Ukraine: Det endelige opgør?

Ukraine: Det endelige opgør?

05.02.2015


Hvis der skal findes en løsning på Ukraine-krisen, er forhandlinger med Rusland den eneste vej frem. Men udsigterne bliver stadig mere dystre.

ANALYSE af Thomas Lie Eriksen

Konflikten i Ukraine synes uden ende, og de fornyede kampe i den østlige del af landet mellem regeringshæren og separatisterne er blandt de blodigste, siden krisens begyndelse. Den såkaldte ”Minsk-aftale” mellem Kijev, oprørerne og Rusland må derfor nu betragtes som ikke-eksisterende. Dermed er der heller ikke udsigt til en bedring af forholdet mellem Rusland og Vesten, der siden konfliktens begyndelse i november sidste år kun er blevet forværret og mere kompliceret.

Propagandamaskinerne kører nu i højeste gear på begge sider, og det er efterhånden meget svært at skelne fakta fra myter. I Vesten er der opbygget en fortælling om de onde og nådesløse russere, der står på spring for at angribe store dele af Europa og dermed udløse det ultimative ragnarok. I spidsen for disse bestræbelser står præsident Vladimir Putin, der set fra vestligt hold er inkarnationen af alt, hvad der er galt med international politik i disse år. Fokuseringen på Putins person er efterhånden så voldsom i Europa og USA, at det nærmer sig en fiksering. Og den skygger for en dybere forståelse af den nuværende krise, og hvorledes denne må ses i et længere historisk perspektiv.

Historiske perspektiver
For at forstå baggrunden for Ruslands ageren i Ukraine-krisen, er det nødvendigt at betragte Ruslands historiske erfaringer og ikke mindst landets geostrategiske placering. Russisk historie er til stadighed fortællingen om en nærmest endeløs ekspansion i en søgen efter sikre grænser. Det barske klima i kombination med et overvejende steppepræget landskab har medført, at forsvaret af det vældige territorium har været nærmest umuligt. Det kan således angribes fra stort set alle sider, hvilket har betydet, at nogle af verdenshistoriens blodigste slag er foregået på russisk jord.

Svaret på det russiske sikkerhedsproblem var således ekspansion, hvor det russiske rige fra 1552-1917 blev udvidet med gennemsnitlig 100.000 km² om året. Der er i denne kontekst derfor ikke noget særpræget ved Putins måde at føre sikkerhedspolitik på. Det er en politik, der tværtimod er mildere end forgængernes, idet målet først og fremmest er at skabe en indflydelsessfære i de stater, der tidligere udgjorde det russiske imperium, i stedet for at opsluge dem. Det geopolitiske fokus betyder, at russisk udenrigspolitik har været bemærkelsesværdigt konsistent. Nogle herskere var mere kompetente end andre, fx Peter og Katharina den store, der står som legender. Men den overordnede politik har altid været den samme: At sikre det russiske kerneland ved at undertvinge de omkringliggende folkeslag og stater.

I denne sammenhæng har Ukraine en central geopolitisk, men også kulturel betydning. Det faktum er fortsat ikke erkendt i den vestlige verden. At miste kontrollen med det land, hvor den første russiske statsdannelse opstod, og som agerede brohoved for den tyske invasion under anden verdenskrig, er ikke en mulighed for Putin og den øvrige ledelse. De er nødt til at stå fast. Ukraine-konflikten har dog meget lidt at gøre med en gentagelse af den kolde krig eller et russisk ønske om at kontrollere hele Europa, som man undertiden får indtryk af. Den vestlige verden er i færd med at genopbygge myterne omkring Rusland, der kun bidrager til at forstærke og fastlåse den ulykkelige situation omkring Ukraine.

Vejen frem
Lige siden konfliktens begyndelse for et år siden, er de gensidige beskyldninger mellem Vesten og Rusland fløjet gennem luften. Putin beskyldes for at ville genskabe Sovjetunionen med inddragelse af de baltiske stater, for derefter at ville fortsætte gennem Østeuropa. Only the sky’s the limit. Fra russisk side anklages Vesten med USA i spidsen for at føre en aggressiv sikkerhedspolitik, der under dække af NATO-udvidelser har til formål at ødelægge Ruslands forsvarsmuligheder og militærkapacitet. Samtidigt beskyldes amerikanerne for at støtte personer og organisationer, der skal skabe en ”farvet revolution” og regimeomvæltning.

Sideløbende med opinions-krigen fortsætter de virkelige kamphandlinger i Østukraine, hvor den humanitære situation bliver stadig mere håbløs og indebærer yderligere lidelser for civilbefolkningen. Desuden truer en reel balkanisering det ukrainske samfund, og mulighederne for at rekonstruere en samlet stat synes forsvindende små. Hvis Ukraine skal reddes, og det dermed også skal forhindres, at der opstår en fejlslagen stat mellem EU og Rusland, med store sikkerhedsimplikationer for begge parter, er en forhandlingsløsning den eneste vej frem. En løsning, der tager hensyn til Ruslands sikkerhedsbehov, og hvor udgangspunktet derfor må være et neutralt Ukraine, der aldrig kan blive en del af NATOs sikkerhedsstrukturer.

Er en sådan løsning på konflikten mulig? Håbet og muligheden er der altid, men med begge parters tiltagende dæmonisering af modparten bliver chancerne stadig mindre. I den vestlige verden er der blevet opbygget en fortælling om et svagt Rusland i hastigt forfald og med en neoimperialistisk hersker, der lever i det 19. århundrede. Denne fortælling har ikke meget med virkeligheden at gøre, hvor alt tyder på at Rusland og dets særlige sikkerhedssituation vil vedblive med at være en realitet og udfordring, som Vesten bliver nødt til at forholde sig til. Dette vil ikke ændre sig, uanset hvem der sidder på magten i Kreml. Hvor besværligt det end forekommer, er forhandlingssporet den eneste vej frem i forsøget på at bringe konflikten til ophør og samtidig skabe en stabil europæisk orden – en orden, hvori Rusland indtager sin plads som den betydningsfulde stormagt, det er. Fortsætter den nuværende kurs, vil Europa og Rusland hånd i hånd bevæge sig imod afgrunden.

Thomas Lie Eriksen er freelanceskribet og historiker med speciale i internationale relationer. Han har tidligere skrevet for bl.a. Politiken, Information og Atlas. ILLUSTRATION: Ukrainsk politi i Kiev [foto: Mstyslav Chernov]