt er fattige og ikke kan leve af den.

Den slags tilstande skal vi ikke have indført i Danmark!

Lav løn som i Tyskland og et mindre reguleret arbejdsmarked hører vi tænketanke, politikere og kommentatorer ønske. Men man må spørge de meningsdannere: Har I tænkt over de langsigtede konsekvenser for arbejdsmarked og sammenhængskraft i det danske samfund, hvis vi får voksende fattigdom og ulighed i Danmark? Jeg tror det næppe.

Løndumping starter typisk i brancher, hvor organiseringen er svagest, ofte i de ufaglærte brancher, men man ser hurtigt en afsmittende effekt, på tværs af de øvrige brancher. Følger vi det tyske eksempel, vil lønningerne ræse mod bunden, og specielt servicesektoren vil være udsat.

 

Følger vi det tyske eksempel, vil lønningerne ræse mod bunden, og specielt servicesektoren vil være udsat
_______

 

Men vi ser desværre også danske byggepladser, hvor arbejdere trues med, at udenlandsk arbejdskraft vil erstatte dem, hvis de ikke makker ret. Den slags trusler hører ingen steder hjemme i Danmark, og vi må sammen med de udenlandske kolleger stå imod løndumping. Vi skal ikke have working poor i Danmark.

Jeg mener, at Tyskland er et skræmmende eksempel, som bør få fortalerne for lavtlønsstrategien til at besinde sig. Men hvad er det så, der er på spil, hvis vi får et arbejdsmarked præget af lave lønninger og et samfund præget af større ulighed? For mig at se er det den sikre vej mod større utryghed og ustabilitet. Jamen, er det så slemt, vil nogen sige, og kan vi ikke bare afbøde det ved andre tiltag? Jeg tror det næppe, og ja, det er slemt.

Utrygheden er ikke til at spøge med. Vi har set den komme snigende, da vores motorvej fra Padborg pludselig fik fodgængere frem for biler. Europas flygtningekrise var rykket helt ind i stuerne og var ikke længere noget, der foregik langt væk på græske øer. Politikernes rådvildhed og mangel på kloge svar og overblik skabte på et split sekund en utryghed i Danmark.

En utryghed der, når den får fat, kan skabe begrænsning og spærrer for det store udsyn. En utryghed der lokker populismen frem og gør politikere til fodslæbende – frem for visionære – beslutningstagere. Utrygheden og uligheden kan brede sig som ringe i vand og påvirke vores ellers så gode konkurrenceevne og vores stabile samfund.
Derfor er den danske model så afgørende. Den omfordeler for at mindske uligheden og på arbejdsmarkedet sikre den danske flexicurity model, som er en bevidst politisk strategi, et fleksibelt arbejdsmarked, samtidig med at trygheden sikres gennem et dagpengesystem.

Arbejdsgiverne får med systemet en omstillingsparat og mobil arbejdsstyrke. Lønmodtagerne får en sikkerhed, der understøtter den frivillige jobmobilitet. Samlet set styrker det konkurrenceevnen og skaber tryghed.

 

Jeg mener, at de debattører, politikere mfl. der ønsker et opgør med den danske model skylder at fortælle alle os andre, hvad de ønsker at sætte i stedet
_______

 

Der er med andre ord rigtig meget på spil, ikke bare for den enkelte lønmodtager, men for samfundets stabilitet og virksomhedernes konkurrenceevne, når nogen uden indsigt i systemet, klapper i hænderne over selskaber som Ryanair. Jeg mener, at de debattører, politikere mfl. der ønsker et opgør med den danske model skylder at fortælle alle os andre, hvad de ønsker at sætte i stedet. Lad os få svesken på disken, frem for en snigende samfundsforandring, som sker uden grundige, brede og bevidste valg.

Kontanthjælpsloftet er at sparke til dem, der allerede ligger ned.
For et par dage siden trådte kontakthjælpsloftet i kraft og som lave lønninger påvirker loftet ikke bare den enkelte, men samfundet og dets sammenhængskraft. Loftet betyder at ca. 33.000 kontanthjælpsmodtagere mister op til flere tusinde kroner hver måned. Udgangspunktet for loftet er, at når man gør det mindre attraktivt at være på kontanthjælp, kommer folk i job. Men det er en forsimplet og forfejlet konklusion.

I nogle kommuner har der været 72 ansøgere med kontanthjælpsbaggrund til ET job. Kontanthjælpsloftet gør det ikke lettere at skaffe sig et job. De opstår jo ikke, bare fordi man svinger pisken over en befolkningsgruppe.

Loftet rammer særligt enlige forsørgere med flere børn, fordi de oftest får mere i boligstøtte. Det betyder, at det ikke bare er de voksne, der rammes, men i høj grad en stor gruppe af børn, der vil få forringet deres i forvejen dårlige vilkår.

 

Langtidsvirkningerne af kontanthjælpsloftet kan blive uoverskuelige ikke kun for det enkelte barn, men for samfundet
_______

 

Langtidsvirkningerne af kontanthjælpsloftet kan blive uoverskuelige ikke kun for det enkelte barn, men for samfundet. Der er en klar sammenhæng mellem børns skolepræstationer og familiens økonomiske situation, og eksempelvis er det slået fast, at jo dårligere moderen vurderer familiens økonomiske situation, desto ringere klarer børnene sig i sproglige og logiske test. Tænk, hvad det på den lange bane kan koste i dårligt liv og mindre skatteindtægter.

Løsningen er naturligvis ikke at lade folk henslæbe år på kontanthjælp, men i stedet tilrettelægge en meget mere håndholdt indsats, der tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer og kompetencer. Og mens det sker, skal de ikke fratages der økonomiske midler, for det bidrager alene til bekymring og forarmelse. ■

ILLUSTRATION: Bente Sorgenfrey, Formand for FTF, hovedorganisationen for 450.000 offentligt og private ansatte.