USA: Er der lighed mellem racerne 50 år efter Bloody Sunday?

USA: Er der lighed mellem racerne 50 år efter Bloody Sunday?

07.03.2015


Marchen i Selma blev et afgørende vendepunkt i de sortes kamp for lige rettigheder i USA. Den blodige dag ledte til stemmeret for alle amerikanere – uagtet farve. Men er der lighed for sorte i USA 50 år efter kampen startede? 

Af Sacha Sennov i anledningen af 50-årsdagen for den amerikanske Bloody Sunday

For præcis 50 år siden sad millioner af amerikanere i deres hyggelige stuer og så tv, da udsendelsen pludselig blev afbrudt. Billeder af hvide politibetjente i fuld kampuniform, der tæskede løs på afroamerikanske mænd og kvinder med knipler i en sky af tåregas dukkede på skærmen.

Dagen blev kendt som Bloody Sunday – et vendepunkt i borgerrettighedsbevægelsens kamp for lige rettigheder i USA. 600 fredelige ubevæbnede afroamerikanske borgere havde 7. marts 1965 forsøgt at marchere fra den lille by Selma i staten Alabama til hovedstaden Montgomery, da politiet stoppede dem. Formålet med marchen var at bringe fokus på deres forfatningssikrede ret til at stemme – en ret mange sydstater forhindrede dem i at gøre brug af. Grusomhederne i Selma ledte til vedtagelsen af loven the Voting Rights Act of 1965. Loven repræsenterede det endelige brud med de svært racistiske Jim Crow-love, som havde opretholdt undertrykkelsen af sorte amerikanere igennem slavelignende tilstande i flere år efter slaveriets officielle ophør i USA i 1865.

Vedtagelsen af the Voting Rights Act blev af mange betragtet som kulminationen på borgerrettighedsbevægelsens arbejde – et symbol på mission accomplished. Nu – 50 år senere – er det måske meget godt med et temperaturtjek på, hvor langt USA egentlig er kommet i sin kamp for ligestilling mellem sorte og hvide. Hvad er status på ligheden i USA 50 år efter Selma? Og er Jim Crow virkelig død? Er der stadig brug for borgerrettighedsbevægelsen, og lever den overhovedet endnu?

2014: Et år i racismens tegn
”At sige, USA er i et post-racismesamfundet stadie, er at total forkert. At sige hudfarve og race ikke længere betyder noget, er at underbygge den myte, der er opstået om, at vi er forbi racespørgsmålene. Det er behageligt, men bare ikke virkeligheden”, lyder vurderingen fra professor i sociologi med speciale i Borgerrettighedsbevægelsen og afroamerikansk historie Dr. Yohuru Williams fra Fairfield University.

Et hurtigt kig på 2014 bekræfter, at der meget vel kunne ligge en ubehandlet racisme og lure i det amerikanske politi og retssystem. I løbet af året er der opstået den ene sag efter den anden, hvor hvide betjente dræbte afroamerikanske ubevæbnede mænd. I mange af sagerne blev det besluttet af en storjury, at betjentene ikke skulle retsforfølges. På den måde slap retssystemet også for en nærmere undersøgelse af drabene. Ikke just flatterende for et demokratisk land, hvor »alle mænd er skabt lige« – i hvert fald ifølge den amerikanske uafhængighedserklæring. Beslutningerne vakte helvede på jord i byen Ferguson i staten Missouri, og demonstrationerne spredte sig hurtigt til mange andre byer rundt om i USA.

Amerikanerne er heller ikke blinde over for politiets ulige øje. I kølvandet på politidrabet på afroamerikaneren Eric Garner, opstod der en Twitter-bevægelse under hashtaget Criming while white. Tusinder af amerikanere stod frem med eksempler på, at de ikke var blevet straffet for en forbrydelse udelukkende, fordi de var hvide: “Pustede hash-røg ind i en betjents ansigt, da jeg åbnede min dør og sagde, at han ikke kunne komme ind uden en kendelse. Han gik #CrimingWhileWhite”.

Få timer senere opstod hashtagget alivewhileblack, hvor sorte amerikanere beskrev, hvordan de i deres hverdag oplevede politichikane, når de kørte deres børn i skole eller bare gik på gaden: ”Gik over parkeringspladsen ved købmanden. Politiet stoppede mig for at spørge, hvad jeg lavede der, mens jeg stod med indkøbsposer i hænderne #alivewhileblack”.

