Syv spørgsmål til jer, der vil have ’sikre zoner’ i Syrienaf Mikkel Vedby Rasmussen

Syv spørgsmål til jer, der vil have ’sikre zoner’ i Syrien
af Mikkel Vedby Rasmussen

06.10.2015


INTERNATIONAL KOMMENTAR af Mikkel Vedby Rasmussen

Sikre zoner i Syrien har været på Vestens dagsorden siden sommeren 2015. Ifølge Financial Times [Moscow scuppers US coalition plans for no-fly zone in Syria] er en væsentlig del af forklaringen på Ruslands pludselige deployering af tropper og kampfly til Syrien, at Kreml ønskede at komme vestlige planer om at oprette sikre zoner i Syrien (muligvis både på grænsen til Jordan og grænsen til Tyrkiet) i forkøbet.

I det britiske parlament åbnede David Cameron i starten af september for muligheden af at lave sådanne zoner med brug af britiske tropper. I Danmark har Naser Khader på vegne af de Konservative længe talt for sikre zoner og lørdag efterlyste fhv. udenrigsminister Martin Lidegaard i RÆSON sådanne zoner, som han ikke vil afvise skal beskyttes af vestlige herunder danske soldater. Sidstnævnte synspunkt deles af Uffe Ellemann-Jensen, der allerede i september 2012 opfordrede EU til at hjælpe Tyrkiet militært med at oprette en zone. Dengang sagde han til RÆSON: ”Hvor skal flygtningene ellers tage hen? Kan du forestille dig et hyl, der bliver i Europa, [hvis de flygter hertil i stort antal, red.] sådan som det politiske billede er i dag i Holland, Østrig, Danmark. Et sådan flygtningeproblem håndteres bedst i nærområderne” (Ellemann: EU bør hjælpe Tyrkiet med at etablere sikre zoner i Syrien (september 2012))

Hvis de vestlige planer har været så langt fremskredne, som Rusland øjensynligt tror, er det stadig muligt, at de kan blive realiseret – enten med eller imod Moskvas ønsker. Derfor er det på sin plads at overveje konsekvenserne af en sådan beslutning.

Der er syv spørgsmål, som man skal stille sig selv før man anbefaler oprettelsen af sikre zoner.

1. Hvem skal betale for lejre i den nødvendige skala, med den nødvendige sikkerhed?
I dag mangler UNCHR 2,6 mia. dollars til at finansiere sin nuværende indsats overfor syriske flygtninge. At oprette lejre i grænseområderne, hvor forsyninger og logistik vil være mere udfordrende end længere bag grænsen og behovet for sikkerhed større (se nedenfor), vil være langt dyrere end lejre i sikre omgivelser i et naboland, så man kan med rette forvente, at den samlede regning til flygtningeindsatsen vil OVERSTIGE de 4,5 mia. dollar, som UNCHR i dag har brug for. Men når man i verdenssamfundet hidtil kun har været villige til at betale 41 pct. af det beløb, skal vi så forvente, at pengene bare vil strømme til de sikre zoner?

2. Vil sikre zoner kunne holde flygtningene i Syrien?
Der er cirka 7,6 mio. internt fordrevne i Syrien [se fx]. Det vil være urealistisk at forestille sig, at alle disse mennesker vil kunne nå frem til de sikre zoner. Sikre zoner vil således ikke være en fuldstændig løsning på flygtningeproblemet i landet Men mindre har også ret, så at alle ikke kan hjælpes med den løsning er ikke i sig selv et argument imod den. Til gengæld kan der opstå et pres for at udvide zonerne eller – som i dag – for at sende flygtninge videre til sikrere områder i nærområdet eller i Europa. Dertil kommer, at en flygtningelejr i ingenmandsland næppe vil være det mest attraktive sted at opholde sig. Ligeså taknemlige flygtningene vil være for at have fundet ly, lige så meget vil de have lyst til at bevæge sig væk. Tyrkiet har hidtil ikke gjort nævneværdigt for at forhindre flygtningene i at rejse videre og det er svært at se, hvorfor de skulle begynde at gøre det. Hvad er svaret? Skal den sikre zone også bevogtes på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien (og, hvis en zone laves ved Jordan, mellem Jordan og Syrien), således at flygtningene i realiteten er tilbageholdt i zonen? Det vil formentlig skabe en uholdbar situation i lejrene og betyde at flygtninge søger uden om zonerne for at nå til Europa eller andre sikre destinationer. Hvis ikke grænsen var åben til at begynde med, vil den helt sikkert blive det på sigt alene for at skabe en holdbar sikkerhedssituation i zonen.

