USA: Singlekvinderne kan give Hillary præsidentposten

USA: Singlekvinderne kan give Hillary præsidentposten

12.04.2015


Engang næsten frygtede Hillary Clinton sit eget køn. Men spiller hun sine kort rigtigt ved det kommende præsidentvalg i 2016, kan kvinderne give hende nøglen til Det Hvide Hus. Demokraterne har meldt krig om de kvindelige vælgere, og særligt singlerne er i skudlinjen.

ANALYSE af Sacha Sennov

I dag (søndag 12. april) annoncerer Hillary Clinton formelt sit kandidatur til USA’s højeste embede – præsidentposten. Hun vil sandsynligvis ligne sig selv med sit karakteristiske korte hår og sin diskrete makeup, nøje udvalgt og stylet, men ikke for at tilfredsstille de amerikanske mænds appetit. Det sidste, Hillary Clinton har brug for, er sex appeal. Stilen vil være valgt for at ramme single-kvindernes smag – med eller uden børn.

Ifølge en ny analyse vil hele 62 pct. af de ugifte kvinder nemlig stemme på Hillary Clinton, hvorimod kun 33 pct. er interesseret i at stemme republikansk. ”Vores research viser, at ugifte kvinder kan forsyne de demokratiske præsidentkandidater med en afgørende fordel, hvis kandidaterne formår at imødekomme kvindernes bekymringer for den økonomiske situation”, lød vurderingen fra Page Gardner, der er formand for organisationen the Women’s Voices Women Vote Action Fund, der i januar stod bag vælgerundersøgelsen “It’s the Democrats’ Turn – National Voter Survey of Likely 2016 Voters”.

Demokraterne fik et forrygende ringe midtvejsvalg den 4. november 2014, hvor de tabte flertallet i Senatet og flere guvernørposter. Det efterlod et rungende spørgsmål: Har partiet overhovedet en chance for at genvinde magten i Det Hvide Hus? Undersøgelsen indikerer, at Demokraterne med Fru Clinton i spidsen faktisk kan have ganske gode fremtidsudsigter i 2016. Specielt tre vælgergrupper kan gå hen og blive afgørende. Det er de ugifte kvinder, den hvide arbejderklasse og det nye vælgersegment, der går under titlen the Rising American Electorate (RAE). Termen dækker over en stor vælgergruppe bestående af afroamerikanere, latinamerikanere, andre farvede personer og folk under 30 år.

Ifølge undersøgelsen vil 58 pct. af det samlede RAE-segment stemme på Hillary Clinton, hvis der var valg i morgen. Og rapporten fastslår ydermere, at ”Demokraterne stadig har plads til at vinde terræn, når det kommer til ugifte kvinder og den hvide arbejderklasse”. Og den uddyber: ”Ugifte kvinder er nøglen til at nå de andre politiske grupper, der er underrepræsenterede i valgdeltagelsen. De udgør det største segment og den primære motor bag the Rising American Electorate (RAE). Sammen udgør ugifte kvinder, farvede mennesker og unge majoriteten (53 pct.) af de valgberettigede i USA. Og ugifte kvinder udgør en stor procentdel af den latin- og afroamerikanske population samt unge mennesker under 30”.

Ingen abortsnak, tak – mere økonomi
Når det kommer til at vinde de kvindelige stemmer, har de amerikanske politikere længe forsøgt sig med en neandertaler-lignende tilgang fokuseret på prævention, fortrydelsespiller og abortlovgivning. Men det er tiden løbet ganske meget fra: ”Det er et forældet syn på de kvindelige stemmer i USA. Ved det kommende valg bliver økonomien det mest afgørende emne for alle. Og i hvilken retning, landet bevæger sig lige nu i forhold til økonomien, er den bedste indikator i forhold til, hvem der vinder valget”, siger Jennifer Lawless, som er professor i statskundskab ved American University i Washington DC og har forsket i kvinder og præsidentvalg.

Ifølge de nyeste tal fra 2014 fra Pew Research Center udgør kvinderne 47 pct. af den samlede arbejdsstyrke, men hele 62 pct. af den lavest betalte arbejdsgruppe i USA, som enten får mindsteløn eller mindre. National Women’s Law Center foretog i 2015 en analyse, som viser, at en amerikansk kvinde tjener 78 cent, hver gang en mand tjener 1 dollar for præcis det samme arbejde – en lønforskel på 22 pct.

Generelt modtager mange af USA’s mindstelønsarbejdere en månedlig lønseddel, som er væsentlig under fattigdomsgrænsen i USA. Og utilfredsheden er stærkt voksende. En undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Gallup i oktober 2014 viser, at spørgsmålet om lige og retfærdig løn er på toppen af kvindernes bekymringsliste. I senatet har Republikanerne igennem flere år konsekvent stemt nej til den såkaldte Paycheck Fairness Act, som ellers skal sikre ligeløn. I en tale 1. maj sidste år fastslog Obama, at ”Amerika fortjener en lønstigning” – og Demokraterne bruger allerede nu flittigt sloganet ”ligeløn for lige arbejde”.