Tallenes ulighed
Det er ikke kun i retssystemet, at der er en synlig uretfærdighed. Yohuru Williams understreger, at afroamerikanere stadig kæmper, når det kommer til jobs, uddannelse og bolig. Arbejdsløsheden blandt afroamerikanere er dobbelt så høj som hos hvide amerikanere ifølge tal fra The Bureau of Labor Statistics. En rapport fra Pew Research Center viser, at median-formuen for en hvid familie var 13 gange større end en sort families i 2013. Det er det største formuegab mellem hvide og sorte siden 1989. I gennemsnit har en hvid familie 20 gange flere penge mellem hænderne, end hvad en sort familie har, hvis man måler på indkomst og ejendom.

Har en sort og en hvid mand begge kun en gymnasieuddannelse, er medianindkomsten for afroamerikaneren 27.200 dollar og 37.400 dollar for kaukasieren. En forskel på cirka 68.000 kroner. Noget af forskellen kan skyldes forskellige uddannelsesniveauer, job og boligområde. Men mindst 30 pct. af lønforskellen mellem hvide og sorte kan tilskrives diskrimination, viser et studie fra University of Wisconsin fra 2001.

Der er mange hvide boligområder, hvor man skal betale en stor bonus for at få lov at flytte ind. Kravet fungerer som en uofficiel raceskat, der har til formål at holde sorte og andre uønskede befolkningsgrupper ude. Det er fuldt ud lovlig segregering. I andre hvide områder laves der uformelle aftaler om, at man ikke må udleje sin bolig til sorte familier – uagtet deres indkomst. Boligsider som Craigslist.com og Roommates.com bliver ikke holdt ansvarlige, når deres brugere i annoncerne stiller direkte krav til hudfarve med sætninger som: “Leder efter hvid roommate” eller “kun henvendelser fra hvide lejere ønskes”. Og et hav af privatskoler, som er støttet af det offentlige, lukker skoleporten for sorte børn.

Diskriminationen eksisterer stadig i stort omfang, men den er bare ikke længere åbenlys. Der hænger ikke skilte med ordene ”Whites Only”. De sorte skal ikke stille sig ned bagerst i bussen. Og ingen politiker ved sine fulde fem vil stille sig op og sige: “I say segregation now, segregation tomorrow, segregation forever”, som Alabamas guvernør George Wallace gjorde i sin indsættelsestale i 1963. Racismen er heller ikke udtalt i det offentlige rum. De fleste amerikanere ville aldrig give udtryk for at have en racistisk holdning til et middagsselskab eller i en diskussion. For modsat Europa og Danmark er åbenlys racisme ildeset i USA. I stedet er racismen blevet institutionaliseret. Den ligger grundigt indlejret i det amerikanske retssystem, hvor den skjult bruges til at vedligeholde raceuligheden. Og der har den ligget og puttet sig i rigtig mange år.

De nye Jim Crow-love
I 1982 indledte USA’s regering for alvor krigen mod narko med politikampagnen War on Drugs. Officielt set var formålet at slå ned på salg af ulovlige stoffer, men kampagnen er blevet en måde at bruge loven til at fastholde undertrykkelsen af afroamerikanere. Det mener professoren og borgerrettighedsforkæmperen Michelle Alexander i sin bog The New Jim Crow – Mass Incarceration in the Age of Colorblindness fra 2010. Her beskriver hun, hvordan rets- og fængselssystemet bruges til fortsat at udøve racismen fra Jim Crow-perioden. Et par af bogens hovedpointer er:

Et. Fra omkring 1980 til 2010 er antallet af indsatte i de amerikanske fængslet steget fra 300.000 til lidt over to mio. Antallet af indsatte, der sidder i fængslet pga. en narkorelateret lovovertrædelse, er i samme periode steget med 1100 pct. fra 40.000 til 500.000. Og 25 mio. amerikanere er blevet anholdt for narkoovertrædelser. Op gennem 90’erne skete 80 pct. af alle narkoanholdelser på baggrund af, at en person havde været i besiddelse af marihuana. De nyeste tal fra the Federal Bureau of Prisons viser, at over 50 pct. af fængslernes indsatte i 2014 er der på grund af narkokriminalitet.