3. Hvad er størrelsen på den militære operation i virkeligheden?
Sikkerhedszoner bliver betragtet som alternativet til en egentlig invasion af Syrien. Det er ”guldlok-løsningen” i den forstand, at en egentlig invasion af Syrien med det formål at stoppe borgerkrigen og etablere en mere bæredygtig samfundsorden er for ”varmt” for Vesten, mens den nuværende indsats er for ”kold”, fordi de vestlige luftangreb ikke kan stoppe IS og endnu ikke har været rettet mod Assad-regimet. Sikkerhedszoner er derfor lige tilpas, fordi de fremstår som muligheden for at gøre noget i stedet for at gøre for lidt eller for meget.
Imidlertid undervurderer denne fremstilling, hvor stort behovet for styrker til en sådan operation vil være. Kravet til disse styrker vil i høj grad afhænge af hvilket miljø, de skal indsættes i. Indsættes de mod Assad-regeringens vilje og med russisk opposition? I så fald vil styrkerne skulle være langt større og lang kraftigere udrustet, end hvis de indsættes efter en forhandlet løsning med Assads accept samt iransk og russisk støtte. Men selv med opbakning fra Assad, Iran og Rusland vil styrkerne skulle forestå bevogtning o.lign. samt være parat til at modstå angreb fra f.eks. IS og kunne forsvare flygtninge forfulgt af Assads styrker ind i området. Selvom terrænet er forskelligt kan missionen sammenlignes med UNOSOM II – den FN-mission i Somalia fra 1993 til 1995, som de fleste kender fra filmen Black Hawk Down. Den bestod af cirka 22.000 FN-tropper, herunder cirka 1.500 amerikanske soldater. Styrkemålet vil i høj grad afhænge af behovet for logistik og anden støtte til soldaterne i området. Langt over halvdelen af moderne militære styrker udfører støttefunktioner – jo flere af disse som kan varetages fra Tyrkiet, Libanon eller Jordan, jo lavere behøver det faktiske antal soldater i Syrien at være. Til gengæld vil behovet for at skabe infrastruktur til flygtninge, nødhjælpsarbejdere og soldater i området formentlig være af en karakter, hvor kun ingeniørtropper (og mange af dem), kan løfte opgaven. Disse styrker skal også bevogtes og beskyttes, hvilket igen vil drive antallet af soldater på jorden op. Dette vil tilsvarende drive behovet for lufttransport (med helikopter eller taktisk transportfly) op. Derudover vil der i luften være behov for kampfly og kamphelikoptere til at støtte de indsatte styrker. Med ankomsten af de russiske fly i området vil der – også selvom der er en forståelse med Rusland – indgå fly og måske endda antiluftskyts til at forsvare styrkerne mod luftangreb.

 

Resultatet kan meget hurtigt ende, som det gjorde for danske styrker i Irak: At man må operere blandt en civilbefolkning som man selv føler, at man prøver at hjælpe, mens de føler, at man er en besættelsesmagt
____________________

 

4. Hvor farlig bliver operationen?
Hvis de sikre zoner etableres imod Assad-regeringens vilje, så må de indsatte styrker være forberedt på at kæmpe sig frem og etablere stillinger, der kan tilbagevise et angreb fra Assad eller andre grupper i Syrien – måske endda russiske eller iranske styrker. Den risiko vil givet være for stor, så det mest sandsynlige er, at zonerne først vil blive etableret efter, at man har sikret sig at Assad og hans allierede ikke vil yde modstand. I 1999 gik NATO ind i Kosovo med seks brigader (cirka 14.000 mand i de første dage) i en situation, hvor de serbiske styrker havde accepteret, at de skulle trække sig tilbage, men hvor NATO måtte være forberedt på at skulle kæmpe. Selv hvis det går som i Kosovo og zonerne kan etableres stort set uden modstand, vil det efterlade tre risikofyldte opgaver: (1) at opretholde sikkerheden for flygtninge i zonerne, (2) at opretholde sikkerheden for nødhjælpsarbejdere m.fl. og (3) at opretholde sikkerheden for de militære styrker.

