Tyrkiet: Præsident Erdoğan på kollisionskurs med regeringen

Tyrkiet: Præsident Erdoğan på kollisionskurs med regeringen

11.04.2015


Blot to måneder før et afgørende parlamentsvalg i Tyrkiet har præsident Erdoğans gentagne kritik af regeringen skabt intern splid i AKP. Får kløften mellem præsident og regering lov til at vokse, kan det koste dyrt for både Erdoğans håb om et præsidentstyre og ikke mindst for regeringspartiet selv.

ANALYSE af Emma Hjernø og Gönül Tol

Tyrkiske medier har haft svært ved at holde tungen lige i munden under de seneste ugers mudderkastning blandt en række profiler i regeringspartiet, AKP. Siden partiet kom til magten i 2002, har det med Erdoğan ved roret udvist en enorm partidisciplin og stabilitet og tryllebundet en bred vælgerskare.

Den fortryllelse risikerer selvsamme Erdoğan nu som præsident at ophæve. Selv om det i forfatningen fastslås, at præsidenten skal fralægge sig alle bånd til sit tidligere parti og handle upartisk, har det næppe været tilfældet, siden Erdoğan blev præsident sidste år. Den interne uro i AKP følger netop i kølvandet på en række kontroverser mellem Erdoğan og premierminister Davutoğlu over, hvem der fører regeringens politik. Og den udstiller en skrøbelighed i partiet, som har overrasket mange.

Bruddet i det ellers tætte parløb mellem Erdoğan og Davutoğlu kom for alvor til syne, da Erdoğan i marts kritiserede regeringens håndtering af den kurdiske fredsproces. Blot få uger efter, at regeringen og det pro-kurdiske parti, HDP, var blevet enige om en handlingsplan for løsningen af det kurdiske spørgsmål, erklærede Erdoğan: ”Der er intet kurdisk problem i Tyrkiet”. Samtidig opfordrede han regeringen til ikke at tage yderligere skridt i forhandlingerne, førend den militante kurdiske PKK-bevægelse lagde sine våben fra sig. Et emne regeringen og HDP allerede nøje havde diskuteret.

Som reaktion på Erdoğans indblanding og pludselige kovending i spørgsmålet om fredsprocessen, anmodede vicepremierminister Bülent Arınç præsidenten om at blande sig udenom. ”Vi elsker vor præsident”, sagde Arınç og tilføjede dernæst, ”men glem ikke, at der er en regering i dette land”. Denne direkte udfordring af Erdoğan fik straks Melih Gökçek, Ankaras borgmester og en loyal partisoldat, til tasterne, da han på sin Twitter-profil langede ud efter Arınç og bad ham om at trække sig fra sin post. Arınç svarede igen ved at anklage Gökçek for korruption, og således kom begge partimedlemmer i anklagemyndighedens søgelys.

Flere måneders grus i maskineriet
Spændingerne i øverste geled i regeringspartiet har ulmet i nogen tid. Siden Erdoğan overdrog posten som premierminister til Davutoğlu i august 2014, har det været svært at afkode, hvem der bestemmer af de to.

I januar fremlagde premierminister Davutoğlu en lovpakke med det erklærede formål at bekæmpe dårlig forvaltning og svindel i den offentlige administration. Lovpakken var angiveligt et forsøg på at rense AKP blakkede ry, som det havde tilegnet sig under Erdoğans tid som formand. Premierministerens lovforslag blev dog ikke vel modtaget hos præsidenten, der kritiserede forslaget og dets ubelejlige timing forud for parlamentsvalget til juni, og Davutoğlu så ingen anden udvej end at udskyde vedtagelsen til efter valget.

Der skulle ikke gå længe, før endnu en kontrovers nåede medierne. Med Davutoğlus velsignelse fratrådte Hakan Fidan, Tyrkiets efterretningschef og i øvrigt en tæt betroet af Erdoğan, i februar sin post for at stille op for AKP til parlamentsvalget. Det behagede ikke præsidenten, og da det ikke lykkedes Davutoğlu at få Erdoğan til at ombestemme sig, måtte Fidan trække sit kandidatur tilbage for at genindtage posten som chef for efterretningstjenesten. En genudnævnelse, der i øvrigt blev stærk kritiseret for at være forfatningsstridig og kunne give indtryk af, at end ikke loven får præsidenten til at føje sig.

Erdoğans indblanding i styringen af Tyrkiets økonomi har også givet anledning til strid med regeringen. I marts kritiserede præsidenten Centralbanken i Tyrkiet for ikke at sænke renten. Erdoğan gik så langt som til at beskylde bankens direktør, Erdem Başçi, for højforræderi. Det medførte straks et fald i den tyrkiske lira og en svindende tillid blandt udenlandske investorer. En frustreret Davutoğlu skyndte sig derfor til New York for blandt andet at forsikre en række finansledere om, at den tyrkiske Centralbank bestemt var uafhængig.

Drømmen om et præsidentstyre
Med sin indblanding og konfrontation med AKP-ledelsen underminerer Erdoğan ikke blot sin egen håndplukkede efterfølger, men sætter også sin drøm om et præsidentstyre på spil. Erdoğan ønsker efter valget at lave Tyrkiets parlamentariske system om til et præsidentstyre. Forfatningseksperter har påpeget, at Erdoğans model i bund og grund betyder øget centralisering af magten og mindre demokratisk kontrol. For præsidenten selv skal styret ironisk nok sikre færre partipolitiske stridigheder og en ende på ineffektiv regeringsførelse.