Da kampagnen for alvor tog fart i midt af 80’erne, steg antallet af afroamerikanere i fængslerne med raketfar, og i 2000 var antallet af sorte indsatte 26 gange større end 1983, antallet af latinamerikanere var 22 gange højere, mens antallet af hvide kun var 8 gange så højt. Resultatet blev, at sorte og latinamerikanere i 2010 udgjorde 75 pct. af alle indsatte i statsfængslerne, som er der pga. en narkotikaforseelse.

To. Langt største delen af stofmisbrugere og pushere i USA er hvide. Flere estimater peger på, at antallet af hvide stofmisbrugere er fem gange højere end sorte. Men selv om sorte kun udgør 14 pct. af alle stofbrugere i USA, repræsenterer de 37 pct. af alle de personer, som arresteres for narkoovertrædelser og 56 pct. af alle personer, som sidder i et statsfængsel for en narkoforbrydelse, viser en analyse fra 2009 lavet af The Sentencing Project. Og afroamerikanere bliver sendt i fængsel på grund af en narkoforseelse 10 gange oftere end hvide, ifølge tal fra Human Rights Watch rapporten Race, Drugs, and Law Enforcement fra 2009.

Tre. Et studie fra 2000 fra the National Institute in Drug Abuse viste, at hvide studerende tager syv gange mere kokain, otte gange mere crack og syv gange mere heroin end sorte studerende. Rapporten viste også, at der er 30 pct. større sandsynlighed for, at en hvid ung i alderen 12-17 år har solgt illegale stoffer til en afroamerikansk teenager end omvendt.

Fire. 80 pct. af alle, der dømmes for en forbrydelse vedrørende crack-kokain er sorte, men 66,6 pct. af de faste crack-brugere i USA er hvide eller latinamerikanere, viser analysen fra The Sentencing Project. Det er altså en myte, at sorte er de store crack-forbrugere i USA.

Fem. At narkoen sælges fra afroamerikanske pushere i ghettoerne er også en myte. Ifølge the White House Office National Drug Control Policy foregår handlen hovedsageligt mellem folk af samme race, og i de forskellige racers egne boligområder.

Seks. I New York er det tilladt for politiet at stoppe hvem som helst, de måtte mene ser mistænkelig ud og ransage personen midt på gaden uden nærmere begrundelse – det hedder en stop-and-frisk. I 2008 foretog New York Citys politi 545,000 stop-and-frisks. 80 pct. af dem, som blev stoppet, var enten sorte eller latinamerikanere. Hvide udgjorde kun 8 pct. På en motorvejsstrækning i staten Maryland var 21 pct. af bilisterne farvede minoriteter, men de udgjorde 80 pct. af dem, som blev trukket ind til siden. Et lignende mønster har gjort sig gældende, når det amerikanske politi foretager spiritus- eller hastighedskontroller i mange andre stater.

Syv. Fænomenet med hvide juryer er velkendt i USA. Situationen skyldes bl.a. krav om, at man skal være registreret som vælger og have et køretøj for at blive jurymedlem – noget ikke mange fattige og sorte har. En anden forklaring er, at i 31 af staterne kan man aldrig komme til at være jurymedlem, hvis man har en plet på straffeattesten, uagtet forbrydelsens karakter. Konsekvensen er, at mange sorte borgere automatisk bliver afholdt fra at være en del af retssystemet, fordi det amerikanske politi anholder et uproportionalt stort antal af dem.

Tallene efterlader bogen med to konklusioner. Den ene er, at folk af anden farve end hvid dømmes for narkorelaterede lovovertrædelser i en størrelsesorden fuldstændig ude af proportioner sammenholdt med deres reelle narkoforbrydelser. Den anden er, at en hårdere indsats og straf mod narkoforseelser har vist sig at være en effektiv måde at holde en udvalgt minoritet i skak på.

Den nye underklasse
Professor Michelle Alexanders pointe er, at de mange anholdelser skaber en ny underklasse, bestående af eks-kriminelle. Ifølge den amerikanske forfatnings 14. amendment må en stat gerne fratage en borgers rettigheder, hvis personen har begået en kriminel handling. The Sentencing Project anslår, at 5,8 mio. amerikanere i 2015 ikke har ret til at stemme, fordi de har begået en eller anden form for kriminalitet.