”Hillary overtager en situation, hvor arbejdsløsheden ser ret god ud, der er en stabil økonomisk vækst, og økonomien er generelt i en meget bedre tilstand, end før Barack blev valgt. Spørgsmålet er bare, om hun kan få formidlet det budskab på den rigtige måde”, vurderer Lawless. Mange fra den hvide arbejderklasse – heriblandt de ugifte kvinder – føler, at trappen op til middelklassen er blevet langt vanskeligere at krydse. Og da det er Demokraternes politiske reformpolitik, der fokuserer mest på lighed, stiller det partiet stærkere end Republikanerne. ”De har rigtig gode chancer for at vinde, hvis de kan formidle det økonomiske budskab til single-kvinderne”, mener Lawless.

Sådan får Hillary nye veninder
På mange måder var køn noget nær et fyord for Clinton i 2008. Dengang fokuserede hendes politiske kampagne på at fremhæve hende som en kvalificeret leder af USA – til trods hendes køn. Syv år senere har omstændighederne forandret sig markant. Clinton er en langt mere erfaren statskvinde, og de amerikanske kvinders politiske interesse har gennemgået en udvikling. De er blevet langt mere engagerede og ytrer aktivt bekymring om ligeløn, ønsket om en højere mindsteløn, krav om betalt sygeorlov og flere ressourcer til de udsatte grupper i samfundet.

Og Hillary Clinton frygter ikke længere at snakke om kvinders rettigheder og behov. Den nye kurs blev for alvor synlig under midtvejsvalget i 2014, hvor hendes retorik var blevet skarp og utvetydig, når det kom til kvindespørgsmålene. Her roste hun de hårdtarbejdende mødre på arbejdsmarkedet og fremhævede personlige anekdoter fra sit eget liv som udearbejdende moder.

”Ræk ud, særligt til alle de single kvinder du måtte kende, for kvinders rettigheder er som en kanariefugl i en kulmine”, udtalte Clinton, da hun var ude til et vælgerarrangement i staten North Carolina. Til et andet valgarrangement i Washington DC, satte hun direkte lighedstegn mellem økonomien og ligeløn: “Det er meget åbenlyst, at des flere kvinder vi kan få til at arbejde på fuldtid og få ligeløn, des hurtigere vil vores økonomi bedres, og lige så for økonomier rundt om i verden”.


Selvom økonomiens udvikling uden tvivl bliver et vigtigt valgkampstema, så vil de andre politiske interessefelter stadig kunne give et rentabelt afkast i udvalgte stater, mener Jennifer Lawless: ”Når du har en svingstat eller en uafklaret vælger, så kan en kampagne, der fokuserer på de problemer, som ligger en særlig vælgergruppe på sinde, være meget effektiv. Ved valget i 2012 så vi for eksempel, at Demokraterne gjorde en stor indsats for at få single-kvinder til at stemme ved at fokusere på prævention. Det kan ikke siges med 100 pct. sikkerhed, at det var derfor, de stemte på Obama, men det fik dem helt klart ud til stemmeurnerne”.

Det kan let komme til at se lyst ud, når man ser på valgresultatet fra midtvejsvalget i 2014. Hele 60 pct. af single-kvinder stemte på Demokraterne og 38 pct. på Republikanerne, hvilket er en forskel på 22 procentpoint. Ved midtvejsvalget i 2010 var den samme forskel kun 16 procentpoint. Samlet set udgør ugifte kvinder 21-25 pct. af de stemmeberettigede – og antallet er stigende, fordi mængden af ægteskaber er nedadgående. Helt generelt vil ugifte kvinder hellere stemme demokratisk end republikansk – uanset kandidatens køn.

En måske stor udfordring
Det kunne umiddelbart lyde som opskriften på en let valgsejr for Demokraterne? Problemet er, at det i mange år har været en indædt kamp for partiet overhovedet at få de ugifte kvinder og resten af RAE-segmentet til at komme hen til stemmeurnerne. I 2016 står partiet derfor ikke med et overtalelsesproblem, men med et fremmødeproblem.

Skal man tro nye tal fra NGO’en The Voter Participation Center fra 2014, så er billedet imidlertid ved at vende. Fra 2000 til 2014 er antallet af stemmende latinamerikanere og ugifte kvinder hver især steget med 12 mio. Tilsammen er hele RAE-segmentets stemmeprocent steget med 82 pct. fra 2000 til 2014. I en analyse af midtvejsvalget skriver Gardner, at de ugifte kvinder, modsat forventningen, ikke blev væk fra stemmeboksene: ”De repræsenterede 22 pct. af alle stemmerne. Det er en stigning på ét procentpoint siden 2010”. Og hun fortsætter: ”Vores fremtidsmodeller forudsiger at disse traditionelt underrepræsenterede amerikanere vil udgøre majoriteten af alle stemmer ved præsidentvalget i 2016”.