Selv om præsidentstyret er et område, hvor Erdoğan og regeringen imidlertid har fundet fodslag, kan Erdoğan have skudt sig selv i foden ved sin gentagne indblanding i regerings politik. Det kræver en forfatningsændring at lave landets nuværende system om, og den skal vedtages af 2/3 i parlamentet eller ved folkeafstemning. Begge dele synes udfordrende, da næsten 77 pct. af befolkningen er imod et præsidentstyre, og alle oppositionspartier indtil videre har afvist at støtte forslaget.

Erdoğan er derfor helt afhængig af, at Davutoğlu sikrer AKP mindst 2/3 af mandaterne ved det kommende valg. Det svarer til 367 pladser i det 550 sæder store parlament, 50 flere end partiet vandt ved sidste valg. Det er en opgave, der på forhånd synes vanskelig, men som kun er blevet sværere for en premierminister, der ikke kan gennemføre sin egen politik og i stedet må bruge kræfter på at løse de kontroverser, Erdoğan får sat i gang.

Davutoğlus mission bliver ikke nemmere af, at mange vælgere, herunder fra AKP, ser kritisk på Erdoğans indblanding i økonomiske beslutninger. 68 pct. af befolkningen mener eksempelvis, at Centralbanken bør træffe sine beslutninger ud fra en faglig vurdering, mens blot 17 pct. mener, at banken bør handle ud fra Erdoğans instrukser.

Sender Erdoğan stemmerne i kurdernes retning?
Endnu mere problematisk kan Erdoğans kritik i forhold til regeringens håndtering af den kurdiske fredsproces vise sig at være. Præsidentens udtalelser er formentlig et forsøg på at tiltrække stemmer til AKP blandt de mange nationalistiske vælgere i Tyrkiet – i øvrigt ikke et særlig upartisk træk – men det kan blive en dyr affære.

Præsidentens stigende nationalistiske retorik risikerer at skubbe mange af AKP’s kurdiske vælgere over mod det pro-kurdiske HDP. Det kan hjælpe HDP til at krydse spærregrænsen på 10 pct. og derved sikre partiet plads i parlamentet for første gang i flere år – som samlet parti. Et sådant scenarie vil gøre Erdoğans forhåbning om en parlamentarisk supermajoritet nærmest umulig, da AKP er afhængig af de mange kurdiske stemmer.

Om det lykkes HDP at tiltrække nok af disse stemmer er dog noget af et gamble. Skulle de ikke krydse spærregrænsen på 10 pct. – meningsmålinger svinger i øjeblikket omkring det magiske tal – vil en lang række af HDP’s stemmer blive tilført AKP. Tyrkiets valgsystem tilskriver nemlig nummer to i en valgkreds alle stemmerne fra det vindende parti, hvis ikke det kommer i parlamentet. Det er blandt andet årsag til, at AKP ved sidste valg fik langt over halvdelen af mandaterne med en stemmeprocent på lige under 50 pct.

HDP og dets karismatiske leder, Demirtaş, forsøger således at vinde stemmer nok ved at markere sig i valgkampen på de to væsentlige emner – præsidentstyret og fredsprocessen – hvor de er klare modstandere af Erdoğans linje. HDP er af flere blevet betegnet som et muligt liberalt alternativ til AKP, og skulle Erdoğan utilsigtet få sendt stemmer i deres retning, vil de to partier skulle samarbejde om både forfatningsændring og fredsproces.

Kan præsidenten gøre det utænkelige?
AKP har reddet på en bølge af robust økonomisk vækst og stabilitet siden det kom til magten i 2002. Ved hvert af de tre seneste parlamentsvalg har det øget sin andel af stemmerne. Erdoğans handlinger siden han overtog præsidentembedet sidste år risikerer at vende den udvikling på hovedet og underminere den partidisciplin, han selv har været med til at skabe. En pro-AKP skribent, Abdülkadir Selvi, opsummerede for nylig stemningen i pro-regeringskredse således:

”Spændingerne i AKP gennem de seneste tre måneder er uden fortilfælde i partiets historie (…) AKP’s vigtigste træk var, at det ikke kastede landet ud i politisk krise, ligesom så mange regeringspartier havde gjort det før. Men jeg må indrømme, at de seneste begivenheder har sat gang i spekulationerne hos befolkningen. De får folk til at overveje, hvad der er på færde: diskussionerne mellem præsidenten og Centralbanken; Hakan Fidan-sagen; og de seneste diskussioner omkring fredsprocessen. AKP havde en fortryllelse. Folket foretrak AKP, fordi partiet stod for stabilitet. Den fortryllelse er ved at blive ophævet”.

Flere meningsmålinger frem mod valget i juni peger på et fald i opbakning til AKP. Hvis ikke Erdoğan ændrer kurs og giver regeringen plads til at føre sin politik, risikerer han at gøre det, der siden 2002 har syntes utænkeligt: at splitte AKP og sætte dets popularitet på spil.

Gönül Tol (f. 1978) er direktør og grundlægger af Center for Tyrkiske Studier ved tænketanken Middle East Institute i Washington D.C. og professor i tyrkiske forhold ved George Washington University.
Emma Hjernø (f. 1988) er forskningsassistent ved tænketanken Middle East Institute i Washington D.C. og skriver samtidig speciale om tyrkisk politik ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: Erdogan [Foto: Paul Morigi]