Det er ikke kriminalitetens alvorlighed, som afgør sanktionerne – en joint eller fusk for millioner giver samme straf. Og en plet på straffeattesten i USA vil følge en resten af livet. “Gennem et net af love, regulativer og uformelle regler, som alle vedligeholdes gennem social stigmatisering, forvises de til et liv i udkanten af samfundet […]. På lovligvis fornægtes de muligheden for job, bolig og offentlige ydelser – ligesom mange afroamerikanere engang blev tvunget ind i en segregeret klasse som andenrangs-borgere under Jim Crow-æraen”, skriver Michelle Alexander.

Flere fremtrædende organisationer og rettighedsforkæmpere har i gennem årene anklaget politiet for at lade sig styre af en såkaldt race-profil. Om det er ubevidst eller bevidst er vanskeligt at vide, men tallene viser, at der er et mønster i anholdelserne, som ikke kan forsvares med argumenter om objektivitet.

Kampen mod et ”usynligt” had
Når uligheden er skrigende synlig, kan det forekomme underligt, at Borgerrettighedsbevægelsens tete ikke bliver samlet op. Men hvordan går man til kamp mod en usynlig fjende? ”For 50 år siden var der klare og identificerbare mål. I dag er det svære at definere en kamp, fordi diskrimineringen og segregeringen foregår de facto og ikke de jure. Det var meget lettere dengang, der var en type som guvernøren George Wallace. I dag er der ikke nogen, som vil stille sig op og sige, at de lover at afholde farvede fra lige rettigheder.

Alligevel ser vi, at det sker, men det sker via et farveblindt sprog i et såkaldt farveblindt system”, lyder svaret fra Dr. Yohuru Williams, som fortsætter: ”Der er uden tvivl et stort behov for en borgerretsbevægelse i dag. For de love, som frigjorde afroamerikanere, har store huller. Tag for eksempel Civil Rights Act of 1964. Den skulle eliminere diskriminering mod racer i ansættelsen af folk, så sorte fik adgang til jobmarkedet. Men vi ser stadig store problemer med diskrimineringen på arbejdsmarkedet. Og I 1965 fik vi the Voting Rights Act, som stoppe staterne fra at afholde sorte fra at stemme. Ikke bare ser vi store problemer med stemmeretten i USA, men ved valgene i 2000 og 2008 var der store irregulariteter ved stemmeafgivelsen i staterne Pennsylvania, Ohio, Missouri og Florida. Alligevel fjernede højesteret store dele af loven for to år siden, fordi den ikke mente, der var brug for at holde øje med om sydstaterne afholdte loven”.

Yohuru Williams henviser til problemerne med stemmeoptællingen i staten Florida ved præsidentvalget i 2000, hvor George W. Bush (R) vandt en dybt kontroversiel sejr over Al Gore (D) med akkurat 537 stemmer ud af ca. 6 mio. Efter valget blev det afsløret, at Republikanerne på lovligvis havde forsøgt gøre det vanskeligt for afro- og latinamerikanere at stemme. Partiet ændrede pludselig tidspunkter og adresser på stemmestederne i minoritetsområderne, hvilket gav store forsinkelser og køer på flere timer – så mange timer, at mange ikke nåede at stemme.

“Hullerne gør at systemet kan indrettes, så det forfordeler udvalgte grupper. I rigtig mange stater mister man for eksempel retten til at stemme, hvis man har begået en kriminalitet. I sydstaterne er det med til at sikre, at de hvide dominerer den politiske proces”, siger Yohuru Williams og fortsætter: ”Vi er kommet langt i ligestillingsprocessen, når det gælder de synlige tegn. Der sidder en afroamerikaner og en latinamerikaner blandt de ni højesteretsdommere. Og præsidenten er sort. Men når vi snakker om den store majoritet af afroamerikanere, så er der stadig store problemer med fattigdom, ulighed, politivold, lige adgang til lejeboliger og diskriminering på jobmarkedet. På nogle af de områder er det endda blevet værre end for 50 år siden”.