Alligevel var Republikanerne de store sejrherrer ved midtvejsvalget. Et resultat, de opnåede, fordi de var bedre til at mobilisere deres vælgere og skabe momentum. Skal single-kvinderne blive for Hillary Clinton, hvad afroamerikanerne var for Barack Obama i 2008, så skal hun følge i hans fodspor og få mobiliseret sine støtter. Et tilfælde er det derfor næppe, at Hillary Clinton i januar 2015 hyrede Joel Benenson til at være hendes politiske hovedstrateg. Han ved om nogen, hvordan man skaber politisk momentum i underklassen. Benenson var en del af holdet bag begge Obamas præsidentsejrer, hvor han var med til at skabe Obamas innovative tilgang til at få mobiliseret vælgerne og betragtes som en af USA’s førende eksperter, når det kommer til vælgeranalyser og -mobilisering.

Republikanernes nemesis
I 1980 vandt Ronald Reagan det amerikanske præsidentvalg mod den siddende demokratiske præsident Jimmy Carter. Reagan ville øge militærbudgetterne og skære på velfærdsydelserne. Det var kvinderne ikke enige i. Men samtidig med at han frastødte de kvindelige vælgere, tiltrak han de mandlige. Kort fortalt ville mændene have mindre stat og kvinderne mere. Lige siden har der stort set været et kronisk gab mellem, hvad mænd og kvinder stemmer til præsidentvalgene i USA.

Ved kongresvalget i 2014 udvidede gabet sig for tredje gang i træk. Det kan indikere, at Republikanerne stadig ikke har fået fodfæste hos det modsatte køn – men demonstrerer også at Demokraterne heller ikke får de hvide mændene overtalt til at skifte side. Republikanerne vinder vælgere på deres sikkerheds- og terrorismepolitik, og situationen med Islamisk Stat (ISIS) hjælper dem med at vinde vælgere. Indvandringen af illegale børn fra Central Amerika i 2014 har også gjort Republikanernes stramme immigrationspolitik til en vindersag. De tre punkter har særligt genklang hos overklassen, den hvide middelklasse og mænd fra den hvide arbejderklasse.

Derimod rammer Republikanerne 34 år efter Reagan stadig ved siden af, når det kommer til kvinderne. Demokraterne har udnyttet den svaghed med kampagnen ”war on women”, som de startede ved kongresvalget i 2010. Budskabet er, at Republikanernes politik er stærkt kvindeundertrykkende. ”(…) selvom livet begynder i den forfærdelige situation, hvor det er voldtægt, så er det noget, Gud har ønskede skulle ske”. Ordene blev sagt i oktober 2012 af den republikanske senatskandidat Richard Murdock. Det hjalp heller ikke på sagen, da den republikanske politiker Todd Akin i august 2012 brugte ordene ”legitim voldtægt” om voldtægt af kvinder.

Udtalelserne er med til at øge ammunitionen i Demokraternes kvindekrigs-kampagne. Det er en effektiv kampagne, som de uden tvivl vil genbruge elementer af ved præsidentvalget i 2016.
Skal Republikanerne vinde de ugifte kvinder (og kvinder generelt), så skal de finde en måde at bekæmpe deres image som kvindehadere og afvæbne det farligste våben mod dem.

Senatsvalget i staten Colorado ved midtvejsvalget i 2014 er et godt eksempel på, at det kan lykkes. Demokraternes kandidat Mark Udall stod til en relativt let sejr mod Republikanernes Cory Gardner. Demokratens hovedfokus var på, at Gardner personligt havde støttet lovforslaget Personhood – en lov, der forbyder abort, fordi fostret bør anerkendes som et menneske fra undfangelsesøjeblikket. I syvende time ændrede Gardner standpunkt – han støttede ikke længere lovforslaget og gik endda ind for præventionsmidler i håndkøb. Resultat: Republikanerne vandt senatspladsen. Det skal dog noteres, at Udall havde haft et ensidig fokus på abortlovgivning.

Republikanerne kan også komme langt inden for den økonomiske politik, hvis de åbner for en dialog om at omfordele skattekronerne på en måde, så den pressede arbejder- og middelklasse får mere – ”not spending more but spending better”. Alligevel er analysen fra Lawless klar: ”Clinton vil vinde, hvis hun formår at udvide kønsgabet ved at fremhæve Demokraternes politik og ramme de kvindelige vælgere”, lyder svaret fra Jennifer Lawless. Gabet handler ikke kun om abort- og præventionslovgivning. Det kan også øges på ligeløn, homoseksuelles rettigheder, sundhedsområdet og arbejdslovgivningsområdet.

Skal Republikanerne modarbejde anklagerne, så skal de starte med at ændre deres retorik. Ikke flere nedsættende og kontroversielle udtalelser om f.eks. voldtægt af kvinder. De skal lancere en image-krig. Politik i USA handler nemlig til tider i højere grad om kommunikation end fakta. Og vælgerne kan have svært ved at gennemskue den egentlige politik fra den talte politik.

Sacha H. Sennov (f.1985) studerer Politik & Administration i kombination med Journalistik ved Roskilde Universitet. Har tidligere arbejdet for Dagbladet Politiken. Bor i New York City i USA, hvor hun skriver sit speciale i Journalistik og freelancer for forskellige danske aviser og magasiner, heriblandt Dagbladet Politiken og Kristeligt-Dagblad. ILLUSTRATION: Hillary Clinton [Foto: Joe Crimmings]