Disse tre målsætninger kan hurtigt vise sig at være svære at forene. De militære styrker er sikrest, hvis de er i beskyttede stillinger eller i velbevogtede konvojer, men opererer de på den måde, er de stort set ude af stand til at sikre civilbefolkningen. Vælger de derimod at gå aktivt ind i ordenshåndhævelse blandt civilbefolkningen, bliver de ekstremt sårbare og skal tage stilling til mange konflikter, som kan bringe dem i konflikt med de kriminelle elementer, der ofte udnytter situationen i en flygtningelejr. En illustration af tilstandene: I juli 2015 konkluderede en rapport fra blandt andet UNCHR, at 82 pct. af de kvindelige flygtninge havde oplevet seksuelle krænkelser i lejrene. En nødhjælpsarbejder, der vil bringe antallet af seksuelle krænkelser ned, og bringe voldtægtsforbrydere for retten, vil have brug for beskyttelse og hjælpe til arrestationer og lignende politiarbejde. Bliver de militære styrker engageret i den type arbejde, vil soldaterne udgøre et mål for kriminelle såvel som IS og andre grupper, der vil have en interesse i at undergrave missionen. I en situation med tusindevis af flygtninge, der strømmer til områder, vil IS og andre nemt kunne infiltrere lejrene og iværksætte angreb mod de militære styrker. Indtil videre har IS ikke haft mulighed for at slå tilbage på dem, der bomber dem. De sikre zoner vil give dem et stort og relativt let mål indenfor rækkevide. I forsøget på at nedkæmpe sådanne angreb fra IS, kan de militære styrker i lejrene dårligt undgå at fremmedgøre civilbefolkningen og resultatet kan meget hurtigt ende, som det gjorde for danske styrker i Irak: At man må operere blandt en civilbefolkning som man selv føler, at man prøver at hjælpe, mens de føler, at man er en besættelsesmagt.

5. Kan eskalation undgås?
IS vil ikke være de eneste som vil være fristet af det lette mål, som de sikre zoner udgør. Hizbollah og andre væbnede grupper kan ligeledes føle sig fristede. Derfor kan de militære styrker, der bevogter zonen, hurtigt ende i den situation, at de enten må eskalere konflikten og foretage offensive operationer mod de styrker, som angriber dem, eller acceptere at der bliver udført flere og flere angreb på dem og civilbefolkningen. I Srebrenica i 1995 blev 8.000 bosnisk-muslimske mænd og drenge myrdet, fordi hollandske FN-soldater ikke evnede at forsvare byen. De manglede den evne, fordi FN ikke turde eskalere konflikten og give dem den luftstøtte, som de havde brug for. Her, 20 år senere, ønsker verdenssamfundet ikke at begå den fejl igen (og med præcis reference til Srebrenica advarede Angela Merkel forleden mod de sikre zoner). Det vil betyde, at argumentet for eskalation må vinde, simpelthen fordi frygten for et nyt Srebrenica er for stort. Men lad os nu forestille os, at lokale styrker og deres ledere ikke har den samme bagage, og derfor ender i en situation, hvor de trækker sig tilbage og efterlader flygtninge i zonen til deres skæbne. Den politiske konsekvens af dette scenario vil også være eskalation, fordi det formentlig vil være så ubærligt for de vestlige regeringer, der sponserer zonen, at de vil sætte deres egne tropper ind for at forhindre gentagelse. Og, som amerikanerne i Somalia i 1990’erne, blive så optaget af at finde og straffe de skyldige, at konflikten eskaleres yderligere.