Derfor døde bevægelsen
Ironisk nok blev opnåelsen af the Voting Rights Act en milepæl for ligheden i USA, men også undergangen for mere udvikling. Ganske langsomt efter vedtagelsen begyndte borgerrettighedsbevægelsen og dens kamp at forsvinde ud af den offentlige bekymring, så bevidstheden og til sidst debat. At Republikanerne absolut ingen politisk interesse har haft i at appellere til de sorte vælgere kan være med til at forklare, hvorfor kampen for lige rettigheder har haft vanskeligt ved at finde en naturlig plads på den politiske scene.

Man skulle dog tro, at Demokraterne glædeligt ville forsøge at holde fast i det afroamerikanske vælgersegment. Men Demokraterne har igennem årene bevidst forsøgt at lægge distance til de sorte vælgere. Friede de for meget til de afroamerikanerne, så smuttede den hvide arbejderklasse. I deres armod havde de vanskeligt ved at forstå, at deres politiske interesser tit hang sammen med minoritetens.

I 1980’erne og 90’erne begyndte en ny politisk strategi og bevægelse internt hos Demokraterne at trække partiet mod midten og væk fra de meget liberale frihedsidealer, som ellers havde bundet dem til borgerrettighedsbevægelsen. Bevægelsen blev kendt som the New Democrats. Stille men sikkert begyndte partiet at stoppe med at fokusere på politik, som havde til direkte formål at hjælpe det stadig trængte sorte samfund. En kurs Bill Clinton for alvor slog fast, da han i løbet af sine to præsidentperioder fra 1993 til 2001 styrkede partiets appel til de mange centrumsøgende vælgere.

Sideløbende begyndte den sorte befolknings engagement i borgerrettighedsbevægelsen at dale. De økonomiske hjul kørte fint og lige rettigheder var opnået. Stille og roligt forsvandt medlemmerne og demonstrationerne stoppede. Borgerrettighedsbevægelsens kamp blev et veloverstået kapitel i en historiebog. Kampen mod racismen ebbede ud, mens hadet fortsatte.

”I forhold til hvad status er på Borgerrettighedsbevægelsen i dag, så er svaret simpelt: Der er ingen. Mange af de gamle store organisationer eksisterer stadig, men de har ikke formået at få afroamerikanerne til at følge dem. Der er stadig personer som Al Sharpton og Jessie Jackson, som har positioneret sig selv som nationale ledere af bevægelsen, men de leder ikke en organisation, som den i 1960’erne. Det er slut”, lyder Yohuru Williams analyse. ”Et af problemerne er, at folk stadig søger en national karismatisk frontfigur til at starte en ny bevægelse. Den nye unge generation, som vi har set starte Black Lives Matter, fungerer ikke på den måde. De starter forandringerne gennem de sociale medier. Der er ikke én leder i deres protest”.

Shall We Overcome?
Så hvad nu – hvad skal afroamerikanerne og alle de andre minoriteter gøre, hvis de vil have lige rettigheder i USA? Det er spørgsmålet. Måske den unge generation født til at overtage uretfærdighedens arv skulle lytte til Ilyasah Shabazz, der er datter af den tidligere borgerrettighedsforkæmper Malcolm X. På 50 året for attentatet på hendes far 21. februar 1965 skrev hun i New York Times debatindlægget What Would Malcolm X Think?. Det var på mange måder var en opfordring til det sorte samfund om, at starte kampen på ny: “Når folk i dag taler om, hvordan vi skal bekæmpe racisme, føles ”truslen” tom. Vi er blevet apatiske i vores blødhed”.

Hun roste den spirende nye modstand, som er startet med organisationerne Hands Up og Black Lives Matter i efterspillet på politimordet på Michael Brown. Men hun stiller spørgsmålstegn ved om et hashtag på Twitter og en socialbevægelse Facebook er nok. “[…] han ville være den første til at sige, at slogans ikke er handling. De bliver ikke til mere end en klage mod et system, som er ligeglad”. ■

Sacha H. Sennov (f.1985) studerer Politik & Administration i kombination med Journalistik ved Roskilde Universitet. Har tidligere arbejdet for Dagbladet Politiken. Bor i New York City i USA, hvor hun skriver sit speciale i Journalistik og freelancer for forskellige danske aviser og magasiner, heriblandt Dagbladet Politiken og Kristeligt-Dagblad. ILLUSTRATION: Landsdækkende støttedemonstrationer efter Ferguson [foto: Norman Graham]