6. Kan lokale styrker gøre det alene?
Risikoen for eskalation og farerne for de styrker, der skal løse opgaven, er ingen hemmelighed. Tværtimod er det en del af forklaringen på, at Vesten ikke har ønsket at gribe ind.
Imidlertid virker det som en løsning at lade tyrkiske styrker stå for en zone i Nord og jordanske styrker for i zone i Syd. I løbet af sommeren lancerede jordanerne tanken om en bufferzone langs den jordanske-syriske grænse. Og Tyrkiet har gennemført en række operationer ved sin grænser – både i luften og på jorden – som kunne udvides til en egentlig besættelse af grænseområdet.
Men patriotiske syrere vil – ikke helt uden grund – kunne frygte, at deres land reelt er ved blive delt af nabolandene (og Syrien har selv tidligere sendt fredsbevarende styrker til nabolandet Libanon, der blev dér i 29 år og i perioder reelt havde besat landet). Tyrkere og jordanere vil desuden have en anden dagsorden end de vestlige magter, som skal sponsere zonerne. Hvor Vesten ønsker sig humanitære zoner, der skal afhjælpe den humanitære situation i Syrien, vil Tyrkiet og Jordan ønske sig en bufferzone, der holder både kamphandlinger og flygtninge væk fra deres territorium. Hvor Vesten forestiller sig en bevogtet flygtningelejr, ser Tyrkiet og Jordan snarere en fremskudt front. Tyrkiet vil kunne bemande denne front selv, men Jordan vil have brug for massiv finansiel hjælp fra Golfstaterne og logistisk støtte fra Vesten. Tilstedeværelsen af iranske og russiske styrker i Syrien betyder imidlertid, at hverken Tyrkiet eller Jordan vil have mod på denne type operation uden en eller anden form for vestlige opbakning. I tilfældet Tyrkiet bliver situationen endnu mere kompliceret, fordi et angreb på dette NATO-lands styrker vil udløse NATO’s Artikel V. Derfor har hverken USA eller Tyrkiets andre NATO-partnere en interesse i, at Tyrkiet engagerer sig på egen hånd. Tværtimod vil man gerne have en tilstedeværelse, som gør det muligt at kontrollere, at situation ikke kommer ud af kontrol. Vestlige styrker vil således blive involveret i operationen i et omfang, der gør den til en vestlig operation, også selvom at mange af styrkerne måtte være lokale.

 

Hvor Vesten forestiller sig en bevogtet flygtningelejr, ser Tyrkiet og Jordan snarere en fremskudt front. Tyrkiet vil kunne bemande denne front selv, men Jordan vil have brug for massiv finansiel hjælp fra Golfstaterne og logistisk støtte fra Vesten
____________________

 

7. Hvad er resultatet, hvis det går godt?
Det sker, at man er så heldig, at tingene går bedre, end de burde. Under begivenhedernes pres kan donerne betale, hvad UNCHR skal bruge. Flygtningelejrene kan blive velordnerede opholdssteder for syriske flygtninge, mens de forbereder sig på at genopbygge deres land efter krigen. De militære operationer kan gennemføres på en måde, der afskrækker IS og andre uden at fremmedgøre flygtningene i lejrene. Iran og Rusland kan engagere sig i projektet og bruge det som basis for en fredsløsning mellem Assad og hans modstandere. Men selv hvis alle disse brikker falder på plads, hvad har man så opnået med at etablere de sikre zoner? Man har bygget et Gaza. En eller flere kæmpe flygtningelejre uden noget økonomisk fundament, og som sådan afhængig af international bistand, og uden en fremtid for sine indbyggere, der i frustration over deres skæbne kæmper videre i en konflikt, som de ikke kan vinde. Et Gaza som er Vestens ansvar.

 

Bygger man et “Gaza”? En eller flere kæmpe flygtningelejre uden noget økonomisk fundament, som sådan afhængig af international bistand, uden en fremtid for sine indbyggere, der i frustration over deres skæbne kæmper videre i en konflikt, som de ikke kan vinde
____________________

 

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor mso ved Institut for Statskundskab, Købehavns Universitet. 2014-15 var han leder af Forsvarsministeriets udviklingssekretariat. Han er tidligere leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet og Dansk Institut for Militære Studier. Han er udpeget til følgegruppen for den såkaldte Taksø udredning om udenrigs- og sikkerhedspolitik. I april 2015 udgav han ”The Military’s Business. How to Design Military Power for the Future” på Cambridge University Press. ILLUSTRATION: Nzip-lejren i det sydlige Tyrkiet, 2014 [Tom Pilston/Polfoto]